Den om Danefæ

Så er det tid til historie nummer tre om veteranmotorcykelklubben Elverhøj og ellekongen Frøj, som ihærdigt forsøger at føre højfolkets sagnvæsener ind i det 21. århundrede!

Den om danefæ.

Danefæ, kaldtes det. Danefæ var alle genstande fra fortiden, som man kan finde i jorden, og havde altså ikke noget med idioter eller kreaturer at gøre. Danefæ skulle være forarbejdet af ædelt metal eller være af kulturhistorisk værdi, og de skulle indleveres til Nationalmuseet, som så tog stilling til, hvad der videre skulle ske med dem. Danekræ var stort set det samme, bortset fra, at her skulle der være tale om noget, der engang havde været levende. Ingen af delene var noget, som ellekongen Frøj nogensinde havde forestillet sig, at han skulle bekymre sig om.

Så fandt Alfhild internettet. Først fandt ellepigen ud af at det var sjovt at have en facebook-konto og finde sine gamle mosekammerater fra dengang Rands Fjord stadig havde havforbindelse gennem Vejle Fjord. Så opdagede hun Instagram, og i et par uger var der billeder i kort tågekjole og trutmund overalt. De forskellige datingsider fastholdt ikke hendes interesse længe, for som Alfhild sagde: Når man først har fået tilsendt ét uopfordret billede af en eller andens kæreste legemsdel – og skideballe for ikke at synes at den var noget særligt – så har man set dem alle.

Auktionssiderne, derimod. Det gik op for ellepigen at menneskene gjorde et stort nummer ud af at købe og sælge gamle ting over internettet. Online-handel hed det nu. Dengang det foregik på de store markeder og dyrskuer havde det heddet krejleri, og krejleri, det var noget, Alfhild forstod. Hun manglede bare noget at sælge.

Det tog hende ikke mange dage at finde ud af, at der var en hel del penge i såkaldte replicas – efterligninger af ting som guldhornene, thorshamre i sølv, nye gamle mjødhorn i oksehorn med ravindlægninger, og alt muligt andet, bare det lugtede lidt af vikinger. Det var noget kulturelt – jo mere moderne samfundet blev, jo mere var der nogen, der helst ville vende tilbage til fortiden, og så var der vist også et par populære TV-serier i tiden, der handlede om vikingekonger, blodige slag og rigtige mænd med store skæg og tatoverede hoveder. Snart dukkede Alfhild op hos sin brorsøn, ellekongen, og spurgte: »Hvorfor sælger vi egentlig ikke noget af vores gamle ragelse?«

»Fordi det er mit gamle ragelse,« sagde Frøj.

»Der er penge i dit gamle ragelse,« sagde Alfhild stædigt. »Hvis de vil give en rund tusindlap for en efterligning af en thorshammer i sølv, hvad tror du så ikke at de vil give for the real thing

»Den ægte vare,« sagde Frøj, som ellers var meget glad for at være trendsetter, men det skurrede stadig i hans ører, når folk brugte et engelsk udtryk for noget, som havde et godt, dansk navn.

»Man kan få findeløn for danefæ,« sagde Alfhild og så forhåbningsfuldt på sin nevø.

»Hvad skal jeg med ti procent af værdien, når jeg kan beholde det hele?« spurgte Frøj, og den snusfornuft kunne Alfhilds gode, jyske krejler-instinkt alligevel ikke snakke sig rundt om. Hun surmulede og holdt sig væk fra højen et års tid eller to, og så regnede Frøj ikke med at høre mere om det pjat. År gik hurtigt, når man var lige så udødelig og evig, som mosedis og vinden i ellekrattets løv.

Men nogen måtte Alfhild jo alligevel have snakket med, for i alt fald gik der en mand rundt i mosen med en metalsøger et par uger senere. Frøj holdt irriteret øje med ham. Det var fristende at forsøge sig med lidt behændig vildledning og dårligt vejr til at tage modet fra ham, men ellekongen kendte sine mennesker på gangen: Når sådan en fyr først lugtede penge var det som en trold, der lugtede kristenblod: Den slags folk kunne ikke tænke på andet end at få fingrene i byttet.

Det havde krævet en indsats fra Frøjs side at få indført Elversti på kommunens kort over Elbodalen, sådan at Veteranmotorcykelklubben Elverhøj kunne søge om foreningstilskud. Det ville være let nok at få sådan en amatør-arkæolog og kratlusker til at forsvinde i mosens tåger og stillestående vand, men der var allerede alt for mange af de lokale, aldeles menneskelige beboere i landsbyerne Bredstrup og Pjedsted som havde set fyren, når de gik aftentur med hunden. Der ville blive lavet en eftersøgning i ådalen, der ville blive stillet spørgsmål … Nej, det var nok bedst at ordne denne situation sådan mere mand til mand, tænkte Frøj.

»Finder du noget?« spurgte ellekongen og dukkede op lige bag manden med metalsøgeren, på samme måde som en turist dukker op bag en lystfisker på en havnemole for at spørge om fiskene bider i dag.

Det var lidt som at se sig selv i et spejl. Fyren var vel omkring de femogtyve-tredive år gammel, hans lyse hår var sat op i en såkaldt man-bun, og deres skovmandsskjorter og skinny jeans var nærmest ens. Fyren her havde godt nok et par solide gummi-røjsere på, hvor Frøj foretrak et par lette sneakers – men han var heller ikke nødt til at plaske gennem det kaffe-farvede mosevand for at komme fra den ene side af ådalen til den anden. Det havde sine fordele at være lavet lidt af tåge, lidt af folkesagn, og lidt af mosen selv.

»En rusten cykel og en mængde gamle sodavandskapsler,« svarede amatør-arkæologen og lød som om han faktisk syntes at det var rigtigt hyggeligt sådan at gå rundt i den sumpede mose og rode rundt.

»Meget andet er der vel heller ikke at finde,« sagde Frøj.

»Det skal du nu ikke sige,« sagde amatør-arkæologen med et smil. »Min kæreste er vokset op her på egnen, og hun påstår, at familien har fundet både det ene og det andet herude. Men de går selvfølgelig lidt stille med det, for ellers står Nationalmuseet der med det samme.«

»Gamle flinteting har museerne vel nok af,« sagde Frøj og forsøgte virkelig at lyde som om Elbodalen var det kedeligste sted i verdenshistorien.

»Det har de sikkert,« nikkede fyren. »Jeg fandt engang denne her virkelig flotte Hindsgavl-dolk i rød flint, men de ville ikke have den. Der er så mange af dem, at de ikke gider se flere. Så den ligger hjemme i min vindueskarm nu, sammen med et par vættelys og nogle forstenede søpindsvin. Sådan et sted som her …«

Frøj så sig også om. Der lå en centimeter sne eller deromkring i græsset, der hvor vinterens opdæmning af Spang Å ikke havde oversvømmet det.

»Ja, her kan være hvad som helst,« sagde den unge mand. »Jeg ville så gerne finde sådan noget rigtigt værdifuldt noget. Tænk hvis man kunne finde det enogtyvende århundredes guldhorn! Det ville være noget at imponere svigermekanikken med, eller hvad!«

Alfhild har i det mindste god smag i mænd, tænkte Frøj ved sig selv – men hans skæg var nu bedre end de par dun, hans omvandrende spejlbillede havde på hagen. »Kom med her,« sagde han i det tonefald, som hans søstre brugte, når de ville overbevise et eller andet dødeligt fjols om at det ikke gjorde noget at deres rygge var hule som dejtruge*. Alfhild havde sikkert brugt det samme tonefald, da hun overbeviste fjolset her om, at han skulle gå rundt ude i ådalen midt om vinteren og lede efter ellekongens skat til hende.

De to mænd gik ud af en mudret sti, som helt sikkert aldrig kom med på noget kort. Arkæologen – som viste sig at hedde Patrick – lod sig gladelig føre ud i de dele af mosen, som ingen andre end får ellers kom i til daglig. Han undrede sig noget over den tætte tåge, som ellers ikke rigtigt hørte til på en frostklar vinterdag, men så fik han øje på den lille bunke af gamle metalting i græsset. Han faldt på knæ for at se på dem.

»Vi bliver ikke så længe,« sagde Frøj til spøgelset Dieter, som bevogtede ellekongens skat. »Det er bare sådan et kigge-besøg.«

»Er de her ting ægte?« spurgte Patrick henført og tog sig ikke af, at han fik mudder på knæene. Han holdt en gammel kobber-gryde op. »Den her er fuld af gamle sølvstykker!«

»Den er fra en bonde, der gravede sine penge ned så svenskerne ikke tog dem i 1657. Han kom aldrig tilbage for at hente dem,« svarede Frøj.

Patrick stirrede henført på et langt, snoet stykke bronze. »Er det en ægte lur?«

Ellekongen trak på skulderen. »Det er alt sammen ægte.«

»De ting hører til på et museum,« mumlede den unge mand.

»Og de kan få det hele,« sagde Frøj og lagde armene over kors på brystet. »Du kan også få det hele. Rub og stub. Jeg skal nok sørge for, at det hele bliver leveret lige derhen hvor du vil have det.«

Patrick rev sit blik løs og så op. »Det lyder for godt til at være sandt,« sagde han.

Frøj rystede på hovedet. »Lurer, thorshamre, pengestykker og våbenofringer – der er vist endda en hel båd dernede, du må få hver eneste bid. Men så tager du alt hvad der er – hver eneste rusten cykel, de to stjålne biler, som blev efterladt i mosen, hver eneste bunke affald, som nogen ulovligt har læsset af i ådalen, alle plasticposerne og øldåserne. Ja, du får selv Dieter med, ham gravede Modstandsbevægelsen ned herude i 1944.«

Tyskeren vinkede høfligt.

»Alt eller intet,« sagde Frøj bestemt. »Enten passer jeg på alt jeres gamle ragelse, eller også gør jeg ikke.«

Patrick sad stadig med en sølvmønt i hånden. Han knugede den som om det knuste hans hjerte at give slip på den – og lagde den så tilbage i bunken. Så rejste han sig op og så på ellekongen før han langsomt gik tilbage ad stien mod Spang Å uden at se sig tilbage.

»Ham får du ikke at se igen,« sagde Dieter med sin hule gravrøst og pudsige accent.

»Sikkert ikke,« samtykkede Frøj. »Om en uges tid tror han, at han har drømt det hele. Men hvis han nu rent faktisk husker hvad der skete – så luk ham ind og lad ham få lov at rode med menneskenes offergaver, bare han ikke tager nogen af dem med sig hjem. Det så ud til at gøre stort indtryk på den stakkels fyr.«

»De rustne cykler og plasticposerne er ikke offergaver,« sagde Dieter.

Frøj så stift på ham. »Det, som gives til mosen, det hører mosen til,« sagde ellekongen. »Sådan har det altid været. Sådan bliver det ved at være. Alfhild får ikke så meget som en ølkapsel, men Patrick må gerne komme og pudse de ting, han godt kan lide.«

* * * *

*De fleste mennesker vidste sikkert ikke engang hvordan et dejtrug så ud, eller hvordan det skulle bruges. Margrethe-skåle havde for længst overtaget deres plads i den moderne husholdning – men alligevel vidste ellepigerne godt, at det var bedst ikke at vise deres hule rygge frem i små soltoppe. Der var altid nogen, der blev misundelige over hvor tynde de var.

Efter idé af Kirsten Heuschkel. Pas nu godt på den Hindsgavl-dolk, det kan da være at Nationalmuseet bestemmer sig om en dag!