Man skal tænke sig om hvis man bliver budt på middag hos de underjordiske. De giver sjældent noget uden at forvente at få noget tilbage. Man må ikke blive grådig — for hovmod står for fald. Man må heller ikke afvise betaling for udført arbejde — for de underjordiske bryder sig ikke om at skylde nogen noget.
Har du gjort et stykke arbejde eller en tjeneste skal du tage imod din belønning — ellers fornærmer du vætten. Men bliver du budt på noget uden at have ydet noget først, så er det på tide at være varsom. Det kan jo være at bjergmanden ikke bare vil lokke dig ind til middag. Måske vil han beholde dig.
I bjerget er du fanget, i bjerget skal du bo
I bjerget skal du hvile men aldrig finde ro
Venelite af Sorten Muld (1996)
En gratis middag på gærdet mellem to verdener
En gammel historie fortæller om en dreng som kørte og pløjede på sin fars mark. Penge kan der ikke have været meget af i huset eller også havde han glemt at få sin madpose med sig den dag, for han klagede sig i alt fald over at han var sulten. Det var hans stude naturligvis ligeglade med — men det var de lokale vætter ikke.
Pludselig stod der et fad med brød og ost på gærdet indtil marken. Drengen spiste det hele og fik så gjort sit arbejde færdigt før han tog hjem. Nu skulle man tro at den hellige grav var vel forvaret, men sådan gik det ikke. Gærder og døre er som bekendt symboler på det at rejse fra én verden til en anden, og det var også tilfældet her.
Om natten blev der en farlig tumult på drengens kammer. Der var musik og larm som om usynlige folk dansede vildt omkring. Det var de underjordiske som var kommet for at hente drengen — de mente jo at nu hørte han til dem og det skulle fejres. Han havde spist deres middag og var dermed symbolsk gået ind i deres verden. Han ville også gerne selv med dem, så fortryllet var han. De natlige besøg og gilder holdt først op da han blev konfirmeret og vætternes magt over ham dermed blev brudt.
Nu er a ved æ ellefolk
I en anden historie hører vi om en pige, som var kusk for plovens trespand mens faderen går foran. Hun er sulten og trækker vejret dybt ind, før hun fortæller sin far at hun kan lugte at ellekonen bager i dag. Faderen kalder hende fjollet. De pløjer et par omgange mere på marken og finder så pludselig en tallerken stående på jorden, med to varme stykker sigtebrød på.
De spiste brødene til middag og takkede høfligt den usynlige ellekone, og håbede dermed at de ikke skyldte hende noget. Sådan gjorde man ofte på landet i gamle dage: man sagde ikke tak for en tjeneste, for så var gælden ude af verden. Næh, det var bedre ikke at takke, for så kunne den anden bede om en gentjeneste senere. Sådan hjalp man nu engang hinanden. Her ville far og datter undgå at skylde noget, og det var nok det, som fornærmede ellekonen.
Ud på året gik pigen som svinehyrde i skoven. En aften kom hun ikke hjem. Man søgte efter hende men det eneste, man fandt, var hendes hovedtørklæde. Det havde hun taget af og broderet på: “Nu er a ved æ ellefolk og kommer aldrig til jer mere.” Så havde hun givet et af svinene tørklædet om halsen og sendt det hjem. Forældrene så hende aldrig mere.
“Paa en Gaard i Horserød forsvandt Konen. Hun havde faaet et Barn, men endnu havde hun ikke været i Kirke; en Dag skyllede hun Tøj — og forsvandt. Manden giftede sig igen. En Aften, som han sad helt alene, kom hans første Kone ind til ham med en Lænke om Livet. Hun bad ham om at hugge Lænken over, saa vilde hun blive hos ham, men det vilde han ikke. Saa sagde hun truende til ham, at de Kvinder, som herefter kom ind paa Gaarden, skulde blive Krøblinge. Alle Koner paa den Gaard har virkelig ogsaa haft en eller anden Legemsfejl.”
Middag på græsk
Heldigvis er det langt fra altid at bjergfolkene holder deres gæster fanget. Nogle gange inviterer de naboerne på besøg — og så får de også lov at gå igen, uden at have lidt nogen overlast.
Det skete for eksempel i historien om to piger, der møder bjergmanden ude på engen og ender med at blive inviteret til barnedåb i højen næste søndag. De får besked på at de kun må tale med præsten om det, for den slags skal andre ikke vide noget om. Hvis de så har modet, så skal de banke på væggen i bryggerset den søndag, så vil der åbne sig en dør.
Overraskende nok synes den lokale sjælesørger at pigerne skal tage imod invitationen. Han har vel tænkt at det var ren fantasi. Pigerne klæder sig fint på og plukker blomster til værtsfolkene. Så banker de på væggen og bliver ført ind i det underjordiske rige, hvor de bliver bænket sammen med alle de andre gæster. Alt er så fint og vidunderligt, indtil en af pigerne kommer til at se op. Over gæsternes hoveder hænger en kæmpestor kampesten i en silketråd. Nu bliver pigerne naturligvis bange, men deres vært beroliger dem. Der er ikke noget at bekymre sig om; livet hænger jo altid i en tynd tråd.
Efter festen forærer han hver pige en håndfuld høvlspåner som den ene pige med det samme kaster bort. Den anden beholder dem, og som enhver eventyr-elsker nok har gættet, så er de blevet til guld næste morgen.
Denne historie stjæler med arme og ben fra det græske sagn om Damokles, som levede ca. 400 f.Kr. Han fedtede for sin herre ved at prise hans lykke og rigdom. Kongen lod ham nu sidde på sin trone og spise hans festmiddag — men over hans hovede blev der hængt et tungt sværd i et eneste hestehår. Lykken er flygtig og livet kan slukkes hvert øjeblik. Nyd dem mens du har dem!
Vandresagn og traditioner
Hvorfor sidder en mand eller kone i den sidste halvdel af 1800-tallet og roder historien om en gammel græker sammen med et sagn om de underjordiskes barnedåb?
Det sker fordi disse var levende historier. De blev fortalt fra mand til mand, fra bedsteforælder til barn, rundt om arnen eller spisebordet. De blev ikke skrevet ned og fastholdt før vore folkemindesamlere dukkede op. Man huskede på en historie og pyntede så lidt på den med hvad man nu selv havde liggende af erindringer og andre sagn.
Det gjorde ikke noget, for man fortalte ikke historierne for at de skulle være sande. Man fortalte dem for at få tiden til at gå under arbejdet og for at lære de kommende generationer om normer, kultur, og farer i hverdagen. Det er ikke nogen ringe lektie at vide at lykken er omskiftelig og rigdom ikke altid består i rede penge.
Og desuden bliver en god historie jo ikke dårligere af at man pynter lidt på den, vel?
Kilder & Foto
- “Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
- “Folkesagn“, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
- Photo by Kerstin Riemer from Pixabay.