Den om offentlighedens adgang til naturen

Historie nummer fire i serien om veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!Den om offentlighedens adgang til naturen

Peter Severin Hansen vidste hvad han ville have: Han ville have ro. Peter var den (næsten) lykkelige ejer af en stump jord ned mod Spang Å. Der gik en natursti langs åbredden og Peter måtte finde sig i motionsløbere og hundeluftere fra både Bredstrup og Pjedsted, som kom luntende forbi uden det mindste hensyn til hans husfred. Nu og da kom et par lystfiskere forbi i waders, for Fredericia Sportsfiskerforening havde i årevis taget sig af ørredplejen i Rands Fjord-området, som Spang Å var en del af.

Helt galt blev det imidlertid først da en af naboerne anskaffede sig en motorcykel. En gammel, grøn Nimbus på flade dæk, der så ud som om den havde ligget nede i mosen i årtier, så kun rusten holdt sammen på resten. Så var der et billede af motorcyklen i landsbyernes fælles Facebook-gruppe. Peters kone kunne yderligere oplyse, at der nu var åbnet en veteranmotorcykelklub henne på Elversti 1.

Det betød krig. Allerede samme dag gik Peter ud i garagen og skruede et træskilt sammen af et par brædder. Han malede sirligt »ADGANG FORBUDT« på det, og nedenunder fik han tegnet noget, der med lidt god vilje kunne forestille en motorcykel med et stort kryds henover. Peter satte en stor træbom hen over naturstien og sømmede skiltet fast på den. En fodgænger kunne sagtens hoppe over eller smyge sig udenom, men en motorcykel ville ikke have en chance.

Frøj var alt andet end imponeret, da han så bommen og skiltet. Han forsøgte at ringe på Peter Severin Hansens dør for at løse problemet i mindelighed, sådan en mand til mand snak over hækken, men det blev der ikke noget ud af. Peter var ikke til at hugge eller stikke i. Det skulle være slut med al den renden og kommen og gåen, han ville have fred på sin matrikel.

»Han giver sig ikke, og jeg giver mig ikke,« sagde Frøj og trak sig i det velplejede lyse fuldskæg. »Det er min mose. Jeg kommer og går som jeg vil.«

»Lad nu være med at lægge for meget i det, storebror,« sagde Bette Mette. Ellepigen var den yngste af Frøjs mange søstre, og også den klogeste. »Det er jo bare en vranten gamling. Din Nimbus kan jo ikke starte alligevel.«

»Det skal den nok komme til,« sagde Frøj sammenbidt. »Jeg har faktisk lånt en bog om motorlære på biblioteket i Taulov.«

Mette lo; det lød som en flok af pippende skovspurve. »Så kan du vel vente med at bekymre dig om hvor du må køre til den tid.«

Højkongen rystede på hovedet så den lyse man-bun hoppede. »Det handler om principper,« sagde han og tog sin mobiltelefon frem for at ringe til politiet.

Frøj blev stillet om otte gange inden han endelig fik lov til at tale med en Marianne, som åbenbart havde forstand på lovgivningen omkring færdsel på offentlig mark og sti. Han forklarede tålmodigt problemet og gjorde klart at han ikke ville finde sig i at blive nægtet adgang.

»Det kan jeg ikke gøre ret meget ved,« indrømmede Marianne. »Du har lov at færdes på udyrkede arealer til fods hvis du fører din hund i snor, og kun mellem klokken syv morgen til solnedgang. Han må også lukke området af hvis der afholdes jagt eller foregår intensivt landbrugsarbejde.«

»Det er ikke et udyrket areal,« sagde Frøj. »Det er en vej gennem en mose. En offentlig jordvej.«

»Nå,« sagde Marianne og han kunne høre, hvordan hun læste på en computerskærm mens hun talte. »Jamen, så har du lov at færdes til fods og på cykel. Adgang sker på eget ansvar. Men din nabo må gerne sætte et hegn op og forbyde færdsel hvis den er til gene for privatlivets fred, eller der er behov for særlig beskyttelse af plante- og dyreliv. Så må du gøre officiel indsigelse hos kommunen.«

Frøj lagde røret på. Den undskyldning med beskyttelse af plante- og dyreliv kunne han selv få brug for næste gang nogen ville bygge flere villakvarterer eller motorveje i hans ådal, så det var nok bedst at lade den ligge. Det var skuffende at politiet ikke kunne hjælpe, men det var nu godt nok at have sådan en undskyldning ved hånden til en anden god gang.

»Det blev du ikke meget klogere af,« sagde Bette Mette og hoppede op på bommen hvor hun dansede let frem og tilbage som om den var en cirkus-line.

Frøj så tilbage mod Peter Severin Hansens hus. Der var lys i køkkenvinduet. »Det er alt for længe siden at jeg har talt med familien på Sjølunds fagre sletter,« sagde han så med et listigt smil.

»Ja, dem skal jeg ikke have noget at gøre med,« sagde Mette og blev til tåge og dis, der drev henover de klatter af gammel sne, der endnu ikke var smeltet bort i martssolen.

Højkongen lo. »Han kan jo ikke fange dig alligevel.« Så gik han hjem for at skrive til sin fætter som sad som elverkonge på Stevns. Han og Klintekongen på Møn var de to berømte højkonger i familien, men det havde Frøj nu ikke noget imod. Det var ikke den store sag for Stevnskongen lige at give en besked videre, for modtageren kom forbi hver eneste nat på sit ridt mellem Vordingborg og Tikøb.

Der skete noget med vejret i ådalen i den uge. Det skulle ellers til at være forår, de første erantis og vintergækker stak allerede deres gule og hvide hoveder op alle vegne, men så slog vinden om i øst. Og der blev den, indtil iskold vind fra det fjerne Sibirien fik temperaturerne ned på grader, som ikke engang havde været besøgt i december og januar*. Det meste af ådalen frøs til – selve Spang Å gjorde selvfølgelig ikke, men mosen og engene rundt om var dækket af is. Ude på en mark mellem Bredstrup og Fredericia sad to hundrede svaner på træk og havde forfærdeligt ondt af sig selv.

Peter Severin Hansen kunne ikke undgå at opdage, at det friske vintervejr fik folk ud og gå tur og se sig om i vintersolen. Han sov også dårligt i disse dage, men det var ikke på grund af kulden. Nej, østenvinden fik det til at lyde som om der var en farlig trafik ad naturstien i bunden af hans have – men når han stak hovedet ud af vinduet var der ingenting at se.

Det lød som heste og gøende hunde. Men der var ingen spor i sneen om morgenen.

Natten derpå kunne han tydeligt høre et jagthorn, men der var vel for pokker ikke nogen der gik på bukkejagt til hest, og så oven i købet midt om natten og uden for sæsonen!

Den tredje nat var bommen splintret til pindebrænde. Skiltet var knækket tværs over, som om et tungt dyr med jernskoede hove havde trampet på det.

Der lå ikke nogen rideskole i Bredstrup eller Pjedsted. Der var selvfølgelig et par gårde med hestehold i området, men Peter kunne ikke udpege synderen. Desuden var der noget, der sagde ham, at det ikke var nogen lille piges hyggepony, der var kommet forbi.

Han satte sig foran køkkenvinduet med en kande kaffe for at vente. Støvlerne havde han på og vinterfrakken lå lige ved hånden. Nu skulle han nok finde ud af hvad der foregik! Konen rystede på hovedet ad ham og gik i seng mens hun mumlede noget om gamle mænd, der så spøgelser.

Natten faldt på og det blæste op så det susede i trækronerne og peb i skorstenen. Sneen dansede og føg omkring og det var svært at se ret meget inde fra huset. Lyden af hundegøen fik ham til at spidse ører – det var ikke bare nogens glade labrador, der var stukket af ud på nattetur, nej, der var mange af dem, og de lød store og vrede.

Peter Severin Hansen trak frakken på og gik ud på terrassen. Det var der, han så dem.

Store, sorte hunde med flammende gab kom strygende lige igennem hans have, henad naturstien, uden at sætte et eneste spor i sneen under sig. Han gned sig i øjnene og vendte sig så hurtigt om ved lyden af tordnende hestehove – eller var det larmen i trækronerne? Han så op – lige op i de blankskoede hove på den store, sorte hest, der galopperede forbi højt oppe over hans hoved.

Lyden af et jagthorn skar gennem natten og snefaldet. Sorte ryttere på sorte heste fulgte efter den første, hen over ham og hen over tagryggen på huset, og bag dem kom endnu flere store, sorte hunde. Og stadig var der ikke et eneste spor at se.

Peter Severin Hansen satte sig på rumpen i sneen (så var der da i det mindste ét aftryk dagen derpå) og besvimede.

Frøj holdt sin hest an et par meter over jorden og så sig tilbage over skulderen før han igen lod den løbe. Den forreste rytter vinkede ham frem til sig. »Ham var der ikke meget ved,« sagde han og lo. »Bedre mænd end han har stillet sig på min vej og dog har de måttet flytte sig!«

Højkongen grinede bredt. »Jeg tror han er færdig med at spærre offentlig sti fra nu af, Deres Majestæt.«

Jægeren lo og klappede Frøj på skulderen med en næve klædt i en middelalderlig stridshandske. »Du siger bare til en anden gang, Frøj. Nok elsker jeg min jagt på Gurre, men det er nu en god spøg sådan at ride en anden tur nu og da. Hils dine søstre!« Han lod hornet lyde igen, og både rytter- og hundespøgelser fulgte efter ham da han lod hesten springe an, lige op i nattehimmelen. Frøj slap sin egen hest løs så den kunne rende med sine medspøgelser.

Næste morgen gik Peter Severin Hansen ud og pillede resterne af bommen ned og smed dem i brændekassen sammen med det ødelagte skilt. Han sagde aldrig et ord mere om den sag, hverken til konen eller til nogen anden. Til gengæld blev hans kælder oversvømmet da al sneen og isen smeltede af ådalen i løbet af den næste uge.

Frøj, derimod, måtte bruge den næste måned på at gøre Bette Mette og hendes søstre gode igen. Valdemar, den danske konge, der spøgte på Sjælland, kunne hun ikke lide – for det Valdemar allerhelst ville jage var ellepiger og slatten-langpatter. Og som Mette sagde, hendes patter havde den størrelse der så godt ud i en soltop, men at hun var ellepige, det kunne hun ikke sno sig ud af.

*December og januar ikke havde forsøgt særligt hårdt på at sætte kulderekord i vinteren 17/18. Det havde faktisk været så varmt, at der var en forvirret andefamilie, der havde ællinger den 3. februar.

Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.
Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.

Illustration og foto © 2018 Birgitte Heuschkel.

Du kan finde resten af serien om MC Elverhøj her. Vil du vide mere om spøgelseskongen Valdemar Atterdag kan du finde et indlæg om sagnet lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.