Noget af det, jeg elsker allermest at skrive, er naturbeskrivelser. Gang på gang oplever jeg, at når jeg beskriver et stykke helt almindelig natur, som f.eks. engen nede ved landevejen, ender jeg med en næsten magisk tekst. En helt almindelig dansk grøftekant bliver lige så eksotisk og interessant som storskoven i den fantasy-roman, jeg lige har lagt fra mig. Så minder jeg mig selv om at alt er spændende, hvis det bliver beskrevet med levende interesse.
Det var en smuk forsommerdag og hun stod på en strandeng fuld af vilde blomster, hun ikke kendte navnene på, bortset fra mælkebøtterne. Vinden purrede op i hendes hår og vandet glitrede blåt. Et skovklædt næs skød sig ud i vandet og langt ude bagved lå en kystlinje, der flimrede i lyset. Måger kredsede dovent højt oppe, og her og der raslede en tjørn eller slåenbusk med bladene når brisen tog fat i grenene. Engen voksede helt ned til vandet, hvor klumper af krat og stargræs stod hist og pist. Der var en ganske smal stribe af hvidt sand før selve vandet, som var så utroligt blåt. Sollyset glitrede i de små bølger så det så ud som om striber af sølv dansede let hen over dem.
Afsnittet er kopieret direkte ud af manuskriptet til Dragedukken. Det er et helt almindeligt stykke strandeng ved Gudsø Vig i Kolding Fjord, lige vest for Skærbækværket ved Lillebælt. Du har set noget tilsvarende hundreder, tusinder af gange.
Men det har din læser i udlandet ikke. Selv din læser på Møn eller i Thisted har ikke set netop den sydjyske fjordbred. Alting er fremmedartet når man ikke er vant til det. Jeg er vokset op ved Roskilde Fjord, og jeg kan tydeligt se hvor forskellige de to landsdele er, selv om der er så kort i mellem dem. Roskilde Fjord er en brakvandsfjord. Det er Kolding Fjord ikke. Selv vinden lugter helt anderledes.
For mig er en stor del af både udfordringen og begejstringen ved at skrive netop det, at se verden omkring mig, sådan rigtigt at lægge mærke til de små ting, så jeg kan bruge dem senere. Jeg skriver også fantasy – jeg sidder faktisk netop nu med en scene, hvor jeg skal beskrive nåletræer, der reflekterer sollyset så skarpt, at man er nødt til at bruge beskyttelsesbriller i skoven for ikke at blive “træblind”. Det ville aldrig være faldet mig ind hvis jeg ikke engang havde siddet og set på regndråber gennem sol, der blev reflekteret i de våde nåle på grantræer. Det stak i øjnene som tusind bittesmå lyn.
Jeg har boet i nærheden af lavvandede danske fjorde hele livet. Gavnø Fjord, Roskilde, Kolding – og nu er jeg så ved at flytte ud et par kilometer fra Rands Fjord. Det er en naturform, jeg kender ud og ind, med de tilhørende ellekrat, strandenge, og små å-udløb. Der er en god chance for, at alt hvad jeg skriver, kommer til at have passager, der handler om vandet, kysten, og livet dér. Det er så meget lettere at skrive om noget man kender som sin egen bukselomme, og så er det jo så forbandet smukt.