I årene omkring århundredskiftet — det forrige, vel at mærke — rejser en ung forfatter rundt på den jyske hede sammen med sin ven, som er kunstner. De rejser ikke komfortabelt med tog eller hestevogn. De går på deres flade fødder, når de ikke får et lift med en bondes studekærre. De rejser ligesom de mennesker, de ønsker at møde — de fattige hedebønder, taterne, sigøjnerne, jøderne, kræmmerne, landarbejderne, straffefangerne og kvægdriverne. Det kommer der en bog ud af — en smuk og velskrevet bog, som på én gang er rejsebeskrivelse, historiebog og samfundsskildring, illustreret med billeder og skitser af steder og mennesker.
Næsten 120 år senere lander en nydeligt indbundet udgave af L. Mylius Erichsens bog, Den jyske hede, på en hylde i en genbrugsbiks, og derfra ender den i min reol.
De aller-laveste samfundsgrupper på den jyske hede
I dag taler vi ikke om sigøjnere, slaver og andre, som ikke ønsker at blive omtalt sådan. I 1903 bruges ordet roma ikke. De brune er sigøjnere, og alle samfundets udskud og vagabonder omtales i flæng som tatere. Mange af disse grupper eksisterer ikke længere i det danske samfund (og det er ikke altid en skidt ting).
Erichsen skriver om dem allesammen — alle de udstødte og uønskede. Straffefangerne på Gedhus (som senere bliver lejr for tyske krigsfanger og derefter museum). Sigøjnerfamilier med mørk hud og eksotiske dragter. Kræmmere, skøjere, vagabonder, drukkenbolte, husmænd, hyrder og fattigfolk. Alle forsøger at overleve derude hvor kragerne tager madpakke og kompas med.
Erichsen taler med de folk, han skriver om, overnatter hos dem, bor hos dem og lytter til dem. Fattigfolk og tatere, som er ved at gå til i druk — de ryger ind og ud af tugthus og fattighus. Flittige husmænd, som har lykken mod sig — de ender som udslidte vrag på landevejene eller på fattiggården, selv om de hele livet har slidt som bæster. Jøder, kræmmere og tyveknægte — og de lokale kan ofte ikke skelne den ene fra den anden. Gårdfolk, som forsøger at opdyrke heden og forvandle en udørk til brugbart landbrugsland. Unge og gamle, som alle har det ene til fælles: De forsøger at skabe en tilværelse på den jyske hede.
Den jyske hede omkring år 1900
Efter de to tabte krige i 1848 og 1864 står det grelt til med den danske selvfølelse. Vi har mistet Sønderjylland. De svenske territorier er der ingen, der stadig drømmer om at få hjem, og kolonierne går det heller ikke godt med. Man må mande sig op, bide tænderne sammen og finde en ny kurs for et land, som ikke længere er en stormagt. Det er nationalromantikkens tidsalder.
I 1872 præges en mindemønt i forbindelse med en industri- og kunstudstilling i København. Teksten af digteren H. P. Holst lyder:
For hvert et tab igen erstatning findes;
hvad udad tabtes, det må indad vindes.
Ordene er siden gået over i folkebevidstheden som sagt af Hedeselskabets store mand, Enrico Mylius Dalgas, som ‘hvad udad tabes, må indad vindes’. Man går i gang med at opdyrke den enorme og særdeles øde jyske hede, som strækker sig fra nord til syd, hele vejen op langs den jyske højderyg.
Da Erichsen og Neiiendam rejser rundt i starten af 1900-tallet, er denne opgave langt fra fuldført. Der er store plantager nu — rundt om de såkaldte tyske kolonier og grundlagt af Hedeselskabet. Men selv om langt det meste af heden nu er udlagt som gårde og plantager, eksisterer de fleste af disse kun i fantasien. Landet er øde, med spredte krat af eg, birk og enebær — og lyng.
Mandshøj lyng
Lige så hurtigt som man kan plante træerne, æder lyngen plantagerne. Man prøver sig frem med forskellige sorter og kommer til sidst frem til at man skal plante hvidgran (den mest modstandsdygtige gran) eller rødgran (den mest produktive gran) side om side med bjergfyr, som er i stand til at yde ordentlig modstand mod lyngen. Når de små graner har nået en vis størrelse, kan man fælde fyrretræerne for at give dem bedre plads. Vokser de op alene, bliver de simpelthen kvalt af lyngen.
Jeg bor herude, i det område hvor de første plantager blev anlagt (de ligger her sådan set endnu). Nu om dage planter man ikke hvidgran (den kan ikke tåle den tiltagende varme fra klimaforandringer, fortæller min gartner-svoger). Man planter heller ikke bjergfyr — for det er ikke længere nødvendigt. Erichsen skriver om mandshøj lyng, men der overdriver han nok lidt for at fremme forståelsen (jeg har endnu ikke set lyng, der gik mig over knæene, og ifølge Wikipedia bliver hedelyng ikke over 75 cm).
Blicher og Dalgas på den jyske hede
Ingen bog om den jyske hede uden at nævne Steen Steensen Blicher og Enrico Dalgas. Hedens digter, Blicher, og Hedeselskabets ildsjæl, Dalgas, har hver deres egen biografi i bogen, som detaljeret fortæller deres livshistorie krydret med anekdoter og minder fra folk på heden, som har kendt dem.
Der er skrevet kilometervis andetsteds om begge mænd, men i Den jyske hede kommer deres samtid til orde: Folk, som har kendt og arbejdet sammen med de to, som kendte dem på godt og ondt. Det er ikke kun lovprisning!
Menneskene på den jyske hede
Den jyske hede fortæller om de mennesker, der bor derude, i det, som dengang bogstaveligt talt var det mørke Jylland. Når lyngheden ikke blomstrer, er den sort. Der er de driftige plantører, husmænd og bønder, som langsomt civiliserer vildnisset med plantager, gårde og får. Det går godt for nogle og skidt for andre. Ofte er det tilfældige omstændigheder, der afgør, hvem der har heldet med sig, og hvem der går til grunde.
Erichsen fortæller om de tyske ‘kolonier’ — plantager, som grundlægges af tyske indvandrere, der lokkes til landet under temmelig falske forudsætninger i 1700-tallet. Han fortæller om de små bondesamfund, især langs oksevejen eller hærvejen, som den også kaldes, og om de parallelsamfund, der opstår mellem sand og lyng hvor lovens lange arm ikke når ud.
En hel sektion er dedikeret til Gedhus — en arbejdslejr for straffefanger, som opstår som en art meget tidligt rehabiliteringsproces. Han taler med mordere og kriminelle om livet i lejren på godt og ondt. Set med vore dages øjne har fangerne det overraskende godt (omend ikke alle ville være enige!).
I kapitlet om tatere, skøjere og sigøjnere tales om det hemmelige sprog, rotvælsk, som jeg før har skrevet om.
Mændene bag bogen
Mylius Erichsen er langt mere kendt nu om dage som polarforsker — han døde, fanget i snemasserne, i 1908. Hans lig er aldrig fundet, men der er skrevet meget om hans to store grønlandsekspeditioner. Som ung fattede han kærlighed og interesse for de allerlaveste samfundsgrupper ude på den stadig særdeles mørke og øde jyske hede. Den jyske hede udkom i 1903.
Blandt andre kunstneriske bedrifter fungerede den prisvindende kunstner Neiiendam som læremester for Storm P.
Konklusion
Læs den før din museumsinspektør! Bogen findes ikke lige uden videre på boghandlerens hylde, men den kan naturligvis opdrives brugt eller antikvarisk. Den jyske hede er spændende som Danmarkshistorie — med ekstra bonus, naturligvis, for os der bor herude hvor den foregår.
Kilder
- “Den jyske hede før og nu — studier og skildringer” af L. Mylius Erichsen, Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn), 1903. Illustreret af Valdemar Neiiendam. Intet ISBN.
- L. Mylius-Erichsen på Wikipedia.
- Valdemar Neiiendam på Wikipedia.
- Gedhus på Wikipedia.
- Rotvælsk Lexicon her på sitet.