Usynlighedshatten

En hat, der gør bæreren usynlig så han eller hun kan færdes blandt mennesker og vætter uden kunne ses eller høres? Lyder det som noget fra Dungeons & Dragons?

Idéen om en hat der gør sin ejer umulig for andre at opdage er ikke ny – langt fra. Den optræder i den danske folketro som en hat eller en hue, som man låner eller hugger fra de underjordiske. Så længe man bærer den på hovedet har man del i alt hvad de kan se, som ellers er skjult for menneskenes øjne – det være sig underjordiske skatte, vætternes boliger i de gamle gravhøje, og andre ting, som dødelige ikke ved noget om. Man kan færdes blandt menneskene uden at de ser eller hører én. Langt de fleste historier handler om bondedrenge og hyrder, som sniger sig ind til et bryllup eller en fest hvor de ikke er inviteret.

"Odin som Vandringsmand" af Georg von Rosen (1843-1923). Trykt i den svenske oversættelse af den Poetiske Edda i 1893. (WikiCommons).
“Odin som Vandringsmand” af Georg von Rosen (1843-1923). Trykt i den svenske oversættelse af den Poetiske Edda i 1893. (WikiCommons).

Den ubudne bryllupsgæst

Bryllupper i bondelandet var en stor begivenhed. Her skulle brud og brudgom af velhavende bønder smedes i hymens lænker med stand – og det handlede i høj grad om at vise sin velstand frem for resten af sognet. Der skulle ikke spares på noget, hverken mad eller drikke, og festen varede i flere dage. Gæsterne gik hjem om aftenen og kom tilbage næste dag for at fortsætte med at æde, drikke, danse og spille kort. Præst, degn og andre som ‘var noget’ i lokalsamfundet holdt taler og ønskede parret alt det bedste. På den sidste dag holdt man så en noget mindre fest for tyende og småfolk. Så slap man af med resterne og fik sagt tak for hjælpen til dem, som havde fungeret som kokkepiger, skaffere, og anden hjælp under selve bryllupsfesten.

Småfolk, husmænd og daglejere havde naturligvis ikke råd til at føre sig frem på den måde. Derfor kan det heller ikke undre at en af folketroens gengangere er usynlighedshatten som giver den lille mand mulighed for at deltage i de riges glæder bare for en dag.

Typisk er fortælleren en hyrde eller bondedreng som ser et bryllupstog eller ved at der skal holdes bryllup på en af de store gårde i sognet. Han er naturligvis ikke inviteret som den fattigrøv han nu engang er. Han mumler for sig selv at det bryllup gad han nu godt være med til – og pludselig er der en stemme der siger, “Tag min hat!”

Der ligger så en hat – det være sig en gammel og bulet hat eller en rød hue – ved hans fødder. Han tager den på og pludselig kan han se vætterne – men menneskene kan ikke længere se ham. Hyrden eller bondedrengen tager nu til bryllup hvor han og vætterne æder alt hvad de orker og danser alt det de gider.

Løn som forskyldt

Senere giver hyrden vætterne hatten tilbage, gerne med de samme ord – “Tag min hat!” I nogle fortællinger fortæller han senere bonden hvordan det kan være at mad og drikke syntes at forsvinde som om der var dobbelt så mange gæster som indbudt. Det kan så være at bonden giver sine tjenestefolk ordre på at slå kors over maden inden der serveres – for så kan vætterne ikke spise med. Men tager man sådanne forholdsregler er det også slut med den gode lykke på gården, for vætterne gider jo ikke hjælpe til ad magisk vej når de ikke får noget for deres hårde arbejde. I nogle historier hedder det sig endda at ikke bare forlader velstanden gården – hyrden eller bondedrengen selv sygner hen og får aldrig en ‘god helbredsdag’ igen.

Det kan godt være at man ikke er klar over at en gårds velstand skyldes vætternes hjælp – men finder man ud af det skal man lade som ingenting. De tager kun hvad der tilkommer dem som gårdens usynlige hjælpere. Under man dem ikke deres løn for udført arbejde, så er man ikke længere på de underjordiskes gode side.

Meriadoc (fra Peter Jackson's Lord of the Rings: The Two Towers (2002).
Meriadoc (fra Peter Jackson’s Lord of the Rings: The Two Towers (2002).

Den magiske hat andetsteds

Idéen om en hat eller hjelm med magiske kræfter er langt ældre. Historier vandrer med dem som fortæller dem, og vores forfædre stod i kontakt med den store verden så langt tilbage som bronzealderen. Handlende bragte historier med sig fra fjerne lande, og elementer fra disse historier blev optaget i vor egen folketro og eventyrtradition.

Odin, asegudernes konge, beskrives ofte som en vandringsmand med en bredskygget hat. Selv om det ikke nævnes at hatten specifikt skulle have særlige evner, så er det aldrig et tilfælde når så magtfuld en figur altid beskrives på samme vis. Odin herskede over magi og skæbne og rejste ofte blandt de dødelige. Ham skulle man stå på god fod med, for ingen kunne tage den gode lykke fra en mand som asekongen selv.

Netop den tradition levede videre med vætterne som herrer over skæbne og velstand. Her er også lånt fra de romerske lares og penates – husguderne, som usynligt sørger for at gårdens folk og dyr klarer sig godt. Begge idéer er sandsynligvis kommet hertil som en anden handelsvare fra de antikke riger.

Odin var også den nordiske dødsgud. En anden dødsgud, der ejede en særlig hat eller hjelm var Hades, den græske mytologis herre over underverdenen og de døde (men ikke over døden selv – det var Thanatos’ domæne). Hades’ usynlighedshat optræder mange gange i de græske sagn. Den lånes ud til bl.a. gudinden Athene, budbringernes gud Hermes og helten Perseus. Til forskel fra vætternes hatte og huer gør Hades’ hat eller hjelm også bæreren usynlig overfor andre guder og overnaturlige væsener.

Hades’ hjelm kaldtes også dølgehjelmen – for noget dulgt er jo noget skjult og uset. I den udgave har J.R.R. Tolkien også lånt begrebet til Ringenes Herre: Den unge rytter, som hobitten Meriadoc rider ud med ved Helms’ Deep kalder sig på dansk Dølgehjelm. I den originale engelske udgave hedder han (hun, for det er jo Eowyn i forklædning) Dernhelm, som kan oversættes med hemmelighedshjelm – noget skjult og dulgt, en dølgehjelm. Tolkien lagde aldrig skjul på at han lånte i stor grad fra den nordiske myteverden.

Og så er der selvfølgelig Mambrino – en fiktiv maurisk konge, som optrådte i episke digte i højmiddelalderen. Hans hjelm var lavet af det pure gold og gjorde sin bærer usårlig. Cervantes lod sin antihelt Don Quixote se en barber som holdt sit messingkar op over hovedet for at beskytte sig mod regnen – og Don Quixote troede at det var Mambrinos gyldne hjelm han bar.

Kilder

Danske Sagn som de har lydt i folkemunde”, Bind I, Evald Tang Kristensen. Udkom første gang i 1892-1901. Denne udgave ved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 1980. ISBN 87-17-02791-8.

Sildekongen

Loch Ness har Nessie og Lake Champlain har Champ, og i de danske farvande har vi Sildekongen. Der er bare den lille forskel at Sildekongen eksisterer udenfor fantasiens verden.

Sildefiskeri ved Skanør
Sildefiskeri ved Skanør (Olaus Magnus’ De nordiske folks historie (1555)).

I hele verden kædes historier om søslanger verden over gerne sammen med sildekongen. Og fremmed er tanken jo ikke – det er trods alt en helt utrolig lang, slangeagtig fisk. Med sin sære manke ser den næsten ud som om den har hår – og netop dette er et kendetegn i rigtig mange myter om søslanger.

I Japan hedder det sig at sildekongen søger ind til kysten før jordskælv; der er den ikke et godt varsel. En sammenhæng er ikke påvist.

I Mekong-deltaet kædes troen på nagas – vogterånder i slangeform, ofte kvindelige – også ofte sammen med sildekongen. Fisken lever på stor dybde i saltvand, så i Mekong-floden støder man ikke på sildekongen. Geografi har aldrig kunnet stoppe en god historie.

Der er også dem, der mener at Nessie nok er været en sildekonge. Nessie har ikke kunnet træffes for en kommentar.

Olaus Magnus […] skriver om den store Søe-Orm, som er seet i Miøs for Kong Christiani II. Fengsel, og Canikernes Uddrivelse; og at samme Søe-Orm bliver altid seet for nogen Forandring i Riget, ligesom en Comet pleyer at være Forbud for noget Ondt.

Jonas Danilssønn Ramus i Norriges Beskrivelse, 1715

Sildekongen, (Regalecus glesne)

Regalecus glesne, Naturhistorisches Museum Wien
Regalecus glesne, Naturhistorisches Museum Wien

Med sine op til femten meters længde – femten! – er det ikke svært at se hvordan historierne om sildekongen opstår. Fisken ligner virkelig en enorm søslange, gerne over to hundrede kilo tung, med tentakler fra hovedet der med lidt god vilje sagtens kan gøre det ud for en manke. Og tankevækkende er det da også at langt de fleste sagn om søslanger verden over netop beskriver fabeldyrene som havende hår eller manke. Nogle har endda kvindehoveder, som forklarer det lange hår.

Sildekongen lever fra 20 til 1.000 meters dybde i alle tempererede havområder men ses sjældent af mennesker. De lever alene og svømmer lodret og og ned i vandet mens de skubber sig frem med den bølgende rygfinne. Fisken lever af zooplankton: Bittesmå krill, rejer og krebsdyr. Den gyder ud for Mexico og plejer ikke sit afkom. Når mennesker ser fisken ved overfladen er den som regel syg, skadet, eller allerede død. Kun i ét tilfælde kender man til at en sildekonge er blevet fanget på fiskestang.

En video af sådan en (sandsynligvis syg) sildekonge på meget lavt vand kan ses her. Og filmet på dybt vand her.

Sildekonge som blev fotograferet i 1996 ved stillehavet
Sildekonge som blev fotograferet i 1996 ved stillehavet

Sildekongen, Nordens Neptun

Sjap, sjap!” sagde det hen ad Marken, der kom en gammel Person i lange side Klæder og de drev af Vand, men i Blæsten blev de nok tørre, han havde Sørgeflor om Hatten og det hang langt ned, hans Ansigt var ganske underligt at see paa, det var ligesom han havde Sildehovede og det havde han, det var den gamle Sildekonge, sin lille Datter førte han ved Haanden, hun havde ogsaa Sørge-Flor, de vare lige stegne op fra Havet begge to, og da Mulvarpen var den første levende de stødte paa, spurgte de ham om Veien til Byen. – Mulvarpen saae meget daarligt, for den saae egentligt slet ikke og vilde derfor spørge hvem de Fremmede var, men den spurgte ikke, den var phlegmatisk, som det ogsaa kaldes; men Sildekongen i Sørgeflor og overordentlig melankolsk, troede at ogsaa Mulvarpen havde Sorg og saa sagde Sildekongen sit Navn og sin Stand. Han var med hele sit Hof og hele sit Folk altid paa Vandring; snart laae de ved den Kyst og snart ved den Kyst, det man paa Jorden kalder Nomadeliv, men ingen Stæder var han glad, for han var Enkemand og sat med sin lille Sildeprindsesse, som han nu selv skulde opdrage, og for hendes Skyld og med hende, var han gaaet i Land, om han maaskee kunde finde en rigtig god Gouvernante, for paa Havsens Bund var der ingen der duede, og saa græd han det salte Havvand og den lille Silde Prindsesse græd, og Muldvarpen sad og hørte paa det, for det var det mageligste.

H. C. Andersen tog gerne bidder fra gamle, kendte historier og gav dem sit eget finurlige liv. Hos ham er Sildekongen en slags nordatlantisk Kong Neptun som regerer over havets dyr. Den idé havde han ikke fra fremmede; sildekongen har jo netop sit navn fordi man i gammel tid troede at den var en slags gigantisk sild, den største og mægtigste sild af dem alle.

Sildekongen herskede over havets sild, som var en vigtig fødekilde herhjemme i før-industriel tid. Når fiskeriet gik dårligt var det sildekongen som holdt sit folk borte fra nettene. Det hed sig i overtroen at sildekongen ledte sildene til fiskerne – en rest af hedensk kultdyrkelse, hvor det gjaldt om at stå sig godt med havets magter.

Kilder og citater

Atlas over danske saltvandsfisk: Almindelig sildekonge (Statens Naturhistoriske Museum)
Sildekongen på Wikipedia

I japansk overtro varsler sildekongen jordskælv

H.C. Andersens Eventyr bd. V kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal, Det Kongelige Bibliotek

Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!