Hvorfor hedder haren Morten og ræven Mikkel?

Jeg har altid været fascineret af hvordan folkedigtningen giver dyr bestemte navne. Oprindelsen til de fleste af dem fortaber sig i fortiden, men vi er alle sammen enige om at gedebukken hedder Mads, gårdens hest hedder Lotte, ræven hedder Mikkel, og haren hedder Morten. Vi ved ikke hvorfor. Sådan er det bare.

Når jeg skriver om ellefolk (som jeg netop gør i denne uge) så sidder jeg og husker på alle historierne om ellefolk og hekse, der forvandler sig til harer.

Der er mange sagn og historier forbundet med haren. I gammel tid var haren lige så frygtet som den sorte kat stadig er i overtroen i dag. Så en gravid kvinde en hare var der risiko for, at barnet blev født med hareskår. Det samme gjorde sig gældende hvis hun trådte over et hareleje (altså et sted på marken eller i grøften hvor en hare havde ligget, og som stadig var varmt efter dens krop) eller drak af en skåret kop. Morten smagte godt, men Morten havde også magt til at gøre menneskene ondt. Mødte man en heks i en hares form kunne den kun rammes med en kugle støbt af sølv (men brugte man en gammeldags forladergevær kunne en sølvknap også bruges).

Haren har mange navne. Den kaldes Morten Hare, Morten Kålstok, Haremis, Gråpus, Grå Mogens, Gråben, Gråmanden, Langøre, Pjalt, Skrædder, og sikkert meget mere. Her er der typisk tale om navnemagi: Man kalder dyret ved et andet navn end det rigtige, for ikke at tiltrække sig dets opmærksomhed. Jægerne kalder en god, fed hare for en frokosthare, men en gammel, tynd hare kaldes en præstehare. Her er nok snarere tale om at man i gamle dage betalte tiende til præsten i form af bl.a. jagtbytte – og så beholdt man selvfølgelig den fede hare selv og gav præsten den gamle, tynde hare, som der ikke var meget kød på.

Det samme gør sig gældende i endnu større grad for ræven. Helt tilbage i asetroen var ræven den listige gud Lokes dyr. Men ræven har kun ét navn i folketroen: Den hedder Mikkel. Navnet stammer sandsynligvis fra en samling af middelalderfabler, der senere samledes i Frankrig som Roman de Renard. I Danmark udgaves i 1555 En Ræffue Bog, som så genudkom i 1827 under navnet Mikkel Ræv. Den udgaves endeligt igen i 1953 som børnebog. På tysk hedder ræven Reinhard eller Reinike. Det er det, som på fransk er blevet til renard, ræv. Hvorfor han hedder Mikkel på dansk, det er der vist ingen, der ved.

Jeg kan huske at dengang i 1980’erne min lillebror var en seks-syv år gammel elskede han sit kassettebånd med Rævebogen, især historien om dengang Mikkel og ulven ville plyndre hønsehuset. Mikkel forklarer ulven, at hvis den går ind i hønsehuset, så kan den æde de bedste selv og kaste de andre ud til ræven. Desværre æder ulven så mange høns at den ikke kan komme ud igen, og så kommer bonden selvfølgelig med geværet. Men Mikkel har det godt, for han har jo fået alle de høns, som ulven ikke gad æde, og det var nu alligevel de fleste af dem.

Det er aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvorfor gedebukken hedder Mads og hesten hedder Lotte.

Mine ellefolk låner navne og karaktertræk fra de dyr, de giver sig ud for at være. Det er ikke nogen stor plot-pointe i historien, men jeg synes at det giver lidt ekstra dybde. Derfor hedder de Morten og Gråpus og forklæder sig som harer – for de bor på en strandeng, netop et sted hvor man roligt kan forvente at møde harer i skumringen. Fordi jeg har lånt haren til dem som form er de flygtige, legesyge, og drilske – og man kan ikke helt stole på dem, for haren kan jo være farlig. Havde min historie foregået i ræveland, så havde de heddet Mikkel, Røde eller Fuks, og de havde været listige, kloge, og mere end en lille smule selviske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *