Den djævelske alrune; sex, medicin og penge!

Ikke ret mange planter har så meget folketro som alrunen, mandragoraen, galgedukken – kært barn har mange navne. Planten vokser ikke naturligt på vore breddegrader. Det har ikke forhindret den i at påtage sig en stor rolle i vor overtro og myter. Mandragora officinalis er af natskyggefamilien, hjemmehørende i det østlige middelhavsområde. Natskygger finder vi over hele verden. Bulmeurt, galnebær, tobak, kartofler og tomater er de mest kendte.

Alrunen og dens aktive giftstoffer

Lige som mange andre natskygger indeholder alrunen store mængder af giftstofferne atropin og skopolamin. Atropinforgiftning medfører en ophidselse og forvirring som ofte ledsages af hallucinationer hvor ofret ikke kan skelne mellem drøm og virkelighed. Der optræder kramper og raserianfald som så glider over i slaphed og stærkt erotiske drømme. Ved skopolaminforgiftning udebliver den første fase som hovedregel. Ofret oplever en halvvågen tilstand af hallucinationer og falske sanseindtryk. Begge forgiftninger kan have dødelig udgang.

På grund af den sløvende effekt har mange natskygger været brugt medicinsk mod kramper og som bedøvelse. Lægen Hippokrates (ca. 400 år før Kristus) udskrev afkog af alrune til folk, der gik i selvmordstanker. Det gjorde han sandsynligvis på grund af den beroligende effekt som fulgtes med hallucinationer der kunne bruges i terapeutisk øjemed (i samme ånd som forsøgene med bevidsthedsudvidende stoffer i psykiatrien i 1960’erne).

Alligevel er alrune ikke et almindeligt rusmiddel i dag, og har nok aldrig været det. For det første kan man dø af skidtet. For det andet hedder det sig at tømmermændene er hundreder af gange værre end dem man får af alkohol.

Alrunen og de klassiske myter

I oldtidens Grækenland rådgav præstinderne ved guden Apollos tempel i Delfi både menigmand og konger. Det gjorde de ved hjælp af spådomme og forudsigelser som ofte var meget kryptiske og sjældent gav mening før det var for sent. Templet var bygget hen over en klippespalte hvorfra giftig røg steg op. Når præstinden – oraklet – satte sig på en trefod hen over kløften blev hun besat af guden, som så talte gennem hende. Det er en fremherskende teori at den giftige røg til dels opstod ved at man smed frø af alrune og bulmeurt på et bål nede i kløften. Når røgen blev indåndet indtraf der en slags drømmetilstand med åbne øjne, og det var der, profetierne opstod.

De gamle ægyptere anså også alrunen for at have magiske kræfter. Tut-Ank-Amon havde alrunefrugter indflettet i de halssmykker han havde med sig i graven, og planten optræder ofte i ægyptisk kunst. Jøderne kendte den også; i 1. Mosebog bruger Lea kærlighedsæbler til at overliste Jakob. Disse ‘kærlighedsæbler’ var alrunens frugter.

Alrunen og heksene

Europas hekse fløj til Hekkenfeldt eller Bloksbjerg (eller hvor man nu lokalt mente at den slags folk mødtes) på deres kosteskafter for at holde satanmesser med druk og seksuelle udskejelser. De gav sig selv evnen til at flyve ved at smøre sig ind i flyvesalve – et magisk urteafkog. Salven indeholdt store mængder af alrune og andre natskygger, og dermed af de bedøvende og hallucinationsfremkaldende stoffer. Heksen faldt hurtigt i søvn og havde særdeles livagtige, seksuelt betonede drømme. Drømme, som i alt fald nogle hekse selv troede på var den skinbarlige virkelighed.

Den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) nedskrev sådan en opskrift på flyvesalve: Kødet af et nyfødt barn tilsat valmue, natskygge og andre ingredienser. Den skulle gnides ind i huden med ordene ‘Obenauz und nirgend an’ (ovenud og ikke andre steder hen). Så fløj heksen med det samme op gennem skorstenen og afsted til det natlige møde med Djævelen.

Flyveture og seksuelle eskapader var ikke det eneste, heksene brugte alrunen til. En alrune, som blev fodret med menneskeblod og skåret ud i form som en lille menneskefigur blev levende og kunne tale. Sådan en lille hjælper (reelt set, en dæmon som tog ophold i figuren) kunne forudsige fremtiden, åbne låste døre og finde skjulte skatte. Overtroen om dragedukker og spiritusser stammer også herfra.

Overtroen om alrunen havde så meget hold i befolkningen at man i perioder dømte folk som hekse når bare man fandt en alrune blandt deres ejendele, uanset hvad de selv påstod den skulle bruges til.

Træsnit af alrune.

Alrunens kræfter i folketro og myte

I de græske sagn er det saft af alrunerod som troldkvinden Kirke bruger til at forvandle Odysseus’ mænd til svin med. De græske Hekate-præstinder brugte alrune, belladonna og bulmeurt (alle natskygger) til at fremkalde sindsforvirring, som sovemiddel, og til at tage livet af folk. Saft af natskyggerne, alrunen i særdeleshed, brugtes af statsmænd, fyrster, paver og andet godtfolk til at aflive hinanden for et godt ord op gennem historien.

I folketroen vidste man at alrunen kunne trække penge til. Hvis man lagde en mønt ved siden af sådan én om aftenen lå der to ens pengestykker næste morgen. Andre mente at alrunen trak mønter til sig gennem skorstenen. Det hed sig i Østrig at folk som har held i spil måtte have en alrune i ærmet.

Alrunens magiske evne indenfor det seksuelle er naturligvis heller ikke blevet glemt i folkemunde. De gamle ægyptere kaldte planten for markens fallos, mens den på arabisk var kendt som djævelens testikler. I Europa kaldtes den undertiden kærlighedsæble – på baggrund af den bibelske fortælling om Jakobs to hustruer som begge bliver gravide ved alrunens hjælp.

Derudover bruges alrunerod i folketroen til at rette knoglebrud (som bedøvelse under indgrebet), som middel mod tandpine og gigtsmerter, mod depression og kramper, og endda som rygestop. Der gives altid den samme advarsel: For store doser medfører vanvid, eller endda døden.

At passe sin alrune – og betale prisen

En alrune er enten mandlig eller kvindelig, og den skal have tøj på der passer til dens køn. Den skal holdes ren, og den skal betales ordentligt for sit arbejde. Alruner kan godt lide at bære smykker af sølv, guld og ædle stene. Mad skal den også have. Nogle alruner vil have sødmælk, andre vælling, men de fleste vil have menneskespyt eller menneskeblod.

Men ikke nok med at man skal dele byttet med sin alrune. Hvis man stadig er dens ejermand når døden indtræffer tager den ens sjæl med sig til Helvede. Man kan ikke slippe af med en alrune. Lige meget om man smider den væk, brænder den eller endda kaster den i havet, så vender den altid tilbage. Den eneste måde, man kan slippe ud af forbandelsen på, er at sælge den billigere end man har købt den.

At høste en alrune i folketroen

Alrunen gror vildt i de østlige middelhavsegne. Man møder den også andre steder i Europa, især der hvor der i sin tid har været klosterhaver og urtegårde. I folketroen hedder det sig imidlertid at den kun kan gro på en galgebakke eller under et træ hvor syndere og tyve er blevet hængt. Man troede at i det øjeblik den hængte døde havde han sædafgang. Den sæd, der ramte jorden, spirede og blev til en alrune. Allerbedst var det hvis manden havde været uskyldigt dømt, for så frydede Helvede sig rigtigt og gjorde alrunen ekstra magtfuld.

I en hekseproces fra Tyskland i 1650 fortalte den anklagede dog at man kunne få sådan en rod til at gro simpelthen ved at gå ud i skoven, tage tøjet af, og lade sæden gå i en lille skål, som man så gravede ned i jorden. Det var så den kedelige løsning.

En alrune skal høstes på en torsdag nat og man skal bruge en sølv- eller guldmønt til at grave den op med. Man graver ikke selve planten op – nej, man graver en rende rundt om den, sådan at den ville kunne trækkes op ved et lille ryk. Ligesom ved skattegravning er det vigtigt at man har fastet hele dagen, og ikke sagt et ord. Derefter binder man en snor fast til alrunen og i den anden ende binder man en sort hund uden et eneste hvidt hår på kroppen.

Derefter gælder det om at holde sig for ørerne, eller ligefrem stoppe dem til med voks. Når man er kommet lidt væk kalder man på hunden. Når den rejser sig for at adlyde strammes snoren og alrunen bliver trukket op af jorden. Når det sker udstøder planten et frygteligt skrig, og den som hører det må falde død om med det samme. Derfor bruger man hunden – så er det den, og ikke mennesket, der kommer til at betale Helvedes pris.

Denne overtro går helt tilbage til den jødiske historieskriver Josephus (år 37-ca. 100 efter Kristus): “Planten frembringer en vidunderlig rod. At trække den op af jorden er meget svært, man må først hælde urin eller blodflod (menstruationsblod) fra en kvinde hen over planten, og alligevel må man ikke trække den op ved hånden, for så er man døden vis. Man skal tage en sort hund og binde den til planten, så den trækker den op, og det bliver dens død i stedet.”

Men lykkedes det, så var der til gengæld heller ingen grænser for hvor megen jordisk lykke alrunen bragte sin ejer. Held i spil, held i kærlighed, frugtbarhed hos kvinder og fornyet elskovskraft hos mænd, ja, stort set alt hvad man kunne forestille sig.

Snyd, bedrag og falske alruner

På trods af alle vore historier og sagn om dragedukker og andre pengemagere blev ægte alruner aldrig et almindeligt syn i Nordeuropa. De fleste var i virkeligheden bare tilskårne mælkebøtte- eller sellerirødder. Man skar lidt i sådan en rod så det så ud som om den havde arme, ben og kønsdele, og plantede den så igen. Når den et par uger senere blev høstet for anden gang havde den det rette udseende til at narre en godtroende og overtroisk køber.

Skulle det være rigtigt overbevisende skar man toppen af mælkebøtteroden og borede et par små huller, som man så fyldte hirsefrø eller lignende i. Så lagde man roden lunt og varmt. Når frøene så spirede kom det til at se ud som om alrunen endda havde hår ligesom et menneske. Når sådan en falsk rod blev tørret inden den gik i forrådnelse kunne den overbevise de fleste. Således er der i Wiener Hofbibliotek bevaret to falske alruner i fine fløjlsklæder; de tilhørte den tyske kejser Rudolf II (1552-1612).

Læs mere her om dragedukker (som mange gange var alruner) der trækker penge til huse.

Citater og kilder

“Dictionary of Superstitions”, David Pickering. Cassel, 1995. This edition 1998 by Brockhampton Press, ISBN 1-86019-8406.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Lægeplanter og trolddomsurter”, Harald Nielsen. Politikens Forlag, 1969. Intet ISBN-nr.

Fotos: Erik Ilerena via Pixabay.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.