Sildekongen

Loch Ness har Nessie og Lake Champlain har Champ, og i de danske farvande har vi Sildekongen. Der er bare den lille forskel at Sildekongen eksisterer udenfor fantasiens verden.

Sildefiskeri ved Skanør
Sildefiskeri ved Skanør (Olaus Magnus’ De nordiske folks historie (1555)).

I hele verden kædes historier om søslanger verden over gerne sammen med sildekongen. Og fremmed er tanken jo ikke – det er trods alt en helt utrolig lang, slangeagtig fisk. Med sin sære manke ser den næsten ud som om den har hår – og netop dette er et kendetegn i rigtig mange myter om søslanger.

I Japan hedder det sig at sildekongen søger ind til kysten før jordskælv; der er den ikke et godt varsel. En sammenhæng er ikke påvist.

I Mekong-deltaet kædes troen på nagas – vogterånder i slangeform, ofte kvindelige – også ofte sammen med sildekongen. Fisken lever på stor dybde i saltvand, så i Mekong-floden støder man ikke på sildekongen. Geografi har aldrig kunnet stoppe en god historie.

Der er også dem, der mener at Nessie nok er været en sildekonge. Nessie har ikke kunnet træffes for en kommentar.

Olaus Magnus […] skriver om den store Søe-Orm, som er seet i Miøs for Kong Christiani II. Fengsel, og Canikernes Uddrivelse; og at samme Søe-Orm bliver altid seet for nogen Forandring i Riget, ligesom en Comet pleyer at være Forbud for noget Ondt.

Jonas Danilssønn Ramus i Norriges Beskrivelse, 1715

Sildekongen, (Regalecus glesne)

Regalecus glesne, Naturhistorisches Museum Wien
Regalecus glesne, Naturhistorisches Museum Wien

Med sine op til femten meters længde – femten! – er det ikke svært at se hvordan historierne om sildekongen opstår. Fisken ligner virkelig en enorm søslange, gerne over to hundrede kilo tung, med tentakler fra hovedet der med lidt god vilje sagtens kan gøre det ud for en manke. Og tankevækkende er det da også at langt de fleste sagn om søslanger verden over netop beskriver fabeldyrene som havende hår eller manke. Nogle har endda kvindehoveder, som forklarer det lange hår.

Sildekongen lever fra 20 til 1.000 meters dybde i alle tempererede havområder men ses sjældent af mennesker. De lever alene og svømmer lodret og og ned i vandet mens de skubber sig frem med den bølgende rygfinne. Fisken lever af zooplankton: Bittesmå krill, rejer og krebsdyr. Den gyder ud for Mexico og plejer ikke sit afkom. Når mennesker ser fisken ved overfladen er den som regel syg, skadet, eller allerede død. Kun i ét tilfælde kender man til at en sildekonge er blevet fanget på fiskestang.

En video af sådan en (sandsynligvis syg) sildekonge på meget lavt vand kan ses her. Og filmet på dybt vand her.

Sildekonge som blev fotograferet i 1996 ved stillehavet
Sildekonge som blev fotograferet i 1996 ved stillehavet

Sildekongen, Nordens Neptun

Sjap, sjap!” sagde det hen ad Marken, der kom en gammel Person i lange side Klæder og de drev af Vand, men i Blæsten blev de nok tørre, han havde Sørgeflor om Hatten og det hang langt ned, hans Ansigt var ganske underligt at see paa, det var ligesom han havde Sildehovede og det havde han, det var den gamle Sildekonge, sin lille Datter førte han ved Haanden, hun havde ogsaa Sørge-Flor, de vare lige stegne op fra Havet begge to, og da Mulvarpen var den første levende de stødte paa, spurgte de ham om Veien til Byen. – Mulvarpen saae meget daarligt, for den saae egentligt slet ikke og vilde derfor spørge hvem de Fremmede var, men den spurgte ikke, den var phlegmatisk, som det ogsaa kaldes; men Sildekongen i Sørgeflor og overordentlig melankolsk, troede at ogsaa Mulvarpen havde Sorg og saa sagde Sildekongen sit Navn og sin Stand. Han var med hele sit Hof og hele sit Folk altid paa Vandring; snart laae de ved den Kyst og snart ved den Kyst, det man paa Jorden kalder Nomadeliv, men ingen Stæder var han glad, for han var Enkemand og sat med sin lille Sildeprindsesse, som han nu selv skulde opdrage, og for hendes Skyld og med hende, var han gaaet i Land, om han maaskee kunde finde en rigtig god Gouvernante, for paa Havsens Bund var der ingen der duede, og saa græd han det salte Havvand og den lille Silde Prindsesse græd, og Muldvarpen sad og hørte paa det, for det var det mageligste.

H. C. Andersen tog gerne bidder fra gamle, kendte historier og gav dem sit eget finurlige liv. Hos ham er Sildekongen en slags nordatlantisk Kong Neptun som regerer over havets dyr. Den idé havde han ikke fra fremmede; sildekongen har jo netop sit navn fordi man i gammel tid troede at den var en slags gigantisk sild, den største og mægtigste sild af dem alle.

Sildekongen herskede over havets sild, som var en vigtig fødekilde herhjemme i før-industriel tid. Når fiskeriet gik dårligt var det sildekongen som holdt sit folk borte fra nettene. Det hed sig i overtroen at sildekongen ledte sildene til fiskerne – en rest af hedensk kultdyrkelse, hvor det gjaldt om at stå sig godt med havets magter.

Kilder og citater

Atlas over danske saltvandsfisk: Almindelig sildekonge (Statens Naturhistoriske Museum)
Sildekongen på Wikipedia

I japansk overtro varsler sildekongen jordskælv

H.C. Andersens Eventyr bd. V kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal, Det Kongelige Bibliotek

Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!

De tre ønsker: Ånden i lampen er et røvhul

Man opnår ikke lykken ved hjælp af letkøbte ønsker. Dette er moralen i et utal af historier, fra “Abehånden” til Disneys “Aladdin”. Lykke er noget helten skal gøre sig fortjent til. Hvis det ikke er lykkedes for ham – eller han ikke gider gøre forsøget – bliver resultatet af et uskyldigt ønske helt ad helvede til. Hver gang.

Her i livet får man ikke noget foræret. Vores kultur belønner en helt som er sin egen lykkes smed. En helt som ikke forsøger at snyde sig noget han eller hun ikke har fortjent. Enhver har ansvar for sin egen skæbne. Et livssyn som gennemsyrer vores kultur og i høj grad tjener til at retfærdiggøre livets uretfærdigheder; ulykke er i bund og grund udtryk for at man ikke har gjort den rette indsats. Et grundlæggende kristent livssyn: Gud giver dig ikke en større byrde end du kan bære.

Den kloge helt

Aladdin ved at han ikke skal lade sig friste af rigdommene og skattene i den magiske grotte hvor han finder den magiske lampe. De tilhører ikke ham – han har ikke gjort sig fortjent til dem. Man skal ikke misunde andre deres rigdom, heller ikke selv om man selv er en fattig gadedreng, der må leve af at stjæle brød fra næsten lige så fattige gadehandlere. De rige har, de fattige har ikke, og skal det ændres må man selv gøre sig fortjent til sin belønning – man kan ikke bare pege på den og sige, ‘det gad jeg også godt have’.

I Disneys udgave af “Aladdin” fra 1992 forsøger gadedrengen sig først med at snyde sig til lykken. Han udgiver sig for at være en prins fra et fjernt rige. Han pynter sig med lånte fjer og påtager sig en rolle som han ikke har gjort sig fortjent til. Prinsessen er aldeles uimponeret. Heldigvis finder gadedrengen tilbage til den rigtige moral hvor enhver får det, de har fortjent. Det lykkes ham at gøre sig fortjent til prinsesse og kongerige – og da han bruger sit tredje ønske uselvisk (på at ønske Genie fri) sikrer han sig at lykken består.

Aladdin har gjort sig fortjent sin lykkelige slutning. Han har overholdt samfundets regel: Alle får præcis det, de fortjener.

I “Abehånden” fra 1902 bliver det ene ønske værre end det andet.

Den mindre kloge helt

Så godt går det ikke for Mr White i “Abehånden” fra 1902. Da han får fingrene i den magiske abehånd som kan opfylde tre ønsker for sin ejer bliver han endda advaret om at ønskerne vil vende sig imod ham. Alligevel ønsker han sig penge – og så begynder ulykkerne. Pengene får han – i form af en økonomisk erstatning fra sønnens firma, da sønnen bliver dræbt på arbejde. Han ønsker sig derefter sønnen tilbage til livet – men det, som vender hjem, kan næppe beskrives som menneskeligt. Det sidste ønske bruges klogelig på at ønske sønnen tilbage i graven.

Mange folkeeventyr følger samme mønster. Brødrene Grimms “Konen i Muddergrøften” fra starten af 1800-tallet er nok det mest kendte eksempel: Her fanger manden en magisk fisk, som lover ham guld og grønne skove hvis han slipper den løs. Den ærlige og fattige fisker gør som fisken ønsker, og får som belønning et lidt bedre hus – et lille trin op ad samfundets stige, som belønning for sin indsats.

Hans kone er imidlertid ikke tilfreds og vil have mere. Hun ser en mulighed for at snyde og opnå noget hun ikke har gjort sig fortjent til, og griber den med begge hænder. Først vil hun være rig, så konge, og til sidst vil hun være Vorherre selv. Til sidst går det galt: Fisken – som er en slags stand-in for den rigtige Vorherre – får nok. Kone og fisker ender begge tilbage i mudderet hvor de kom fra. Hun for sit hovmod, han fordi han ikke kunne styre sin kone.

Ikke bare skal man kende sin plads her i livet; man skal sandelig også sørge for at andre husker på deres.

Ånden i lampen er et røvhul

Fristeren i historien er det væsen, som uddeler lette genveje i form af ønsker. Uanset om væsenet optræder i form af ånden i lampen, en fortryllet abehånd, eller en talende fisk er der tale om den samme funktion. Det er djævelen selv, som er ude på at lede folk på afveje. Han lokker folk og fæ til at tro at de har krav på mere her i livet end de faktisk fortjener, og han griner højt når deres hovmod overbeviser dem om at han har ret.

Og så tager han ellers røven på dem for fuld skrue, for når først fjolset har sagt ja har fjolset også sat sig selv udenfor Guds beskyttelse. Så har djævelen frit spil.

Derfor ender det altid galt, når den såkaldte helt i historien forsøger at forbedre sin situation ved hjælp af magi. Der er ingen hurtige genveje til succes. Lykken er ikke tilfældig. Du får ikke noget forærende her i livet uden at en højere magt mener at du har gjort dig fortjent til en belønning.

Bryd koden, find et smuthul

Uanset hvad form djævelen antager i folketroen og eventyrenes verden er han ikke nær så klog som han selv tror. Han kan snydes – som regel ved at det menneske, som snyder ham, lever op til forestillingen om det gode, kristne menneske.

Derfor går det ikke galt for Aladdin. Selv om hans første ønsker er temmelig selviske, så er det ønske nummer tre, som er afgørende: I stedet for at ønske noget for sig selv forsøger han at gøre en anden lykkelig (ånden selv, som får sin frihed – Disneys udgave bryder med den klassiske myte i og med at Genie ikke repræsenterer djævelen selv).

Den samme mekanisme redder Elliot Williams i filmen “Forhekset” fra 2000. Han bruger sit sidste ønske – ikke på at opnå den pige, som hele filmen handler om at han gerne vil have, men på at ønske at hun bliver lykkelig. Med eller uden ham. Overfor så uselvisk et ønske har djævelen ingen magt.

Det er den eneste sikre måde at bryde koden på. Ved at ønske lykken for en anden lægger helten magten tilbage i Guds hænder hvor den hører til. Han anerkender sin plads i skaberværket. Accepterer sin plads i samfundet. Og dermed opnår han tilgivelse for at have ladet sig friste til at tro at han måske kunne få noget, han ikke har gjort sig fortjent til.

Hovmod står for fald: “Konen i Muddergrøften” ender heller ikke lykkeligt.

Moralen: Kend din plads, fattiglus

Historier og eventyr med denne morale tjener en simpel men vigtig samfundsfunktion: De skal minde os om at alle er på den hylde i livet, de hører til på. Når et menneske ‘skifter hylde’ – for eksempel ved at en fattig bliver rig, eller at en syg bliver rask – så er det udtryk for en belønning. De har gjort en indsats og nu belønnes de af skæbnen (eller Gud, eller hvad man nu tror på) for snedighed, dygtighed, eller hårde arbejde. Vi andre, som ikke kommer nogle vegne, har kun os selv at takke for vores mangel på succes. Hvis vi var værdige ville det være lykkedes for os – uanset hvad ‘det’ så er.

Moralen er hverken lyserød eller sympatisk. Denne arketype eksisterer for at retfærdiggøre en samfundsstruktur, som i bund og grund er uretfærdig (vi fødes ikke alle ens, og vi har ikke alle de samme muligheder i livet).

Kend din plads. Lad være med at tro at du har krav på noget. Hvis det havde været Guds mening at du skulle leve et liv i rigdom og luksus var du blevet født i et højere samfundslag.

Kilder

“Abehånden”, original “The Monkey’s Paw”, W. W. Jacobs, 1902.
“Aladdin”, Disney, 1992.
“Konen i Muddergrøften”, Brødrene Grimm (begyndelsen af 1800-tallet)
“Forhekset”, original “Bedazzled”, 2000.

Billeder: Public domain.