Sælkvinden

“En dag fik en fisker, som gik ved fjorden, nogle havfruer at se. Deres sælhundeskind havde de lagt på brinken, og de solede sig på landet. Så snart de så ham, greb de deres skind og svömmede ud, men én af dem var ikke så hurtig som de andre, så fiskeren tog hendes skind. Nu måtte hun følge med hjem og blive hans kone, og de fik fire börn sammen. Men en dag, da fiskeren ikke var hjemme, fandt börnene et gammelt skind ude ved et hæs, og det viste de deres moder. Så snart hun så det, løb hun ned til fjorden, men her mödte hun sin mand. Hun bad ham om at være god ved deres börn, og så tog hun skindet på, og inden manden så sig for, var hun langt ude i vandet.”

Gråsælen er i virkeligheden en underskøn pige i dyreklæder. Lige som den slaviske svanejomfru kan hun blive til menneske ved at tage sin dyreham af – og begge kan da også holdes fanget af mennesker ved simpelthen at tage dyrehammen fra dem. Vi ved hvad der sker: Kvinden bliver hos manden, der har taget hende som sin egen – indtil hun en dag genfinder sin ham, som han har skjult for hende. Så er hun væk igen, som om hun aldrig har været der til at begynde med.

Sagnet om sælkvinden regnes som hjemmehørende på de nordatlantiske øer – Orkney, Shetlandsøerne, og Færøerne. Man støder imidlertid på variationer af det over hele det nordatlantiske kulturområde – og her taler vi om en udbredelse af kultur, der ligger tusind år tilbage. Det er ikke til at vide på hvilken nordatlantisk ø sagnet om sælkvinden opstod – men det blev spredt med vikingernes knarrer, og måske er det endnu ældre.

I slavisk tradition kender vi historierne om svanejomfruer – kvinder, der ligesom sælkvinden – kan fanges og ægtes, men finder hun sin fjerham igen er hun borte. Tilsvarende skikkelser kendes fra hele verden – den japanske kitsune, et åndevæsen som både kan være forførerske og vogterånd, er et andet eksempel. Hende kan man også gifte sig med – men når manden lærer hendes sande natur at kende er ægteskabet ovre.

Hvad der kommer let forgår let. Naturkræfterne giver og tager.

Kópakonan – sælkvinden på Færøsk

På Færøerne har vi det berømte sagn fra Mikladalur. En ung fisker ved at på Helligtrekongersdag (6. januar) tager sælerne deres skind af og går på land. Han lægger sig på lur og snupper en sælkvindes ham. Nu må hun gifte sig med ham og de får adskillige børn sammen. Han gemmer sælhammen i en kiste og bærer altid nøglen på sig så at konen ikke kan få sin ham tilbage.

En dag glemmer han imidlertid nøglen derhjemme og da han kommer hjem er konen borte. Nogen tid efter tager han ud på sæljagt og dræber sælkvindens rigtige ægtemand og to sønner, som jo alle tre er sæler. Det kan hun ikke tilgive – o g hun lægger den forbandelse på fiskeren at nogle skal drukne og nogle skal falde fra klippen til deres død på fuglefjeldet. Dette skal blive ved indtil så mange mænd er døde at hvis de stod arm i arm kunne de nå hele vejen rundt om Kalsø (en ø i de nordøstlige Færøer). Når mænd på Færøerne dør på havet eller på fuglefjeldet er det altså på grund af sælkvindens forbandelse.

gråsæl
Gråsæl.

Sælkvinden for fiskere, havtyren for bønderne

“Agnete! Agnete! Kær datter så blid!
Hvor haver du været så lang en tid?
På havsens bund der stander min bo,
dér haver jeg givet den havmand min tro.
Men nu vil jeg blive på grønneste grund,
og aldrig vil jeg mere til havsens bund.”

De fleste sagn om sælkvinden stammer fra de små øsamfund i Nordatlanten hvor sælfangsten var en vigtig del af livets opretholdelse. På skotsk hedder hun selkie – samme ord som selch, gråsæl. Vi har ikke mange sælkvinder i den danske sagnverden (hvis man altså ikke regner Færøerne med) – hernede ved Nordsøens sydlige bredder har vi havfolket i stedet for. Men det er to alen af samme stykke.

Havfruer lokker fiskere med sig i dybet eller de tager imod gaver (typisk tøj eller reparation af en itureven vante) og til gengæld advarer de menneskene mod dårligt vejr. Havmænd driver deres kvæg op på land for at græsse og havtyren roder sandet op så hele landområder tages af vinden (sådan forklarer vi sandflugten).

Hernede i Danmark er vi mere bønder end fiskere, og det er vores havfolk også.

I visen om Agnete og havmanden er det en menneskepige som tages bort til havet hvor hun gifter sig med havmanden. Men da først hun får lov at gå i kirke på land og slå sit hår ud som en ugift kvinde – ja, så vender hun tilbage til menneskene. Her har der sneget sig et religiøst budskab ind i historien: Havet giver og tager, men havfolket har ingen magt over kristenfolk.

På Bornholm har vi sagnene om Bondevedde (Bondevætte), som var søn af en kristen mand og en havfrue. Han er lidt af en lokal Herkules som udfører forskellige store arbejder. Han kan se hvad der er skjult for menneskenes øjne og han er stærk som syv mand. Mennesker og havfolk er tæt nok på hinanden til at ofte søge hinandens selskab.

Men hvad betyder historien om sælkvinden?

Historien advarer mod at have omgang med fremmede, for man forstår ikke deres skikke og de forstår ikke vores. Sagnet er ældre end de middelalderlige skrifter, der gravalvorligt beskriver mennesker på fjerne kontinenter som væsener uden hoved, med ansigtet siddende på maven, eller som kæmpestore fødder der må hoppe omkring. Det fremmede og ukendte sidestilles. Grænsen mellem ‘langt væk fra’ og overnaturligt er meget udtværet. Du kan ikke stole på den fremmede, for du forstår hende ikke. Du kan tvinge hende til at blive men får hun chancen stikker hun af.

Sciapod, beskrevet af Pliny den Ældre i *Naturalis Historia*. Træsnit fra Nürnberg-krøniken (1493).

Mest af alt handler myten om menneskets forhold til havet – som er fyldt med ånder og underjordiske. Havet er omgærdet af respekt, for havet giver og tager. Det blide, blå hav giver menneskene fisk i deres net og lader dem rejse og handle mellem forskellige bygder og havne. Det voldsomme, oprørte hav kan tage både skib og besætning. Det kan tage hele landområder. Det er aldrig til at forudsige hvordan havet vil arte sig, og det må naturligvis også gælde de væsener, som kommer fra havet.

Man kan også forsvare en moderne fortolkning hvor sympatien ligger på sælkvindens side: Hun bliver taget til fange, tvunget til ægteskab og børnefødsler – indtil hun endelig kan slippe væk og få friheden tilbage. Jeg har set ofre for partnervold læse historierne sådan og selv om det nok ikke er den originale tanke, så er det heller ikke helt ved siden af målet.

Kilder

Danske Sagn (Bind II) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
Agnete og Havmanden, Højskolesangbogen.
Sælkvindens Børn, Anne Voel.
Selkie, Wikipedia (engelsk).

Læs også et tidligere indlæg om havfruer her: Kan havfruer være sorte, og andre historier om sæler.

Kan havfruer være sorte, og andre historier om sæler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.