Den om Dannebrog

Den syvende skrøne om Elbodalens ellefolk og veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!

C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise.

Dannebrog vejede over de Bredstrup og Pjedsted villahaver og gårdspladser. Flaget smældede på den blide sommerbrise og gnistrede rødt og hvidt mod den klare, blå himmel. Det sidste var en udfordring i sig selv, for både forår og forsommer havde ellers været grå og kedelige. En af den slags år hvor hver solskinsdag trampes ned bagfra af otte regnvejrsdage der er vilde og gale for at få lov til at overhale.

Men der hang det så, Dannebrog.

“Man bliver varm inden i af at se på det,” sagde Patrick. Han var amatørarkæolog – en af dem som undertiden rendte rundt i Elbodalens engdrag med en metalsøger. Han var også et af de få mennesker som omgikkes Elbodalens ikke helt menneskelige beboere på lige fod. Han var blevet kæreste med ellepigen Alfhild, og senere begyndte han at spille kort med tyskerspøgelset Dieter som ellers mest vandrede rundt i mosen i sine tunge kampstøvler og bevogtede ellekongen Frøjs gamle offergaver og rustne cykler.

Patrick og ellekongen Frøj lignede hinanden så man kunne tage fejl på afstand eller med et par dårlige briller. De havde skovmandsskjorte, lysblond man-bun og fuldskæg til fælles, men så man nærmere efter var der alligevel forskel på dem. Frøjs ører var spidse, og når ellekongen ikke lige tænkte over det blev han let lidt udflydende i konturen – men det var vel heller ikke så sært for et væsen der bestod stort set af tåge, mosedis og skærsommernatsdrømme.

“Det skal hedde sig at I fik det af Vorherre.” Frøj kløede sig i det velplejede fuldskæg.

“Det faldt ned fra himmelen under slaget ved Lyndanise i 1219,” nikkede Patrick. “Det ved ethvert skolebarn.”

“Er du sikker på det?” Frøj så børnene fra Bredstrup-Pjedsted Skole gå forbi ad Ågade hver dag. Det var ikke Danmarkshistorie og heraldik de snakkede om når de sådan hoppede og løb forbi på fortovet, henover broen over Spang Å.

“Mja,” måtte Patrick indrømme. “Nå, men i alt fald enhver som har været på Facebook eller Twitter i dag. Det er jubilæet, du ved. Gud og hvermand har et opslag om Valdemar Sejr og hvordan flaget faldt ned fra himmelen og krigslykken vendte den femtende juni 1219. Otte hundrede år. Så længe har Dannebrog været vores nationalflag. Det kan mangodt tillade sig at være lidt stolt over.”

Frøj undte gerne søsterens kæreste den lille bid patriotisk fornøjelse. Selv gik han ud i åen, ud på den knold hvor faderen, Frøj den Ældre, havde siddet i stædighed siden han smed sin krone fra sig i vrede da motorvejen blev ført gennem Elbodalen for år tilbage. Der sad han stadig.

“De fejrer flaget i dag,” sagde Frøj som en slags hilsen.

“Hvad for et flag?” Frøj den Ældre strakte hals. Han lagde ikke altid mærke til hvad der skete sådan rundt omkring ham. Til gengæld var han på fornavn med alle Spang Ås elritser.

“Dannebrog. Det røde og hvide. Korsfanen.”

“Nå, det. Valdemars lille nummer.” Den gamle ellekonge grinede i sit gråsprængte skæg. Det var langt større og mindre velholdt end sønnens. Et par skovspurve havde bygget rede i det.

Frøj satte sig i græsset og stak et strå af rajgræs i munden. “Tiden går alligevel hurtigt. Tænk at der allerede er gået otte hundrede år.”

“Tænk at de faldt for det,” sagde faderen. “Jeg kunne ellers så godt lide det gamle banner. Valravnen var så flot. Det var ligesom mere dansk. Alt det kristne noget, hvorfor kan de gamle skikke ikke være gode nok? Vi har vel ikke brug for alt det mellemøstlige overtro heroppe på vore breddegrader.”

“Otte hundrede år,” sagde Frøj den Yngre. “Det er længe for menneskene. Korsfanen er den gamle skik nu.”

“De er nogle døgnfluer, er de.”

“Ja, det er de vel.”

“Jeg kan huske da Valdemar kom hjem med det,” sagde den gamle ellekonge. “Dengang rejste vi mere ud mellem menneskene end vi gør i dag. Fulgte mere med. I dag skal det hele jo være så vanskeligt – man skal have personlige papirer og hvad ved jeg, bare for at få en billet til postbåden. Tiderne skifter.”

Sønnen undlod at sige noget om NemID eller hvordan de fleste sendte deres post med email nu om dage.

Faderen kradsede sig i skægget så en spurveunge faldt ud. Han samlede den forsigtigt op og hjalp den tilbage på plads i reden. “Først troede de jo at det var noget symbolsk. Noget med blod udgydt for den hvide uskyldighed, eller noget i den retning. Der var en adelbonde der troede at det var en slags fin dug. Når kongen af Danmark kommer slæbende hjem med sådan en rød-hvid klud, så står man jo ikkeog spørger ham om han har spist sjove svampe derovre i Estland.”

“Havde han?”

“Det ved jeg sgu ikke,” indrømmede Frøj den Ældre. “Det gjorde vi jo i min tid, når vi skulle ud og slås. Sådan et par gode bidder fluesvamp, så er man parat til at flå fjæset af fjenden med tænderne, det kan jeg godt sige dig. Af med tøjet, sværdet i hånden og så ellers ud og hugge omkring sig ud til man ikke kan se sin kammerats bare røv for blodsprøjt.” Han nikkede op mod flagene i Pjedsted. “Men der sad jo et godt hoved på hans makker Absalon, også selv om han aldrig fik bygget Bredstrup Kirke færdig. Det var Gud Herren selv der smed kluden i nakken på Valdemar for at give ham krigslykke. Sådan var det jo med Absalon. Hver gang han og Valdemar sejlede ud for at gafle sig en bid mere af Østersølandene, så var det i Guds navn. Det var der penge i. Han havde sans for en god historie, Absalon. Og for penge.”

Frøj den Yngre trak på skuldrene. Det handlede altid om penge når menneskene foretog sig noget. Gravede man lidt i tingene var der altid i bund og grund nogen der havde set en chance for at rage lidt til sig. “Det er ikke det, der imponerer mig,” sagde han så.

“De var sgu ellers imponerende nok, Valdemar og Absalon.” Faderen spyttede i vandet. “De imponerede venderne så grundigt at Venderlandet aldrig blev frit igen.”

“Det imponerer mig meget mere at de stadig husker på den historie om flaget, der faldt ned fra himmelen.” Frøj så ned langs åløbet, ned mod hvor han havde gået og snakket med Patrick tidligere. “Det skal nok passe at flaget kom flyvende – men det havde vist revet sig løst fra de Johanniterriddere, som var med for at tæve hedninge. Det hvide kors på rød bund er deres ordensflag. Men det snakker danerne ikke om i dag.”

“Selvfølgelig gør de ikke det,” grinede faderen så spurveungen holdt ekstra godt fast i skægget. “Det er ikke fordi de ikke ved det. Men de ved ´at man ikke skal ødelægge en god historie med kedelige fakta. Hvem gider høre om hvordan deres forfædre plyndrede, mordbrændte, og voldtog sig gennem Estland? Næh, du, himmelske faner der daler ned fra skyerne i en søjle af guddommeligt lys – det er der en historie i. Og penge.”

“Jeg ved ikke,” sagde Frøj den Yngre. “Jeg tror stadigvæk at Valdemar fik banneret i hovedet ved et uheld. Eller at han huggede det fordi han havde spist så mange svampe at han virkelig selv troede på det pjat med engle og himmelske faner.”

“Men en god historie, det er det sgu,” sagde Frøj den Ældre.

Oppe på dalsiderne vajede flaget stolt på vinden så det røde gnistrede mod den blå sommerhimmel, mens svaler og lærker legede under de enkelte hvide skyer. I morgen ville det sikkert være gråvejr og regn igen, men lige nu smældede Dannebrog på vinden. Et flag kan være en undskyldning for erobringstogter, for nationalisme og fremmedhad, men frem for alt er det en historie om et folks sjæl – eller i alt fald den historie som folket selv gerne vil høre.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Aarhus Universitet har en udmærket (og lidt mere sandfærdig) gennemgang af historien om Dannebrog lige her, hvis du gerne vil læse mere.

Naboerne: Mere om at bo dør om dør med de underjordiske

Selv i gamle dage var der ikke langt mellem naboerne i lille Danmark. Der kunne være en god ridetur mellem udflyttergården og den landsby den var grundlagt fra, og boede man ude i skov eller mose var der endnu længere. Men naboerne var aldrig langt borte – og ofte var de hverken døbte, konfirmerede eller for den sags skyld menneskelige.

Loddenhøj ved Pjedsted. Her bor naboerne på den anden side af vejen ind på gårdspladsen.

Vætter, trolde, ellefolk, og hvad de underjordiske nu ellers er blevet kaldt gennem tiderne har alle det til fælles at de i virkeligheden repræsenterer naturens kræfter. Lunefulde men gavmilde, ødelæggende men også skabende og frugtbare. Når bønder fortæller historier fra midten af 1800-tallet er det som om vi hører fjerne stemmer fra langt før der var noget der hed kristendom, eller for den sags skyld aser og vaner. Vi er tilbage i en urtid hvor naturens luner er altafgørende for menneskets overlevelse.

Derfor fortalte vores forfædre historier om naboerne. Altså ikke dem på gården ved siden af, men ham ude i bækken, i højen, eller i de gamle træer. Naboerne, uanset om de kaldtes vætter, nisser, eller trolde, havde meget til fælles med bonden selv. De levede på samme måde, bare ude i skoven eller neden under de store sten. Derfor lå det heller ikke bonden eller gårdkonen fjernt at handle med naboerne. De var jo lige som dig og mig. Næsten da.

For husfredens skyld

Der fortælles ogsaa, at Troldkonen, som boede i Bavnen, sendte Hør til en Bondekone i Dalby, for at hun skulde spinde det til Garn, men hun fik Besked om ikke at bløde Garnet med Spyt, for Troldkonen kunde ikke benytte, hvad der kom fra en kristen Mund, men saa blev Bondekonen ked af at spinde for hende, og hun blødte derfor Garnet med Spyt, og saa blev Troldkonen vred og sendte ikke mere ned og faa spundet hos hende.”

Nu og da kommer mand og kone op at toppes, eller børn og forældre bliver uenige. Sådan var det også dengang, og så måtte nogen jo flytte væk for husfredens skyld. Når bondens søn kunne finde på at smække med døren og forlade gården i raseri, så kunne vættens søn naturligvis finde på det samme.

Derfor har vi historien om gårdens mand eller karl som kom kørende hen ad landevejen da han hørte nogen råbe til ham. Stemmen bad ham hilse sin kat derhjemme og sige til den at Kurre Murre er død. Da manden kom hjem og fortalte hvad han havde hørt sprang husets kat op fra sin vante plads ved ovnen og sagde, “Er Kurre Murre død? Så må jeg afsted!” Så strøg den ud af døren og blev aldrig set igen. Det var en af de lokale trolde eller vætter som var flyttet over til naboen – altså mennesket – for husfredens skyld.

Guld og hestelort

De underjordiske var som regel ikke dårlige naboer, men man skulle ikke stole længere på en trold end man kunne kaste ham (og da den slags folk tit er lavet af sten er det ikke nødvendigvis ret langt). Vi har for eksempel en historie om en kone der mødte en fed tudse på vejen og sådan lidt for sjov lovede den at hun nok skulle give en hånd med når den skulle nedkomme. Et par dage senere stillede den lokale trold og insisterede på at konen skulle gå med ham for at agere jordemoder.

Heldigvis gik fødslen som den skulle. Troldekonen fik sin unge i sin seng i højen (og altså ikke ude i sivene som rigtige tudser ellers foretrækker) og trolden ville gerne betale barselskonen. Troldekonen trak konen i ærmet og hviskede hvad hun skulle bede om som tak for hjælpen. Det skifter fra historie til historie om bondens kone fik lov til at bære gamle blade, fejemøg eller hestepærer med sig hjem i sit forklæde. Dagen derpå var skidtet blevet til guldstykker, dalere, eller skillinger. Trolden havde ellers tænkt sig at hun skulle have noget værdiløst, men hans kone ville ikke have at jordemoderen blev snydt.

Når naboskabet gik skidt

Nogle gange var trolden, bjergmanden eller vætten ikke så god en nabo som man kunne ønske sig. De underjordiske kunne ikke lide når nogen sagde nej til dem. I en historie spurgte en bjergmand til prisen på bondens røde ko. Bonden var ikke interesseret i at sælge, ikke om det så var for en hel skæppe penge. Bjergmanden tog koen alligevel, men han lagde i det mindste den pågældende skæppe penge. Så måtte bonden jo leve med det.

Andre gange var det menneskene der ikke opførte sig ordentligt. En hyrdedreng lod en trolds sorte ko gå på græs sammen med sin husbonds kvæg. Det fik han sin betaling for; ude ved højen stod der hver dag en tallerken med en pandekage og en toskilling, og det var en god løn. Drenge bliver imidlertid til karle, og en dag kom der ny hyrdedreng på gården. Han fik aftalen forklaret af den foregående hyrde, men den brød han sig ikke om. Da han næste morgen havde spist pandekagen og taget mønten knappede han bukserne op og sked på tallerkenen som tak. Fra den dag af var der ikke flere pandekager eller skillinger til hyrden. Men den sorte ko dukkede stadig op hver morgen, så den måtte han passe gratis fremover.

Nogle gange var det tæt på at gå helt galt mellem hyrder og naboerne. I en anden historie drev gårdens lillepige køerne hjem om aftenen da hun hørte en stemme råbe at den hvide ko der, det var deres. Hun så sig omkring, og oppe på højen sad der en pige hun ikke kendte. Pigen forsvandt ned i højen og derefter dukkede der ‘en sort én’ op lige bag lillepigen selv og forsøgte at hale af med hende også. Heldigvis var der høstfolk tæt på som løb over og greb ind, så lillepigen ikke blev bortført af højfolket. Men det hed sig at hun var ‘fjogetosset’ resten af livet, fordi hun havde været for tæt på de underjordiske.

Lyden af naboernes pengekister

Der ligger en dal mellem Vole og Linå marker, som kaldes Tordendalen. Her kan man om natten høre en stærk buldren i bakkerne, og nogle siger, at det er stenene i dem, der falder sammen, men andre siger, at det er troldene, der slår deres pengekister i låse.”

De underjordiske manglede aldrig penge, og snu mennesker kunne se deres snit til at få del i deres rigdom. Men først måtte man finde ud af om der var noget at komme efter i den lokale høj. Brændte der lys om natten over højen, eller kunne man høre hvordan de underjordiske slog deres kister i låse derinde, så var der bid.

Eller, måske var der ikke. Mange historier fortæller om gravhøje der viste sig ikke at indeholde det store. Gamle knogler, ting af bronze uden nogen større værdi, måske lidt farvede perler og nogle gamle lersager. Moderne arkæologer får måske lyst til at græde, men den slags oldsager imponerede ikke bønderne i gamle dage. En sådan historie slutter med ordene, “Folk kastede efter dem (gravede efter skattene) og fandt nogle stuer som kartoffelkuler, med potter i.” Man kan næsten høre skuffelsen; ønsker man sig guld og grønne skove er potteskår fra bronzealderen ikke særlig tilfredsstillende.

I sådan en historie sad en hyrdedreng oppe på sådan en gammel høj og stak i jorden med en kæp. Pludselig tog troldene fat i kæppen nedefra og hev den fra ham, ned i jorden. Et halvt hundrede år senere lod jordens ejer højen udgrave, og man fandt et stenkammer inden i. Drengen, som nu var en gammel mand, fandt sin kæp derinde!

Enkelte historier handler om sære fund, som nu dengang man gravede en høj ud fordi man mente at kunne høre en kirkeklokke bimle indeni. Historien melder at man skam fandt klokken – samt et bord med dækketøj og flere kurve fulde af råddent flæsk. Så kan man godt sidde her, to hundrede år senere, og spekulere på hvad det egentlig var der blev fundet inden i den gravhøj. Formodentlig har der været tale om tyvegods som andre har gemt af vejen i en jættestue eller delvis åben høj hvor ingen alligevel kom forbi til daglig.

I en kort historie spurgte en lille pige sin far hvad al den klirren og raslen i bakken betød, og fik det svar at det var bjergfolkene der spiste deres aftensmad.

Gravhøje knager nogle gange når vejret skifter, men det skyldes hverken nedgravede kister eller bjergmandens smed. Jorden kan sætte sig under temperaturforandringer, især hvis højen allerede er delvis sammenstyrtet. Er der stadig træbjælker derinde – som for eksempel egetræskisten man fandt Egtvedpigen i – kan man også høre sådan knagen og bragen.

Høghøj ved Pjedsted. Her bor naboerne bogstaveligt talt lige bag gården.

Smedjen i højen

En anden forklaring på larmen går ud på at den i virkeligheden var de underjordiskes smedje. Hyrder som færdedes i nærheden hørte lyden af smeden der arbejdede med sin hammer derinde. Og at have en smed som nabo, det var ikke nogen dårlig ting.

En historie fra Fjallerslev fortælles om en høj hvor der netop boede sådan en dværg eller vættesmed. En mand var ude at fiske ål da hans ålejern gik i stykker. Han gik så op og lagde det ved højen og sagde højt at han gerne ville have gjort ålejernet i stand. Næste morgen lå det hvor han havde lagt det, men repareret og slebet skarpt. Manden havde ikke lyst til at skylde naboen noget så han spurgte ud i luften hvad løn smeden skulle have for sin hjælp. Svaret faldt prompte: “Første fent!” Smeden skulle have den første dags fangst. Den fik han også, og så måtte manden endda bede andre om hjælp til at få båret alle den første dags ål op til højen.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Fotos:  ©2019 Birgitte Heuschkel. 

Du kan også læse den første artikel om naboerne her: Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk.

Maj varsler

Magnolier er majs blomster

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Maj (vårmåned)

Maj måned er enten navngivet efter den romerske gudinde Maja eller efter det gamle ord ‘at maje’, altså at pynte med nyudsprunget løv. Månedens gamle danske navne er vårmåned og blomstermåned.

Maj skal helst være kølig og regnfuld for majkulde gør laderne fulde. Tør marts, våd april og kold maj fylder kælder, ladegulv og høstænge. Varm maj giver nøgne blade og gøder kirkegården. Majmåneds regn kan betale en guldplov. Regn i maj er lige så godt som en kongekrone. Majs kulde gør laderne fulde. En varm maj gør ikke bonden glad, men regn i maj måned varsler en god høst og en tør juni.

Hvis krager og skader bygger reder højt i træernes kroner bliver sommeren våd. Bygger de lavt bliver sommeren tør. Frøernes aftensang betyder godt vejr næste dag. Når de kvækker er det tid til at så havre, og byg skal sås når slåen springer ud.

Hvis gøgen kukker på bar kvist bliver det sen høst og en koldt maj gør et varmt logulv.

Valborgsaften og -dag (30. april–1. maj)

Hvis det fryser til Valborg får vi frost i endnu fyrre nætter. Regner det bliver resten af året meget tør.

Det er også nu man skal huske på hvornår man hørte den første lærke synge, for som det hed sig: Lige så mange dage lærken har sunget før kyndelmisse (2. februar) lige så mange dage vil den græde (vil det regne) efter Valborgs dag.

Er det tørt den 1. maj varsler det en dårlig sommer. Regner det derimod skal jorden tørste hele sommeren. Så er der vist ikke mange muligheder for at det ikke går galt.

Er det regnvejr på Valborgsmesse kan ingen regn forslå denne sommer.

Korsmesse (3. maj)

Som vejret er denne dag vil det blive resten af sommeren.

Kristi Himmelfart

Kristi himmelfartsdag kommer altid fyrre dage efter påske. Aftenen før Kristi himmelfartsdag var det skik at ‘maje sin rede’, altså at pynte gården op med grønne grene. Udover at se godt ud beskyttede dette mod hekse.

Kristi himmelfartsdag blev anset for den bedste dag at så byg.

Pinse

Pinsen falder altid halvtreds dage efter påske. Om pinsevejret siger man at vestenvind ikke er af det gode for den bringer stærk regn, som varer ved i syv uger. Det må ikke regne i pinsen for efter pinseregn kommer tørke som varer til Sct. Hans (24. juni).

Og endelig er der det kendte vers,

Springer eg før ask går sommeren i vask,
men springer ask før eg, bliver sommeren bleg (solrig).

6. maj

Nogle steder var dette datoen hvor man mente at gøgen vendte tilbage.

Sct. Urban (25. maj)

Sct. Urban er den allersidste chance for at få vårsæden i jorden for som det hedder sig: Den som sår havre på Urbans tid får store bælge og intet i.

Blæst på Sct. Urban varsler megen storm resten af året. Regn denne dag varsler ilde for året men betyder også at vi får en god høst.

Kilder og citater

“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk 

Foto: ©2019 Birgitte Heuschkel.