Den om Dannebrog

Den syvende skrøne om Elbodalens ellefolk og veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!

C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise.

Dannebrog vejede over de Bredstrup og Pjedsted villahaver og gårdspladser. Flaget smældede på den blide sommerbrise og gnistrede rødt og hvidt mod den klare, blå himmel. Det sidste var en udfordring i sig selv, for både forår og forsommer havde ellers været grå og kedelige. En af den slags år hvor hver solskinsdag trampes ned bagfra af otte regnvejrsdage der er vilde og gale for at få lov til at overhale.

Men der hang det så, Dannebrog.

“Man bliver varm inden i af at se på det,” sagde Patrick. Han var amatørarkæolog – en af dem som undertiden rendte rundt i Elbodalens engdrag med en metalsøger. Han var også et af de få mennesker som omgikkes Elbodalens ikke helt menneskelige beboere på lige fod. Han var blevet kæreste med ellepigen Alfhild, og senere begyndte han at spille kort med tyskerspøgelset Dieter som ellers mest vandrede rundt i mosen i sine tunge kampstøvler og bevogtede ellekongen Frøjs gamle offergaver og rustne cykler.

Patrick og ellekongen Frøj lignede hinanden så man kunne tage fejl på afstand eller med et par dårlige briller. De havde skovmandsskjorte, lysblond man-bun og fuldskæg til fælles, men så man nærmere efter var der alligevel forskel på dem. Frøjs ører var spidse, og når ellekongen ikke lige tænkte over det blev han let lidt udflydende i konturen – men det var vel heller ikke så sært for et væsen der bestod stort set af tåge, mosedis og skærsommernatsdrømme.

“Det skal hedde sig at I fik det af Vorherre.” Frøj kløede sig i det velplejede fuldskæg.

“Det faldt ned fra himmelen under slaget ved Lyndanise i 1219,” nikkede Patrick. “Det ved ethvert skolebarn.”

“Er du sikker på det?” Frøj så børnene fra Bredstrup-Pjedsted Skole gå forbi ad Ågade hver dag. Det var ikke Danmarkshistorie og heraldik de snakkede om når de sådan hoppede og løb forbi på fortovet, henover broen over Spang Å.

“Mja,” måtte Patrick indrømme. “Nå, men i alt fald enhver som har været på Facebook eller Twitter i dag. Det er jubilæet, du ved. Gud og hvermand har et opslag om Valdemar Sejr og hvordan flaget faldt ned fra himmelen og krigslykken vendte den femtende juni 1219. Otte hundrede år. Så længe har Dannebrog været vores nationalflag. Det kan mangodt tillade sig at være lidt stolt over.”

Frøj undte gerne søsterens kæreste den lille bid patriotisk fornøjelse. Selv gik han ud i åen, ud på den knold hvor faderen, Frøj den Ældre, havde siddet i stædighed siden han smed sin krone fra sig i vrede da motorvejen blev ført gennem Elbodalen for år tilbage. Der sad han stadig.

“De fejrer flaget i dag,” sagde Frøj som en slags hilsen.

“Hvad for et flag?” Frøj den Ældre strakte hals. Han lagde ikke altid mærke til hvad der skete sådan rundt omkring ham. Til gengæld var han på fornavn med alle Spang Ås elritser.

“Dannebrog. Det røde og hvide. Korsfanen.”

“Nå, det. Valdemars lille nummer.” Den gamle ellekonge grinede i sit gråsprængte skæg. Det var langt større og mindre velholdt end sønnens. Et par skovspurve havde bygget rede i det.

Frøj satte sig i græsset og stak et strå af rajgræs i munden. “Tiden går alligevel hurtigt. Tænk at der allerede er gået otte hundrede år.”

“Tænk at de faldt for det,” sagde faderen. “Jeg kunne ellers så godt lide det gamle banner. Valravnen var så flot. Det var ligesom mere dansk. Alt det kristne noget, hvorfor kan de gamle skikke ikke være gode nok? Vi har vel ikke brug for alt det mellemøstlige overtro heroppe på vore breddegrader.”

“Otte hundrede år,” sagde Frøj den Yngre. “Det er længe for menneskene. Korsfanen er den gamle skik nu.”

“De er nogle døgnfluer, er de.”

“Ja, det er de vel.”

“Jeg kan huske da Valdemar kom hjem med det,” sagde den gamle ellekonge. “Dengang rejste vi mere ud mellem menneskene end vi gør i dag. Fulgte mere med. I dag skal det hele jo være så vanskeligt – man skal have personlige papirer og hvad ved jeg, bare for at få en billet til postbåden. Tiderne skifter.”

Sønnen undlod at sige noget om NemID eller hvordan de fleste sendte deres post med email nu om dage.

Faderen kradsede sig i skægget så en spurveunge faldt ud. Han samlede den forsigtigt op og hjalp den tilbage på plads i reden. “Først troede de jo at det var noget symbolsk. Noget med blod udgydt for den hvide uskyldighed, eller noget i den retning. Der var en adelbonde der troede at det var en slags fin dug. Når kongen af Danmark kommer slæbende hjem med sådan en rød-hvid klud, så står man jo ikkeog spørger ham om han har spist sjove svampe derovre i Estland.”

“Havde han?”

“Det ved jeg sgu ikke,” indrømmede Frøj den Ældre. “Det gjorde vi jo i min tid, når vi skulle ud og slås. Sådan et par gode bidder fluesvamp, så er man parat til at flå fjæset af fjenden med tænderne, det kan jeg godt sige dig. Af med tøjet, sværdet i hånden og så ellers ud og hugge omkring sig ud til man ikke kan se sin kammerats bare røv for blodsprøjt.” Han nikkede op mod flagene i Pjedsted. “Men der sad jo et godt hoved på hans makker Absalon, også selv om han aldrig fik bygget Bredstrup Kirke færdig. Det var Gud Herren selv der smed kluden i nakken på Valdemar for at give ham krigslykke. Sådan var det jo med Absalon. Hver gang han og Valdemar sejlede ud for at gafle sig en bid mere af Østersølandene, så var det i Guds navn. Det var der penge i. Han havde sans for en god historie, Absalon. Og for penge.”

Frøj den Yngre trak på skuldrene. Det handlede altid om penge når menneskene foretog sig noget. Gravede man lidt i tingene var der altid i bund og grund nogen der havde set en chance for at rage lidt til sig. “Det er ikke det, der imponerer mig,” sagde han så.

“De var sgu ellers imponerende nok, Valdemar og Absalon.” Faderen spyttede i vandet. “De imponerede venderne så grundigt at Venderlandet aldrig blev frit igen.”

“Det imponerer mig meget mere at de stadig husker på den historie om flaget, der faldt ned fra himmelen.” Frøj så ned langs åløbet, ned mod hvor han havde gået og snakket med Patrick tidligere. “Det skal nok passe at flaget kom flyvende – men det havde vist revet sig løst fra de Johanniterriddere, som var med for at tæve hedninge. Det hvide kors på rød bund er deres ordensflag. Men det snakker danerne ikke om i dag.”

“Selvfølgelig gør de ikke det,” grinede faderen så spurveungen holdt ekstra godt fast i skægget. “Det er ikke fordi de ikke ved det. Men de ved ´at man ikke skal ødelægge en god historie med kedelige fakta. Hvem gider høre om hvordan deres forfædre plyndrede, mordbrændte, og voldtog sig gennem Estland? Næh, du, himmelske faner der daler ned fra skyerne i en søjle af guddommeligt lys – det er der en historie i. Og penge.”

“Jeg ved ikke,” sagde Frøj den Yngre. “Jeg tror stadigvæk at Valdemar fik banneret i hovedet ved et uheld. Eller at han huggede det fordi han havde spist så mange svampe at han virkelig selv troede på det pjat med engle og himmelske faner.”

“Men en god historie, det er det sgu,” sagde Frøj den Ældre.

Oppe på dalsiderne vajede flaget stolt på vinden så det røde gnistrede mod den blå sommerhimmel, mens svaler og lærker legede under de enkelte hvide skyer. I morgen ville det sikkert være gråvejr og regn igen, men lige nu smældede Dannebrog på vinden. Et flag kan være en undskyldning for erobringstogter, for nationalisme og fremmedhad, men frem for alt er det en historie om et folks sjæl – eller i alt fald den historie som folket selv gerne vil høre.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Aarhus Universitet har en udmærket (og lidt mere sandfærdig) gennemgang af historien om Dannebrog lige her, hvis du gerne vil læse mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.