MC Elverhøj

MC Elverhøj er navnet på en forening af veteranmotorcykelentusiaster, som holder til i Elbodalen ved Rands Fjord – på en adresse, som godt nok ikke eksisterer, men den slags småting lader man sig ikke anfægte af, når man er ellekongen Frøj og man vil have højfolket halet ind i det enogtyvende århundrede på den ene eller den anden måde.

MC Elverhøj er resultatet af, at jeg selv og manden kom kørende forbi et skilt med vejnavnet Dansebjergvej nede på Vorbasse-egnen – hvor der lå en put’n’take-sø og en motorcykelklub. Så vidste vi altså, hvad der blev af gammel tids ellefolk med deres høje, der dansede på gloende pæle.

MC Elverhøj er hvad der sker, når man laver research på dansk folklore og kommer til at grine ad tankerne om, hvordan svundne tiders sagnvæsener ville gribe livet an i dag.

Den første historie om MC Elverhøj er nu live og kan læses lige her!

Gammel tro og gode råd i julen

Gammel tro og gode råd i julen

Juletræer og julenisser og risengrød på loftet – vi kender alle sammen de gængse traditioner. Men traditioner er levende og ændrer sig, så lad os tage et kig på nogle af de ældre sædvaner, som er gået af mode nu om dage. Der må gerne grines, for mange af disse traditioner og overleveringer er ikke ældet med ynde. Andre skaber en stærk kontrast, som viser hvor meget vores samfund har ændret sig i det århundrede, der er gået siden disse råd først blev skrevet ned.

Julen ligger i årets slutning, og mange gamle traditioner handler om at forudsige hvad der vil ske i det næste år.

Er man ikke færdig med husarbejdet inden solen går ned juleaften, så kommer man også til at være bagud med alt i det nye år.

Juleaften skal der sættes to lys på bordet. De må ikke flyttes, og gør nogen det alligevel, så dør han eller hun i det nye år. Der meldes intet om hvornår de så må flyttes, men jeg ville nok tage chancen henad anden juledag.

Hvis du juleaften sætter dig på kirkegårdsmuren med en grøn jordtørv på hovedet vil de, der skal dø i løbet af det kommende år, komme gående i den orden de skal dø. De vil nok være temmelig sure over at blive halet væk fra deres julemiddag.

Andre juletraditioner handler om at beskytte sig imod det onde.

Du må ikke hvæsse din kniv under bordet juleaften, ellers dør du i løbet af året. Det anbefales nu om dage at bruge bestik af rustfrit stål.

Du skal huske at lægge kors eller stål i kornet på loftet og slå kors med kridt over alle døre, så hekse og troldtøj ikke kan blande sig i julefesten eller hugge kornet mens dine karle er fulde.

I juletiden må du ikke nævne rotter og mus, så kommer der mange af dem næste år. Du må heller ikke bore hul i noget, så dør dine gæslinger. Det vides ikke, om forbuddet også gælder for undulater og kanariefugle.

Du må ikke sy i højtiden, ellers får du bulne fingre. Tørrer du tøj i julen dør du inden året er omme. I det hele taget er der et hav af formaninger om ikke at arbejde i helligtiden. Nogle steder er der så meget forbud imod fysisk aktivitet, at du ikke engang må røre om i suppen.

Nogle juletraditioner er mest af alt bare finurlige.

Slægtens døde deltager gerne i julefestlighederne. Derfor skal der være en ekstra kuvert ved bordet og en tændt tælleprås i vinduet så de døde kan finde vej hjem. I Sverige var det praksis at lade hele julebordet stå hele højtiden så de afdøde selv kunne betjene sig; her til lands var det mere almindeligt at lade et brød og snapseflasken stå fremme.

Mange steder var det skik, at karle og piger tilbragte julenatten i halmen, muligvis for at minde om Jesusbarnet i stalden. Flere præster fordømte dog denne skik, idet de unge ikke altid kun brugte tiden til at sove.

Og endelig er der de traditioner, som handler om at forsøge at påvirke tiden, der kommer, på mere eller mindre magisk vis. Nogle af dem giver god mening, som f.eks. at sørge for at køerne ikke taber tænderne som følge af mineralmangel.

Juleaften skal du gnide dine køer med salt, malt og sod for at deres tænder skal forblive sunde og stærke. Giv evt. en salt- eller spegesild med en skefuld tjære. Nu om dage er det okay at fodre dem med et vitamin- og mineraltilskud i kosten. Min hest har i alt fald sine tænder endnu.

Husk at give gårdhunden en godbid fra julebordet, så får du held i det kommende år. Gælder nok ikke hvis du giver den et kalkunlår og den dør som følge af splintrede fugleknogler.

Julemorgen skal du vande din hest før alle andre, så får du den bedste hest i byen. Jeg ville gerne melde tilbage om det virker, men desværre har min stald automatisk vandingsanlæg.

Alle skulle være mætte i julen, så det var skik at gemme høstens sidste neg og sætte det ud til markens fugle i julen; således ville man heller ikke selv komme til at mangle korn i tiden, der kom. Denne skik er sandsynligvis den sidste rest af gammel tids solhvervsofringer.

På samme vis gav man brød, øl og kød til fattiggården og julekurve til daglejerhjem og husmandssteder. Det luner så godt i sjælen at føle sig gavmild, men i sidste instans var her nok også tale om både kristen barmhjertighed og en rest af gammel tro på, at det man gør i højtiden, det gør man hele året – og har man råd til at give, så vil man gerne blive ved med at have det!

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.

»Jul i gamle dage«, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Gør hvad der føles rigtigt for dig

Gør hvad der føles rigtigt

… Så kom vinteren også til Pjedsted, ja. Jeg tror ikke at snerydningen har ret høj prioritet herude på prærien, så send en Skt. Bernhards-pony med en madpakke hvis I ikke har set mig om en uges tid. Jeg går i skrivehi nu.

Tyve ting, jeg har lært af at læse om at skrive

  1. 90% af alle forfatterdebatter på sociale medier handler i bund og grund om, at du ikke er god nok og derfor skal du købe mit kursus, høre mit foredrag, følge min blog og ansætte mig til at korrekturlæse din tekst. Forfatterspirers usikkerhed er en millionindustri – især på engelsk, men også herhjemme.
  2. Det tager tid at skrive. Mere end tyve minutter mens kartoflerne koger.
  3. Der er altid nogen på Facebook som ved mere end dig, og hvis du leder lidt skal du nok finde ham eller hende.
  4. Der er altid ti mennesker på Facebook, som tror at de ved mere end dig, og de skal nok sørge for at fortælle dig det.
  5. Der er også altid ti mennesker på Facebook, som grundlæggende er vrede på universet over at de endnu ikke selv er berømte, og den eneste tilfredsstillelse de kan finde, er at fortælle dig at du skal i alt fald ikke gå rundt og tro, at du er noget.
  6. Nogle mennesker har den overbevisning at hvis kommateringsregler, naturens love og almen lovgivning er uenig med dem, så er det et angreb på deres personlige integritet og kreativitet, som de ikke behøver at tage til efterretning.
  7. Nogle mennesker ønsker ikke feedback. De vil bare gerne have, at du beundrer dem.
  8. Det er ofte bedst bare at pakke sammen og gå når nogen bruger ordene, »Det ved jeg godt, men jeg vil ikke have, at nogen sætter grænser for min kreativitet.« Hen ad vejen lærer du det specielle tonefald på ordet ’men’ som udgør en kæmpestor, rød advarselslampe.
  9. Fantasy kan spænde langt bredere end bare noget med elvere, magi og konger.
  10. Stephen King måtte gennem 30 afslag før han fik en millionkontrakt med »Carrie«. Stephen King ernærede sig som novelleforfatter, essayist og freelanceskribent i årevis før det. Hans talent dukkede ikke bare op ud af det blå, og gik grueligt mange afslag igennem før retfærdigheden skete fyldest. Han arbejdede røven ud af bukserne, og til sidst gav det pote.
  11. Du er ikke den nye J. K. Rowling bare fordi du har fået udgivet to noveller og opdaterer din blog eller Facebookside hver måned. Men hvis du skriver er du forfatter, og det kan ingen tage fra dig. Man skal ikke have udgivet så og så meget før man har lov til at kalde sig skribent.
  12. »Twilight« og »Fifty Shades« startede som mere eller mindre pornografisk fan fiction. Det betyder ikke, at din halvlumre sengekantsversion af »Supernatural« bliver den næste store bestseller. Der er et stort marked for erotika, men der er også en grund til at vi kan tælle fan fics-der-blev-bestsellers på én hånd. Fan fiction er en utrolig effektiv skriveøvelse, men 200 kudos på archiveofourown.org betaler ikke din husleje.
  13. Den følelse, når det hele bare kører og ordene vælter ud, er fantastisk.
  14. Den følelse dagen derpå, når det går op for dig, at det meste af teksten faktisk også er god dagen derpå – den er endnu bedre.
  15. Det er utroligt vigtigt at have nogen at snakke med og holde hinanden til ilden, når man skriver. Men forsøg at få et par makkere, som du har en personlig forbindelse med. Tilfældige mennesker på sociale medier giver fordrejet, nogle gange direkte forkert feedback. Meninger er som røvhuller, der er masser af dem og de fleste lukker mere lort ud end guld.
  16. Dem, som lukker guld ud, skal du til gengæld kæmpe med næb og kløer for at holde fast i. Én god sparringspartner er mere værd end hundrede mennesker, der ’liker’ dine blogopdateringer men aldrig kunne drømme om at læse din historie.
  17. Gud og hvermand tror, at de kan lære at skrive. Gud og hvermand har ret.
  18. Du bliver aldrig for dygtig til at lære mere, men du skal lære at sætte foden ned og sige, nu er jeg god nok til at begynde. Der er altid nogen, der gerne vil sælge dig et kursus i hvordan du bliver god nok, men hvis du aldrig får begyndt på din historie bliver det til skruen uden ende.
  19. Viden er sjovt. Research er sjovt. Det er sjovt at lære. Vi har aldrig haft mere adgang til information end vi har nu om dage, så giv dig den tid, der skal til, til at lære. Nyd at du har muligheden for at lære nærmest hvad som helst nu om dage, uden at du behøver at skulle kende nogen eller have forbindelser. Alt er online. Alle kender nogen, der kender nogen.
  20. De første 200.000 ord du skriver, skal direkte i skraldespanden. Det er David Eddings’ råd, og det holder. Men mine røg i skrivebordsskuffen, for selv om de første historier ikke har kvaliteten til at bære en udgivelse, så er de stadig mine hjertebørn, og jeg nød hele processen om at skrive dem.

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Lige nu arbejder jeg med en science-fantasy roman, som blandt andet handler om kønskamp – nærmere betegnet hvad der gik galt efter at en vanvittig kvinde forsøgte at skabe et diktatur baseret på kønsdominans. Da jeg skrev den oprindelige tekst i starten af 1990’erne havde jeg ærligt talt ikke forestillet mig at den del af historien stadig ville være pinligt relevant tredive år senere.

Min historie er ikke et feministisk manifest, og selv om jeg personligt betegner mig selv som feminist, så handler romanen om fascisme og hvordan skævvridning af fakta bruges til at gradvist at skabe og normalisere en tankegang, som vi ellers ville anse for at være helt ude i hampen. Men netop fordi at jeg har valgt at min gale fascist har brugt sin kønsidentitet (og sin religion, men det er en historie, I får i et andet blogindlæg en dag) som udgangspunkt for sit vanvid, så har jeg brugt rigtigt megen energi på at tænke over hvordan køn repræsenteres i fiktion, også ganske moderne fiktion.

Jeg skrev den første udgave på et tidspunkt da Star Trek: The Next Generation stadig var den toneangivende science fiction-serie i mainstream medierne. Star Trek forsøgte helt fra starten i slutningen af 1960’erne at beskrive et utopisk samfund hvor ligestilling og ligeværd blev taget for givet. Det lykkedes ikke. På trods af Gene Roddenberry’s gode intentioner, så er både serien fra 1966 og serien fra 80’erne stadig plaget af slidte stereotyper (og jeg elsker serierne alligevel, blandt andet fordi de faktisk forsøgte!).

Der var stadig længe til at vi fik en kvindelig Star Trek-officer, der havde sin egen vigtige rolle og sin egen autoritet. Det nærmeste var vel Beverly Crusher, den kompetente rappenskralde af en skibslæge. Tasha Yar var så dårligt konstrueret at hun blev skrevet ud allerede i første sæson, og Deanna Troi var ikke en stærk beslutningstager – der er endda et afsnit, der specifikt handler om hendes forsøg på at lære at tage svære beslutninger før hun kan blive bridge officer, altså kommandohavende. Alle The Next Generations faste besætning af aktion-personer og beslutningstagere var stadig mænd.

Dette irriterede mig allerede dengang omkring 1993 eller -94, da jeg begyndte at skrive på denne historie. Jeg beskrev mine personer og de roller, de skulle spille i historien indtil jeg følte, at nu havde jeg et godt greb om deres personligheder. Så tog jeg, som den rollespiller jeg nu engang er, mine mangefarvede plastic-terninger frem. Jeg gjorde det fuldstændigt tilfældigt hvad køn og etnicitet de forskellige personer fik. De eneste, der lå fast fra starten, var to personer, hvor plottet nødvendiggør at den ene er en kvinde og den anden en mand. Alle andre slog jeg en terning om.

Jeg valgte senere at skifte kønnet på en enkelt person; hun var ved at udvikle sig til en kliché – kontormusen, der leger Kirsten Giftekniv og løber med sladder. For at bryde ud af den ramme lavede jeg hende om til en mand. Det er lidt pinligt at indrømme, at det fik mig faktisk til at gøre personen mindre usympatisk. Det er stadig svært at gøre sig helt fri af de fordomme, man selv er vokset op med.

Hvorfor betyder alt dette noget tredive år senere, mens jeg sidder og genskriver og færdiggør den gamle historie? Det betyder noget, fordi at vi stadig ikke er nået til et punkt, hvor mainstream underholdning ikke stadig tramper rundt i de samme gamle, fortærskede klichéer. Vi er stadig i en tidsalder hvor hovedpersonens køn kan afgøre, om en film eller bog bliver en succes eller falder fuldstændigt til jorden. Hollywood ved, at de gamle arketyper sælger, og der udvises en utrolig konservatisme og tilbageholdenhed, når det gælder om at tage chancer og prøve nye løsninger.  Pengene skal tjenes hjem! Vi lever i en tid, hvor kvindelige game designere stadig udstilles på internettet som inkompetente rappenskralder, simpelthen fordi de forsøger at mase sig ind i ’det mandlige rum’, og hvor mænd, der ikke falder ind i det traditionelle kønsrollemønster udsættes for lige så megen chikane og had som kvinder, der ikke vil indordne sig. Der er stadig alt for mange ofre og alt for få rollemodeller for morgendagens børn. Der er stadig lang vej tilbage før vi har lært at se personer som personer først, og køn/race bagefter.

Uanset hvad ens personlige kæphest som forfatter er, så er der et par tests, som er gode at gøre sig tanker om, mens man skriver. Tag et kig på et par af dem, og tænk efter om din yndlingsfilm eller -roman kan bestå dem.

  • Bechdel-testen: Two eller flere kvinder taler sammen om noget andet end en mand.
  • Mako Mori-testen: Mindst én kvindelig person med sin egen handling, som ikke kun understøtter en mandlig persons historie.
  • Den Sexede Lampe-testen: En kvindelig person, som ikke kan tages ud af historien og erstattes med en sexet lampe, uden at historien tager skade af det.
  • Anti-frys-testen: Ingen kvinder bliver overfaldet, såret eller dræbt i historien kun med det formål at få en anden persons historie til at fremstå stærkere.
  • Styrke er relativt-testen: Komplekse kvindelige personer med god karakterisation, frem for en gruppe af overfladiske stereotyper tilpasset mandlige fantasier.

Der er mange flere tests, men disse fem er et godt sted at starte. Og husk på, at de alle fem også kan bruges med omvendt fortegn (for chick lit kan være lige så diskriminerende) og med andre problemstillinger: Skift ’kvinde’ ud med ’bøsse’ eller ’farvet’, og se hvad der sker.

Der er ikke noget galt med at skrive en historie, der ikke kan bestå disse tests. Min science-fantasy roman kommer aldrig til at bestå Bechdel-testen, som er den mest kendte af disse tests, og det er jeg helt okay med. Man foretager valg som forfatter – men det er vigtigt at foretage disse valg fordi de er de rigtige valg for ens historie, ikke fordi det bare er så meget nemmere at genbruge Hollywoods gamle, udmattede arketyper. Det handler ikke om at skrive politisk korrekt, men om at få sit budskab igennem.

Kan din yndlingsfilm eller -roman bestå disse tests? Kan den, som du er ved at skrive, bestå dem? Og hvis ikke, har du så gjort dig klart hvorfor at din historie bliver bedre af at du vælger at fejle?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Kender du de dage, hvor man sætter sig ved sin laptop eller med sin skriveblok, og der sker absolut ingenting? Du stirrer ud i luften, du traver lidt op og ned ad gulvet, du tager lige opvasken, og der er stadig ikke et ord på skærmen eller papiret? Til sidst ender du med at gå ud og gøre badeværelset rent i stedet for, for så har du da i det mindste foretaget dig noget konstruktivt i dag. Man begynder sin skrivetime fuld af optimisme og entusiasme, og ender med at sidde der og føle sig rent elendigt til mode. Man vil så gerne skrive, men man har faktisk ikke noget at sige.

Det kan være svært at finde tid til at skrive, især med arbejde, børn og partner som også skal passes. Pludselig er der simpelthen ikke nok timer i døgnet. Men det er ikke det problem, som opstår, når musen bliver væk. Nej, her har man tiden og pladsen til at skrive – men der kommer bare ikke nogle ord. Der er ikke nogen historie. Du har ikke noget at fortælle.

Jeg ville så gerne give en magisk opskrift på, hvordan man bare lige kan finde på en historie eller et plot til en roman eller novelle. Men sandheden er, i alt fald for mig, at det er hårdt arbejde. Jeg har masser af idéer på min notesblok, men de er usammenhængende og rodede, og for nu at være helt ærlig, så er de fleste af dem ikke særligt gode. Alt for mange af dem går i sin grundform ud på, at jeg har en spændende og sexet person, som jeg gerne vil se mere på – men ikke nogen handling at putte dem ind i. “Ham her er bare så hot” er ikke en historie.

Sjovt nok bliver folk nogle gange fornærmede når man brokker sig over, at idéerne bare ikke vil komme, eller simpelthen ikke er gode nok. I en tidsalder, hvor det er så svært at finde tid, er det næsten blevet en fornærmelse, at indrømme at man har tiden men ikke rigtigt får noget ud af den.

Som forfatterspirer går vi rundt med den forestilling, at vi alle sammen har en stor historie i hovedet, der bare vil ud. Vi tror, at de store, successrige forfattere bare satte sig op i sengen en morgen som børn og sagde,”Når jeg bliver stor, så skriver jeg denne her ned, og så er den hjemme.” Men sandheden er, at det at skrive noget sammenhængende kræver rigtigt meget arbejde. Først skal du lære dig selv at skrive, og så skal du lære dig selv at have noget at sige.

Det sidste er langt det sværeste, i alt fald for os, der ikke er født med en historie i hovedet. Eller alt for mange historier.

Jeg har altid skrevet, men som mange af mine stakkels ungdomsbekendte kan skrive under på, så har kvaliteten været meget svingende. Først skrev jeg for sjov – så blev det mit arbejde i reklamebranchen. Siden skrev jeg tekster til online-spil. Hen ad vejen lærte jeg at konstruere en historie og skrive om steder, følelser, og personer – i stedet for at fokusere på mit plot og min morale. Jeg lærte at lægge fokus på selve nuet og oplevelsen, i stedet for at tænke tre kapitler fremad.

De af os, som ikke er velsignet med en trofast muse, der bare spytter ord i tastaturet på kommando, vi bliver nødt til at lære os selv at tilgå skriveriet som et arbejde. Der skal lægges så og så mange timer om ugen i research, så og så mange i at læse andre forfattere og finde ud af, hvorfor deres historier virker, og så og så mange timer skal bruges på simpelthen at skrive dagbog eller små portrætter af din nabo hvis din muse stadig ikke vil samarbejde. Hen ad vejen kommer ordene. Hen ad vejen kommer strukturen.

Fan fiction-forfattere skriver drabbles for at øve sig. Det er små historier uden mening eller plot, bare et sindsbillede eller en stemning, en øvelse i at sætte sig ind i personens tankegang og opfattelse. Kan det bruges til noget? Nej, ikke ud over at fan fiction-læsere ofte finder dem interessante. Nogle dage skriver jeg en beskrivelse af mit fuglefoderbræt eller mine tanker om et tilfældigt emne. Det hele ender i papirkurven – men jeg bliver stadig bedre til at sætte ord sammen, også når jeg faktisk ikke rigtigt har styr på hvor hele turen skal ende henne.

Muser er flygtige væsener, men de kan dresseres – fodr dem godt og arbejd med dem ofte, så begynder de at forstå, hvad det er, du vil have dem til.

Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.
Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.

Hvad gør du selv på de dage, hvor inspirationen bare ikke vil komme? Del ud af dine erfaringer i kommentarfeltet hvis du har lyst.

Hvorfor er fan fiction ikke rigtigt stuerent?

En af de store genrer i fan fiction er crossovers -- når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.
En af de store genrer i fan fiction er crossovers — når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.

Begrebet fan fiction opstod i slutningen af 1960’erne, med små historier om James T. Kirk og Mr. Spocks eskapader af den art, som den officielle TV-serie i alt fald ikke viste. Derfra har fan fiction udviklet sig til et verdensomspændende fænomen. Næsten lige meget hvilken TV-serie, biograffilm, eller nogenlunde velkendte roman du vælger, så er der nogen, der har skrevet deres egen fortsættelse eller forsøgt at fylde hullerne ud.

Det er sjovt at tænke på, at de allerførste fan fiction-historier, vi kender til, faktisk var mondæne forfattere omkring 1900-tallet. Da Arthur Conan Doyle tog livet af Sherlock Holmes i 1893 begyndte både kendte og ukendte forfattere at skrive deres egne Holmes-historier. Selv Mark Twain var med på den vogn, og det ansås faktisk i samtiden som prestigefyldt at sådan kunne skrive videre på Doyles fortællinger. Doyle endte som bekendt også selv med at genoplive figuren efter pres fra sine læsere.

Fan fiction har et frygteligt rygte i såkaldt pæne cirkler nu om dage. Det bunder til dels i, at langt størstedelen – lad os nu være ærlige, nok omkring 75-80% – er mere eller mindre pornografisk af natur. Men det bunder også i idéen om, at hvis du bare låner en anden forfatters personer og koncept til en lille historie af din egen, så er det jo ikke rigtigt at skrive, vel? Man er jo først en rigtig forfatter, når man har fået udgivet en roman på et anerkendt forlag, og det skal vel at bemærke ikke være en selvudgivelse.

Det er noget frygteligt snobberi. Ja, rigtig meget fan fiction handler i bund og grund om at person A ender i køjen med person B. Det gør rigtig meget udgivet literatur også. Fan fiction er ofte mere grafisk i sine sex-beskrivelser end noget, der kan sælges i en DSB-kiosk, men du er aldrig mange klik væk fra PornHub eller RedTube, så man kan ikke sige, at genren er mere hardcore eller grafisk end så meget andet, der ligger på internettet.

Personligt er jeg ikke meget til erotica, det være sig fan fiction eller officielle udgivelser – men smag og behag er heldigvis forskellige. For mig er charmen ved fan fiction tofold: Jeg kan lide den udfordring, der ligger i at hoppe ud af min egen kasse og tænke i en anden forfatters – og jeg kan lide at læse en god fortsættelse når jeg løber tør for officielle bøger i en serie.

Som skriveøvelse er fan fiction fantastisk – og publikum er overraskende kritisk. Der er vist ikke nogen større fornærmelse blandt fan fiction skribenter, end at få at vide, at ens personer er OOC – out of character – og altså ikke følger det originale forlæg. Som skribent skal du lave mindst lige så meget research som den originale forfatter, for glemmer du en reference i bog tre, kapitel otte, så skal du nok blive mindet om det! Derudover skal tekst og dialog være i samme literære stil som forlægget, og plottet skal virke som om, at det kunne være en naturlig fortsættelse. Det er ganske meget sværere end det lyder til.

Det er måske ikke så underligt at så meget fan fiction er simpel pornografi, når det kommer til stykket. Der er naturligvis mange, der skriver pornografi fordi det er det, de har lyst til – men der er også mange, som øver sig i at skrive, men ikke er parat til at kaste sig ud i at holde styr på research, kompliceret plot, og personuddybning – endnu. De træder deres barnesko i forholdsvis simple romantiske historier uden den store dybde.

Og det er faktisk ret fedt. Udover underholdningsværdien er fan fictions allerstørste styrke at man som regel får en hel del feedback temmelig hurtigt, i alt fald hvis man udgiver sine historier på fanfiction.net eller archiveofourown.org,  de to største, internationale arkiver. Beder man direkte om det, er der rigtigt mange læsere, som meget gerne hjælper med positiv kritik. Der er myriader af små grupper, der skriver i samme univers, og hjælper hinanden med at korrekturlæse, få idéer, og komme igennem svære scener. Fan fiction er ti tusinde gange mere socialt end at skrive originale værker, for der har man måske nok et par betalæsere, men så venter man så også i månedsvis på den ene tilbagemelding fra det udvalgte forlag. For fan fiction venter man oftest kun i ganske få timer, før de første kommentarer og udmeldinger begynder at trille ind.

Jeg vil faktisk anbefale fan fiction både som underholdning (selv om du skal være klar til at sortere grundigt, for der er betydeligt mere skidt end kanel) og som værktøj og skriveøvelse. Det er synd at se ned på en udtryksform, der virkelig hjælper folk – både med at blive bedre til at skrive, og til at opbygge et socialt netværk af medskribenter. Selv om jeg personligt absolut ikke er nogen fan af hverken Twilight-sagaen eller 50 Shades-serien, er det også værd at huske på, at begge to startede som fan fictions.

Skulle du have lyst til at læse nogle af mine fan fictions er de lige her – men jeg beklager at måtte skuffe nogle: De er overhovedet ikke pornografiske.

Drillehistorier (mest om jy’er)

En ærketypisk jyde. Altså en af dem med fire ben.

Ved du hvad der står på skiltene i rundkørslerne i Århus? Kun tre omgange pr. bil.

Drillehistorier om andre landsdele er vist et universelt fænomen. Jeg er vokset op på Sjælland, og her vidste vi selvfølgelig at folk fra Århus, de der jy’er, de er ligesom lidt dumme, ikk’ å. Molbohistorierne blev vi tæsket igennem i folkeskolen, og efter at jeg i 1990 flyttede herover til Nordamt Dänemark, som nogle sjællændere så kærligt betegner Jylland, så har jeg selvfølgelig opdaget at der er lige så mange historier om Djævleøen og reservesvenskerne herovre.

Drillehistorier er ikke noget nyt. Som jeg nu sidder her i mit flytterod, så falder der en lille bog ud af en papkasse – en samling af jyske drillesagn fra 1951, genoptrykt efter en ældre samling af Evald Tang Kristensen. Som bonus er den illustreret af Bo Bojesen, og så behøver jeg vist ikke yderligere at forklare hvorfor det altid er mig, der står på hovedet i bogkasserne på loppemarkederne. Der er endda stukket en hel lille bunke af avisudklip med lignende historier ind i omslaget!

Den gang omkring forrige århundredskifte, da Tang Kristensen indsamlede sine historier, var der lige så meget drilleri mellem landsdelene, som der er i dag. Historierne var nu og da lidt mere omstændelige end de fyndige one-liners, som vi er glade for i dag, men pointerne er de samme. De er altså ikke helt reelle mennesker, de der sjællændere.

Jeg gjorde engang en Tur til København for min Fornøjelse, og saa var jeg da ogsaa inde et Sted og skulde have mig et Slag Kegler. Der henvender saa en Københavner sig til mig med de Ord:

»Jeg kan høre, De er en Jyde; sig mig, er det sandt, at Jyden er blind i ni døgn ligesom Kattekillingerne?«

»Aak ja,« siger jeg, »men saa til Gengæld ser de saa godt, naar de kommer til det, at de kan kende enhver københavnsk Laps og Vindbøjtel fra et andet ordentligt Menneske!«

Laps og vindbøjtel. Det er helt Egon Olsensk.

En Jyde og en Fynbo rejste ude på Heden.

Saa siger Fynboen helt utaalmodig: »Jylland er jo en Hede, Fyen er en Have.«

Dertil svarer Jyden: »Ja, det vil a tro, for alle de Fynboer, a har truffet, det er Kaalhoveder.«

Det er selvfølgelig godt at vide at når man dengang talte om frugt- eller kålhaver, så var det nyttehaver og grøntsagsbede, der var tale om.

En Jyde sad og spiste Suppe. Saa hoppede Kanariefuglen hen paa Kanten af Tallerkenen og lod noget falde ned i den.

»Ak bevares,« siger han til Konen, »se dog til Fuglen.«

»Aa, den Smule, det er jo ingenting,« siger hun.

»Naaja, det skulde bare have været mig, der havde gjort det, saa skulde én have hørt et Spektakel!«

Den historie er ikke bare ulækker, den er også finurlig på flere plan. Det mætter vel alt sammen – men når man nu, som jeg, har en del folkemindesamlerbiografier stående, så får den en dimension mere: Der er nemlig ganske mange optegnelser fra slutningen af 1800-tallet, hvor en folkemindesamler er på besøg hos denne eller hin gamle kone eller bonde. Her sidder hønsene rask væk på kanten af kålgryden og skider ned i den hele dagen, kaffekopperne vaskes kun af til jul, og skal man vaske et pillet æg gøres det vel lettest ved lige at vende det en gang i munden før man lægger det ud på serveringsfadet. Med andre ord: Jyden her i historien er en ulækker bonderøv, også selv om han er blevet borgerdyr med kanariefugl i stuen.

En svensk Kludekræmmer kom engang ind til en Kone, som stod og redte sin Seng. Hun beklagede sig over, at Lopperne var saa slemme ved hende.

»Vil Muer gi mig en Skjorte og et godt Stykke Mad, saa skal jeg nok sige Muer, hvad hun skal jøra ved Lopparne.«

Det fik han saa.

Saa tog han et lille Pulver op af Lommen og gav hende og sagde: »Dette skal Muer gi Lopparne, saa døer nok Lopparne.«

Konen sagde Tak, og Manden gik. Men da han var gaaet, kom hun i Tanker om, at hun jo ikke havde faaet at vide, hvordan hun skulde bruge Pulveret. Saa løb hun efter ham, raabte og sagde: »Det er sandt, hvordan skal jeg bære mig ad og give Lopperne det Pulver?«

»Det skal jeg nok sige Muer; Muer skal tage en spids Kniv og vriste Mulen op paa Loppan og gi den Pulveret, saa døer minsæl nok Loppan.«

»Ja, men saa kan jeg jo lige saa gerne slaa hende ihjel!« sagde Konen.

»Det kan Muer, ligesom Muer selv vil,« sagde han og gik.

Det står skidt til her i Jylland. Selv svenskerne er klogere!

Jyderne kunne nu også godt gøre grin med sig selv og deres efter sigende noget jordnære syn på tilværelsen.

Dengang, den første Jyde var bleven skabt og slog Øjnene op, kom han med tre Spørgsmaal:

»Hvor er Nord? Hvor er min Meldmad? Hvor ska do hen?«

Jamen, så er alle livets store spørgsmål da også afklaret med det samme – hvor er jeg? Er der noget at spise? Går jeg glip af noget spændende?

 

Kilde:

»Jysk Lune«, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen, 1951.