Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!

Sibylles spådomme

Sibylles spådomme

Indlægget er opdateret 13. oktober 2018.

Sibylles spådomme dukker tit op, når man sidder med danske folkeminder. Hvem var hun? Og hvorfor gav hun sig af med at spå død og undergang over Danmark? Hvad er det for noget med føl, der vader i blod, krige mod Tyrken, og træer som konger skal tøjre deres heste til?

Her i Norden har vi en lang tradition for spåkvinder, vølver, norner, og andre kloge koner. Men selv om Sibylle mest optræder i 1800-tallets folketro, så er hun meget ældre. Og nogle gange kalder vi hende for Sybille, for fremmedsprog er svært.

Hvem var Sibylle?

Går vi tilbage til oldtidens Grækenland, så er sibylla titlen på en eller flere spåkvinder som fremsagde varsler. De mest kendte af dem var oraklerne i Delfi og Cumae, som optræder ofte i oldtidsmytologien. Sibyllernes forudsigelser blev opbevaret i Jupiters tempel i Rom, indtil de brændte i 83 før vor tidsregning. Man prøvede flere gange at genskabe og genfinde profetierne efter branden, og to af disse samlinger er bevaret for eftertiden: En fra slutningen af 400-tallet, og en fra 600-tallet. Samlingerne indeholder materiale fra hedensk tro, men også meget, der stammer fra jødedommen og kristendommen.

Den kristne fortælletradition overtog idéen om oldgamle spåkvinder, som kendte til fremtidens ulykker, men udtrykte sig kryptisk og uklart – og gerne på vers. Da kristendommen kom til Norden sammen med irske trælle, tyske munke og andet godtfolk i slutningen af forrige årtusind, tog den fortælletraditionen om oraklerne med. Nu blev mange af de gamle, nordiske sagn og historier om vølver og norner også lavet om til historier om Sibylle, den mystiske spåkone.

 

Oraklet i Delfi
Oraklet i Delfi, hvor en af de originale sibyller, eller orakler, kunne spørges om råd.

Hvad går spådommene ud på?

Sibyllen i Søborg har spaaet, at Søborg Sø skulle udtørres, at engang i Tiden skulde Hornbæk blive Købstad og Helsingør et Fiskerleje, og at der paa Søborgkanten skulde fødes et Føl helt hvidt, men med røde sokker, og saa langt det var rødt paa Benene, skulde det vade i Blod. Af disse Spaadomme er den første gaaet i Opfyldelse, Søborg Sø er udtørret, og Føllet er da ogsaa født, saa man kan se, at Sibylle kan ikke lyve, og Resten af hendes Spaadomme gaar saamænd ogsaa i Opfyldelse.

Sibylle har udtalt sig om alt muligt, hvad Danmarks fremtid angår. Hun har også boet flere steder i landet – mange af historierne går igen fra landsdel til landsdel; Nordsjælland, Fyn og grænselandet mod syd får mest af hendes opmærksomhed. Mange af hendes spådomme følger det samme mønster. Mange af dem får en ekstra skrue, så vi kan se at de rigtigt passer – men ulykken blev heldigvis afværget denne gang.

De minder om gyserfilm fra 1970’erne og 80’erne. Vi får serveret en frygtelige historie, som får os til at gyyyyse, og så endelig ånde lettet op til sidst. Det er de samme personer og problemer næsten hver gang. Vi ved udmærket godt at hvis man er med i sådan en slasher movie, og man gerne vil overleve til rulleteksterne, så er der nogle regler, der skal overholdes. Aldrig gå alene, ikke dyrke sex, – og ikke hedde Tina.

Genkendelsens fryd er den halve fornøjelse. Sibylles spådomme er den slags historier, som gammelmor har fortalt den gysende ungdom, mens man sad i spindestuen om aftenen og vinden hylede i tagspærrene. Uh, det er godt at sidde trygt inde i varmen og have sit på det tørre!

Heldigvis er der altid nogen …

Sibylle har spået, at der skal fødes et føl på Hillerødsholm, og det skal være rødt med fire hvide ben. Dette føl skal komme med i krigen og komme til at vade i blod lige så langt op, som benene er hvide, og denne krig skal blive den sidste. Dette føl er født mens der var stutteri, men det blev slået ihjel.

Det er da godt at Frederiksborg-stutteriet i Hillerød blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet. Så blev der heldigvis aldrig mere krig – vent lige et øjeblik… Ja, det var også næsten alt for nemt.

Verden skal forgå, når man kommer til køre uden heste.

Godt nok er Frederiksborgeren en dejlig hesterace, men mon ikke nogen her giver udtryk for lidt bekymring om fremtiden? Sybille-sagnet har sin storhedstid i en tid, hvor de første automobiler dukker op i aviserne. Samfundet ændrer sig – folk flytter til byen for at blive industriarbejdere i stedet for karle og piger i landbruget. Al den nymodens teknik er ikke til at stole på.

Verden skal forgå »mellem attend hundred og en stund«.

Men det ser da ud til at vi har klaret os igennem alligevel, på trods af verdenskrige, industrialisering og internet. Det kan selvfølgelig være fordi at der altid har været en snarrådig person, der har sørget for at afværge ulykken.

Ved Asminderød Kirke voksede i gamle Dage en Pil ud. Dens Rødder gik ind under selve Kirkemuren. Om denne Pil blev der fortalt, at naar den blev stor, skulde Tyrken komme til Danmark, og en af de tyrkiske Soldater skulde binde sin Hest ved den. Paa samme Tid skal der fødes et Føl, hvis Ben skal være røde op til Knæerne, og det skal betyde, at Danskerne skal komme til at vade i Blod til Knæerne.

Pilen voksede ud, og det hjalp ikke, at man huggede den af, thi den voksede stadig ud igen. Til sidst støbte man Cement over Roden, og siden da har Pilen ikke vist sig. Der er ogsaa blevet født et Føl, som svarede til Beskrivelsen, men det blev straks slaaet ned.

Pyh! Så slap vi også med skrækken denne gang!

Den sidste krig

En af de Sibylle-historier, der går igen i mange landsdele, handler om at der skal gro et træ op på et bestemt sted, som den danske konge så skal tøjre sin hest ved i den sidste krig – som går så skidt for Danmark at der kun er drenge og gamle mænd tilbage til at forsvare landet. Sibylle kunne måske nok spå om fremtiden, men hun har aldrig forestillet sig  kvindelige soldater.

Der skal komme til at stå et slag ved Kongeåen og der skal alle tolvårs drenge og alle de tresårige mænd kæmpe. Ude i Darum Enge skal der gro et træ, og når det er vokset op, skal den danske konge komme og binde sin hest ved det.

Der var i det hele taget livligt herhjemme i 1800-tallet. Vi fik tæv efter noder af England, men fjendebilledet er ofte tyskerne. Vi vandt en yderst tvivlsom sejr over Prøjsen i ’49, og fik læsterlige tæv af det Tyske Kejserrige i ’64. Den rigtige fjende, den store fjende i den allersidste krig, det er imidlertid Tyrken. Det Ottomanske Rige opfattedes i samtiden som repræsentant for det ikke-kristne, det gudløse, det fremmede. Muselmænd og muhammedanere, tyrken kan man ikke stole på! For visse politiske grupper har det vist ikke ændret sig siden.

Der skal komme til at stå et slag så blodigt på Fyn, at en hat vil flyde i blod ind ad Odense Port.

Det går drabeligt for sig i den sidste krig, også selv om Sibylle heller ikke har forudset tanks, missiler og kernevåben. I de fleste udgaver vinder drengene og de gamle mænd slaget, men så går verden under. Sådan kan det gå.

Citater og kilder

»Folkesagn«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Chr. Gorm Tortzen, Bodil Due: Sibylle i Den Store Danske, Gyldendal.
Billeder fra Pixabay.

Toteninsel: De Dødes Ø

Japansk tegnefilmskunst, stilistiske arketyper, og et tysk guldaldermaleri som jeg altid har elsket.
Arnold Böcklins ikoniske maleri, "De Dødes Ø" (malet mellem 1880-1886) var så stort et hit i sin samtid at forfatteren Vladimir Nabokov (ja, det er ham med Lolita) noterede i en af sine romaner, at der hang en kopi i ethvert hjem i Berlin.
Arnold Böcklins ikoniske maleri, “De Dødes Ø” (malet mellem 1880-1886) var så stort et hit i sin samtid at forfatteren Vladimir Nabokov (ja, det er ham med Lolita) noterede i en af sine romaner, at der hang en kopi i ethvert hjem i Berlin.

For snart en del år siden tog jeg til Berlin med det formål at besøge to forskellige steder. Det ene var statsarkivet i Lichterfelde, og det er en historie I får en anden dag. Det andet var Alte Nationalgalerie, hvor Die Toteninsel har været udstillet siden en anden Böcklin-fan lånte det, først til sit Berghof og senere til sit rigskansleri i Berlin fra 1940. Det udmærkede sig ved at være overraskende lille – mit TV er større! – og overraskende dybt. Fotografier yder slet ikke farverigdommen og detaljerne nogen form for retfærdighed.

Die Toteninsel, De Dødes Ø, var et hit i sin samtid. Maleriets dragende, melankolske, nærmest bittersøde stemning giver stof til eftertanke og fantasier. Samtidig er det et produkt af sin stilperiode, europæisk guldalder. Hvis man er bare lidt kunstinteresseret kaster man ét blik på det og afgør, at det hører til sidst i 1800-tallet. Men kunsten at fortælle en god historie kan ikke inddeles i årstal; arketyper er udødelige. For at skabe noget nyt bør man først se sig tilbage.

130 år senere. Scene fra den japanske anime-serie, Kuroshitsuji, eller Black Butler — sidste afsnit, næsten sidste scene. Ja, hovedpersonen sejles døende dertil.

Der er noget fantastisk over at se et 130 år gammelt maleri brugt som en diskret reference i en moderne, japansk anime-serie. Det er det, som de engelsktalende kalder for et easter egg – en skjult reference, som kun nogle af seerne overhovedet vil bemærke eller forstå. Det får mig til at hoppe op af stolen og vifte med arme og ben mens ingen andre i rummet aner hvad jeg taler om.

Japansk tegnefilmskunst

Jeg er faktisk ikke den store fan af anime. Det er en fortællekunst som altid har slået mig som skinger, action-fikseret og fuld af kulturelle normer. Normerne ligger så langt fra mine egne, at jeg ikke fatter størstedelen af humoren eller plottet.

De helt store produktioner som Princess Mononoke og Howl’s Moving Castle fra Studio Ghibli – dem kan jeg godt med. De er tilrettelagte og gennemarbejdede så et internationalt publikum let kan være med (Howl er endda baseret på en britisk børnebog af Diana Wynne Jones, en af mine yndlingsforfattere siden barndommen). Jeg tudede mig hele vejen gennem en anden Ghibli-produktion, den selvbiografiske Grave of the Fireflies. Den ender ikke lykkeligt. Japanerne kan noget med storslåede scenerier, store følelser, og historier, som ender bittersødt, eller i ren tragedie.

Vi europæere vil gerne have vores historier med en slutning, der afspejler forløsning, håb, og problemer, der er blevet løst. Vi har en lige så stor tradition i vesten for film og bøger, som ender i tragedie, som handler om den uafvendelige, ubarmhjertige død. Men til forskel fra japanerne udtrykker vi den i meget højtsvungne former. Shakespeare’s tragedier og Bergmans film er kunst med stort K.

Samtidig ser vi serier om massemordere og hævnere, men de er jo netop forløsere, problemknusere – det kan godt være, at hovedpersonerne er deciderede antihelte, men de handler og fjerner forhindringer, og placerer sig dermed solidt i vores egen fortælletradition hvor handling løser problemer.

Dødslængslen

Men den er der jo stadig, dødslængslen, trangen til at se enden som noget smukt og melankolsk, en udfrielse fra livets smerte. Enhver vampyrforfatter med respekt for sig selv har brugt mindst et par tangenter fra gothic horror’s store hjørnesten: Dragning imod døden. Bram Stoker’s Dracula hypnotiserer kvinder, så de selv lukker ham ind og søger døden i hans arme (han må fandeme være god til at kysse). Mary Shelley’s Frankenstein handler ikke om andet: Monstret søger først sin skabers død og så sin egen. Døden er en befrielse og genren er brolagt med gravsten.

Vi tror altid, at vi skaber noget nyt. I virkeligheden bruger vi blot de arketyper, de tropes, som andre har brugt i århundreder – for folklore, årtusinder – før os. Vi bygger videre på en fortælletradition som går tilbage til det første lejrbål. En tradition som vi har til fælles på tværs af kulturgrænser og traditioner. Det er derfor, at en moderne japansk tegnefilmsserie kan lave så smuk og intens en scene ud af et maleri, som var et popfænomen i tysk guldaldermaleri i 1886. Det er stadig den samme historie.

Hvis der er nogen af jer, der nu overvejer at tage et kig på Kuroshitsuji, så lad mig runde af med en advarsel: Den butler er temmelig skarp i et køkken.