Usynlighedshatten

En hat, der gør bæreren usynlig så han eller hun kan færdes blandt mennesker og vætter uden kunne ses eller høres? Lyder det som noget fra Dungeons & Dragons?

Idéen om en hat der gør sin ejer umulig for andre at opdage er ikke ny – langt fra. Den optræder i den danske folketro som en hat eller en hue, som man låner eller hugger fra de underjordiske. Så længe man bærer den på hovedet har man del i alt hvad de kan se, som ellers er skjult for menneskenes øjne – det være sig underjordiske skatte, vætternes boliger i de gamle gravhøje, og andre ting, som dødelige ikke ved noget om. Man kan færdes blandt menneskene uden at de ser eller hører én. Langt de fleste historier handler om bondedrenge og hyrder, som sniger sig ind til et bryllup eller en fest hvor de ikke er inviteret.

"Odin som Vandringsmand" af Georg von Rosen (1843-1923). Trykt i den svenske oversættelse af den Poetiske Edda i 1893. (WikiCommons).
“Odin som Vandringsmand” af Georg von Rosen (1843-1923). Trykt i den svenske oversættelse af den Poetiske Edda i 1893. (WikiCommons).

Den ubudne bryllupsgæst

Bryllupper i bondelandet var en stor begivenhed. Her skulle brud og brudgom af velhavende bønder smedes i hymens lænker med stand – og det handlede i høj grad om at vise sin velstand frem for resten af sognet. Der skulle ikke spares på noget, hverken mad eller drikke, og festen varede i flere dage. Gæsterne gik hjem om aftenen og kom tilbage næste dag for at fortsætte med at æde, drikke, danse og spille kort. Præst, degn og andre som ‘var noget’ i lokalsamfundet holdt taler og ønskede parret alt det bedste. På den sidste dag holdt man så en noget mindre fest for tyende og småfolk. Så slap man af med resterne og fik sagt tak for hjælpen til dem, som havde fungeret som kokkepiger, skaffere, og anden hjælp under selve bryllupsfesten.

Småfolk, husmænd og daglejere havde naturligvis ikke råd til at føre sig frem på den måde. Derfor kan det heller ikke undre at en af folketroens gengangere er usynlighedshatten som giver den lille mand mulighed for at deltage i de riges glæder bare for en dag.

Typisk er fortælleren en hyrde eller bondedreng som ser et bryllupstog eller ved at der skal holdes bryllup på en af de store gårde i sognet. Han er naturligvis ikke inviteret som den fattigrøv han nu engang er. Han mumler for sig selv at det bryllup gad han nu godt være med til – og pludselig er der en stemme der siger, “Tag min hat!”

Der ligger så en hat – det være sig en gammel og bulet hat eller en rød hue – ved hans fødder. Han tager den på og pludselig kan han se vætterne – men menneskene kan ikke længere se ham. Hyrden eller bondedrengen tager nu til bryllup hvor han og vætterne æder alt hvad de orker og danser alt det de gider.

Løn som forskyldt

Senere giver hyrden vætterne hatten tilbage, gerne med de samme ord – “Tag min hat!” I nogle fortællinger fortæller han senere bonden hvordan det kan være at mad og drikke syntes at forsvinde som om der var dobbelt så mange gæster som indbudt. Det kan så være at bonden giver sine tjenestefolk ordre på at slå kors over maden inden der serveres – for så kan vætterne ikke spise med. Men tager man sådanne forholdsregler er det også slut med den gode lykke på gården, for vætterne gider jo ikke hjælpe til ad magisk vej når de ikke får noget for deres hårde arbejde. I nogle historier hedder det sig endda at ikke bare forlader velstanden gården – hyrden eller bondedrengen selv sygner hen og får aldrig en ‘god helbredsdag’ igen.

Det kan godt være at man ikke er klar over at en gårds velstand skyldes vætternes hjælp – men finder man ud af det skal man lade som ingenting. De tager kun hvad der tilkommer dem som gårdens usynlige hjælpere. Under man dem ikke deres løn for udført arbejde, så er man ikke længere på de underjordiskes gode side.

Meriadoc (fra Peter Jackson's Lord of the Rings: The Two Towers (2002).
Meriadoc (fra Peter Jackson’s Lord of the Rings: The Two Towers (2002).

Den magiske hat andetsteds

Idéen om en hat eller hjelm med magiske kræfter er langt ældre. Historier vandrer med dem som fortæller dem, og vores forfædre stod i kontakt med den store verden så langt tilbage som bronzealderen. Handlende bragte historier med sig fra fjerne lande, og elementer fra disse historier blev optaget i vor egen folketro og eventyrtradition.

Odin, asegudernes konge, beskrives ofte som en vandringsmand med en bredskygget hat. Selv om det ikke nævnes at hatten specifikt skulle have særlige evner, så er det aldrig et tilfælde når så magtfuld en figur altid beskrives på samme vis. Odin herskede over magi og skæbne og rejste ofte blandt de dødelige. Ham skulle man stå på god fod med, for ingen kunne tage den gode lykke fra en mand som asekongen selv.

Netop den tradition levede videre med vætterne som herrer over skæbne og velstand. Her er også lånt fra de romerske lares og penates – husguderne, som usynligt sørger for at gårdens folk og dyr klarer sig godt. Begge idéer er sandsynligvis kommet hertil som en anden handelsvare fra de antikke riger.

Odin var også den nordiske dødsgud. En anden dødsgud, der ejede en særlig hat eller hjelm var Hades, den græske mytologis herre over underverdenen og de døde (men ikke over døden selv – det var Thanatos’ domæne). Hades’ usynlighedshat optræder mange gange i de græske sagn. Den lånes ud til bl.a. gudinden Athene, budbringernes gud Hermes og helten Perseus. Til forskel fra vætternes hatte og huer gør Hades’ hat eller hjelm også bæreren usynlig overfor andre guder og overnaturlige væsener.

Hades’ hjelm kaldtes også dølgehjelmen – for noget dulgt er jo noget skjult og uset. I den udgave har J.R.R. Tolkien også lånt begrebet til Ringenes Herre: Den unge rytter, som hobitten Meriadoc rider ud med ved Helms’ Deep kalder sig på dansk Dølgehjelm. I den originale engelske udgave hedder han (hun, for det er jo Eowyn i forklædning) Dernhelm, som kan oversættes med hemmelighedshjelm – noget skjult og dulgt, en dølgehjelm. Tolkien lagde aldrig skjul på at han lånte i stor grad fra den nordiske myteverden.

Og så er der selvfølgelig Mambrino – en fiktiv maurisk konge, som optrådte i episke digte i højmiddelalderen. Hans hjelm var lavet af det pure gold og gjorde sin bærer usårlig. Cervantes lod sin antihelt Don Quixote se en barber som holdt sit messingkar op over hovedet for at beskytte sig mod regnen – og Don Quixote troede at det var Mambrinos gyldne hjelm han bar.

Kilder

Danske Sagn som de har lydt i folkemunde”, Bind I, Evald Tang Kristensen. Udkom første gang i 1892-1901. Denne udgave ved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 1980. ISBN 87-17-02791-8.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.