De tyvagtige hekse

Gamle dages hekse fik skyld for lidt af hvert men frem for alt for at stjæle – smør, mælk, brød, øl og lykken fra ærlige mennesker. De havde givet Fanden deres sjæl i pant for deres trolddomsmagt. Nu måtte de bruge livet på at gøre onde gerninger.

Virkelighedens hekse var ofte slet ikke hekse men folk som blev anklaget på grund af overtro, uvidenhed, eller simpel hævn fra anden part. Nogle var kloge koner (eller mænd) som brugte metoder menigmand ikke forstod. En del var kvinder som ikke ville indrette sig efter samfundets regler eller gjorde oprør. Den sidste hekseafbrænding i Danmark var Anne Palles i 1693. Når man læser sagens akter får man indtryk af at hendes sande forbrydelse bestod i at være lidt for skarptunget. For at det ikke skal være løgn blev Anne angivet af en klog kone som selv blev beskyldt for hekseri efter at hun havde hjulpet en kunde med at forgive den ægtemand som bankede hende.

Virkelighedens hekse havde ikke ret meget at gøre med folkesagnenes hekse. Her taler vi om grimme gamle kællinger der ler skadefro i nattens mulm og mørke mens de bruger deres sorte magi til at forgøre mennesker og kreaturer. Og den slags hekse, folkesagnenes hekse, de kan virkelig stjæle på mange måder!

Køer og kreaturer

Når en ko har kælvet og skal ud af stalden, skal man lægge en kniv eller et andet stykke stål på dørtrinnet hvor den skal ud. Gør man ikke det, kan en heks tage mælken fra den. Det gør hun ved at sidde hjemme i sin stue og lade som om hun malker. Så springer mælken i lange stråler fra loftet ned i hendes spand, mens dem, som prøver at malke koen i stalden ikke får en dråbe. Hekse kan også stjæle ved at stålmalke – det betyder, at man gnider på stålpinde og på den måde malker mælken fra andre folks køer.

Smør og fløde

Vi har et utal af sagn og historier om smør og fløde som alle skal forklare hvorfor fløden ikke vil blive til smør i kærnen og mælken ikke vil blive til fløde i spanden. En stor del af sandheden er naturligvis at dyrene ofte ikke fik nok at spise eller manglede vitaminer og mineraler, og så blev mælken tynd og dårlig. Dårlig hygiejne kunne også medføre at de kemiske processer blev afbrudte. I folketroen er der imidlertid ikke megen tvivl: Det er hekse, der er på spil.

Hekse ejer mælkeharer, fortryllede væsener som går ind i stalden og patter mælken af køerne så de ikke giver ejeren noget. Derhjemme brækker de mælken op igen i heksens kærne, så hun kan lave smør. Der meldes ikke noget om smagen af sådan noget mælkehare-smør!

Ligesom heksen kan malke mælken ud af en anden mands køer kan hun naturligvis også stjæle smørret fra kærnen. Når heksen ved at der skal kærnes på en nærliggende gård stiller hun sig ved sin egen tomme smørkærne og arbejder fuldstændig som om der var fløde i. Samtidig udtaler hun sine hemmelige trylleord, og det varer ikke længe før der ligger en god portion smør i bunden. På nabogården får man så det mindre, eller slet ingenting.

Har man mistanke om, at nogen på magisk vej stjæler smørret ud af ens kærne (altså at den kærnede fløde ikke vil blive til smør), skal man kærne om natten ved en kraftig ild, og man skal røre om i fløden med en tjørnekvist. Når klokken så slår tolv skal man kaste fløden på ilden. Så vil den, som stjæler smørret, blive forbrændt i ansigtet, og så kan man se, hvem det er.

Øl og brygning

Når hekse ikke viger tilbage for at stjæle mælk og smør kan det næppe overraske at de også gerne stjæler øl. Ligesom smørkærning er ølbrygning en kemisk proces, der kræver bestemte forhold for at lykkes. Når det så ikke lykkes – ja, så er det heksens skyld. Nogle gange stjæler hun øllet. Andre gange ødelægger hun det blot så det er surt og slasket, eller overhovedet ikke vil gære.

Man lagde gerne en sølvmønt i gæringskarret og i ølankeret for at beskytte mod hekseri. Man kunne også sætte en sølvmønt i selve tappen; så kunne nemlig hverken hekse eller underjordiske dreje op for hanen for at stjæle af ankeret.

Korn og høst

Sankthansaften skal der sættes en le i alle høstakke, for at heksene ikke skal tage dem med sig til Bloksbjerg. Man skal også stikke en kniv ned i hvert hjørne af en hørmark, for ellers ødelægger heksene hørren når de rider til Bloksbjerg på deres kosteskafte denne nat. På samme måde skal man tage redskaberne ind Julenat, for ellers hviler heksene sig på dem og så duer de ikke mere. Det sagn er tydeligt beslægtet med sagnet om Jerusalems Skomager som kun må hvile sig Julenat, og kun hvis han kan finde et plovskær at sidde på (som så også bliver ødelagt).

Det er også en god idé at tegne et kors med fingeren i bunker af korn i laden så hekse ikke kan få magt over det. Som bonus forhindrer det ritual også de underjordiske i at ‘låne’ af kornet.

Tyveri og bedrag

Når et tyveri skulle opklares brugte man nogle steder at lade soldet gå – sold er et gammelt ord for en si eller et dørslag. Man lagde en si på kant og inden i det lagde man en salmebog. Derefter stak man en krydset saks ned i nettet mens to personer – en på hver side af sien – stak langfingrene ind i saksens greb og løftede sien op. Derefter sagde den første, »Den og den har stjålet det og det,« og bandede og svor på, at det var sandt.

Den anden svarede så, med endnu større eder og forbandelser, at det havde den og den ikke! Man skiftede navnene ud undervejs, og når man nåede til navnet på den skyldige, ‘gik soldet’ – det tabtes altså på gulvet. Metoden sagdes at være troværdig, men der var selvfølgelig den lille betænkning, at det regnedes for at være sort magi, og man gav sin sjæl Fanden i vold ved alle disse eder og forbandelser.

Gammel og grim.Men hvorfor?

Et spørgsmål trænger sig på til sidst. Heksene fik deres sortekunster og ondskabsfulde evner fra Satan selv. Hvorfor brugte de den så ikke til mere end bare at hugge æg og smør fra naboen?

Hvorfor er det altid den fattige, gamle, grimme kone, der viser sig at være heksen? Hvorfor har heksen ikke tryllet sig selv ung, smuk og rig? Hvorfor ikke rejse langt væk og starte et nyt og bedre liv med alle disse magiske evner?

Heksene har deres helt faste plads i vores folklore. De repræsenterer de smålige og uærlige, dem som ikke selv gider arbejde men godt gider nyde frugten af andres arbejde. Men i en god fabel eller historie vinder den dovne og tyvagtige skurk ikke. Moralen af historien er jo netop at det onde skal tabe og det gode skal sejre. Verden er fuld af lede, tyvagtige dovenkroppe, men den kloge og arbejdsomme bonde eller kone klarer sig alligevel. Det ender aldrig godt for de arbejdssky som hører til i Helvede. I det hele taget kan man let finde visse paralleller i folkesagnene til moderne tiders debatter om velfærdssamfundet.

Og heksen? Er hun heldig får hun lov at leve videre som grim, fattig og afskyet af samfundet. Sker retfærdigheden fyldest bliver hun brændt på bålet. Ellers kommer hun i det mindste så voldsomt til skade at hun ikke længere kan gøre nogen fortræd.

Kilder:

(Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.


»De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos:
Indledning: Jo-B (Pixabay).
Grim heks: 942987 (Pixabay).

Cyprianus: De sorte bøger

Cyprianus er en grimoire, en heksebog som indeholder den magi og de kunster som kloge folk lærte i den sorte skole. I folkesagnet er cypriani skrevet med rødt blæk og kan ikke brænde. Nogle tør ikke kalde den ved navn – de kalder den i stedet for den sorte bog.

Der er bevaret hele og delvise cypriani på flere sprog. De er en skøn blanding af okkulte tekster og husråd mellem hinanden. Herhjemme handler cypriani om at løse hverdagens problemer, kurere sygdomme, få held i spil og kærlighed, og tjene til dagen og vejen ved at kurere på folk og fæ. Uden for Skandinavien er der som regel tale om mere eller mindre klodsede afskrifter af okkulte tekster som f.eks. Solomons Nøgle eller Kabbalaen.

Hvem var Cyprianus?

Det er der ingen der med sikkerhed kan sige. En historie fortælles om en Cyprian som var astrolog i Antiokia i 400-tallet. Han forelskede sig i en kristen kvinde som reddede hans sjæl ud af Satans kløer. De endte begge med at blive fanget og henrettet af romerne under kristenforfølgelserne. I et lignende sagn er Cyprian en magiker der forsøger at forføre en helgeninde; hun slår kors for sig og han efterligner hende for sjovs skyld. Derved befrier han ved et tilfælde sig selv for Djævelens magt.

Folkesagn fortæller derimod at Cyprianus var en usædvanlig ondskabsfuld dansker eller nordmand som lærte sine kunster af Djævelen selv. Han var så ubehagelig en fætter at Djævelen til sidst smed ham ud ad Helvede. For at få hævn skrev Cyprianus alle Helvedes hemmeligheder ned og spredte dem blandt menneskene.

Et andet folkesagn holder på at Cyprianus var en dreng som blev sendt i skole. Da han opdagede at den skole han var endt i vist ikke var den lokale landsbyskole holdt han gode miner til slet spil. Han udstod sin læretid og imens skrev han alt ned. Da han så slap ud skyndte han sig at få sine egne lærlinge. De skulle så lære at modvirke al den heksekunst og sorte magi som Cyprianus selv havde lært i den sorte skole.

Der eksisterer også adskillige historier om Cyprianus der med sikkerhed er digtet med det formål at sælge bøger til uvidende bønder. I “Oldtidens Sortebog” kan vi f.eks. læse at Cyprianus var en smuk og dydig mexicansk nonne i 1400-tallet – samt at han (hun?) blev kastet i et fangehul i 1351, hvor hun skrev sin viden ned på sine klæder med blæk lavet af sit eget blod. Alt sammen ganske godt klaret i betragtning af at Columbus først nåede Amerika i 1492.

Opslag af cyprianus skrevet i hemmelig kode af Kloge Søren (Søren Christensen, 1843-1925) fra Fyn.

Hvem havde cyprianus?

En interessant detalje i den danske sagnskat drejer sig om hvem der rent faktisk havde sådan en cyprianus stående på boghylden. I sagn og folkeminder er det som regel præsten! Så siger man at han kan mere end sit fadervor, han har nok gået i den sorte skole. Den katolske kirkes messen på latin har virket lige så magisk for danske bønder i sin tid som den magi, man mente fandtes i de sorte bøger.

Mange historier handler om folk der uforvarende får fingre i de sorte bøger. De ser måske bogen ligge fremme hos præsten eller mester og må lige bladre lidt i den … og så går det galt. Inden de kan nå at lukke bogen og stikke af dukker Fanden selv op og vil have dem med til Helvede! Det lykkes som regel det arme menneske at stille Fanden en opgave. Han sættes til at tømme en sø med et dørslag, løse alle knuderne i et fiskenet, flette et reb ud af sand og så videre. Selvfølgelig kan Djævelen gøre alt dette, men det tager tid – og inden han er færdig kommer bogens sande ejer heldigvis hjem og sender ham bort.

At slippe af med cyprianus igen

Næsten alle sagn og historier om cypriani er enige om én ting: Bogen er ikke til at slippe af med igen. Den kan ikke ødelægges af vand og brænde vil den heller ikke. Smider du den væk finder den selv hjem igen. Man skal sælge sådan en bog billigere end man selv har købt den, ellers ryger ens sjæl lige til Helvede efter døden. Det kan godt være svært, for sagnet fortæller også at man får en cyprianus ved selv at skrive den ned i den sorte skole – og så har man jo ingenting givet for den.

Omkring år 1900 går der lidt mode i cypriani. I alt fald udkommer adskillige genoptryk med mere eller mindre fantastiske baggrundshistorier. De sælges for ganske små beløb og har nok mest af alt haft til formål at give folk noget at snakke om. På sin vis minder disse genoptryk lidt om nyere tiders paperbacks – i 1970’erne var det på mode at læse om satanisme og tantrisk sex-magi, i dag svømmer vi i selvhjælpsbøger om wellness og mindfulness. Der er brugbare idéer, men man skal feje en masse skidt og hype til side for at finde dem.

Det er tydeligt at folk ikke frygtede at miste sjælen ved at købe sådan en 35-øres lommebog; den var jo ikke en ‘rigtig’ cyprianus. Man bliver jo heller ikke satanist af at se Exorcisten.

Side fra “Oldtidens Sortebog”.

Hvad står der i teksterne?

Langt størstedelen af teksterne i cypriani er folkemagi, husråd, signevers og bønner. De handler ikke om at forskrive sig til Djævelen – tværtimod. Som regel påkaldes engle, Jesus, Jomfru Maria og Sct. Peter på (mere eller mindre elegante) vers som skal overføre deres helbredende og fordrivende kræfter til den syge og dermed få bugt med sygdommen. Der findes tilsvarende vers til at standse løbske heste, slukke ildebrand, og flere andre større udfordringer.

Hexeri eller Død blandt Kalve.

Da staa tidlig op en Torsdags Morgen før Solen kommer, og gaae hen til en Flyverøntræ, naar du kommer den tre Trin nær, da vænd dig om, og gaae Baglænds til Træet, og tag en Gren af samme, og af samme Gren danner du en Krands og hæng over Døren hvor dine Kalve og Fae gaae Ud og Ind.

Eller ogsaa:

gives Kalvene i det første Melk de faae, og som tages af Moderens Melk, lidt fiint pulveriserede røde Coraller med lidet rød Bolus og nogle Draaber Blod af dets højre Øre.

Henrik Kokborgs Cyprianus (ca. 1860)

Langt størstedelen af de danske cyprianus-tekster er simpelthen husråd og opskrifter på medicin. Overtro og urtekendskab vikles ind og ud mellem hinanden, men formålet er det samme: At helbrede sygdom og fordrive ondskaben. Der er meget langt til det traditionelle billede af djævlemaneren som sælger sin sjæl til Djævelen for selv at blive rig og mægtig.

Faktisk er de fleste bevarede cypriani herhjemme meget beskedne (en af dem er endda kradset ned på de blanke bagsider i en årbog om hesteavl). De tilhørte kloge mænd i 1800-tallet som selv hørte til samfundets nedre lag. Nogle var studekræmmere, andre bønder – men selv om de nok havde et stort rygte i lokalsamfundet, så befandt ingen af dem sig højt på strå eller med stor magt eller politisk indflydelse. De var ‘bare’ den kloge mand der vidste noget om syge køer og mennesker, og de fik sjældent nogen større løn for deres arbejde.

Historierne om den mystiske Cyprianus og hans sorte bøger fra Helvede har været spændende at genfortælle rundt om kakkelovnen. Hvis man har været på udkig efter magt og penge har det været en grum skuffelse rent faktisk at få fat på sådan en bog – især når man nu vidste, at man skulle stille sin sjæl i pant for den.

Citater og kilder:

Oldtidens Sortebog”, R. Stjernholms Forlag (ca. 1900-1920), intet ISBN-nr. Kan læses online på det Kongelige Bibliotek.
“Kloge Folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland” (bind 1), H. P. Hansen. Rosenkilde & Bagger (1960), intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos:

Indledning: Predra6 (Pixabay).
Kloge Sørens cyprianus: Det Kongelige Bibliotek.
Oldtidens Sortebog”, R. Stjernholms Forlag (ca. 1900-1920), intet ISBN-nr. Kan læses online på det Kongelige Bibliotek.

Augusts varsler

I dag er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

August (høstmåned)

Den sidste sommermåned er navngivet efter kejser Augustus (63 f.Kr-14. e.Kr.). Før hans tid kaldte romerne måneden for sextilis (den sjette). Det gamle danske navn for august er høstmåned.

Der knytter sig mange varsler til høsten. Det betyder for eksempel meget hvem der sætter det første neg ind i laden. Er det madmor bliver der født flest hundyr på gården i året derefter – og er det husbond, bliver det flest handyr.

Når kornet skulle ind i laden kastede man det første neg hen i en krog med ordene: Der, mus, har du dit, lad så mig beholde mit.

Giver august for meget vådt,
bliver septembervejret godt.
Er i august den første uge hed,
så varer vinteren længe ved.

Det må helst ikke tordne for meget i august for bliver mennesker og dyr lettere syge i den kommende tid. Regn i august giver smukt septembervejr, og er august varm i den første uge får vi en kort vinter.

Peters Fængsel (1. august)

Det regner ofte på denne dag så derfor kaldtes den også Våde Peter. Man sagde at Peter fængsels regn gør rugen klejn og at hvis det regner på Våde Peter bliver resten af måneden regnfuld. Det må heller ikke blæse på denne dag for Peters Fængsels blæst slår kernerne ud af aksene.

Sct. Laurentius (10. august)

Er St. Laurentii Dag klar, bliver det en streng vinter. Er den mørk, bliver det en mild vinter. Er Sct. Laurentii dag klar bliver høsten god men vinteren streng. Er himmelen mørk og overtrukken bliver vinteren våd og mild.

Når formiddagen er klar bliver vinteren før kyndelmisse (2. februar) hård, og hvis eftermiddagen er klar bliver vinteren efter kyndelmisse også hård.

Hvis kvæget bisser på Laurentiusdag bliver vinteren streng.

Mariæ himmelfartsdag (15. august)

Lige som for den 2. juli hedder det at den ene Vor Frue skal blive som den næste – som vejret er denne dag bliver det også den 8. september, på Mariæ fødselsdag. Regner det denne dag bliver det ved at regne i ni dage, og det er noget skidt for høsten.

Er høsten vel overstået før Mariæ himmelfartdag er netop denne dag velegnet til såning af vintersæd – selv om mange dog anbefaler at vente til lidt senere på året.

Mariemesse / Vor Frue dage (15. august-8.september)

Æg, der bliver lagt i denne periode, er bedre end andre æg og kan gemmes meget længe – helt til påske. Kyllinger, der udruges nu, bliver særligt gode læggehøns.

Sct. Sebaldus (19. august)

Hvis lyngen blomstrer i spidsen på denne dag vil der falde megen sne i den kommende vinter, og vinteren vil blive meget lang.

Sct. Bernhard (20. august)

Bernhard blæser hårdt. Med andre ord, denne dato har ofte kraftigt blæsevejr.

Sct. Symforian (22. august)

I middelalderen betragtedes denne dato som årets officielle startdato.

Sct. Bartholomæus / Bertels dag (24. august)

Lige som på Sct. Bernhard blæser det ofte på denne dag. Derfor sagde man at korn, der ikke er høstet til Bertels dag, kan man ligeså godt lade stå for stormen ryster alligevel kernerne af. Bertel bryder strå.

Smør lavet på Sct. Bartholomæus er lægende og kan bruges som salve.

Kilder og citater


»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
»Vore gamle kalenderdage«, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk

Fotos

Jydsk hest af Louise Jæger.