De tyvagtige hekse

de tyvagtige hekse

Gamle dages hekse fik skyld for lidt af hvert men frem for alt for at stjæle – smør, mælk, brød, øl og lykken fra ærlige mennesker. De havde givet Fanden deres sjæl i pant for deres trolddomsmagt. Nu måtte de bruge livet på at gøre onde gerninger.

Virkelighedens hekse var ofte slet ikke hekse men folk som blev anklaget på grund af overtro, uvidenhed, eller simpel hævn fra anden part. Nogle var kloge koner (eller mænd) som brugte metoder menigmand ikke forstod. En del var kvinder som ikke ville indrette sig efter samfundets regler eller gjorde oprør. Den sidste hekseafbrænding i Danmark var Anne Palles i 1693. Når man læser sagens akter får man indtryk af at hendes sande forbrydelse bestod i at være lidt for skarptunget. For at det ikke skal være løgn blev Anne angivet af en klog kone som selv blev beskyldt for hekseri efter at hun havde hjulpet en kunde med at forgive den ægtemand som bankede hende.

Virkelighedens hekse havde ikke ret meget at gøre med folkesagnenes hekse. Her taler vi om grimme gamle kællinger der ler skadefro i nattens mulm og mørke mens de bruger deres sorte magi til at forgøre mennesker og kreaturer. Og den slags hekse, folkesagnenes hekse, de kan virkelig stjæle på mange måder!

Køer og kreaturer

Når en ko har kælvet og skal ud af stalden, skal man lægge en kniv eller et andet stykke stål på dørtrinnet hvor den skal ud. Gør man ikke det, kan en heks tage mælken fra den. Det gør hun ved at sidde hjemme i sin stue og lade som om hun malker. Så springer mælken i lange stråler fra loftet ned i hendes spand, mens dem, som prøver at malke koen i stalden ikke får en dråbe. Hekse kan også stjæle ved at stålmalke – det betyder, at man gnider på stålpinde og på den måde malker mælken fra andre folks køer.

Smør og fløde

Vi har et utal af sagn og historier om smør og fløde som alle skal forklare hvorfor fløden ikke vil blive til smør i kærnen og mælken ikke vil blive til fløde i spanden. En stor del af sandheden er naturligvis at dyrene ofte ikke fik nok at spise eller manglede vitaminer og mineraler, og så blev mælken tynd og dårlig. Dårlig hygiejne kunne også medføre at de kemiske processer blev afbrudte. I folketroen er der imidlertid ikke megen tvivl: Det er hekse, der er på spil.

Hekse ejer mælkeharer, fortryllede væsener som går ind i stalden og patter mælken af køerne så de ikke giver ejeren noget. Derhjemme brækker de mælken op igen i heksens kærne, så hun kan lave smør. Der meldes ikke noget om smagen af sådan noget mælkehare-smør!

Ligesom heksen kan malke mælken ud af en anden mands køer kan hun naturligvis også stjæle smørret fra kærnen. Når heksen ved at der skal kærnes på en nærliggende gård stiller hun sig ved sin egen tomme smørkærne og arbejder fuldstændig som om der var fløde i. Samtidig udtaler hun sine hemmelige trylleord, og det varer ikke længe før der ligger en god portion smør i bunden. På nabogården får man så det mindre, eller slet ingenting.

Har man mistanke om, at nogen på magisk vej stjæler smørret ud af ens kærne (altså at den kærnede fløde ikke vil blive til smør), skal man kærne om natten ved en kraftig ild, og man skal røre om i fløden med en tjørnekvist. Når klokken så slår tolv skal man kaste fløden på ilden. Så vil den, som stjæler smørret, blive forbrændt i ansigtet, og så kan man se, hvem det er.

Øl og brygning

Når hekse ikke viger tilbage for at stjæle mælk og smør kan det næppe overraske at de også gerne stjæler øl. Ligesom smørkærning er ølbrygning en kemisk proces, der kræver bestemte forhold for at lykkes. Når det så ikke lykkes – ja, så er det heksens skyld. Nogle gange stjæler hun øllet. Andre gange ødelægger hun det blot så det er surt og slasket, eller overhovedet ikke vil gære.

Man lagde gerne en sølvmønt i gæringskarret og i ølankeret for at beskytte mod hekseri. Man kunne også sætte en sølvmønt i selve tappen; så kunne nemlig hverken hekse eller underjordiske dreje op for hanen for at stjæle af ankeret.

Korn og høst

Sankthansaften skal der sættes en le i alle høstakke, for at heksene ikke skal tage dem med sig til Bloksbjerg. Man skal også stikke en kniv ned i hvert hjørne af en hørmark, for ellers ødelægger heksene hørren når de rider til Bloksbjerg på deres kosteskafte denne nat. På samme måde skal man tage redskaberne ind Julenat, for ellers hviler heksene sig på dem og så duer de ikke mere. Det sagn er tydeligt beslægtet med sagnet om Jerusalems Skomager som kun må hvile sig Julenat, og kun hvis han kan finde et plovskær at sidde på (som så også bliver ødelagt).

Det er også en god idé at tegne et kors med fingeren i bunker af korn i laden så hekse ikke kan få magt over det. Som bonus forhindrer det ritual også de underjordiske i at ‘låne’ af kornet.

Tyveri og bedrag

Når et tyveri skulle opklares brugte man nogle steder at lade soldet gå – sold er et gammelt ord for en si eller et dørslag. Man lagde en si på kant og inden i det lagde man en salmebog. Derefter stak man en krydset saks ned i nettet mens to personer – en på hver side af sien – stak langfingrene ind i saksens greb og løftede sien op. Derefter sagde den første, »Den og den har stjålet det og det,« og bandede og svor på, at det var sandt.

Den anden svarede så, med endnu større eder og forbandelser, at det havde den og den ikke! Man skiftede navnene ud undervejs, og når man nåede til navnet på den skyldige, ‘gik soldet’ – det tabtes altså på gulvet. Metoden sagdes at være troværdig, men der var selvfølgelig den lille betænkning, at det regnedes for at være sort magi, og man gav sin sjæl Fanden i vold ved alle disse eder og forbandelser.

Gammel og grim.Men hvorfor?

Et spørgsmål trænger sig på til sidst. Heksene fik deres sortekunster og ondskabsfulde evner fra Satan selv. Hvorfor brugte de den så ikke til mere end bare at hugge æg og smør fra naboen?

Hvorfor er det altid den fattige, gamle, grimme kone, der viser sig at være heksen? Hvorfor har heksen ikke tryllet sig selv ung, smuk og rig? Hvorfor ikke rejse langt væk og starte et nyt og bedre liv med alle disse magiske evner?

Heksene har deres helt faste plads i vores folklore. De repræsenterer de smålige og uærlige, dem som ikke selv gider arbejde men godt gider nyde frugten af andres arbejde. Men i en god fabel eller historie vinder den dovne og tyvagtige skurk ikke. Moralen af historien er jo netop at det onde skal tabe og det gode skal sejre. Verden er fuld af lede, tyvagtige dovenkroppe, men den kloge og arbejdsomme bonde eller kone klarer sig alligevel. Det ender aldrig godt for de arbejdssky som hører til i Helvede. I det hele taget kan man let finde visse paralleller i folkesagnene til moderne tiders debatter om velfærdssamfundet.

Og heksen? Er hun heldig får hun lov at leve videre som grim, fattig og afskyet af samfundet. Sker retfærdigheden fyldest bliver hun brændt på bålet. Ellers kommer hun i det mindste så voldsomt til skade at hun ikke længere kan gøre nogen fortræd.

Kilder:

(Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.


»De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos:
Indledning: Jo-B (Pixabay).
Grim heks: 942987 (Pixabay).

Forfatter: Birgitte Heuschkel

Passion for folkeminder, folklore, og fortællekunst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.