Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til svenskekrigene 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.

Kan havfruer være sorte, og andre historier om sæler

I skrivende stund (juli 2019) raser debatten om Disney’s live action indspilning af The Little Mermaid, hvor man som bekendt har valgt en hovedrolleindehaver hvis hud ikke er hvid som nyfalden sne. Det er der en del mennesker som har meget ondt i agterspejlet over, for havfruer er som bekendt hvide som bølgeskum. Havfruer er nemlig danske, og danskere er jo alle sammen flødehvide med brandrødt hår og fiskehale.

Så simple er tingene naturligvis ikke. Personligt giver jeg min tyske oldefar skylden for at jeg har blondt hår, ikke postkasserødt som Ariels.

Dansk havfrue. Spættet sæl; mest almindelige sæl i Danmark. Kilde.

Havmanden og hans kvæg

Disneys film er en (meget) løs fortolkning af H. C. Andersens berømte eventyr, Den Lille Havfrue. Han baserede sin historie på langt ældre sagn om mennesker, der lever i havet. Søger man på havfruer i dag finder man stort set kun henvisninger til H. C. Andersen – men prøv at se efter ‘havmænd’ og ‘havkvæg’.

Især i vore kystområder herhjemme har vi masser af eventyr om folket fra havet. Nogle af de mest kendte er visen om Agnete og Havmanden, og eventyret om drengen Bondevætte, der er søn af en menneskemand og en havfrue. Det er havfolkets kvæg der er skyld i sandflugt, og når havet æder af klint og strand er det havmandens kvæg der roder jorden op så vandet trænger ind. De kommer nemlig på land om natten for at græsse på bondens enge.

Som så mange andre vætter er havmanden ligesom bonden selv. Han har land og kvæg under havets overflade, han kan være giftelysten eller drillesyg, godmodig eller ondskabsfuld – fuldstændig ligesom andre mennesker, men med flere muslinger i skægget.

Amerikansk havfrue. Manater fra Florida. Kilde.

Sælfolk og selkies

H. C. Andersen havde imidlertid ikke havets vætter i tankerne da han skrev sit eventyr. Hans havfruer lokker sømænd i fordærv og sænker skibe – og dermed er vi ovre i en helt anden forestillingsverden. De gamle grækere gav os sagnet om sirenerne, smukke unge kvinder som sang så smukt at de kunne lokke skibe til at sejle på skær så alle ombord druknede.

Havet lokker, det ved enhver sømand. Men ligeså gammel og berømt som sirenesagnet er, så har vi tilsvarende sagn overalt i verdensmytologien. I vores hjemlige Nordsøfarvande, især på Færøerne og Island, men også på den jyske vestkyst, har vi sælkvinderne – kvinder der lever i havet men går på land iført sælham. Stjæler man hammen fra sådan en kvinde kan man tage hende med hjem og gifte sig med hende. Men finder hun nogensinde sin ham igen, så forsvinder hun tilbage til havet lige så hurtigt som lufferne kan bære.

På de skotske kyster, samt på Orkney og Shetlandsøerne, er sælkvinderne selkies. Til forskel fra den skandinaviske sælkvinde kan selkies dog også være mandlige – men de er stadig sæler forklædt som mennesker. I enkelte tilfælde er de i virkeligheden spøgelser af druknede sømænd.

Wikipedia har en mere detaljeret gennemgang af sælfolk- og selkie-sagnene.

Skotsk havfrue. Spættet atlanterhavssæl. Kilde.

Store, sexede havdyr med våde øjne

Næsten uanset hvilken del af verdenshavene vi ser på, kan vi finde sagn om folk, der bor i havet. Nogle er som vore danske vætter, nærmest undervandsudgaver af os selv. Andre er fremmedartede og eksotiske, og minder ikke meget om mennesket. Vi kan i alt fald slå fast med det samme at havfruer udmærket kan være sorte – og blå, og grønne, og alle mulige andre farver.

Der er to gennemgående fællesnævnere for havfolkesagnene: De forbindes ofte med store havdyr som sæl, søko, og manater, som alle har glat hud og store, mørke øjne. De repræsenterer havet, både når det er smukt og tillokkende og mildt – og når det er oprørt, stormfuldt, og dødsensfarligt. Havfolket, i alle sine afskygninger, er naturånder (eller i enkelte tilfælde, spøgelser af ofre for naturens kræfter).

Det er vist i orden at grine lidt af tanken om de sømænd, der har formået at forveksle en søko eller en gråsæl med en smuk ung havfrue. Man kan jo sidde og sådan blive lidt ensom, derude på bølgen blå.

Havfruer i alle farver

@sacha_coward har samlet et helt galleri af havfruer på Twitter. Dem kan du se i linket herunder – der er ikke sparet på hverken farver eller nationaliteter!

Middelalderens havfruer

Sagnene om havfolk og sirener er meget, meget ældre end H. C. Andersen. Ligeledes på Twitter har @erik_kaars samlet et galleri af middelalderens fremstillinger af havfruer. De er sorte, grå, blå, grønne, røde … men perlemorshvide som en reklame for skandinavisk hudcreme, det er de ikke.

Sydhavsfrue. Dugong. Kilde.

Havfruer holder ikke op med udvikle sig

H. C. Andersen skævede mere end en lille smule til den græske mytologi da han skrev sit eventyr. Disney ikke bare skævede men sprang over i det græske med begge ben samlet, iført chiton og sandaler. Ikke at det generede mit øje som dansker – Disney har aldrig nogensinde påstået at deres animerede eventyrfilm var mere end løseligt inspirerede af deres forlæg. Havguden Triton optræder ikke hos H. C. Andersen. Det gør talende måger og eremitkrebs heller ikke. Men filmen er sød alligevel!

Historier udvikler sig så den passer til sin samtid og sit publikum. Oldtidens og middelalderens søfolk brugte sagnene om havfolk som en omskrivning af selve havets kræfter. Havet giver og havet tager. Havet er uforudsigeligt. Havet er en naturkraft, og du kan aldrig rigtigt stole på dets gode vilje. Det samme gjorde sig gældende for bønder og fiskere i nyere tid, som fandt på visen om Agnete og eventyrene om havmanden og hans kvæg.

H. C. Andersen lod historien udvikle sig i en anden retning. Han skrev om kærlighed – ikke kun kærligheden mellem mand og kvinde, men især kærligheden til Gud. Selv et sjælløst væsen som en havfrue – som jo i kraft af sin vættenatur i virkeligheden hører Helvede til – kan finde vejen til paradis, hvis hun vil ofre sig nok, elske nok.

Den lille havfrue gør sig til sidst til herre over sin egen skæbne og finder en måde at få en guddommelig sjæl på – men hun må ofre så grueligt meget før hun kommer så vidt. I bund og grund handler Den lille havfrue om kærligheden og tilliden til Guds skaberværk. Det er temaer som Andersen tit besøger – Eventyret om en moder handler f.eks. om en mors forsøg på at få sit døde barn tilbage, indtil hun til sidst må indse at Gud har en mening med alt, og det er bedre for barnet at være i Himmerige.

Disney fortalte en sød, sjov og dramatisk historie om en fiskepige der fandt kærligheden hos en menneskeprins. Der var ikke meget dybde i Disneys version, men den var god underholdning og det undrer ikke at den er en af Disneys mest populære klassikere. Mange af os krøller tæer når vi ser den gennem en historiker eller folklorenørds øjne, men ikke når vi bare tager den for hvad den er: Halvanden times underholdning med et par fængende melodier, rettet mod børn og barnlige sjæle. Den er sgudda sjov!

Nu er tiden kommet til at tage det næste skridt i havfruens udvikling. Uanset om live action-udgaven af Den lille havfrue bliver en fantastisk historie eller en gang sødsuppe uden indhold, så er én ting sikkert: Disney forstår at omskrive sit kildemateriale så det passer til samtid og publikum.

Morgendagens Ariel er sort, og der er ikke noget historisk eller kulturelt belæg for at hun ikke kan være sort.

Dansk havfrue, slankere kropstype. Kilde.

Roser betyder kærlighed, ikke?

Roser symboliserer kærlighed, skønhed, død og genfødsel, fuldkommenhed, tavshed og martyrium, alt efter hvem man spørger. Den røde rose symboliserer især kærlighed, begær og martyrium, den hvide især uskyld og renhed – men også død – og den gule rose forbindes med bedrag.

Rosens historie

Roser er en blomsterfamilie med over 150 vilde arter, og tusinder af fremdyrkede. Dyrkningen af roser stammer oprindeligt fra Kina, men har bredt sig over hele verden. Til Europa kom den først i 1600-tallet.

I Danmark findes omkring ti vildtvoksende arter, hvoraf de fleste hører til blandt hunderoserne. De er almindelige på skrænter og overdrev, og i skovkanten. På den jyske vestkyst er klitrosen fremherskende.

En meget almindelig art, den lyserøde rynket rose, R. rugosa, stammer fra Asien. Denne er en gammel og og hårdfør vildrose som kendes fra kinesiske silkemalerier helt tilbage til 900-tallet. Rynket rose blev indført til Danmark i 1800-tallet hvor den blev brugt mod sandflugt og som pynt i sommerhusområder. Den kvæler konkurrerende planteliv og regnes derfor nu som en invasiv art der forsøges udryddet herhjemme (ikke det ser ud til at lykkes).

Klassiske roser

Rosen optræder i Bibelen som billede for Kristus og vi støder ofte på den i salmedigtningen. Jomfru Maria kaldes rosa mundi, ‘verdens rose’, og rosa mystica, en rose uden torne eller synd. I katolicismen bruges rosenkransen i forbindelse med bønner til Maria. Den røde rose især er symbol på kærligheden, men også på martyrdommen.

I græsk mytologi har rosen sin smukke farve fordi den farvedes rød af Afrodite, da hun trak en torn ud af sin fod. Da Afrodites elskede Adonis døde spirede der røde roser frem hvor hans blod ramte jorden. Afrodite salvede også Hectors lig med rosenolie. Men måske er det ikke så sært at netop Afrodite forbandtes med rosen: Det hed sig nemlig at rosen blev skabt da gudinden fødtes af havets skum. En af de andre guder blev så benovet over synet at han tabte en nektardråbe på en ung busk, som derefter bar de første roser.

Grækerne opfandt skikken med at lægge blomster på de dødes grave, og det var netop roser de brugte til dette formål.

Romerne afholdt festen rosalia for de døde, og kædede dermed rosen sammen med død og genfødsel, og med kærlighed som består ud over døden. Ved romerske orgier skulle borde og gulve være overstrøede med roser. Kvinderne kom rosenblade i vandet for at bevare ungdommen.

Rosen kombineres undertiden med korset; det esoteriske broderskab, Rosenkreuzerne, tager deres navn derfra. Her symboliserer rosen tavshed og fortrolighed. Den symbolik kender vi også fra udtrykket sub rosa – under rosen – hvor man hænger en rose op over et forhandlingsbord for at markere den diskretion og fintfølelse som forhandlinger kræver. Røde og hvide roser optræder ofte som symboler i alkymi og heraldik samt i frimurer-sammenhænge.

I middelalderdigtningen optræder roser ofte som symbol på Kristus og på kærlighed.

Moderne roser

Socialismen som politisk retningen har den røde farve som symbol, så det lå i sin tid ikke fjernt at anvende den røde rose som logo for Socialdemokratiet. Her repræsenterer rosen kærlighed og socialistisk solidaritet (så kan vi altid diskutere om moderne ‘sosser’ stadig gør sig fortjent til den røde rose).

Den amerikanske Valentine’s Day har i nyere tid vundet indpas herhjemme også. Den har netop rosen og den røde farve som kærlighedssymbol. Det skal dog nævnes at i Saudi-Arabien forbød man i 2008 salg af varer i røde farver, især røde roser, på denne dag. Valentinskikken opfattes der i landet som ikke-muslimsk og som opfordrende til udenomsægteskabelige forhold. Ikke alle europæere er begejstrede for dagen heller, men det hænger mest sammen med at Valentine’s Day er indført i Danmark primært af kommercielle interesser.

Roser som lægeplanter

Middelalderens munke dyrkede roser som lægemiddel mod mavelidelser, øjensygdomme og søvnbesvær. Henrik Harpestreng anbefaler blomsterbladene i olie til at smøre omkring svage og opsvulmede øjne. Smurt på en klud som bindes om hovedet fjerner rosenolie smerter og giver en god søvn. Henrik Smith nævner kun vilde roser til formålet, og bruger også rosenvand for dårlige øjne.

“Korn af Frø til puluer støtte / met Vin druckne / ere gode for Kaalde piss.”
Henrik Smith

Af rosenblade lavede man saft, olie, rosenvand, rosenedikke, rosenhonning og endda rosenkonserves. Disse sidste blev lavet ved at støde friske rosenblade med sukker eller honning i en morter. Sådanne konserves blev brugt som gaver mellem fyrster og rigmænd.

Simon Paulli anbefaler roser til mange dårligdomme, og mener at rosens farve har indvirkning på dens effekt. Saften bruges mod gulsot og gigt, og mod “bugløb / oc den Slibrighed som udi Tarmene er / naar de ey kand holde Madden i sig.” Han anbefaler roseneddikke mod hidsig mave, hovedpine, næseblod og meget andet. Rosensukker mod tuberkulose, og tørrede, pulveriserede hyben mod gonnoré og natlig sædafgang.

Roser i folketroen

En pige, som ville bruge rosen som elskovsmiddel, skulle bære en mørkerød, en hvid og en blegrød rose ved sit hjerte i tre dage og nætter. Så skulle hun lægge dem i vin lige så længe, og så give sin elskede vinen at drikke – så blev han hendes for livet.

Man forbandt ofte rosens udseende med de kvindelige kønsdele. Derfor var det almindeligt i mange nordeuropæiske byer – bl.a. København – at prostituerede holdt til i rosenhaver og -gårde, hvor de mødtes med deres potentielle kunder.

Når man giver sin elskede roser var det ikke ligegyldigt hvad farve de har. Røde roser signalerer kærlighed og respekt. Lyserøde roser betyder glæde, taknemlighed og ærbarhed. Ferskenfarvede roser symboliserer beskedenhed, mens lilla roser betyder fortryllelse. Orange roser signalerer længsel, værdsættelse og forståelse. Gule roser betyder ifølge nogle utroskab og falskhed – men andre holder på at gule roser repræsenterer nært venskab og solidaritet.

Kombinationen af flere farver af roser tillægges også betydning. Det siges f.eks. at en hvid og en lyserød rose sammen udtrykker ønsket om altid at være sammen. Roser i en buket, blandet med andre blomster, betyder taknemlighed, og en enkelt rose i sådan en stor buket betyder at modtageren er den eneste ene.

Der er næsten lige så mange fortolkninger af disse betydninger som der er arter af roser!

Kilder

Den Store Danske
Historie-online.dk
“Lægeplanter og trolddomsurter”, Harald Nielsen, Politikens Forlag, 1969 (intet ISBN).
Foto:  © 2019 Birgitte Heuschkel. Teroser i min baghave.