Nobis Kro: Sidste stop på vej til Helvede

En kro i Helvedes forgård? En slags last chance saloon hvor sjæle kan få en sidste høkerbajer før de skal i de evige flammer? Kan sådan et sted have eksisteret i virkeligheden? Svaret er simpelt: Ja. Nobis Kro – på tysk, Nobiskrug – er en virkelig historie om et virkeligt sted der gik over i folkesagnet.

Moths Ordbogs definition af Nobes-Kro
Moths Ordbog, ca. 1700.

N u og da støder vi på begrebet i tysk og skandinavisk folklore. Stedet hedder Nobiskrug, Nobiskrog, Nabokrog, Nobels Kro, eller Nobis Kro – alt sammen afhængig af hvor og hvornår vi finder det i gamle tekster.

Nobis Kro er et gæstgiveri på landevejen til Helvede. Kroen er ikke et godt sted at besøge – den er nærmest en art forstad til Helvede, en forsmag på hvad der venter længere nede. Her kan sjæle gøre ophold efter døden, før de rejser til deres endelige skæbne. Har den døde fået penge med sig graven kan sjælen købe både mad og drikke, og endda få en seng at sove i.

Her i Skandinavien var skikken med at give de døde penge med i graven sejlivet. De gamle grækere mente at den døde skulle betale færgemanden Charon for at sejle dem over Styx, floden før dødsriget. Dante Alighieri har f.eks. sagnet med i sin Guddommelige Komedie; det var alment kendt. Vores forfædre gav gerne døde slægtninge en slump småmønter med i kisten – bare for en sikkerheds skyld. I grave fra middelalderen og renæssancen har man fundet punge med flere hundrede pengestykker i både sølv og guld. Så meget for talemåden om at man ikke kan tage det med sig!

Den ældste knejpe i Hamborg

Sagnet om Nobis Kro stammer tilsyneladende fra en bestemt kro, som lå mellem Hamborg og Altona i Tyskland. Kroværten der har muligvis været en ubehagelig fætter – men der er nok mere kød på den historie end som så. I middelalderlig betydning kan ordet nobis på latin udlægges som lediggang eller dagdriveri. Nobis Kro er et sted hvor landsstrygere og sikkert også landevejsrøvere samles. Med andre ord: Det er en værre røverrede.

Lidt vildt lyder det, at navnet sådan skulle være gået over i historien, men der findes såmænd adskillige andre tyske hoteller og endda et skibsværft, som har snuppet navnet også. Man kan jo sammenligne med byen Tappernøje herhjemme, som er opkaldt efter en kro hvor værten var kendt for at være særdeles nøjeregnende med udskænkningen.

Og så eksisterer kroen for øvrigt endnu. Den nuværende Nubiskrug i Hamburg er ‘kun’ fra 1895, men mon ikke valget af navn er tilsigtet for hvad der nu er den ældste knejpe i St. Pauli-kvarteret?

Nobiskrug i Hamburg, Tyskland
Nobiskrug i St. Pauli, Hamborg, Tyskland.

Nobis Kro i folkemunde

Henad vejen kommer Nobis Kro til at være ensbetydende med Helvedes forgård. Det kommer til at hedde sig at så kommer der ‘en vacker liden sort Dievel og hente hans forræderske Siæl og den bortførdis udi Nobis Krug.’

Der opstår andre talemåder da først stedet er blevet synonymt med Helvede. Man siger at ‘om en jøde farer til Nobis Kroe, det ligger ingen magt på’ – altså at om en jøde dør og ryger til Helvede, det gør ingen forskel. Antisemitismen er som bekendt ikke et moderne begreb; jødehad har vi kunnet finde ud ad siden middelalderlig tid.

Man sagde også at man sendte uønskede kattekillinger til Nobels Kro når man bandt dem i en sæk med en sten og kastede dem i åen. I Vendsyssel hed det sig, at de sjæle som hverken Himmerig eller Helvede vil have, de ender på Nabokrog.

Citater og kilder

“Ordbog over det danske sprog – historisk ordbog 1700-1950”. 
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Moths Ordbog: Historisk Ordbog ca. 1700”
“Nobiskrug, die älteste Kneipe auf St. Pauli!!!

De tre ønsker: Ånden i lampen er et røvhul

Man opnår ikke lykken ved hjælp af letkøbte ønsker. Dette er moralen i et utal af historier, fra “Abehånden” til Disneys “Aladdin”. Lykke er noget helten skal gøre sig fortjent til. Hvis det ikke er lykkedes for ham – eller han ikke gider gøre forsøget – bliver resultatet af et uskyldigt ønske helt ad helvede til. Hver gang.

Her i livet får man ikke noget foræret. Vores kultur belønner en helt som er sin egen lykkes smed. En helt som ikke forsøger at snyde sig noget han eller hun ikke har fortjent. Enhver har ansvar for sin egen skæbne. Et livssyn som gennemsyrer vores kultur og i høj grad tjener til at retfærdiggøre livets uretfærdigheder; ulykke er i bund og grund udtryk for at man ikke har gjort den rette indsats. Et grundlæggende kristent livssyn: Gud giver dig ikke en større byrde end du kan bære.

Den kloge helt

Aladdin ved at han ikke skal lade sig friste af rigdommene og skattene i den magiske grotte hvor han finder den magiske lampe. De tilhører ikke ham – han har ikke gjort sig fortjent til dem. Man skal ikke misunde andre deres rigdom, heller ikke selv om man selv er en fattig gadedreng, der må leve af at stjæle brød fra næsten lige så fattige gadehandlere. De rige har, de fattige har ikke, og skal det ændres må man selv gøre sig fortjent til sin belønning – man kan ikke bare pege på den og sige, ‘det gad jeg også godt have’.

I Disneys udgave af “Aladdin” fra 1992 forsøger gadedrengen sig først med at snyde sig til lykken. Han udgiver sig for at være en prins fra et fjernt rige. Han pynter sig med lånte fjer og påtager sig en rolle som han ikke har gjort sig fortjent til. Prinsessen er aldeles uimponeret. Heldigvis finder gadedrengen tilbage til den rigtige moral hvor enhver får det, de har fortjent. Det lykkes ham at gøre sig fortjent til prinsesse og kongerige – og da han bruger sit tredje ønske uselvisk (på at ønske Genie fri) sikrer han sig at lykken består.

Aladdin har gjort sig fortjent sin lykkelige slutning. Han har overholdt samfundets regel: Alle får præcis det, de fortjener.

I “Abehånden” fra 1902 bliver det ene ønske værre end det andet.

Den mindre kloge helt

Så godt går det ikke for Mr White i “Abehånden” fra 1902. Da han får fingrene i den magiske abehånd som kan opfylde tre ønsker for sin ejer bliver han endda advaret om at ønskerne vil vende sig imod ham. Alligevel ønsker han sig penge – og så begynder ulykkerne. Pengene får han – i form af en økonomisk erstatning fra sønnens firma, da sønnen bliver dræbt på arbejde. Han ønsker sig derefter sønnen tilbage til livet – men det, som vender hjem, kan næppe beskrives som menneskeligt. Det sidste ønske bruges klogelig på at ønske sønnen tilbage i graven.

Mange folkeeventyr følger samme mønster. Brødrene Grimms “Konen i Muddergrøften” fra starten af 1800-tallet er nok det mest kendte eksempel: Her fanger manden en magisk fisk, som lover ham guld og grønne skove hvis han slipper den løs. Den ærlige og fattige fisker gør som fisken ønsker, og får som belønning et lidt bedre hus – et lille trin op ad samfundets stige, som belønning for sin indsats.

Hans kone er imidlertid ikke tilfreds og vil have mere. Hun ser en mulighed for at snyde og opnå noget hun ikke har gjort sig fortjent til, og griber den med begge hænder. Først vil hun være rig, så konge, og til sidst vil hun være Vorherre selv. Til sidst går det galt: Fisken – som er en slags stand-in for den rigtige Vorherre – får nok. Kone og fisker ender begge tilbage i mudderet hvor de kom fra. Hun for sit hovmod, han fordi han ikke kunne styre sin kone.

Ikke bare skal man kende sin plads her i livet; man skal sandelig også sørge for at andre husker på deres.

Ånden i lampen er et røvhul

Fristeren i historien er det væsen, som uddeler lette genveje i form af ønsker. Uanset om væsenet optræder i form af ånden i lampen, en fortryllet abehånd, eller en talende fisk er der tale om den samme funktion. Det er djævelen selv, som er ude på at lede folk på afveje. Han lokker folk og fæ til at tro at de har krav på mere her i livet end de faktisk fortjener, og han griner højt når deres hovmod overbeviser dem om at han har ret.

Og så tager han ellers røven på dem for fuld skrue, for når først fjolset har sagt ja har fjolset også sat sig selv udenfor Guds beskyttelse. Så har djævelen frit spil.

Derfor ender det altid galt, når den såkaldte helt i historien forsøger at forbedre sin situation ved hjælp af magi. Der er ingen hurtige genveje til succes. Lykken er ikke tilfældig. Du får ikke noget forærende her i livet uden at en højere magt mener at du har gjort dig fortjent til en belønning.

Bryd koden, find et smuthul

Uanset hvad form djævelen antager i folketroen og eventyrenes verden er han ikke nær så klog som han selv tror. Han kan snydes – som regel ved at det menneske, som snyder ham, lever op til forestillingen om det gode, kristne menneske.

Derfor går det ikke galt for Aladdin. Selv om hans første ønsker er temmelig selviske, så er det ønske nummer tre, som er afgørende: I stedet for at ønske noget for sig selv forsøger han at gøre en anden lykkelig (ånden selv, som får sin frihed – Disneys udgave bryder med den klassiske myte i og med at Genie ikke repræsenterer djævelen selv).

Den samme mekanisme redder Elliot Williams i filmen “Forhekset” fra 2000. Han bruger sit sidste ønske – ikke på at opnå den pige, som hele filmen handler om at han gerne vil have, men på at ønske at hun bliver lykkelig. Med eller uden ham. Overfor så uselvisk et ønske har djævelen ingen magt.

Det er den eneste sikre måde at bryde koden på. Ved at ønske lykken for en anden lægger helten magten tilbage i Guds hænder hvor den hører til. Han anerkender sin plads i skaberværket. Accepterer sin plads i samfundet. Og dermed opnår han tilgivelse for at have ladet sig friste til at tro at han måske kunne få noget, han ikke har gjort sig fortjent til.

Hovmod står for fald: “Konen i Muddergrøften” ender heller ikke lykkeligt.

Moralen: Kend din plads, fattiglus

Historier og eventyr med denne morale tjener en simpel men vigtig samfundsfunktion: De skal minde os om at alle er på den hylde i livet, de hører til på. Når et menneske ‘skifter hylde’ – for eksempel ved at en fattig bliver rig, eller at en syg bliver rask – så er det udtryk for en belønning. De har gjort en indsats og nu belønnes de af skæbnen (eller Gud, eller hvad man nu tror på) for snedighed, dygtighed, eller hårde arbejde. Vi andre, som ikke kommer nogle vegne, har kun os selv at takke for vores mangel på succes. Hvis vi var værdige ville det være lykkedes for os – uanset hvad ‘det’ så er.

Moralen er hverken lyserød eller sympatisk. Denne arketype eksisterer for at retfærdiggøre en samfundsstruktur, som i bund og grund er uretfærdig (vi fødes ikke alle ens, og vi har ikke alle de samme muligheder i livet).

Kend din plads. Lad være med at tro at du har krav på noget. Hvis det havde været Guds mening at du skulle leve et liv i rigdom og luksus var du blevet født i et højere samfundslag.

Kilder

“Abehånden”, original “The Monkey’s Paw”, W. W. Jacobs, 1902.
“Aladdin”, Disney, 1992.
“Konen i Muddergrøften”, Brødrene Grimm (begyndelsen af 1800-tallet)
“Forhekset”, original “Bedazzled”, 2000.

Billeder: Public domain.

Man spiser da ikke hestekød!

Man spiser da ikke heste!

Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.

Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?

Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.

(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).

Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.

Hestekød i forfædrenes kulthandlinger

Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.

Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.

Hestekød og Hvidekrist

Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.

Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.

En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.

Hestekød, natmanden og rakkeren

Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.

Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.

Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.

Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.

Man spiser da ikke Emilie! Jydsk hest i profil.
Kunne du spise hende her? Emilie ender i alt fald ikke som bøffer, for det forbyder moderne dansk lovgivning.

Hestekød som fattigmandskost

Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.

I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.

Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.

Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.

Men vi spiser da ikke hestekød!

Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –

Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.

I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.

Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.

Fotos

©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.