Sibylles spådomme

Sibylles spådomme

 

Sibylles spådomme dukker tit op, når man sidder med danske folkeminder. Hvem var hun? Og hvorfor gav hun sig af med at spå død og undergang over Danmark? Hvad er det for noget med føl, der vader i blod, krige mod Tyrken, og træer som konger skal tøjre deres heste til?

Her i Norden har vi en lang tradition for spåkvinder, vølver, norner, og andre kloge koner. Men selv om Sibylle mest optræder i 1800-tallets folketro, så er hun meget ældre. Og nogle gange kalder vi hende for Sybille, for fremmedsprog er svært.

Hvem var Sibylle?

Går vi helt tilbage til oldtidens Grækenland, så er sibylla titlen på en eller flere spåkvinder som fremsagde varsler. De mest kendte af dem var oraklerne i Delfi og Cumae, som optræder igen og igen i oldtidsmytologien. Sibyllernes forudsigelser blev opbevaret i Jupiters tempel i Rom, indtil de brændte i 83 før vor tidsregning. Man prøvede flere gange at genskabe og genfinde profetierne efter branden, og to af disse samlinger er bevaret for eftertiden: En fra slutningen af 400-tallet, og en fra 600-tallet. Samlingerne indeholder materiale fra hedensk tro, men også meget, der stammer fra jødedommen og kristendommen.

Den kristne fortælletradition overtog gerne idéen om oldgamle spåkvinder, som kendte til fremtidens ulykker, men udtrykte sig kryptisk og uklart – og gerne på vers. Da kristendommen kom til Norden sammen med irske trælle, tyske munke og andet godtfolk i slutningen af forrige årtusind, tog den fortælletraditionen om oraklerne med. Nu blev mange af de gamle, nordiske sagn og historier om vølver og norner også lavet om til historier om Sibylle, den mystiske spåkone.

 

Oraklet i Delfi
Oraklet i Delfi, hvor en af de originale sibyller, eller orakler, kunne spørges om råd.

Hvad går spådommene ud på?

Sibyllen i Søborg har spaaet, at Søborg Sø skulle udtørres, at engang i Tiden skulde Hornbæk blive Købstad og Helsingør et Fiskerleje, og at der paa Søborgkanten skulde fødes et Føl helt hvidt, men med røde sokker, og saa langt det var rødt paa Benene, skulde det vade i Blod. Af disse Spaadomme er den første gaaet i Opfyldelse, Søborg Sø er udtørret, og Føllet er da ogsaa født, saa man kan se, at Sibylle kan ikke lyve, og Resten af hendes Spaadomme gaar saamænd ogsaa i Opfyldelse.

Sibylle har udtalt sig om alt muligt, hvad Danmarks fremtid angår. Hun har også boet flere steder i landet – mange af historierne går igen fra landsdel til landsdel; Nordsjælland, Fyn og grænselandet mod syd får mest af hendes opmærksomhed. Mange af hendes spådomme følger det samme mønster. Rigtig mange af dem får lige en ekstra skrue, så vi kan se at de rigtigt passer – men ulykken blev heldigvis afværget denne gang.

De minder mig lidt om gyserfilm fra 1970’erne og 80’erne. Vi får serveret en frygtelige historie, som får os til at gyyyyse, og så endelig ånde lettet op til sidst. Det er de samme personer og problemer næsten hver gang. Vi ved udmærket godt at hvis man er med i sådan en slasher movie, og man gerne vil overleve til rulleteksterne, så er der nogle regler, der skal overholdes. Aldrig gå alene, ikke dyrke sex, – og ikke hedde Tina.

Genkendelsens fryd er den halve fornøjelse. Sibylles spådomme er den slags historier, som gammelmor har fortalt den gysende ungdom, mens man sad i spindestuen om aftenen og vinden hylede i tagspærrene. Uh, det er godt at sidde trygt inde i varmen og have sit på det tørre!

Heldigvis er der altid nogen …

Sibylle har spået, at der skal fødes et føl på Hillerødsholm, og det skal være rødt med fire hvide ben. Dette føl skal komme med i krigen og komme til at vade i blod lige så langt op, som benene er hvide, og denne krig skal blive den sidste. Dette føl er født mens der var stutteri, men det blev slået ihjel.

Det er da godt at Frederiksborg-stutteriet i Hillerød blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet. Så blev der heldigvis aldrig mere krig – vent lige et øjeblik… Ja, det var også næsten alt for nemt.

Verden skal forgå, når man kommer til køre uden heste.

Godt nok er Frederiksborgeren en dejlig hesterace, men mon ikke nogen her giver udtryk for lidt bekymring om fremtiden? Sybille-sagnet har sin storhedstid i en tid, hvor de første automobiler begynder at dukke op i aviserne. Samfundet er ved at ændre sig – folk flytter til byen for at blive industriarbejdere i stedet for karle og piger i landbruget. Al den nymodens teknik er ikke helt til at stole på.

Verden skal forgå »mellem attend hundred og en stund«.

Men det ser da ud til at vi har klaret os igennem alligevel, på trods af verdenskrige, industrialisering og internet. Det kan selvfølgelig være fordi at der altid har været en snarrådig person, der har sørget for at afværge ulykken.

Ved Asminderød Kirke voksede i gamle Dage en Pil ud. Dens Rødder gik ind under selve Kirkemuren. Om denne Pil blev der fortalt, at naar den blev stor, skulde Tyrken komme til Danmark, og en af de tyrkiske Soldater skulde binde sin Hest ved den. Paa samme Tid skal der fødes et Føl, hvis Ben skal være røde op til Knæerne, og det skal betyde, at Danskerne skal komme til at vade i Blod til Knæerne.

Pilen voksede ud, og det hjalp ikke, at man huggede den af, thi den voksede stadig ud igen. Til sidst støbte man Cement over Roden, og siden da har Pilen ikke vist sig. Der er ogsaa blevet født et Føl, som svarede til Beskrivelsen, men det blev straks slaaet ned.

Pyh! Så slap vi også med skrækken denne gang!

Den sidste krig

En af de Sibylle-historier, der går igen i mange landsdele, handler om at der skal gro et træ op på et bestemt sted, som den danske konge så skal tøjre sin hest ved i den sidste krig – som går så skidt for Danmark at der kun er drenge og gamle mænd tilbage til at forsvare landet. Sybille kunne måske nok spå om fremtiden, men hun har nu aldrig forestillet sig at der skulle kunne blive kvindelige soldater til.

Der skal komme til at stå et slag ved Kongeåen og der skal alle tolvårs drenge og alle de tresårige mænd kæmpe. Ude i Darum Enge skal der gro et træ, og når det er vokset op, skal den danske konge komme og binde sin hest ved det.

Der var i det hele taget livligt herhjemme i 1800-tallet. Vi fik tæv efter noder af England, men fjendebilledet er ofte tyskerne. Vi vandt en yderst tvivlsom sejr over Prøjsen i ’49, og fik læsterlige tæv af det Tyske Kejserrige i ’64. Den rigtige fjende, den store fjende i den allersidste krig, det er imidlertid Tyrken. Det Ottomanske Rige opfattedes i samtiden som repræsentant for det ikke-kristne, det gudløse, det fremmede. Muselmænd og muhammedanere, tyrken kan man ikke stole på! For visse politiske grupper har det vist ikke ændret sig siden.

Der skal komme til at stå et slag så blodigt på Fyn, at en hat vil flyde i blod ind ad Odense Port.

Det går drabeligt for sig i den sidste krig, også selv om Sybille heller ikke har forudset tanks, missiler og kernevåben. I de fleste udgaver vinder drengene og de gamle mænd slaget, men så går verden under. Sådan kan det gå.

Citater fra

  • »Folkesagn«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
  • »Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
  • Chr. Gorm Tortzen, Bodil Due: Sibylle i Den Store Danske, Gyldendal.

Billeder fra Pixabay.