Vekseldalere: Penge fra Helvede

Vekseldalere: Penge fra Helvede

Fra hele verden kender vi sagn og historier om penge som kommer tilbage når man har givet dem ud – og bedst er det, hvis de tager nye venner med sig hjem. Den slags venner kan de fleste af os slet ikke få for mange af.

I følge et jødisk eventyr ejede profeten Elias en mønt der altid vendte hjem, lige meget hvor ofte han gav den ud. Som profet havde han ikke meget at bruge penge til, og derfor gav han mønten til en mand, der satte mere pris på den. Man må antage, at den ikke efterfølgende vendte tilbage til profeten.

I en arabisk historie fra det 10. århundrede hører vi om en dirhem som altid vendte tilbage til kongen af Ægypten. Den italienske læge og filosop, Pietro d’Albano, blev brændt på bålet for hekseri, blandt andet fordi han havde ejet sådan nogle mønter. I Valencia i Spanien troede man på trylle-denarer som beskyttede pengene mod at udvandre – og så fremdeles. Historier om penge der trækker andre penge til kendes fra hele verden.

Herhjemme er man fristet til at tro at det måske er Odins magiske ring, Draupnir, der står bag myten om vekseldaleren. Den lagde som bekendt otte nye guldringe hver nat.

Vekseldaleren i Danmark

Sagnet om mønten der yngler eller ikke vil gives bort har vi også herhjemme. Sådanne penge finder man typisk på alfarvej, hvor Fanden har lagt dem ud som lokkemad for svage sjæle. Man ender naturligvis et varmt sted  hvis man bruger den slags metoder til at hugge andre folks surt tjente skillinger. Opdager man så at ligemeget hvor mange gange man betaler med den samme mønt, så ligger den stadig i pungen bagefter – så har man fundet sådan en vekseldaler.

Er man en ærlig sjæl – eller bange for hvor man skal hen når livet en dag er forbi – vil man selvfølgelig gerne af med mønten igen. Så må man gå hen hvor man fandt mønten og kaste den tre gange bag hovedet på sig selv mens man råber, »Det er din, ikke min!«

At bytte en kat for en vekseldaler

Har man nu sat sig for at man gerne vil eje sådan en mønt findes der flere opskrifter på hvordan man får fat i én. Flere af opskrifterne er dyrplageri af værste skuffe og moralen er tydelig. Ærligt tjente penge er de eneste gode penge, og den, der ønsker sig en vekseldaler, er moralsk fortabt.

Kattens død #1

Tag en kat og spræt den op levende, og riv hjertet ud af brystet på den mens det stadig slår. Det tager du så med dig op på kirkegården en torsdag midnat (man må formode at det er holdt op med at slå i mellemtiden), og graver det ned på vestsiden af kirken.

Næste torsdag nat går du derop igen ved samme tid. Du skal ikke tage noget med dig, og der sker heller ikke noget ved besøget. Tredje torsdag nat springer døren til kirken imidlertid op, og der står den Onde selv. Sammen med ham går du op til alteret og lægger en speciedaler under alterdugen. Der skal den blive liggende indtil præsten tre gange har messet over den. En sidste torsdag midnat møder du så op ved kirken igen og henter mønten sammen med Fanden; nu er den blevet til din personlige vekseldaler.

Fandens aftensmad?
Fandens aftensmad?

Kattens død #2

Et andet sagn giver os en anden opskrift. En mand på Langeland vidste at djævelen holder af helt sorte dyr. Han fik fanget en helt sort kat og puttede den i en sæk som han bandt tre komplicerede knuder på. Lidt før tolv nytårsnat listede han op på Humble kirkegård og løb tre gange rundt om kirken med sækken. Tredje gang han kom om hjørnet stod Fanden der selv og spurgte hvad han ville have for sin sæk – og han ville selvfølgelig have en vekseldaler. Det blev der så skrevet under på i mandens egen blod og så byttede de. Manden tog nu benene på nakken, for var han ikke nået at komme væk inden Fanden havde fået løst knuderne op og ædt katten, var han også selv blevet ædt. Helt slap han nu ikke for da han skulle herfra meldte Fanden sig ved dødslejet og krævede hans sjæl som rente for daleren.

I det hele taget har katte ikke meget at være glade for, når det gælder vekseldalere.

Andre måder at få fat i en vekseldaler

Man kan også få fat på en vekseldaler ved at skære hovedet af en hugorm og så bide i mønten – så bliver den til en vekseldaler. De fleste af os er heldigvis mennesker som besidder et minimum af anstændighed – så heldigvis har sagnskatten også et par forslag til de af os, der ikke vil gøre dyr fortræd.

Jerusalems skomager har sådan en mønt på sig. Hvis du gør ham en tjeneste – du kan jo lade ham få lov til at hvile sig i din stue julenat – så kan det være at han forærer dig den. Julenat er nemlig den eneste nat om året hvor han har lov til at hvile sig. Resten af året må han være på farten mod det Jerusalem, som han først skal nå til ved dommedag.

Bor du ved en å eller sø kan du forsøge at lokke nøkken til at give en vekseldaler fra sig. Til gengæld for at give dig mønten betinger åmanden sig at du skal dø druknedøden.

Den sidste rytter i den vilde jægers følge giver en vekseldaler til den, der julenat klokken tolv står ved en korsvej når jagten passerer forbi. Men du kan kun komme i betragtning til sådan en mønt hvis du har fastet hele dagen og har undladt at gå i kirke til julegudstjenesten.

Vekseldalere i det godes tjeneste

Gør du en nisse eller dværg en tjeneste kan du være så heldig at han belønner dig med en vekseldaler. Så er der ingen helvedes magi ved den, så den skal du endelig skynde dig at tage imod. Det er den eneste måde du kan få sådan en mønt på nu om dage, uden at risikere liv og sjæl.

I Venedig uddelte dogen nu og da særlige mønter, der var trykt med markusløvens billede. Disse mønter ynglede selv uden at tage noget fra andre, og bragte kun velsignelse med sig. Jesuitterne havde efter sigende nogle dalere, som dog ikke var helt så ærlige. Mønterne vendte nemlig altid tilbage når de var blevet givet ud, og det var selvfølgelig derfor at den store katolske orden blev så rig som den gjorde.

En mønt fuld af syvtaller kan vise sig at være en vekseldaler, og finder man sådan en har man jo heller ikke solgt sig til de lavere magter. En mønt fra 1777 er helt uovertruffen – især hvis den oven i købet bærer Christian den Syvendes monogram.

At slippe af med en vekseldaler

Skulle det utrolige ske at du en dag mener at nu har du penge nok – eller at du er bange for at Fanden skal stille med en slutregning – kan du godt komme af med vekseldaleren igen. Du skal lægge den i en skål med salt, sætte et tætsiddende låg på, og grave den ned i jorden. Så kan de onde magters magi nemlig ikke trænge gennem saltet.

Skulle mønten alligevel finde tilbage må man kaste den i et vandløb som man står med ryggen til. Man skal kaste mønten over venstre skulder. Endelig kan man lægge den der hvor man fandt den.

Hvis alt andet fejler, så læg den et sted hvor den bliver stjålet. Så kommer den ikke igen, for tyveri er en synd, og mønten følger efter synderen.

Citater og kilder:

  • »De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
  • Fotos: Akyn Cakiner, Ramdan Authentic (Unsplash).

Læs også:

 

Dansk sølvskilling fra 1677.
Dansk sølvskilling fra 1677.

Mønter som middel mod sygdom

Mønter blev anvendt både indvortes og udvortes i folkemedicinen og overtroen. Sølv beskyttede mod onde magter, portrætter og tekst på mønterne gav dem magt over bestemte sygdomme, og selve Vorherres kraft virkede gennem dem.

Udgivet af

Birgitte Heuschkel

Jeg læser og skriver om folklore, historie og fortællekunst — når jeg altså ikke lige er begravet i klassisk science fiction og fantasy-literatur, eller det nyeste gamle bogfund fra den lokale genbrugsbiks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.