Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!

Den sorte skole: Fanden tager sidste mand!

Den sorte skole lå muligvis i Schwarzwald.

I den sorte skole lærer præster, heksemestre og andre kloge folk deres kunster. De lurer Helvede kunsterne af, men må betale en høj pris for den viden som almindelige dødelige måske slet ikke burde have til at begynde med. Sagnet om den sorte skole optræder ofte i den danske sagnskat – og i resten af Europa er det heller ikke ukendt. Faktisk hedder det sig at det var en dansker, der grundlagde den ærværdige, hemmelige institution!

“Der er fortalt meget om den sorte skole, som præsterne i gamle dage gik i, når de skulde lære at mane gjengangere og alt sådan noget utöj. Men for at lære sådant til nytte måtte der loves Fanden, at han skulde have den sidste, der kom ud af skolen, når de var udlærte …”

Hvor lå den sorte skole?

Folkesagnet placerer den sorte skole gemt af vejen i den virkelige verden. I katolske lande hedder det ofte at skolen ligger i Wittenberg – Martin Luthers fødeby. Man kunne måske forestille sig at nogen har haft et horn eller to i siden på reformatoren! Andre sagn placerer skolen på Bloksbjerg i Tyskland – der hvor vi skandinaver også forestiller os at heksene mødes Sct. Hansnat for at kysse Djævelen i rumpen og sværge ham troskab. Et andet sagn fortæller om swartaskoli at den ligger på et hemmeligt sted under jorden på Island. Og endelig har tysk tradition det med at gemme hvad som helst der lugter af det overnaturlige ad vejen i Schwarzwald’s dybe, mørke skove.

Det eneste alle er enige om er at skolen var hemmelig. Det var den nødt til at være, for de ting man lærer i den sorte skole hørte ikke til i kirken. Det bliver ikke bedre af at de præster der kunne mere end deres fadervor – helbrede, mane, eller læse over de syge – naturligvis havde lært deres kunster i den sorte skole. Man beundrede den slags præster – men man var også bange for dem. Det var aldrig godt at have med Helvedes magter at gøre, heller ikke gennem tredjemand.

Livet i den sorte skole

Sagnene fortæller os ikke meget om livet som student i den sorte skole. Man har ikke forestillet sig at det foregik meget anderledes end livet for studerende på latinskoler og universiteter. Man arbejdede hvis man ikke havde råd til at betale for sig, og almindelige bønders sønner havde kun sjældent mulighed for at studere.

Det var præster og andre lærde mænd, som således beskyldtes for at have gået i den sorte skole. Alle vidste jo at landsbyens kloge mand har lært sine kunster af sin far, for han havde aldrig forladt sognet. Præst og skolelærer, derimod, de havde været udenbys og lært ting som almindelige mennesker ikke forstod. Det kunne ikke altid være gået rigtigt for sig med al den klogskab.

Grundlæggeren af den sorte skole

Sagnet siger ikke meget om hvem der grundlagde den sorte skole, eller hvem der drev den. Når vi endelig får et navn er det Cyprianus – en sagnfigur som måske og måske ikke var dansker. I følge nogle sagn grundlagde Cyprianus sin sorte skole for at hævne sig på Helvede: Han uddannede gode kristne mænd i sortekunst netop så de vidste hvordan de skulle stille sig i vejen for hekse og dæmoner. Det er efter ham at vi kalder bøger med sortekunster, heksekunst og magiske opskrifter for cyprianus (du kan læse mere om cypriani her).

Sagnet er beslægtet med det tyske sagn om Krabat, den fattige dreng der ender som lærling i en sort mølle hvor Døden selv får malet kranier til benmel og en dreng må dø hvert år for at de andre kan leve.

Løfter til Fanden

Uanset om den sorte skole blev drevet af Cyprianus som hævn over Helvede, eller det var Fanden selv der stod for undervisningen, var der en pris at betale for den erhvervede viden. Langt de fleste sagn handler om hvordan man kan kende en præst der har gået i den sorte skole på de løfter han har måttet aflægge – eller om hvordan en særlig klog præst slap fri for at betale prisen.

“De, der er på den sorte skole, må alle aflægge et løfte om et eller andet, som de skal holde i hele livet. Sådan brugte pastor Petersen i Ris bestandig kun én handske, og pastor Mygind i Stepping vilde aldrig have sin varmölspotte toet (vasket).”

Folk som havde gået i den sorte skole var tvunget til at give Fanden et løfte om noget dagligdags som de altså ikke måtte gøre. Det kunne f.eks. være at gå med handsker på begge hænder eller aldrig at binde snøre- eller hosebånd. En præst måtte knappe sin præstekjole hele vejen op og i hver gang han gik gennem kirkens våbenhus; en anden skulle gå to mil om dagen til fods, uanset om vejret var så ringe at han måtte gå dem rundt i dagligstuen. Om en præst i Mørke hed det sig at han kun måtte barbere sig i den ene side af ansigtet, så havde Fanden ingen magt over ham.

En særligt hårdt ramt præst måtte ikke stå op fra sengen før der brændte lys på spisebordet. Da præstegården en dag brændte var han nær død fordi han ikke turde rejse sig fra sengen – hellere brænde til døde end brænde i Helvede til evig tid! Først da hans kone løb ind for at tænde et lys på stuebordet i det brændende hus kunne præsten komme i tøjet og ud af døren i en vis fart.

Det hed sig også i mange historier at Fanden tog præstens skygge. Folk som havde gået i den sorte skole måtte betale Fanden deres skygge for at slippe væk. Derfor var de lette at genkende – man skulle blot se efter om de kastede skygge på jorden.

Fanden tager den sidste!

Der gik altid en vis mængde studerende i den sorte skole på samme tid. Nogle sagn siger tre, andre ti og enkelte tolv ligesom apostlene. Uanset antallet var én ting givet: Den sidste skulle betale med liv og sjæl for hvad de andre havde lært. Derfor handler de fleste sagn om den sorte skole om hvordan man forsøgte at slippe for at betale prisen.

Et sagn fortæller om elleve præster der var udlært sammen. De tog alle elleve hinanden i hånden og dansede i rundkreds indtil de var danset ud af skolens port. Derved blev ingen af dem den sidste, og sådan blev Fanden snydt.

En anden gang dukkede Fanden op for at tage den sidste, netop som han ville begive sig ud af porten og hjem. Præsten bad ham ganske rolig om at vente mens han fik bundet sit strømpebånd. Det sagde Fanden ja til – men derefter smed præsten strømpebåndet fra sig og gik aldrig mere med den slags. Sådan slap han fri. Netop sagnet om strømpebåndet går igen mange gange, og forbindes med flere forskellige kendte personligheder og kloge folk.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind VI) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.11

Foto: Flo222 via Pixabay.

Antonio

Antonio

Når man nu sidder lidt fast i plottet kan man altid tænke på hvordan ens personer ser ud. Lige nu er Antonio bare seksten, men inden bogen er slut skulle han gerne være voksen.
Det er for længe siden jeg sidst har malet i Photoshop, jeg har næsten glemt hvordan man lægger skygger!