Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!

De tre ønsker: Ånden i lampen er et røvhul

Man opnår ikke lykken ved hjælp af letkøbte ønsker. Dette er moralen i et utal af historier, fra “Abehånden” til Disneys “Aladdin”. Lykke er noget helten skal gøre sig fortjent til. Hvis det ikke er lykkedes for ham – eller han ikke gider gøre forsøget – bliver resultatet af et uskyldigt ønske helt ad helvede til. Hver gang.

Her i livet får man ikke noget foræret. Vores kultur belønner en helt som er sin egen lykkes smed. En helt som ikke forsøger at snyde sig noget han eller hun ikke har fortjent. Enhver har ansvar for sin egen skæbne. Et livssyn som gennemsyrer vores kultur og i høj grad tjener til at retfærdiggøre livets uretfærdigheder; ulykke er i bund og grund udtryk for at man ikke har gjort den rette indsats. Et grundlæggende kristent livssyn: Gud giver dig ikke en større byrde end du kan bære.

Den kloge helt

Aladdin ved at han ikke skal lade sig friste af rigdommene og skattene i den magiske grotte hvor han finder den magiske lampe. De tilhører ikke ham – han har ikke gjort sig fortjent til dem. Man skal ikke misunde andre deres rigdom, heller ikke selv om man selv er en fattig gadedreng, der må leve af at stjæle brød fra næsten lige så fattige gadehandlere. De rige har, de fattige har ikke, og skal det ændres må man selv gøre sig fortjent til sin belønning – man kan ikke bare pege på den og sige, ‘det gad jeg også godt have’.

I Disneys udgave af “Aladdin” fra 1992 forsøger gadedrengen sig først med at snyde sig til lykken. Han udgiver sig for at være en prins fra et fjernt rige. Han pynter sig med lånte fjer og påtager sig en rolle som han ikke har gjort sig fortjent til. Prinsessen er aldeles uimponeret. Heldigvis finder gadedrengen tilbage til den rigtige moral hvor enhver får det, de har fortjent. Det lykkes ham at gøre sig fortjent til prinsesse og kongerige – og da han bruger sit tredje ønske uselvisk (på at ønske Genie fri) sikrer han sig at lykken består.

Aladdin har gjort sig fortjent sin lykkelige slutning. Han har overholdt samfundets regel: Alle får præcis det, de fortjener.

I “Abehånden” fra 1902 bliver det ene ønske værre end det andet.

Den mindre kloge helt

Så godt går det ikke for Mr White i “Abehånden” fra 1902. Da han får fingrene i den magiske abehånd som kan opfylde tre ønsker for sin ejer bliver han endda advaret om at ønskerne vil vende sig imod ham. Alligevel ønsker han sig penge – og så begynder ulykkerne. Pengene får han – i form af en økonomisk erstatning fra sønnens firma, da sønnen bliver dræbt på arbejde. Han ønsker sig derefter sønnen tilbage til livet – men det, som vender hjem, kan næppe beskrives som menneskeligt. Det sidste ønske bruges klogelig på at ønske sønnen tilbage i graven.

Mange folkeeventyr følger samme mønster. Brødrene Grimms “Konen i Muddergrøften” fra starten af 1800-tallet er nok det mest kendte eksempel: Her fanger manden en magisk fisk, som lover ham guld og grønne skove hvis han slipper den løs. Den ærlige og fattige fisker gør som fisken ønsker, og får som belønning et lidt bedre hus – et lille trin op ad samfundets stige, som belønning for sin indsats.

Hans kone er imidlertid ikke tilfreds og vil have mere. Hun ser en mulighed for at snyde og opnå noget hun ikke har gjort sig fortjent til, og griber den med begge hænder. Først vil hun være rig, så konge, og til sidst vil hun være Vorherre selv. Til sidst går det galt: Fisken – som er en slags stand-in for den rigtige Vorherre – får nok. Kone og fisker ender begge tilbage i mudderet hvor de kom fra. Hun for sit hovmod, han fordi han ikke kunne styre sin kone.

Ikke bare skal man kende sin plads her i livet; man skal sandelig også sørge for at andre husker på deres.

Ånden i lampen er et røvhul

Fristeren i historien er det væsen, som uddeler lette genveje i form af ønsker. Uanset om væsenet optræder i form af ånden i lampen, en fortryllet abehånd, eller en talende fisk er der tale om den samme funktion. Det er djævelen selv, som er ude på at lede folk på afveje. Han lokker folk og fæ til at tro at de har krav på mere her i livet end de faktisk fortjener, og han griner højt når deres hovmod overbeviser dem om at han har ret.

Og så tager han ellers røven på dem for fuld skrue, for når først fjolset har sagt ja har fjolset også sat sig selv udenfor Guds beskyttelse. Så har djævelen frit spil.

Derfor ender det altid galt, når den såkaldte helt i historien forsøger at forbedre sin situation ved hjælp af magi. Der er ingen hurtige genveje til succes. Lykken er ikke tilfældig. Du får ikke noget forærende her i livet uden at en højere magt mener at du har gjort dig fortjent til en belønning.

Bryd koden, find et smuthul

Uanset hvad form djævelen antager i folketroen og eventyrenes verden er han ikke nær så klog som han selv tror. Han kan snydes – som regel ved at det menneske, som snyder ham, lever op til forestillingen om det gode, kristne menneske.

Derfor går det ikke galt for Aladdin. Selv om hans første ønsker er temmelig selviske, så er det ønske nummer tre, som er afgørende: I stedet for at ønske noget for sig selv forsøger han at gøre en anden lykkelig (ånden selv, som får sin frihed – Disneys udgave bryder med den klassiske myte i og med at Genie ikke repræsenterer djævelen selv).

Den samme mekanisme redder Elliot Williams i filmen “Forhekset” fra 2000. Han bruger sit sidste ønske – ikke på at opnå den pige, som hele filmen handler om at han gerne vil have, men på at ønske at hun bliver lykkelig. Med eller uden ham. Overfor så uselvisk et ønske har djævelen ingen magt.

Det er den eneste sikre måde at bryde koden på. Ved at ønske lykken for en anden lægger helten magten tilbage i Guds hænder hvor den hører til. Han anerkender sin plads i skaberværket. Accepterer sin plads i samfundet. Og dermed opnår han tilgivelse for at have ladet sig friste til at tro at han måske kunne få noget, han ikke har gjort sig fortjent til.

Hovmod står for fald: “Konen i Muddergrøften” ender heller ikke lykkeligt.

Moralen: Kend din plads, fattiglus

Historier og eventyr med denne morale tjener en simpel men vigtig samfundsfunktion: De skal minde os om at alle er på den hylde i livet, de hører til på. Når et menneske ‘skifter hylde’ – for eksempel ved at en fattig bliver rig, eller at en syg bliver rask – så er det udtryk for en belønning. De har gjort en indsats og nu belønnes de af skæbnen (eller Gud, eller hvad man nu tror på) for snedighed, dygtighed, eller hårde arbejde. Vi andre, som ikke kommer nogle vegne, har kun os selv at takke for vores mangel på succes. Hvis vi var værdige ville det være lykkedes for os – uanset hvad ‘det’ så er.

Moralen er hverken lyserød eller sympatisk. Denne arketype eksisterer for at retfærdiggøre en samfundsstruktur, som i bund og grund er uretfærdig (vi fødes ikke alle ens, og vi har ikke alle de samme muligheder i livet).

Kend din plads. Lad være med at tro at du har krav på noget. Hvis det havde været Guds mening at du skulle leve et liv i rigdom og luksus var du blevet født i et højere samfundslag.

Kilder

“Abehånden”, original “The Monkey’s Paw”, W. W. Jacobs, 1902.
“Aladdin”, Disney, 1992.
“Konen i Muddergrøften”, Brødrene Grimm (begyndelsen af 1800-tallet)
“Forhekset”, original “Bedazzled”, 2000.

Billeder: Public domain.

Glædelig jul 2019!

Glædelig jul

Så gik det kærlighedens år, som Trille sang dengang jeg var et lille fnug som troede at hver gang spolebåndoptageren blev tændt betød det at det arme kvindemenneske måtte fiske guitaren frem. Det var dengang hvor offentligheden kunne lade sig forarge over sange om onani, vildænder og kvindekamp, og gud skal vide at jeg føler mig gammel når jeg sådan lige tager mig en tur ned ad nostalgiens baggyder.

Det har nu ikke været noget dårligt år, i alt fald ikke for mig personligt. Det skal ingen hemmelighed være at jeg har været oppe i det røde felt over politik og menneskeheden som sådan nu og da, men rent personligt går det nu meget godt. Bare her, på denne lille blogs hjørne af internettet, er besøgstallet i 2019 gået op med flere tusinde procent. Jeg kigger direkte på dig, Valdemar Atterdag, for det er dig, langt de fleste kommer for at læse om.

Jeg nåede heller ikke at finde en udgiver til mine romaner i 2019. Men det skal indrømmes at jeg heller ikke kiggede særligt hårdt. Det meste af tiden gik med at skrive Den Sorte Skole, og den befinder sig p.t. hos en betalæser med stor fagviden, så ting må jo tage den tid ting skal tage. Det vigtigste for mig er stadig at skrive historien — og al den spændende research man er nødt til at foretage, for at få tingene til at hænge sammen.

2019 blev til gengæld året hvor Twitter fik indflydelse; adskillige af årets indlæg er udarbejdet på baggrund af diskussioner der fik mig til at stoppe op og sige, hold nu op, det er jo det rene vrøvl, altså, drenge, nu skal I bare lige høre…

Og det kom der jo så nogle udmærkede indlæg ud af, så det er sådan set helt fint. Research bliver ikke mindre sjov af at vide at der faktisk sidder nogen derude som gerne vil høre ens mening. Helt fantastisk blev det da jeg rent faktisk blev spurgt om jeg ville skrive om Slavekrigen i Sønderjylland. Kom endelig med flere af den slags henstillinger!

Der er ikke nogen der har beskyldt mig for at være historiker af uddannelse, heller ikke jeg selv. Jeg er bare en hobbynørd som videreformidler fagfolks arbejde og gamle, støvede optegnelser i et mere dagligdags sprog. Men det varmer alligevel mit hjerte at vide at i 2019 har jeg faktisk fået et par kommentarer med på vejen fra folk som underviser i faget. Imposter syndrome er som bekendt en ting nu om dage, og det er nu meget godt for selvtilliden sådan ikke at blive ædt levende af dem som faktisk har universitetsuddannelser i faget.

Hvor 2020 fører os hen er ikke til at gisne om, men mon ikke det bliver spændende? Jeg går i alt fald med nogle tanker om stenalderpigen Lola og vores myter om ellefolk, og nogle teorier om mytedannelse der var oppe at vende i 1960’erne…

Kan I have en god jul, solhverv, eller hvad I nu fejrer derude, folkens. Husk at stille godter ud til husets nisser og vætter.

—Birgitte