Kvægpesten

Kvægpesten

Kvægpesten: Køerne stod sløve hen i stalden, med tomme øjne og gult slim rindende fra øjne, næse, mund og skede. Stanken i kostalden var bedøvende – dyrene havde diarré og deres afføring var tynd som vand, fuld af blod og lugtede råddent. Først fik dyrene høj feber; en uge senere var de døde.

Kvægpesten kom til Danmark i første omgang i 1716 sammen med et par kvæghandlere fra Hamborg. Det lykkedes dengang at begrænse den noget, men i 1744 brød epidemien ud for fuldt blus. Overalt i landet mistede bønderne meget stor del af deres indtægt. Det ramte hårdt; der er bevaret optegnelser fra kirkebøger om bønder som ikke har råd til at betale de fire skilling til kirkeoffer ved en begravelse fordi alt deres kvæg er dødt. Mange måtte gå fra hus og hjem, og i 1747 eftergav kongen skattegæld hos alle, der havde mistet kvæg, uanset mængden.

“Alt landet er nu næsten nedsunket i Armod, saa forefalder mange Concurser, Gaardene koster ikkun lidet. De fattiges tal er utallig som betler, mange lider stor Hunger, den ene kand ey hielpe den anden.”

Fakta

Kvægpest er en smitsom sygdom hos klovbærende dyr, forårsaget af et morbilli-virus. Til forskel fra mund- og klovsyge smitter kvægpest ikke over store afstande. Til gengæld har den en langt højere dødelighed, op til 95%. Sygdommen ramte store dele af den danske klovdyrbestand to gange i 1700-tallet og var anledning til at der etableres en decideret dyrlægeuddannelse herhjemme. I anden omgang i årene 1745-52 mistede Danmark ikke mindre end to millioner stykker kvæg, en katastrofe af sådan en grad at man et år eftergav skatterne for at bønderne kunne komme på fode igen. Sygdommen ansås for udryddet i Danmark i 1782. På verdensplan blev den erklæret udryddet 25. maj 2011.

Kure mod kvægsyge

Hverken bøn, salmer eller medicin havde den store virkning på de syge dyr. Man forsøgte sig med den gamle universalkur, åreladning. Derefter drev man kvæget gennem nødild (se nedenfor) og lod dem spise sortkrudt. Intet virkede.

På en regning fra Store Apotek i Tønder kan vi se nogle af de ting som man forsøgte sig med at hælde i køerne for at kurere på dem:

Balsam Sulphuris, 4 pund krudt, talværge til at rense med, Theriae, pulver til at ryge med, olie til bestrygning, 20 poser til at hænge under halsen på kreaturerne, saxerende drikke, d.v.s. medicament til at opløse blæresten, dyvelsdræk, 1 pund terpentin, 1 pund bjergolie og 1 pund “Schwartze Deger“.”

Man forsøgte sig også med hjemmestrikkede kure. For eksempel trak man det syge dyrs tunge så langt ud af halsen som muligt og viklede en gammel klud om. Så skulle et ungt menneske med skarpe tænder bide det yderste af koens tunge af. Hvis det var lidt for stor en mundfuld kunne man også forsøge at købe sig fri af sygdommen ved at begrave en stor sølvmønt lige udenfor stalden, sammen med den ko som sidst var død.

Myndighederne kom også i spil. I 1745 udsendtes en liste med skrappe forholdsregler. Løsgående hunde og katte skulle slås ihjel så de ikke kunne sprede smitten. Det syge kvæg skulle omgående slås ned og begraves eller brændes. Kvæget skulle isoleres i fjerntliggende stalde så besætninger ikke kunne smitte hinanden. Gårde med syge køer skulle isoleres så mennesker ikke gav smitten videre til raske gårde. Tjenestefolk som færdedes ude på trods af isolationsordren skulle straffes med tugthus og miste deres løn. På kvægmarkederne skulle alt kvæg kontrolleres nøje og forsynes med sundhedspas. Forordningen blev hængt op i gaderne, på kroerne og på toldstederne, og læst op fra kirkernes prædikestole.

Den rensende ild

Nødild er en rest af oldtidens tro på ildens rensende kraft. ‘Gammel’ ild mistede med tiden sin kraft og skulle erstattes af ny, frisk ild. På sin vis var ilden et levende væsen som hen ad vejen blev gammel og svækket og måtte væk for at gøre plads for en ung og stærk ild.

Troen på ilden som kur mod sygdom har sandsynligvis noget at gøre med ildsyge at gøre. Ildsyge – eller som vi siger nu om dage, miltbrand – gør kødet på et flået dyr ildrødt. Nødild brugtes imidlertid som kur mod alle mulige former for sygdom som man anså for at være en slags besmittelse eller forurening som ildens rensende kraft kunne få bugt med.

For at skabe nødild spændte man typisk en træstang ind mellem to lodrette stolper, f.eks. i en dørkarm. Så slog man et stykke reb omkring stangen og lod to karle trække rebet frem og tilbage indtil gnisterne sprang og man fik tændt ny ild. De syge dyr blev så drevet igennem et bål tændt med denne nye, stærke ild for at rense dem.

Man forsøgte sig også med at lade syge dyr spise sortkrudt. Selv om pulveret naturligvis ikke blev bragt til eksplosion mente man alligevel at det havde ildens natur i sig og dermed kunne rense dyret indefra.

Dyreofringer

Når krudt og ild ikke var nok gik man videre til andre oldgamle opskrifter. Vores sagnskat er fuld af fortællinger om desperate bønder der begraver dyr levende for at beskytte resten mod sygdom. Man yder underverdenen et offer – tag dette kreatur og lad de andre gå.

Det hed sig mange steder at hvis man begravede en hest levende og derefter trak de syge heste henover graven var de beskyttet mod sygdommen og ville komme sig. Det samme sagde man om køer og får. Det hed sig også at man skulle begrave en død hund i stalden – så ville dens spøgelse trofast holde sygdom og uheld væk, og såmænd også hekseri.

I en Gaard i Ørby havde Manden haft meget Uheld med sin Besætning, og han besluttede da at gøre noget særligt for at faa Ulykken til at ophøre. En Dag alle Folkene var i Marken, fik han Konen sendt bort et Ærinde, og han gravede saa et Hul i de fire Hjørner af Gaarden og tog derpaa et Stykke levende Fjerkræ og begravede i Hvert Hul. Det skulde hjælpe. Men han havde glemt, at de havde Sypige, og hun sad inde i Stuen og saa det hele. Dette er sket i Mands Minde (1923).”

Menneskeofringer

Et af vore vandresagn optræder igen og igen i forbindelse med sygdom blandt dyr og mennesker. Når det ikke var nok at ofre dyr måtte man ty til mennesker.

“Man købte et Barn af en omvandrende Tiggerske, hvilket man gav et Stykke Mad i Haanden, da det blev sat ned i Graven, for at det skulle sidde roligt. Da de begyndte at kaste Jord paa det, raabte det: “I kaster jo Sand på min Mad.” Det blev saaledes levende begravet og det syge Kvæg draget hen over dets Grav.”

Historien om menneskeofringen går igen mange steder og i forbindelse med mange epidemier. Menneskeofringer var kendte herhjemme så sent som vikingetiden så idéen er ikke fuldstændig fremmed. Det er ikke umuligt at desperate bønder et par gange har grebet til så voldsomme metoder i nattens mulm og mørke. Men det er heller ikke særlig sandsynligt, for historien har aldrig en kilde der kan verificeres. Nogen fortæller, nogen sagde, det hed sig, jeg har hørt at – med andre ord, et vandresagn som ingen selv har oplevet.

gammel eg.
Forstyr aldrig en ensom, gammel eg eller tjørn. Døden kan være begravet under den.

Forstyr ikke den hvilende syge

Sygt kvæg måtte ikke spises eller flås så man i det mindste kunne bruge huderne. De døde kroppe skulle omgående brændes eller graves ned. Den sidste løsning var langt den letteste. Men sådan en massegrav havde sine egne problemer.

Det hed sig at sygdommen sov i jorden og kunne vækkes til live igen hvis den blev forstyrret. Derfor måtte man aldrig fælde gamle, enlige tjørnebuske eller sløjfe gravhøje. Begge dele kunne vise sig i virkeligheden at være sådan en gammel massegrav, og så ville sygdommen slippe fri igen. Et utal historier fortæller om bønder der hugger pesttjørnen om eller graver højen ud. Så slipper sygdommen ud og gårdens kvæg dør som fluer.

Som så ofte har sagnet rod i virkelighed. Man plantede typisk en tjørn eller eg på toppen af sådan en massegrav. Den skulle så rodfæste sygdommen og holde på den – og advare de kommende generationer om hvad der var begravet her. Den skik går helt tilbage til 1300-tallets pestepidemier (og sikkert længere).

Det var ikke den rene overtro; kvægpestens smittestof kan overleve meget længe i jorden. Der var en helt reel fare forbundet med at forstyrre forfædrenes pesthøje.

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
»Kloge Folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland« (bind 1), H. P. Hansen. Rosenkilde & Bagger (1960), intet ISBN-nr.
»De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
Kvægpesten i 1700-tallet” af Inger Biehl Hansen (1990), intet ISBN-nr. Tilgængelig som pdf-fil fra bl.a. Københavns Bibliotek.

Fotos:
Overskrift: Atul Vinaya (Unsplash).
Eg: Alex Hocket (Unsplash).

Læs også:

Sygdom og helse i folketroen: Husråd og folkemedicin i dansk folklore.