Lad den gravhøj stå!

Det bringer ulykke at grave en gravhøj ud. Det kan ikke komme bag på nogen for vi ved jo at de gode naboer – vætterne, de underjordiske, dværgene, bjergfolket – bor i de gamle høje Men samtidig ligger de gamle høje jo bare der og fylder i landskabet. Den jord kunne vel bruges meget bedre!

Nu om dage er det forbudt ved lov at fjerne eller udgrave de gamle gravhøje. De er alle registreret og mange af dem er allerede udgravet og efterfølgende restaureret. Ejendomme, der har gravhøje på deres jord, har pligt til at værne om dem. Højene er en del af vores beskyttede kulturarv.

Men sådan har det ikke altid været. I løbet af 1800-tallet fik landbruget bedre maskiner og kunne udnytte jorden mere effektivt. Dengang var der mange bønder, der så sig gale på de der gamle bunker jord som alligevel ikke kunne bruges til noget. Derudover var det let at fjerne sten fra dem og bruge dem til at bygge nyt af – og så var der jo hele sagen med guldhornene. De blev godt nok fundet på en pløjemark – men det skorter jo ikke på sagn om bjergmandens skatte.

Mange steder gravede man den gamle gravhøj ud, og derfor er mange af dem forsvundet i dag (om end mange af dem stadig er registreret og kan påvises arkæologisk i det mindste). Og så gik det galt – for det måtte det jo, når man ikke kan finde ud af at lade være højfolket være i fred.

Huset fuldt af husvilde

Mange af disse historier begynder efter at en bonde eller jordejer er begyndt at grave i sådan en gravhøj. Så banker det på døren om aftenen, eller man hører en stemme nede fra højen, som klager over at bonden har gjort dem husvilde. Nu har man ellers været naboer i så mange år!

Bonden forstår som regel hvad slags folk han har med at gøre. Han forsøger som oftest at gøre sagen god igen for den slags fjender er der ingen, der ønsker sig. Mange gange tilbyder han højfolket at de kan bo hos ham i stedet – i laden, i stalden, eller endda i stuehuset. Det viser sig som regel at det var en rigtig dårlig idé, for mennesker og vætter bor gerne dør om dør men de er ikke gode til at bo sammen.

I folketroen stammer de underjordiske fra Helvede. De er resterne af de engle som blev styrtet ud af Himmerige og gik i tusind stykker da de ramte jorden. Uanset hvor venlige de prøver at være, så er de ikke mennesker, og det er ikke godt at have dem alt for tæt inde på livet. De underjordiske kan være nok så venligt indstillede – de kan ikke rigtigt gøre det godt for menneskene fordi de selv hører til det onde.

Bonden og hans familie sygner hen. Tingene går dårligt på gården. Kvæget dør, og menneskene med. Det hedder sig hurtigt i omegnen at der er ‘skidteri’ eller ‘bumseri’ på gården – gode gamle udtryk som dækker alt fra spøgeri til utilfredse højfolk.

Til sidst er der simpelthen ingen tilbage. Familien forgår til sidste mand fordi de gjorde vætterne hjemløse og derefter bragte dem ind i deres eget hjem.

Et gedigent lag tærsk

“Da han var megen forfalden til drik, kom han ofte sent hjem om aftenen, og da havde bjærgmanden en gunstig lejlighed til at banke ham. En nat kom han både svedig og blodig hjem og var helt syg. Hans kone spurgte ham om, hvad der var hændet ham, og han fortalte hende da, hvor grusomt bjærgmanden havde handlet ham. Han havde slået ham ind i ansigtet samt for brystet, og trykket ham ned på jorden, så at han næppe kunne ånde, langt mindre skrige. Det var imidlertid også den sidste gang, bjærgmanden slog ham; ti kort tid efter flyttede han derfra, idet han fik sig et nyt hus bygget.”

Helt så slemt går det dog ikke altid. Nogle gange er det kun bonden selv som højfolket hævner sig på. Så overfalder de manden igen og igen når han går ude i marken eller på vejen om aftenen. De tæver ham gul og blå og lader ham ligge i grøften. Ingen tror på hvad han fortæller. Det kommer hurtigt til at hedde sig at han nok er lidt for glad for de våde varer.

De overfalder ham igen og igen. Til sidst mister manden livet – eller også flytter han langt væk med kone og unger og skaffer sig fred på den måde.

Nogle gange har det nu nok været sygdom som blev misfortolket som de underjordiskes hævn – panikangst, hjertesygdom, epilepsi og andre dårligdomme.

Sygt kvæg og uro i huset

“Næste dag lagde han igjen furerne tilbage og pyntede höjen af, og morgenen derefter, da han kom ud i stalden, stod der en hest i den døde hestes sted.”

Når bare budskabet når frem gør det ikke højfolket så meget hvem det ellers går ud over. Den bonde, som graver en gravhøj ud, mister gerne sit kvæg og sine grise. Dyrene bliver syge og dør, en ad gangen indtil bonden forstår hvad han har gjort galt. Når han så forstår det – ja, så er det måske for sent.

Han kan lægge jorden tilbage på højen og flytte langt nok væk til at turde håbe at vætterne ikke kan finde ham for at gøre yderligere skade. Og så må man jo bare håbe at det lykkes.

Men nogle gange er det nok at gøre skaden god igen og så gerne give lidt ekstra i erstatning. I andre tilfælde tilgiver de underjordiske ikke forbrydelsen. Så går straffen sin gang indtil der ikke er nogen tilbage at straffe. Andre gange gør bonden skaden god igen – og så gør højfolket det samme, for nu har han jo gjort bod.

Nogle gange gør bonden skaden god igen – men ikke før han har mistet kone eller børn, om de så er blevet slået ihjel eller ‘bare’ gjort tossede, ellevilde.

Bevar det, som bevares skal

“Niels Terp, der boede i Lynderup, Giver sogn, gravede en höj ud på hans mark og fandt så meget gammelt stensager, dannet i gafler og knive, og guldsager, det var derved, han fik sin rigdom. Han havde ikke så få dötre – sönner havde han ingen af – men de blev dårlige alle sammen. Nogle blev sindssvage, nogle blev draget (værkbrudne), og så døde de jo efterhånden; ligesom én blev syg og døde, så lavede en anden sig til, og der blev ikke uden en levende, den tog ingen skade, og den er levende endnu. Så solgte han gården og flyttede et andet sted hen, hvor han døde.”

Nogle af vores forfædre har ganske givet troet på historierne om farerne ved at ødelægge en gravhøj. Andre har bare ment at de var underholdende. Men gennemgående er det at historierne fremstiller højfolket som den forurettede part. Og det er måske slet ikke så sært.

De folk, som fortalte historierne om gravhøjen og de underjordiske, var gerne selv småfolk – bønder og husmænd og daglejere. De levede i et samfund hvor alting skulle gå hurtigere og effektiviseres i takt med at den industrielle revolution tog fart. Det var en tid med stor omstilling – og det blev ikke altid set som en god ting. Man frygtede det fremmede og det nye – og derfor ligger sympatien hos det gamle og det velkendte.

Fædrene holdt sig gode venner med højfolk og naturånder. Måske var det bedre bare at blive ved med det, frem for at forhaste sig med alle de nymodens maskiner.

Det må jo gå galt med den slags gæster

Historierne om den ødelagte gravhøj giver ikke kun udtryk for angst for fremskridtet og den effektiviserede agerdyrkning. De viser også en side af vores kultur som måske ikke er så smuk: Angsten for de fremmede, der banker på. Man kan fristes til at drage et par paralleller: Først ødelægger bonden de fremmedes hjem og derefter advarer historierne mod at give dem husly bagefter.

Vores angst for de fremmede er ikke et nyt fænomen. Det ligger dybt i vores kultur at frygte og værge sig mod dem som kommer andetsteds fra, dem som ikke rigtigt er mennesker som os selv. Måske bliver vi en dag bedre oplyste end 1800-tals bønder, der overvejer at ødelægge en gravhøj.

Kilder

Dansk Kulturarv: Fund og Fortidsminder: Nationalt register over fortidsminder.
Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
Billeder af Johan Thomas Lundbye, via WikiCommons.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.