Dragedukker og spiritusser: Penge fra Helvede!

Vil du have hurtige penge? Så er det hverken flyvende fabeldyr eller alkohol vi snakker om. Dragedukker og spiritusser er amuletter som ved djævelens hjælp drager og lokker penge og velstand til sin herre.

En dragedukke er en lille, livløs figur som ligger i sit skrin og stilfærdigt lokker penge til sig. Spiritussen er en levende lille dæmon eller tjenende ånd som lokker penge og rigdom hjem til sin herre. Hen ad vejen forsvandt forskellen på de to betydninger. Men det gjorde ikke noget, for uanset om dragedukken eller spiritussen er en lille figur eller et levende lille væsen, så har den samme arbejde: Den skal trække penge til og få dem til at yngle.

Dragedukker drager penge til huse

Alruneroden, den magiske mandragora, er en af de mest kendte tjenende ånder og pengemagere vi har i folkloren. Dragedukken arbejder på samme måde – og mange gange er den lille figur netop skåret ud af alrunerod (eller måske sellerirod, hvem kan alligevel se forskel i farten?). Alruner er kendte for at kunne trække penge til sig gennem skorstenen eller ind gennem lugerne i loftet. Det kan dragedukker også. Nogle dragedukker har så meget magt at de får pengene til at trille lige lukt ud af den blå luft!

Det er hårdt arbejde sådan at lave penge, og derfor skal dragedukker fodres. Den er ikke dyr at have på kost; dragedukker æder gerne kattelort eller hestepærer, så man kan ikke påstå at de er kræsne.

Til gengæld bliver din nabo næppe begejstret hvis du har sådan en amulet liggende i natbordet. Det er nemlig hans penge dragedukken hugger. Nogle dragedukker har så meget magt at de kan stjæle pengene lige med det samme møntmesteren er færdig med at præge dem. Men det kan dragedukken kun gøre inden pengene første gang bliver talt, for når penge bliver talt mister djævelen magten over dem.

Spiritus er afledt fra latin, og betyder ånd. Der er ingen snaps involveret.

Hvor kan jeg få fat i en dragedukke eller spiritus?

Har du bestemt dig til at anskaffe sådan en hjælpsom lille tjener fra underverdenen? Uanset om du vil have en dukke skåret ud af alrunerod (eller noget sælgeren påstår er alrunerod), eller en levende lille fyr med horn, hale og vinger, så er der masser af måder at gå i gang på.

I Tyskland hed det sig at når en kulsort høne havde parret sig med en lige så kulsort hane ville den lægge et æg. Det skulle man så snuppe fra reden, binde det op under sin armhule, og udruge det der. Når ægget revnede skulle man være hurtig – man skulle nå at fange det lille væsen der kom ud af skallen. Det var nemlig en lille nyfødt dragedukke, som man så skulle lægge ned i sin pung. Kom den først ind i tegnebogen blev den der, og så trak den penge til sig.

I Himmerland herhjemme mente man at når en hane opnåede den ærværdige alder af syv år lagde den et æg. Det skulle man tage og udruge det i varm hestegødning. Sådan et æg kom der en sær fugl – en spiritus – ud af, og blev den sat i bur trak den en skilling til sig hver eneste dag. Sådan en hane-hestepære-fugl må være i familie med den mytiske basilisk som også udruges af et haneæg. Men ser du en basilisk i øjnene bliver du forvandlet til sten, og så grov mod sin ejer er spiritussen heldigvis ikke.

Dragedukker og spiritusser i det fri

Har du ikke lyst til at have æg i armhulen eller rode rundt i hestepærer? Bare rolig. Du kan også finde en ravnerede. Sådan én ligger der nemlig også tit en spiritus i – ikke at nogen kan forklare hvad ravnene skal bruge penge til. Sådan en ravne-spiritus ligner en sær urt eller en fed tudse. Tager man den med sig hjem skaber den sig om til en tudse, hvis den ikke allerede har gjort det.

Du kan også holde øje med køernes livvidde hen på foråret. Får en ko tvillinge-tyrekalve skal man holde øje med efterbyrden. Der springer nemlig en lille fyr ud når den rammer jorden. Den ligner en tudse eller et firben, men den er også en spiritus.

Møder du en lille drage ved en korsvej ved midnatstid (og hvem har ikke prøvet det?) skal du tage den med hjem og fodre den med hirsevælling. Så bliver den til en dragedukke som skider en daler i timen.

Herhjemme optræder dragedukker og spiritusser ikke kun som tudser – nogle gange tager de form af slanger. På Fyn mente man at sorte slanger af den type gave fire skilling om dagen og en hel rigsdaler på søn- og helligdage. En anden art havde hvid krop og rødt hoved og lagde ikke penge. I stedet for sugede den sig fast bag ejerens øre og hviskede gode råd til ham eller hende om forretninger som ville få pengene til at yngle.

Fra Randersegnen har vi til sidst en lille historie om en bondekone som havde fået fat på en høne som ikke lagde æg men fireskillinger. Desværre ved ingen hvor man får fat i sådan én.

Hvordan passer jeg min dragedukke eller spiritus?

Når først det lykkes én at indfange sådan en lille hjælpedæmon gælder det om at den ikke slipper væk. Læg den i en glasskål foret med vat og sæt et låg henover, for den får hurtigt hjemve efter underverdenen og stikker gerne af. Fodr den med sødmælk og hvedebrød, så forstår den hurtigt at den har fået et godt hjem. Så går den i gang med at ruge penge ud, eller skide dem, eller hvad den nu gør. Er man først kommet så langt er spiritussen eller dragedukken ikke til at slippe af med igen; smider man den væk, eller flytter endda væk fra den, så følger den selv trofast efter sin ejer.

En tysk kone ejede sådan en spiritus, eller som hun kaldte den, en pengeskider. Den havde form af en tudse og hver dag skulle hun bade den i god rødvin. Når tudsen havde badet satte den glasset for munden og drak ud – og så satte den sig ned og sked en skinnende blank sølvdaler.

En anden heks havde en mere doven spiritus. Hun måtte klemme den grundigt på maven med ildtangen før der kom dalere ud, og det hed sig at den skreg forfærdeligt imens.

Heldigvis har Helvede også spiritusser for folk der ikke bryder sig om skidne penge. Den slags hjælpeånder gylper pengene op fra maven i stedet. Hver morgen ligger der en sølvmønt i gabet, og når en ny mønt skal op sidder spiritussen og nikker med hovedet for at hjælpe det på vej.

Spiritus eller dragedukke?

Som nævnt ovenfor bruges begge ord om begge slags hjælpeånder. Skal man kende forskel kan man huske på at spiritusser som regel (men ikke altid) ligner tudser eller fugle. Dragedukker kan derimod have alle mulige udseender, for de er jo skåret af en rod eller plante, eller endda lavet af voks eller ler. En ridefoged i Ry havde en dragedukke der lignede en nøgen rotteunge, og en mand i Ringe havde én der så ud som en stor skarnbasse. Den sidste gav mange penge fra sig, men dens ejer skrantede – den levede nemlig af hans blod.

Dragedukkens farve viser dens sind

En sønderjysk herregårdsfrue havde en dragedukke som var låst inde i et skab. En af herregårdens piger blev nysgerrig og så efter, og kunne fortælle at dragedukken lignede et lille menneske klædt i silke, med bittesmå smykker af sølv og guld. Den hvæsede ad hende og blev knaldrød i huden, og så sladrede den oven i købet om hende til sin frue. Det har nok været en ægte lille djævel, og ikke en forklædt roe.

Heldigvis kan man ofte se på en dragedukke hvordan dens sindelag er. De fleste er fredelige nok, men enkelte prygler deres ejere til gengæld for pengene. De kan også finde på at stikke af hvis de ikke får nok at spise, eller man forlanger for meget af dem. Så det er vigtigt at vide om det er et galsindet eksemplar, man har fået fat i.

Blå dragedukker er ondsindede, men også dem der giver flest penge – helt op til fem daler om dagen. Halvt blå er halvt så skrappe, men kan også kun overkomme de halve penge. Røde dragedukker giver kun en enkelt daler ad gangen og er temmelig fredsommelig (når de altså ikke hvæser, som i historien ovenfor). De gule siges at være helt hyggelige, men giver ikke meget – og de sorte er så dovne at de ikke er besværet værd.

Dragedukken og den døende

Det siger sig selv at det ikke er ufarligt at eje en dragedukke eller spiritus. Dens magiske kræfter stammer ikke fra Vorherre. Fanden giver ikke noget væk for sit gode hjertes skyld; man skal nok komme til at betale til sidst.

Om alruner hedder det sig at de kun kan sælges billigere end man har købt dem, og kan man ikke sælge dem, mister man sin sjæl. Helt så slemme er dragedukker ikke. Her er det kun hver tiende ejer der ryger til Helvede efter døden. Så kan man jo håbe på at man er en af de ni andre som går fri.

Har man dragedukken eller spiritussen i huset når man skal dø bryder den ud fra det sted, hvor den er gemt væk. Så sætter den sig på den døendes bryst og kradser ham i ansigtet. Sådan en stakkel kan ikke få fred til at dø med mindre han bliver lagt ud på møddingen, eller man lægger hestemøg ind under hovedpuden. Sådan føjer dragedukken spot til skade, det hævngerrige bæst.

Når først ejeren endelig er død falder dragedukken igen til ro. Den skal med i kisten, med mindre den yngste søn har lyst til at arve den. Ingen andre børn og arvinger kan overtage sådan én – og yngste søn skal betale sin afdøde far i brød og brændevin, som også skal med i kisten. Så kan den afdøde nemlig bestikke sig til lidt bedre behandling fra smådjævlene i Helvede.

Kilder

“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos: Public domain.

Bogtip: Diary of a Dark Lord

Selv Beelzehoof Asmotailus synes denne bog ser ond ud.

Anmeldelse af Diary of a Dark Lord af Jeff Mach. Der er ikke tale om et anmelder-eksemplar, jeg har selv måttet have muldvarpen op af lommen.

Hænderne op: Hvem har læst Ringenes Herre og derefter genkendt store dele af plottet, persongalleriet, og stedbeskrivelserne i ti tusind efterfølgende fantasy-fortællinger? Mørkets fyrste truer med verdens undergang men heldigvis ved den hvide troldmand hvor han skal finde det udvalgte barn, som må ud på en lang og besværlig rejse fuld af prøvelser, før han eller hun endelig har samlet eller fundet den magiske dippedut som kan slå mørkets fyrste ihjel. Og så får de alle sammen hinanden i enden, eller noget i den retning.

Men hvordan ser historien ud fra den anden side?

Hvorfor vælger mørkets fyrste at bo i et land uden sollys, omgivet af orker, trolde, og oldgamle drager?

Hvor finder den hvide troldmand det udvalgte barn, og hvor mange arme unger har måttet lade livet før han fandt det rigtige barn?

Er det virkelig rigtigt at de lyse, smukke elvere forlader slagpladsen så snart deres mascara begynder at løbe?

Hvad er det egentlig med dværge, orker og hele idéen om at leve dybt nede under jorden og smede smukke ting til folk på overfladen?

Hvad sker der hvis helten begynder at stille spørgsmål ved det hele?

Diary of a Dark Lord er en fantastisk og underholdende udfordring af alle klichéerne og arketyperne, skrevet af mørkets fyrste til det udvalgte barn. Den er hysterisk morsom (jeg kommer aldrig over de skønheds-elskende stjernepsykopatiske elvere) men den er mere end bare sjov: Bogen er en gennemgang af arketyper som vi efterhånden tager for givet og ikke stiller spørgsmål ved.

Diary tvinger læseren til at stoppe op og nikke langsomt – ja, det kan der være noget om, hvorfor er det egentlig sådan? Hvem har egentlig ret her? Hen ad vejen mærker man tydeligt parallellerne til vores egen verden; uanset om vi befinder os i en fantasy-verdens dybe skove fulde af smukke sociopater, eller i vores eget univers kan vi overbevises, ledes, og fordummes af spin, smukke ord, og løgne.

Er Diary of a Dark Lord en udfordring af fantasy-genrens arketyper? Ja. Er den også en udfordring af moderne sociale medier, politik, og debat? Ja, så afgjort. I de fantastiske genrers ungdom var science fiction, fantasy, og så videre parabler på vores egen verden, videretænkning af det eksisterende, beregnet på at få læseren til at stille spørgsmål ved sin egen virkelighed. Diary vender tilbage til udgangspunktet. Den spænder over to verdener, og den gør det med en overraskende elegance, samtidig med at den simpelthen bare er sjov.

Bogen er en selvudgivelse på Amazon, og skal jeg være helt ærlig, så kunne den godt have brugt en professionel korrekturlæser. Der er et par manglende eller forkert placerede ord her og der, men heldigvis er fejlene ikke graverende nok til at forstyrre læsningen i nævneværdig grad. Man kan håbe på at efter Diary har ramt bestseller-listen bliver der råd til et 2. oplag med bedre korrektur.

Læs mere om Diary of a Dark Lord på Kindle hos Amazon:

 

Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til den svenske deltagelse mod Danmark i Napolenskrigene, 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.