Den om offentlighedens adgang til naturen

Historie nummer fire i serien om veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!Den om offentlighedens adgang til naturen

Peter Severin Hansen vidste hvad han ville have: Han ville have ro. Peter var den (næsten) lykkelige ejer af en stump jord ned mod Spang Å. Der gik en natursti langs åbredden og Peter måtte finde sig i motionsløbere og hundeluftere fra både Bredstrup og Pjedsted, som kom luntende forbi uden det mindste hensyn til hans husfred. Nu og da kom et par lystfiskere forbi i waders, for Fredericia Sportsfiskerforening havde i årevis taget sig af ørredplejen i Rands Fjord-området, som Spang Å var en del af.

Helt galt blev det imidlertid først da en af naboerne anskaffede sig en motorcykel. En gammel, grøn Nimbus på flade dæk, der så ud som om den havde ligget nede i mosen i årtier, så kun rusten holdt sammen på resten. Så var der et billede af motorcyklen i landsbyernes fælles Facebook-gruppe. Peters kone kunne yderligere oplyse, at der nu var åbnet en veteranmotorcykelklub henne på Elversti 1.

Det betød krig. Allerede samme dag gik Peter ud i garagen og skruede et træskilt sammen af et par brædder. Han malede sirligt »ADGANG FORBUDT« på det, og nedenunder fik han tegnet noget, der med lidt god vilje kunne forestille en motorcykel med et stort kryds henover. Peter satte en stor træbom hen over naturstien og sømmede skiltet fast på den. En fodgænger kunne sagtens hoppe over eller smyge sig udenom, men en motorcykel ville ikke have en chance.

Frøj var alt andet end imponeret, da han så bommen og skiltet. Han forsøgte at ringe på Peter Severin Hansens dør for at løse problemet i mindelighed, sådan en mand til mand snak over hækken, men det blev der ikke noget ud af. Peter var ikke til at hugge eller stikke i. Det skulle være slut med al den renden og kommen og gåen, han ville have fred på sin matrikel.

»Han giver sig ikke, og jeg giver mig ikke,« sagde Frøj og trak sig i det velplejede lyse fuldskæg. »Det er min mose. Jeg kommer og går som jeg vil.«

»Lad nu være med at lægge for meget i det, storebror,« sagde Bette Mette. Ellepigen var den yngste af Frøjs mange søstre, og også den klogeste. »Det er jo bare en vranten gamling. Din Nimbus kan jo ikke starte alligevel.«

»Det skal den nok komme til,« sagde Frøj sammenbidt. »Jeg har faktisk lånt en bog om motorlære på biblioteket i Taulov.«

Mette lo; det lød som en flok af pippende skovspurve. »Så kan du vel vente med at bekymre dig om hvor du må køre til den tid.«

Højkongen rystede på hovedet så den lyse man-bun hoppede. »Det handler om principper,« sagde han og tog sin mobiltelefon frem for at ringe til politiet.

Frøj blev stillet om otte gange inden han endelig fik lov til at tale med en Marianne, som åbenbart havde forstand på lovgivningen omkring færdsel på offentlig mark og sti. Han forklarede tålmodigt problemet og gjorde klart at han ikke ville finde sig i at blive nægtet adgang.

»Det kan jeg ikke gøre ret meget ved,« indrømmede Marianne. »Du har lov at færdes på udyrkede arealer til fods hvis du fører din hund i snor, og kun mellem klokken syv morgen til solnedgang. Han må også lukke området af hvis der afholdes jagt eller foregår intensivt landbrugsarbejde.«

»Det er ikke et udyrket areal,« sagde Frøj. »Det er en vej gennem en mose. En offentlig jordvej.«

»Nå,« sagde Marianne og han kunne høre, hvordan hun læste på en computerskærm mens hun talte. »Jamen, så har du lov at færdes til fods og på cykel. Adgang sker på eget ansvar. Men din nabo må gerne sætte et hegn op og forbyde færdsel hvis den er til gene for privatlivets fred, eller der er behov for særlig beskyttelse af plante- og dyreliv. Så må du gøre officiel indsigelse hos kommunen.«

Frøj lagde røret på. Den undskyldning med beskyttelse af plante- og dyreliv kunne han selv få brug for næste gang nogen ville bygge flere villakvarterer eller motorveje i hans ådal, så det var nok bedst at lade den ligge. Det var skuffende at politiet ikke kunne hjælpe, men det var nu godt nok at have sådan en undskyldning ved hånden til en anden god gang.

»Det blev du ikke meget klogere af,« sagde Bette Mette og hoppede op på bommen hvor hun dansede let frem og tilbage som om den var en cirkus-line.

Frøj så tilbage mod Peter Severin Hansens hus. Der var lys i køkkenvinduet. »Det er alt for længe siden at jeg har talt med familien på Sjølunds fagre sletter,« sagde han så med et listigt smil.

»Ja, dem skal jeg ikke have noget at gøre med,« sagde Mette og blev til tåge og dis, der drev henover de klatter af gammel sne, der endnu ikke var smeltet bort i martssolen.

Højkongen lo. »Han kan jo ikke fange dig alligevel.« Så gik han hjem for at skrive til sin fætter som sad som elverkonge på Stevns. Han og Klintekongen på Møn var de to berømte højkonger i familien, men det havde Frøj nu ikke noget imod. Det var ikke den store sag for Stevnskongen lige at give en besked videre, for modtageren kom forbi hver eneste nat på sit ridt mellem Vordingborg og Tikøb.

Der skete noget med vejret i ådalen i den uge. Det skulle ellers til at være forår, de første erantis og vintergækker stak allerede deres gule og hvide hoveder op alle vegne, men så slog vinden om i øst. Og der blev den, indtil iskold vind fra det fjerne Sibirien fik temperaturerne ned på grader, som ikke engang havde været besøgt i december og januar*. Det meste af ådalen frøs til – selve Spang Å gjorde selvfølgelig ikke, men mosen og engene rundt om var dækket af is. Ude på en mark mellem Bredstrup og Fredericia sad to hundrede svaner på træk og havde forfærdeligt ondt af sig selv.

Peter Severin Hansen kunne ikke undgå at opdage, at det friske vintervejr fik folk ud og gå tur og se sig om i vintersolen. Han sov også dårligt i disse dage, men det var ikke på grund af kulden. Nej, østenvinden fik det til at lyde som om der var en farlig trafik ad naturstien i bunden af hans have – men når han stak hovedet ud af vinduet var der ingenting at se.

Det lød som heste og gøende hunde. Men der var ingen spor i sneen om morgenen.

Natten derpå kunne han tydeligt høre et jagthorn, men der var vel for pokker ikke nogen der gik på bukkejagt til hest, og så oven i købet midt om natten og uden for sæsonen!

Den tredje nat var bommen splintret til pindebrænde. Skiltet var knækket tværs over, som om et tungt dyr med jernskoede hove havde trampet på det.

Der lå ikke nogen rideskole i Bredstrup eller Pjedsted. Der var selvfølgelig et par gårde med hestehold i området, men Peter kunne ikke udpege synderen. Desuden var der noget, der sagde ham, at det ikke var nogen lille piges hyggepony, der var kommet forbi.

Han satte sig foran køkkenvinduet med en kande kaffe for at vente. Støvlerne havde han på og vinterfrakken lå lige ved hånden. Nu skulle han nok finde ud af hvad der foregik! Konen rystede på hovedet ad ham og gik i seng mens hun mumlede noget om gamle mænd, der så spøgelser.

Natten faldt på og det blæste op så det susede i trækronerne og peb i skorstenen. Sneen dansede og føg omkring og det var svært at se ret meget inde fra huset. Lyden af hundegøen fik ham til at spidse ører – det var ikke bare nogens glade labrador, der var stukket af ud på nattetur, nej, der var mange af dem, og de lød store og vrede.

Peter Severin Hansen trak frakken på og gik ud på terrassen. Det var der, han så dem.

Store, sorte hunde med flammende gab kom strygende lige igennem hans have, henad naturstien, uden at sætte et eneste spor i sneen under sig. Han gned sig i øjnene og vendte sig så hurtigt om ved lyden af tordnende hestehove – eller var det larmen i trækronerne? Han så op – lige op i de blankskoede hove på den store, sorte hest, der galopperede forbi højt oppe over hans hoved.

Lyden af et jagthorn skar gennem natten og snefaldet. Sorte ryttere på sorte heste fulgte efter den første, hen over ham og hen over tagryggen på huset, og bag dem kom endnu flere store, sorte hunde. Og stadig var der ikke et eneste spor at se.

Peter Severin Hansen satte sig på rumpen i sneen (så var der da i det mindste ét aftryk dagen derpå) og besvimede.

Frøj holdt sin hest an et par meter over jorden og så sig tilbage over skulderen før han igen lod den løbe. Den forreste rytter vinkede ham frem til sig. »Ham var der ikke meget ved,« sagde han og lo. »Bedre mænd end han har stillet sig på min vej og dog har de måttet flytte sig!«

Højkongen grinede bredt. »Jeg tror han er færdig med at spærre offentlig sti fra nu af, Deres Majestæt.«

Jægeren lo og klappede Frøj på skulderen med en næve klædt i en middelalderlig stridshandske. »Du siger bare til en anden gang, Frøj. Nok elsker jeg min jagt på Gurre, men det er nu en god spøg sådan at ride en anden tur nu og da. Hils dine søstre!« Han lod hornet lyde igen, og både rytter- og hundespøgelser fulgte efter ham da han lod hesten springe an, lige op i nattehimmelen. Frøj slap sin egen hest løs så den kunne rende med sine medspøgelser.

Næste morgen gik Peter Severin Hansen ud og pillede resterne af bommen ned og smed dem i brændekassen sammen med det ødelagte skilt. Han sagde aldrig et ord mere om den sag, hverken til konen eller til nogen anden. Til gengæld blev hans kælder oversvømmet da al sneen og isen smeltede af ådalen i løbet af den næste uge.

Frøj, derimod, måtte bruge den næste måned på at gøre Bette Mette og hendes søstre gode igen. Valdemar, den danske konge, der spøgte på Sjælland, kunne hun ikke lide – for det Valdemar allerhelst ville jage var ellepiger og slatten-langpatter. Og som Mette sagde, hendes patter havde den størrelse der så godt ud i en soltop, men at hun var ellepige, det kunne hun ikke sno sig ud af.

*December og januar ikke havde forsøgt særligt hårdt på at sætte kulderekord i vinteren 17/18. Det havde faktisk været så varmt, at der var en forvirret andefamilie, der havde ællinger den 3. februar.

Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.
Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.

Illustration og foto © 2018 Birgitte Heuschkel.

Du kan finde resten af serien om MC Elverhøj her. Vil du vide mere om spøgelseskongen Valdemar Atterdag kan du finde et indlæg om sagnet lige her.

Tankens magt…

Det er kun tankens magt, der holder dig ude!

 

Jeg kører forbi dette hus hver eneste dag når vi skal i stalden. Hver eneste gang får det mig til at smågrine. Jeg ser denne her indbrudstyv for mig, som må give op overfor tankens magt. Det bliver i alt fald ikke den høje hæk, der holder ham ude.

En dag bliver jeg nødt til at finde på en historie om, hvorfor der ikke er nogen hæk eller noget stakit. Det ville være alt for kedeligt bare at ringe på døren og spørge.

Den om Danefæ

Så er det tid til historie nummer tre om veteranmotorcykelklubben Elverhøj og ellekongen Frøj, som ihærdigt forsøger at føre højfolkets sagnvæsener ind i det 21. århundrede!

Den om danefæ.

Danefæ, kaldtes det. Danefæ var alle genstande fra fortiden, som man kan finde i jorden, og havde altså ikke noget med idioter eller kreaturer at gøre. Danefæ skulle være forarbejdet af ædelt metal eller være af kulturhistorisk værdi, og de skulle indleveres til Nationalmuseet, som så tog stilling til, hvad der videre skulle ske med dem. Danekræ var stort set det samme, bortset fra, at her skulle der være tale om noget, der engang havde været levende. Ingen af delene var noget, som ellekongen Frøj nogensinde havde forestillet sig, at han skulle bekymre sig om.

Så fandt Alfhild internettet. Først fandt ellepigen ud af at det var sjovt at have en facebook-konto og finde sine gamle mosekammerater fra dengang Rands Fjord stadig havde havforbindelse gennem Vejle Fjord. Så opdagede hun Instagram, og i et par uger var der billeder i kort tågekjole og trutmund overalt. De forskellige datingsider fastholdt ikke hendes interesse længe, for som Alfhild sagde: Når man først har fået tilsendt ét uopfordret billede af en eller andens kæreste legemsdel – og skideballe for ikke at synes at den var noget særligt – så har man set dem alle.

Auktionssiderne, derimod. Det gik op for ellepigen at menneskene gjorde et stort nummer ud af at købe og sælge gamle ting over internettet. Online-handel hed det nu. Dengang det foregik på de store markeder og dyrskuer havde det heddet krejleri, og krejleri, det var noget, Alfhild forstod. Hun manglede bare noget at sælge.

Det tog hende ikke mange dage at finde ud af, at der var en hel del penge i såkaldte replicas – efterligninger af ting som guldhornene, thorshamre i sølv, nye gamle mjødhorn i oksehorn med ravindlægninger, og alt muligt andet, bare det lugtede lidt af vikinger. Det var noget kulturelt – jo mere moderne samfundet blev, jo mere var der nogen, der helst ville vende tilbage til fortiden, og så var der vist også et par populære TV-serier i tiden, der handlede om vikingekonger, blodige slag og rigtige mænd med store skæg og tatoverede hoveder. Snart dukkede Alfhild op hos sin brorsøn, ellekongen, og spurgte: »Hvorfor sælger vi egentlig ikke noget af vores gamle ragelse?«

»Fordi det er mit gamle ragelse,« sagde Frøj.

»Der er penge i dit gamle ragelse,« sagde Alfhild stædigt. »Hvis de vil give en rund tusindlap for en efterligning af en thorshammer i sølv, hvad tror du så ikke at de vil give for the real thing

»Den ægte vare,« sagde Frøj, som ellers var meget glad for at være trendsetter, men det skurrede stadig i hans ører, når folk brugte et engelsk udtryk for noget, som havde et godt, dansk navn.

»Man kan få findeløn for danefæ,« sagde Alfhild og så forhåbningsfuldt på sin nevø.

»Hvad skal jeg med ti procent af værdien, når jeg kan beholde det hele?« spurgte Frøj, og den snusfornuft kunne Alfhilds gode, jyske krejler-instinkt alligevel ikke snakke sig rundt om. Hun surmulede og holdt sig væk fra højen et års tid eller to, og så regnede Frøj ikke med at høre mere om det pjat. År gik hurtigt, når man var lige så udødelig og evig, som mosedis og vinden i ellekrattets løv.

Men nogen måtte Alfhild jo alligevel have snakket med, for i alt fald gik der en mand rundt i mosen med en metalsøger et par uger senere. Frøj holdt irriteret øje med ham. Det var fristende at forsøge sig med lidt behændig vildledning og dårligt vejr til at tage modet fra ham, men ellekongen kendte sine mennesker på gangen: Når sådan en fyr først lugtede penge var det som en trold, der lugtede kristenblod: Den slags folk kunne ikke tænke på andet end at få fingrene i byttet.

Det havde krævet en indsats fra Frøjs side at få indført Elversti på kommunens kort over Elbodalen, sådan at Veteranmotorcykelklubben Elverhøj kunne søge om foreningstilskud. Det ville være let nok at få sådan en amatør-arkæolog og kratlusker til at forsvinde i mosens tåger og stillestående vand, men der var allerede alt for mange af de lokale, aldeles menneskelige beboere i landsbyerne Bredstrup og Pjedsted som havde set fyren, når de gik aftentur med hunden. Der ville blive lavet en eftersøgning i ådalen, der ville blive stillet spørgsmål … Nej, det var nok bedst at ordne denne situation sådan mere mand til mand, tænkte Frøj.

»Finder du noget?« spurgte ellekongen og dukkede op lige bag manden med metalsøgeren, på samme måde som en turist dukker op bag en lystfisker på en havnemole for at spørge om fiskene bider i dag.

Det var lidt som at se sig selv i et spejl. Fyren var vel omkring de femogtyve-tredive år gammel, hans lyse hår var sat op i en såkaldt man-bun, og deres skovmandsskjorter og skinny jeans var nærmest ens. Fyren her havde godt nok et par solide gummi-røjsere på, hvor Frøj foretrak et par lette sneakers – men han var heller ikke nødt til at plaske gennem det kaffe-farvede mosevand for at komme fra den ene side af ådalen til den anden. Det havde sine fordele at være lavet lidt af tåge, lidt af folkesagn, og lidt af mosen selv.

»En rusten cykel og en mængde gamle sodavandskapsler,« svarede amatør-arkæologen og lød som om han faktisk syntes at det var rigtigt hyggeligt sådan at gå rundt i den sumpede mose og rode rundt.

»Meget andet er der vel heller ikke at finde,« sagde Frøj.

»Det skal du nu ikke sige,« sagde amatør-arkæologen med et smil. »Min kæreste er vokset op her på egnen, og hun påstår, at familien har fundet både det ene og det andet herude. Men de går selvfølgelig lidt stille med det, for ellers står Nationalmuseet der med det samme.«

»Gamle flinteting har museerne vel nok af,« sagde Frøj og forsøgte virkelig at lyde som om Elbodalen var det kedeligste sted i verdenshistorien.

»Det har de sikkert,« nikkede fyren. »Jeg fandt engang denne her virkelig flotte Hindsgavl-dolk i rød flint, men de ville ikke have den. Der er så mange af dem, at de ikke gider se flere. Så den ligger hjemme i min vindueskarm nu, sammen med et par vættelys og nogle forstenede søpindsvin. Sådan et sted som her …«

Frøj så sig også om. Der lå en centimeter sne eller deromkring i græsset, der hvor vinterens opdæmning af Spang Å ikke havde oversvømmet det.

»Ja, her kan være hvad som helst,« sagde den unge mand. »Jeg ville så gerne finde sådan noget rigtigt værdifuldt noget. Tænk hvis man kunne finde det enogtyvende århundredes guldhorn! Det ville være noget at imponere svigermekanikken med, eller hvad!«

Alfhild har i det mindste god smag i mænd, tænkte Frøj ved sig selv – men hans skæg var nu bedre end de par dun, hans omvandrende spejlbillede havde på hagen. »Kom med her,« sagde han i det tonefald, som hans søstre brugte, når de ville overbevise et eller andet dødeligt fjols om at det ikke gjorde noget at deres rygge var hule som dejtruge*. Alfhild havde sikkert brugt det samme tonefald, da hun overbeviste fjolset her om, at han skulle gå rundt ude i ådalen midt om vinteren og lede efter ellekongens skat til hende.

De to mænd gik ud af en mudret sti, som helt sikkert aldrig kom med på noget kort. Arkæologen – som viste sig at hedde Patrick – lod sig gladelig føre ud i de dele af mosen, som ingen andre end får ellers kom i til daglig. Han undrede sig noget over den tætte tåge, som ellers ikke rigtigt hørte til på en frostklar vinterdag, men så fik han øje på den lille bunke af gamle metalting i græsset. Han faldt på knæ for at se på dem.

»Vi bliver ikke så længe,« sagde Frøj til spøgelset Dieter, som bevogtede ellekongens skat. »Det er bare sådan et kigge-besøg.«

»Er de her ting ægte?« spurgte Patrick henført og tog sig ikke af, at han fik mudder på knæene. Han holdt en gammel kobber-gryde op. »Den her er fuld af gamle sølvstykker!«

»Den er fra en bonde, der gravede sine penge ned så svenskerne ikke tog dem i 1657. Han kom aldrig tilbage for at hente dem,« svarede Frøj.

Patrick stirrede henført på et langt, snoet stykke bronze. »Er det en ægte lur?«

Ellekongen trak på skulderen. »Det er alt sammen ægte.«

»De ting hører til på et museum,« mumlede den unge mand.

»Og de kan få det hele,« sagde Frøj og lagde armene over kors på brystet. »Du kan også få det hele. Rub og stub. Jeg skal nok sørge for, at det hele bliver leveret lige derhen hvor du vil have det.«

Patrick rev sit blik løs og så op. »Det lyder for godt til at være sandt,« sagde han.

Frøj rystede på hovedet. »Lurer, thorshamre, pengestykker og våbenofringer – der er vist endda en hel båd dernede, du må få hver eneste bid. Men så tager du alt hvad der er – hver eneste rusten cykel, de to stjålne biler, som blev efterladt i mosen, hver eneste bunke affald, som nogen ulovligt har læsset af i ådalen, alle plasticposerne og øldåserne. Ja, du får selv Dieter med, ham gravede Modstandsbevægelsen ned herude i 1944.«

Tyskeren vinkede høfligt.

»Alt eller intet,« sagde Frøj bestemt. »Enten passer jeg på alt jeres gamle ragelse, eller også gør jeg ikke.«

Patrick sad stadig med en sølvmønt i hånden. Han knugede den som om det knuste hans hjerte at give slip på den – og lagde den så tilbage i bunken. Så rejste han sig op og så på ellekongen før han langsomt gik tilbage ad stien mod Spang Å uden at se sig tilbage.

»Ham får du ikke at se igen,« sagde Dieter med sin hule gravrøst og pudsige accent.

»Sikkert ikke,« samtykkede Frøj. »Om en uges tid tror han, at han har drømt det hele. Men hvis han nu rent faktisk husker hvad der skete – så luk ham ind og lad ham få lov at rode med menneskenes offergaver, bare han ikke tager nogen af dem med sig hjem. Det så ud til at gøre stort indtryk på den stakkels fyr.«

»De rustne cykler og plasticposerne er ikke offergaver,« sagde Dieter.

Frøj så stift på ham. »Det, som gives til mosen, det hører mosen til,« sagde ellekongen. »Sådan har det altid været. Sådan bliver det ved at være. Alfhild får ikke så meget som en ølkapsel, men Patrick må gerne komme og pudse de ting, han godt kan lide.«

* * * *

*De fleste mennesker vidste sikkert ikke engang hvordan et dejtrug så ud, eller hvordan det skulle bruges. Margrethe-skåle havde for længst overtaget deres plads i den moderne husholdning – men alligevel vidste ellepigerne godt, at det var bedst ikke at vise deres hule rygge frem i små soltoppe. Der var altid nogen, der blev misundelige over hvor tynde de var.

Efter idé af Kirsten Heuschkel. Pas nu godt på den Hindsgavl-dolk, det kan da være at Nationalmuseet bestemmer sig om en dag!