Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.
Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?
Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.
(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).
Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.
Hestekød i forfædrenes kulthandlinger
Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.
Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.
Hestekød og Hvidekrist
Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.
Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.
En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.
Hestekød, natmanden og rakkeren
Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.
Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.
Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.
Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.
Hestekød som fattigmandskost
Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.
I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.
Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.
Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.
Men vi spiser da ikke hestekød!
Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –
Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.
I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.
Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.
Fotos
©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.
Jeg deler den samme kommentar her og på Facebook.
Da jeg var barn, fik vi hest nogle ganske få gange. Jeg er fra 75, og mine minder starter fra omkring 3-års-alderen, men det tidligste eksempel på hestebøf jeg kan huske, var da min familie i nogle år boede på Færøerne. Der fik vi også hval en gang imellem … noget du også nævner, men grundet Færøernes kultur for grind, var det ikke fattigmandskost, men noget stort set alle spiste med stor fornøjelse. Grind har i øvrigt en ret særpræget smag, og mange kan ikke døje det, hvis de er udefrakommende, men jeg vænnede mig til det og kunne godt lide det, da vi fraflyttede øerne. I dag ville jeg sikkert skulle vænne mig til det om igen.
Men tilbage til heste og deres kød. Jeg var ikke super-begejstret da jeg først fik det, kan jeg huske … og det var netop den søde smag der gjorde det. Det var jeg jo ikke vandt til … men oksekød og endda svinekød var bankedyrt på øerne, for det skulle stort set altid importeres. Det samme gjaldt hest, men det var så vidt jeg ved stadig billigere. Man spiste generelt meget fisk, grind og lam i stedet.
Grunden til vi fik det, var i øvrigt så vidt jeg husker, at min bedstefar … på min fars side … var slagter i Vojens i rigtig mange år, og min far, der var den yngste af ni børn, oplevede ofte at familien fik det kød der var til overs i forretningen. Han har af og til beskrevet et soleklart barndomsminde om min bedstemor, der lugtede meget grundigt til kødet inden hun tilberedte det, for at være sikker på at det ikke var begyndt at fordærve. Det var nu engang den måde man kunne få kød på bordet i hans hjem. Derfor fik de også fra tid til anden hest, og det var derfor en type kød der var forbundet med nogle minder.
Efterhånden oplevede jeg, at jeg lærte at sætte pris på det. Da jeg kom tilbage til Danmark holdt det dog helt op. Jeg er ret sikker på at min mor ikke var jubelbegejstret … for nu at sige det mildt … men det var ikke min oplevelse at det var forbundet med at “det var det vi kunne få”. Mine forældre havde begge arbejde og vi led bestemt ingen nød.
Der gik rigtig, rigtig mange år inden jeg igen fik hest. Det skete faktisk først da jeg boede i Irland mellem 2011 og 2013. Der var, hver fredag, et marked bag kontorbygningen hvor jeg boede, hvor alle mulige gadekøkkener opstillede boder hvor man kunne få alt fra hamburgers til paella tilberedt i -gigantiske- pander (og i guder, hvor var det godt), men en gang imellem … det var ret sjældent … kom der en fyr der solgte grillspyd med forskellige varianter af marineret kød på. Stegt over åben ild. Han havde som reglen lam, hvilket immervæk er en enorm del af irsk madkultur, rådyr … og hest. Grunden til, at man relativt let kunne få hestekød i Irland var, at man inden finanskrisen havde haft en stok-konservativ regering (jojo, jeg ved det bliver politisk, men det er nu engang relevant her), der gjorde -hvad som helst- for at relativt velhavende irere skulle have mulighed for at betale så lidt som muligt i skat. Det var sådan deres cause célèbre, som desværre også resulterede i, at Irlands skatteindtægter faldt og faldt og faldt, mens nationen i al almindelighed blev opfattet som Vesteuropas sidste uland.
En af de populære måder at få et gedigent skattefradrag var at indføre et ret stort sådant fradrag på vædeløbsheste.
Det eneste der skulle til for at krikken kunne registrerets som vædeløbshest var, at den deltog i et enkelt løb, hvorefter man kunne trække den tilbage til “avlsbrug”. Det resulterede rent ud sagt i en hel del øg der klumpede sig rundt på en vædeløbsbane i små, lokale events, hvor der kun var småpenge på højkant.
Resultat: 500.000 vædeløbsheste i en nation på 4.500.000 indbyggere, i løbet af ganske få år.
Nu er irerne imidlertig et geskæftigt folkefærd, så det var ikke kun de rige der fik glæde af dette fradrag. Almindelige mennesker, gennemsnitlige lønmodtagere, begyndte nemlig i stor, stor stil at købe vædeløbshests-andele. Jublehuu, andelsbevægelsen nåede Irland i firbenet, vrinskende udgave. Mejeri-bestyrerne herhjemme må have gennemført en olympisk gymnastik-rutine i deres grave, men sådan var det altså.
Pludselig var den irske regering -gevaldigt- på røven. Heste-afdraget (sammen med en række andre tiltag fra førnævnte konservative) resulterede pludselig i, at der opstod et regulært hul i statsfinanserne, der i forvejen mildest talt havde været elendige. Et relativt stort hul.
Og så ramte finanskrisen som en mindre atombombe det irske samfund. Hold nu kæft, hvor gik det galt … og den siddende regering nægtede at gøre noget som helst, for så skulle man jo pludselig til at beskatte deres rige venner.
Folk -led-. Der var for første gang i -mange- år, et ganske stort antal irske familier der ikke kunne sætte mad på bordet hver dag. Der var avis-historier hvor folk beskrev hvordan man kunne strække madpengene ved at drikke store mængder vand med så-og-så lange mellemrum for at kvæle sulten.
I et land der havde oplevet kartoffelpesten, og hvor sult den dag i dag anses for årsag til væbnet oprør og folkeligt raseri på en måde vi ikke kan forestille os herhjemme, betød det, at den konservative regering blev -udslettet-. De havde haft et nær-monopol på regeringsmagten i henved halvtreds år, og de kunne slet ikke forestille sig at de nogensinde kunne tabe den.
Og så gik de fra 49 til 17 procent af stemmerne på et enkelt valg. De blev udraderet, og en ny, mere midtsøgende regering kom til magten, og så blev der tursen tæskemig gjort noget ved skattefradragene.
Det gjaldt også vædeløbshestene, der pludselig var en ren udgift i stedet for en indtægt, og folk gik nærmest i panik for at få solgt deres andele og hele heste så hurtigt som muligt. Antallet af heste i Irland faldt som over en klippekant i løbet af meget kort tid, og noget af det de blev brugt til, var slagtning. Der var, mens jeg var i Irland, noget af en skandale hvor det blev afsløret at hakket oksekød i det store hele blev solgt med omtrent 5 procents hestekød i blandet, for at komme af med krikkerne. Der var enkelte slagterier der forsøgte sig med op mod 10 procent, men så blev smagen ændret for meget, og det var det der i sidste ende førte til at det blev afsløret. Et ganske underholdende videoklip der gik viralt i Irland viste en person ved en køledisk med oksekød, der pludselig tog et plastikhestehoved på, inden vedkommende kastede sig ned på gulvet og hylede og pev efter sin hakkede mor. Det var egentlig ret sjovt, og ganske typisk for irsk humor. De tager pis på alt, under parolen at humor var det eneste de rigtig havde i mange år, så det er blevet en del af kulturen at lave gas med bogstavelig talt -alt-.
Det var ikke engang fordi de som nation betragtet havde noget imod hestekød som sådan (der var selvfølgelig mange undtagelser), men mere fordi de ikke ville finde sig i forfalskede varebetegnelser … hvad man egentlig ikke kan fortænke dem i.
Men som sagt kunne jeg derfor købe marineret hest af fyren med grillspydene, og det gjorde jeg gladeligt når han var der. Det var et minde fra -min- barndom, og -du glade verden-, hvor var det godt. Hooooold nu op, han kunne stege kød så det faldt fra hinanden hvis du blinkede af det, og hestekød har ellers lidt en tendens til at være sejt.
Da jeg vendte tilbage til Danmark var der en rigtig god slagter lige i nærheden. Jeg købte en del forskellige ting (han ville have min opskrift da jeg bestilte kalvenyrer for at lave hjemmelavet steak-and-kidney-pie, og han var begejstret for at nogle bestilte svinehjerter til hjerter i flødesovs ind imellem), men hest fik jeg ikke bestilt inden han lukkede. Det er lidt en øv-oplevelse, for jeg har en veninde der gerne ville smage … men vi fik aldrig planlagt det.
Jeg er opdraget med, at man spiser hvad der bliver sat på bordet og der er kun -ganske- få ting jeg ikke kan med. Selleribøffer eller kørvelsuppe må man godt holde væk, men ellers skal jeg godt nok lede i hukommelsen efter noget der ikke bare bliver spist.
Vi har aldrig haft hest i min familie, men vi har, da jeg var barn, været medstiftere af et såkaldt “Ko-laug”, hvor der hvert år blev købt en udmagret malkeko og en kalv der fik lov til at boltre sig på et par hektar eng lige bagved hvor vi boede. Så fedede de sig op i løbet af foråret, sommeren og det tidlige efterår, og så blev de i øvrigt slagtet. Det var ikke noget vi bare sendte dem på slagteriet for. Vi fik en slagter til at komme med en boltpistol så det foregik på ordentlig måde, og så stod min far og jeg i det store hele for at få hevet huden af dyrene, og få fordelt kødet. Af og til hjalp nabo-knægten også, men ikke hver gang. Jeg fik et … syntes jeg egentlig selv … ret sundt forhold til, hvor maden kommer fra på den måde. Og forældrene i ko-lauget gjorde meget ud af at præsentere koen og kalven hvert år, og gøre børnene helt klart, at de var mad, ikke kæledyr, uanset hvor nuttede de så måtte være med deres store, brune øjne.
Vi havde også grise et par år, ænder på et tidspunkt og et enkelt år forsøgte vi os med kalkuner, men de druknede i regnvejr fordi de var så stupide at stå med åbent næb og glo lige op i regnen … så dem måtte vi konstant rende ud for at redde når det øsede ned. Tumpede kræ.
Jeg har nok fået et lidt utraditionelt forhold til kødvarer på den måde … min bedstefar var som sagt slagter. En af mine onkler var, og min far ved i detaljer hvordan man parterer en ko, kalv eller gris … og derfor lærte jeg også lidt om det.
Jeg har ikke nogen kvababbelser ved at spise hest af samme årsag. Egentlig syntes jeg det er lidt trist, at så meget kød går til spilde på den måde det gør. Man kunne selvfølgelig argumentere for, hvorfor vi så ikke spiser andre kæledyr såsom hunde og katte, men der er dels det sentimentale i, at mange flere har haft et sådant kæledyr end en hest, og dels er der det faktum, at katte smager forfærdeligt og de hunde der spises i fjernøsten er en særlig race der kun opdrættes til det formål … og så smager det i øvrigt ganske afskyeligt for de fleste vesterlændinge … og et stigende antal lokale. Det er en madvane der er for nedadgående, der hvor det praktiseres.
Mad er noget der på verdensplan er alt for mange mennesker der ikke kan få. At sende en gammel hest til slagtning er ligeså omsonst som at sende en gammel ko samme sted hen. Det smager ikke godt. Men ungheste, kvier og lignende kan jeg simpelthen ikke se et problem i, at folk spiser.
Men okay … jeg er selvfølgelig også hedning.
Jeg har personligt dårlig samvittighed over alt kød jeg spiser — uanset om det er hest, ko, får, eller svin. Ikke fordi jeg mener at det forkert at spise kød, men fordi jeg mener at det er vores pligt at give vores dyr et godt liv, og rent ud sagt — vores dyrevelfærd herhjemme er ikke noget at råbe hurra for. I bund og grund er det en debat som folk må tage med sig selv; nogle går hele vejen og bliver veganere, andre æder røde bøffer med største velbehag, og mange er vægelsindede kødspisere trods alt, ligesom mig.
Det, der fascinerer mig som folklorenørd er hvor den slags tabuer stammer fra. Som så mange gange før blev indlægget inspireret af et tilfældigt udsagn fra en tilfældig fremmed på sociale medier: Det er kun muslimer der er dumme nok til at der er noget de ikke vil spise, sagde manden i et imponerende display af tillært uvidenhed. Kristne har i alt fald ikke den slags forbehold!
Challenge accepted. 😉