Drillehistorier (mest om jy’er)

Ved du hvad der står på skiltene i rundkørslerne i Århus? Kun tre omgange pr. bil.

Drillehistorier om andre landsdele er et universelt fænomen. Jeg er vokset op på Sjælland, og her vidste vi selvfølgelig at folk fra Århus, de der jy’er, de er ligesom lidt dumme, ikk’ å. Molbohistorierne blev vi tæsket igennem i folkeskolen, og efter at jeg i 1990 flyttede herover til Nordamt Dänemark, som nogle sjællændere så kærligt betegner Jylland, så har jeg selvfølgelig opdaget at der er lige så mange historier om Djævleøen og reservesvenskerne herovre.

Drillehistorier er ikke noget nyt. Som jeg nu sidder her i mit flytterod, så falder der en lille bog ud af en papkasse – en samling af jyske drillesagn fra 1951, genoptrykt efter en ældre samling af Evald Tang Kristensen. Som bonus er den illustreret af Bo Bojesen, og så behøver jeg vist ikke yderligere at forklare hvorfor det altid er mig, der står på hovedet i bogkasserne på loppemarkederne. Der er endda stukket en hel lille bunke af avisudklip med lignende historier ind i omslaget!

Den gang omkring forrige århundredskifte, da Evald Tang Kristensen indsamlede sine historier, var der lige så meget drilleri mellem landsdelene, som der er i dag. Historierne var nu og da lidt mere omstændelige end de fyndige one-liners, som vi er glade for i dag, men pointerne er de samme. De er altså ikke helt reelle mennesker, de der sjællændere.

Drillehistorie: De blinde jyder

Jeg gjorde engang en Tur til København for min Fornøjelse, og saa var jeg da ogsaa inde et Sted og skulde have mig et Slag Kegler. Der henvender saa en Københavner sig til mig med de Ord:

»Jeg kan høre, De er en Jyde; sig mig, er det sandt, at Jyden er blind i ni døgn ligesom Kattekillingerne?«

»Aak ja,« siger jeg, »men saa til Gengæld ser de saa godt, naar de kommer til det, at de kan kende enhver københavnsk Laps og Vindbøjtel fra et andet ordentligt Menneske!«

Laps og vindbøjtel. Det er helt Egon Olsensk.

Drillehistorie: De dumme fynboer

En Jyde og en Fynbo rejste ude på Heden.

Saa siger Fynboen helt utaalmodig: »Jylland er jo en Hede, Fyen er en Have.«

Dertil svarer Jyden: »Ja, det vil a tro, for alle de Fynboer, a har truffet, det er Kaalhoveder.«

Det er selvfølgelig godt at vide at når man dengang talte om frugt- eller kålhaver, så var det nyttehaver og grøntsagsbede, der var tale om.

Drillehistorie: De ulækre jyder

En Jyde sad og spiste Suppe. Saa hoppede Kanariefuglen hen paa Kanten af Tallerkenen og lod noget falde ned i den.

»Ak bevares,« siger han til Konen, »se dog til Fuglen.«

»Aa, den Smule, det er jo ingenting,« siger hun.

»Naaja, det skulde bare have været mig, der havde gjort det, saa skulde én have hørt et Spektakel!«

Den historie er ikke bare ulækker, den er også finurlig på flere plan. Det mætter vel alt sammen – men når man nu, som jeg, har en del folkemindesamlerbiografier stående, så får den en dimension mere: Der er nemlig ganske mange optegnelser fra slutningen af 1800-tallet, hvor en folkemindesamler er på besøg hos denne eller hin gamle kone eller bonde. Her sidder hønsene rask væk på kanten af kålgryden og skider ned i den hele dagen, kaffekopperne vaskes kun af til jul, og skal man vaske et pillet æg gøres det vel lettest ved lige at vende det en gang i munden før man lægger det ud på serveringsfadet. Med andre ord: Jyden her i historien er en ulækker bonderøv, også selv om han er blevet borgerdyr med kanariefugl i stuen.

Drillehistorie: Selv svenskerne er klogere …

En svensk Kludekræmmer kom engang ind til en Kone, som stod og redte sin Seng. Hun beklagede sig over, at Lopperne var saa slemme ved hende.

»Vil Muer gi mig en Skjorte og et godt Stykke Mad, saa skal jeg nok sige Muer, hvad hun skal jøra ved Lopparne.«

Det fik han saa.

Saa tog han et lille Pulver op af Lommen og gav hende og sagde: »Dette skal Muer gi Lopparne, saa døer nok Lopparne.«

Konen sagde Tak, og Manden gik. Men da han var gaaet, kom hun i Tanker om, at hun jo ikke havde faaet at vide, hvordan hun skulde bruge Pulveret. Saa løb hun efter ham, raabte og sagde: »Det er sandt, hvordan skal jeg bære mig ad og give Lopperne det Pulver?«

»Det skal jeg nok sige Muer; Muer skal tage en spids Kniv og vriste Mulen op paa Loppan og gi den Pulveret, saa døer minsæl nok Loppan.«

»Ja, men saa kan jeg jo lige saa gerne slaa hende ihjel!« sagde Konen.

»Det kan Muer, ligesom Muer selv vil,« sagde han og gik.

Det står skidt til her i Jylland. Selv svenskerne er klogere!

Drillehistorie: Livets store spørgsmål!

Jyderne kunne nu også godt gøre grin med sig selv og deres efter sigende noget jordnære syn på tilværelsen.

Dengang, den første Jyde var bleven skabt og slog Øjnene op, kom han med tre Spørgsmaal:

»Hvor er Nord? Hvor er min Meldmad? Hvor ska do hen?«

Jamen, så er alle livets store spørgsmål da også afklaret med det samme – hvor er jeg? Er der noget at spise? Går jeg glip af noget spændende?

Kilder og citater:

»Jysk Lune«, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen, 1951.

Billede af Louise Jæger. Hesten er min Virkelysts Emilie – mere vaskeægte jyde kan det ikke blive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.