Hvor fanden er min muse blevet af?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Kender du de dage, hvor man sætter sig ved sin laptop eller med sin skriveblok, og der sker absolut ingenting? Du stirrer ud i luften, du traver lidt op og ned ad gulvet, du tager opvasken, og der er stadig ikke ét ord på skærmen eller papiret? Til sidst ender du med at gå ud og gøre badeværelset rent i stedet for, for så har du da i det mindste foretaget dig noget konstruktivt i dag. Man begynder sin skrivetime fuld af optimisme og entusiasme, og ender med at sidde og føle sig rent elendigt til mode. Man vil så gerne skrive, men man har ikke noget at sige.

Det kan være svært at finde tid til at skrive, især med arbejde, børn og partner som også skal passes. Pludselig er der simpelthen ikke nok timer i døgnet. Men det er ikke det problem, som opstår, når musen bliver væk. Nej, her har man tiden og pladsen til at skrive. Der kommer bare ikke nogle ord. Der er ikke nogen historie. Du har ikke noget at fortælle.

Jeg ville gerne give en magisk opskrift på, hvordan man bare lige kan finde på en historie eller et plot til en roman eller novelle. Men sandheden er, i alt fald for mig, at det er hårdt arbejde. Jeg har masser af idéer på min notesblok, men de er usammenhængende og rodede. For nu at være helt ærlig, så er de fleste af dem ikke særligt gode. Alt for mange af dem går i sin grundform ud på, at jeg har en spændende og sexet person, som jeg gerne vil se mere på – men ikke nogen handling at putte dem ind i. “Ham her er bare så hot” er ikke en historie.

Sjovt nok bliver folk nogle gange fornærmede når man brokker sig over, at idéerne bare ikke vil komme, eller simpelthen ikke er gode nok. I en tidsalder, hvor det er så svært at finde tid, er det næsten blevet en fornærmelse at indrømme at man har tiden, men ikke rigtigt får noget ud af den.

Som forfatterspirer går vi rundt med den forestilling, at vi alle sammen har en stor historie i hovedet, der bare vil ud. Vi tror, at de store, successrige forfattere bare satte sig op i sengen en morgen som børn og sagde,”Når jeg bliver stor, så skriver jeg denne her ned, og så er den hjemme.” Men sandheden er, at det at skrive noget sammenhængende kræver rigtigt meget arbejde. Først skal du lære dig selv at skrive, og så skal du lære dig selv at have noget at sige.

Det sidste er langt det sværeste, i alt fald for os, der ikke er født med en historie i hovedet. Eller alt for mange historier.

Jeg har altid skrevet, men som mange af mine stakkels ungdomsbekendte kan skrive under på, så har kvaliteten været meget svingende. Først skrev jeg for sjov – så blev det mit arbejde i reklamebranchen. Siden skrev jeg tekster til online-spil. Hen ad vejen lærte jeg at konstruere en historie og skrive om steder, følelser, og personer – i stedet for at fokusere på mit plot og min morale. Jeg lærte at lægge fokus på selve nuet og oplevelsen, i stedet for at tænke tre kapitler fremad.

De af os, som ikke er velsignet med en trofast muse, der bare spytter ord i tastaturet på kommando, bliver nødt til at lære os selv at tilgå skriveriet som et arbejde. Der skal lægges så og så mange timer om ugen i research, så og så mange i at læse andre forfattere og finde ud af, hvorfor deres historier virker, og så og så mange timer skal bruges på simpelthen at skrive dagbog eller små portrætter af din nabo hvis din muse stadig ikke vil samarbejde. Hen ad vejen kommer ordene. Hen ad vejen kommer strukturen.

Fan fiction-forfattere skriver drabbles for at øve sig. Det er små historier uden mening eller plot, bare et sindsbillede eller en stemning, en øvelse i at sætte sig ind i personens tankegang og opfattelse. Kan det bruges til noget? Nej, ikke ud over at fan fiction-læsere ofte finder dem interessante. Nogle dage skriver jeg en beskrivelse af mit fuglefoderbræt eller mine tanker om et tilfældigt emne. Det hele ender i papirkurven – men jeg bliver stadig bedre til at sætte ord sammen, også når jeg faktisk ikke rigtigt har styr på hvor hele turen skal ende henne.

Muser er flygtige væsener, men de kan dresseres – fodr dem godt og arbejd med dem ofte, så begynder de at forstå, hvad det er, du vil have dem til.

Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.
Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.

Hvad gør du selv på de dage, hvor inspirationen bare ikke vil komme? Del ud af dine erfaringer i kommentarfeltet hvis du har lyst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.