Varsler om barnets første leveår

Barnets første leveår

Barnets sundhed optog i høj grad vore formødre. Børnedødeligheden var høj, og det var ikke til at sige hvilke børn der kunne leve og hvilke man skulle miste. Man tog varsler og udførte bestemte ritualer og gerninger for at sikre barnets helbred og fremtid.

Første gang barnet skulle bades efter fødslen skulle jordmoderen eller en af barselskvinderne lægge en sølvmønt i badevandet. Så ville den lille nemlig opnå lykke, rigdom, fromhed og sparsommelighed her i livet – og det var trods alt ikke så lidt.

Det nyfødte barn måtte ikke få nyt tøj på for så ville det vokse op og blive slemt til at rive sit tøj i stykker. Det var bedre at bruge noget arvet eller gammelt, så gjorde det ingen forskel. Man måtte heller ikke hænge barnets tøj ude natten over for at tørre, det trak ulykken til.

Nogle dyr var mere heldige end andre. Man skulle sørge for at et nyfødt barn rørte ved en hund inden det kom til at røre ved en kat. Rørte barnet ved katten først fik det dårligt helbred, for katte er jo heksens dyr som man ikke helt kan stole på.

Man skulle også være forsigtig med hvad man foretog sig mens man passede barnet. Man måtte for eksempel ikke sidde og spise hen over et lille barn for så blev det ikke til at mætte. Der røg den chance for at få en hurtig skive rugbrød mens man gav bryst!

Det første kirkebesøg

Når barnet var gammelt nok til at blive døbt var der mange forholdsregler der skulle tages for at afværge ulykke og onde magter. Faderen skulle bære det ud til den ventende vogn og svinge det et par gange hen over hestenes rygge. Så ville barnet nemlig aldrig falde af når det engang blev gammelt nok til at ride.

Det var også vigtigt at der blev stukket en mønt ind i bleen ved det første kirkebesøg. Man sagde at det, der gødes godt, gror godt – og bedre gødning end den i bleen kunne man ikke få. Pengestykket ville få pengene til at yngle så barnet aldrig skulle få pengesorger senere i livet.

Det var også vigtigt at ingen af barnets faddere havde ladet vandet mens han endnu havde faddergaven på sig. Havde han det ville barnet nemlig ikke kunne ligge tørt om natten.

Andre vigtige ritualer

Første gang moderen kom til vandet efter fødslen skulle hun kaste penge i åen eller søen. Sådan købte hun nemlig barnet fri fra nøkken eller åmanden – væsener som begge ellers gerne lokker småbørn til sig for at drukne dem.

Man gav gerne barnet dets egen pulveriserede navlestreng at spise så snart det kunne indtage fast føde. Huskede man dette kunne barnet nemlig ikke få kramper – epileptiske anfald. Man gjorde det samme for at sikre at barnet lå tørt om natten; men da skulle man brænde navlestrengen og give barnet asken i maden.

Mange steder havde man skikke der skulle forudsige hvad levevej barnet skulle vokse op og få. Mange gange fortælles der om disse skikke med et glimt i øjet – som nu for eksempel i denne her fra Böhmen. Dernede rakte man en violin og en mønt hen mod et nyfødt barn for at forudsige dets skæbne. Rakte ungen efter violinen skulle han være spillemand, og rakte han efter mønten skulle han være tyv. Andre karrieremuligheder havde man åbenbart ikke der på egnen!

Beskyttelse mod onde magter

Den usynlige verden omkring menneskene var fuld af ondskabsfulde kræfter der ville skade barnet hvis man ikke tog sine forholdsregler. Man tændte lys om natten i det værelse hvor vuggen stod, så troldtøj ikke kunne snige sig ind for at forbytte barnet. Svøbet blev hæftet sammen med en stoppenål og man lagde stål i vuggen og satte stål i døren. Nogle steder klippede man mærke på barnet (man kunne klippe en lok af håret eller en snip stof af svøbet) for at kunne se med det samme om noget i nattens mulm og mørke havde skiftet det ud og lagt en nisseunge i stedet.

Ejede man en mønt præget med et kors eller med den regerende konges ansigt på kunne den også holde de underjordiske på afstand. Stolede man ikke nok på møntens magt kunne man lægge en opslået salmebog under madrassen – eller en saks der stod åben så dens skær dannede et kors.

Døde børn vil have deres søskende med sig

Faren stammede ikke altid udefra. Nogle gange var det barnet selv der var den farlige. Man skulle være på vagt overfor et barn der døde straks efter fødslen. Det ville være misundelig over ikke selv at få lov at leve. Sådan et barn kunne nedkalde ulykke over slægten sådan at børn der fødtes i samme måned også måtte dø. Sådan en forbandelse kunne vare i flere år efter dødsfaldet.

For at afværge en sådan forbandelse skulle det døde barns fader lægge en sølvmønt yderligt på husets dørtrin. Så skulle han slå en økse hårdt mod mønten så den brækkede i to. Den del, der faldt ud af huset, skulle han lægge på det døde barns grav på kirkegården. Den anden del borede han et lille hul i og trak den på en snor. Den skulle den nærmeste søster eller broder – som ellers var det oplagte offer for et ondsindet barnespøgelse – have om halsen. Sådan en amulet lavet af en halv mønt skulle bæres hele livet. Mistede man den fik det døde barn igen magt til at gøre ondt.

Citater og kilder

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Kloge Folk” bind 1, H. P. Hansen, Rosenkilde og Bagger, 1960. Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
Illustration af forfatteren.