Den om klimaforandringer

Først kom der en uge med hård frost og så en uge med tøvejr. Regnen stod ned i tove dag og nat, og snart svulmede Spang Å op og flød ud over sine bredder nede i ådalen. Galloway-kvæget var taget hjem på stald for vinteren så det gjorde ikke så meget at ænderne fik våde fødder. Det svanepar som holdt til i et lille kildevæld flyttede ud på markerne ved Bredstrup hvor der alligevel overvintrede tyve-tredive andre par. Grågæssene på træk slog sig også ned hos svanerne, for de holdt heller ikke af at sove under vand.

Fredericia Kommune opdæmmede Spang Å hver vinter, sådan at ådalen blev gødet på naturlig vis når vandet stod højt nok til at gøre engene våde. Når foråret så rigtigt kom åbnede man for sluserne igen, Spang Å smuttede lydigt tilbage i sit leje, og kvæget blev sluppet ud på græs i det friske forårsgræs.

Ellekongen Frøj bekymrede sig ikke om den stigende vandstand i ådalen, i alt fald ikke til at begynde med. Forårets tøbrud medførte altid oversvømmelser – det var faktisk hele formålet med at opdæmme åen. Det var måske også lidt optimistisk at kalde februar måned for forår, men tøvejr var det, og vintergækker og erantis var allerede oppe alle vegne.

“Ja, jeg ved nu ikke,” sagde Frøj den Ældre. Den foregående ellekonge havde afstået titlen til sin søn i begyndelsen af 1970’erne da man førte motorvejen ud gennem Elbodalen. I ren fornærmelse havde han sat sig ud på en knold i ådalen, og der sad han stadig. Frøj den Yngre, som nu regerede som ellekonge over Elbodalen, gik tit ud for at få sig en sludder med den gamle. Han vidste mange ting, også selv om han var gammel og forstokket, og aldeles kørt bagud af den teknologiske udvikling.

“Hvad ved du ikke?” spurgte sønnen tålmodigt. Man måtte give sig tid med den gamle. Han havde aldrig travlt.

Den gamle gubbe på knolden i åen slog ud med hånden mod det blanke, blå vand. “Ja, det der. Der stod jo blankt vand her da jeg var knægt. Dengang sejlede de med kogger og skindbåde, helt ind til Taulov. Men det er længe siden.”

“Vandstanden er faldet meget siden middelalderen,” sagde Frøj den Yngre. “Landet rejser sig, det sker alle vegne. Desuden ville dalen ikke blive oversvømmet hvis kommunen ikke lukkede for sluserne om vinteren. Så ville det rende hele ud i Rands Fjord, ligesom i gamle dage.”

“Ja, du snakker som du har forstand til,” gryntede faderen og slog ild med sit gamle fyrtøj – han havde vundet det fra en svensk soldat i 1657 i et spil terninger. Han fik blus på den gamle kridtpibe som engang havde været hvid men nu nærmest var samme farve som god, brun sovs. “De laver om på det. Vejret, altså. De kan ikke lade godt nok være i fred, det har de aldrig kunnet.”

Han mente naturligvis menneskene. Det gjorde Frøj den Ældre altid. Han havde sikkert brokket sig da isen trak sig tilbage og de første mennesker dukkede op i rensdyrenes fodspor, men det havde Frøj den Yngre heldigvis ikke været gammel nok til at høre på dengang.

“De snakker selv om det nu,” sagde ellekongen forsigtigt. “Rigtigt meget, endda.”

“Det hele forandrer sig jo,” sagde hans far uden at høre efter. “Her var lunt og godt dengang tøserne rendte rundt i snoreskørter med bronzespænder på bæltet. Så blev her koldt igen og folk rejste sydpå for at slås med romerne.”

“Jeg kender godt historien,” sagde Frøj.

Den gamle tog sig ikke af afbrydelsen. “Så blev det varmt igen. De sejlede køer til Grønland. Til Grønland, Frøj! Og til Vinland, hvor druerne groede vildt ligesom i Italien!”

“Og du har aldrig været nogen af stederne,” sagde Frøj. Ellekongerne kunne ikke sådan lige forlade deres domæne, i alt fald ikke for en længere tid. Frøj den Ældre havde aldrig været længere væk end Vejle, så vidt hans søn vidste.

“Du snakker,” gentog den gamle. “Her blev skidekoldt igen. I 1660 frøs bælterne til så svenskerne kom rendende hen over isen. De havde ikke brug for at sejle!” Han viftede med den svenske soldats fyrtøj for at understrege sine ord.

“Det er ikke menneskenes skyld at vejret ændrer sig,” sagde Frøj. “Vi har kolde perioder og vi har varme perioder. Sådan har det altid været.”

“Det skal du fandeme ikke minde dem om,” sagde hans far. “Lad dem bare holde fast i at det hele er deres skyld. Så kan det være de holder op med at tro at alting handler om dem. Der er snart ikke vild natur nok tilbage her i landet til at man kan slå en skid uden at få en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.”

Frøj den Yngre lod faderen sidde på sin knold i åen og brokke sig. Sådan var han nu engang bedst tilfreds med tilværelsen, så det var ikke noget nogen skulle lave om på. Men den gamles ord blev i ellekongens tanker. Sommeren 2018 havde været skoldende hed og tør. Med kunstvanding og støtteordninger havde landbruget klaret sig endda. Spang Å var da heller ikke forsvundet, men der havde nu ikke været meget vand tilbage.

Menneskene talte meget om det. Når han læste med på de hede debatter på sociale medier eller så forskerne diskutere i nyhedsprogrammerne var det lige før Frøj overvejede at smide sin mobiltelefon i åen. Tonen var ikke til at holde ud. Tilhængere og modstandere beskyldte hinanden for alt muligt, tonen var som i en børnehave hvor ingen af ungerne har fået frokost og de halve trænger til at få skiftet ble, og på uhyggelig vis endte de fleste debatter med at folk beskyldte hinanden for at være højreekstremister eller venstrefascister.

“Min bror har ret,” sagde Alfhild. Hun var Frøjs tante, og den af ellepigerne i Elbodalen som forstod sig allerbedst på menneskenes natur. De to ellefolk havde ellers ikke været på talefod siden Frøj forpurrede Alfhilds planer om at sælge mosens gamle offergaver som oldsager på eBay, men efter den hede og tørre sommer var Alfhild alligevel kommet luskende tilbage til ådalens imødekommende væde og tåge. “Det vigtige er at de får ryddet op og ikke spolerer den natur der er tilbage. Og det helst inden vandet stiger så meget at det ikke kun er om vinteren at vi står i vand til knæene her i dalen!”

“Desuden kommer din gamle Nimbus aldrig til at køre igen hvis du skal have den gennem alt det vand først,” indskød Bette Mette, som var den yngste og smukkeste af dalens ellepiger. Og nok også den klogeste.

Frøj kradsede sig i sit velplejede fuldskæg (som han overvejede at barbere af, for moden med man-bun og fuldskæg var ved at klinge af, hele hipster-fænomenet var blevet lidt til grin i de sidste par år). “Det er vel så det, det hele handler om på bundlinjen,” måtte han indrømme. “Jeg skal have den motorcykel ud at køre. Ellers ryger foreningstilskuddet, og så er vi tilbage hvor vi stod for et års tid siden.”

“Jeg trækker ikke helhesten til ponyridning på landsbymarked* en gang til,” sagde Bette Mette bestemt. “Du har bare at holde liv i den motorcykelklub så vi bliver ved med at få penge fra kommunen, Frøj.”

Næste morgen stod der et nymalet lille skilt der hvor Ågade i sin kraft af hovedgade (og eneste store gade i Bredstrup-Pjedsted) krydsede Spang Å. “Pas på mig,” stod der på skiltet, og så var der sirligt malet et billede af jordkloden (næsten – Alfhild havde glemt at male Australien med). “Send dit affald til genbrug.”

Dagen efter lå der otte cykelvrag og et mindre bjerg af gamle øldåser og plasticposer arrangeret under skiltet. Både cykler og dåser så ud som om de havde ligget i vandet et godt stykke tid. Påsat var en lille seddel hvor der blot stod, “Tak for lån.”

En lokal villaejer samlede hele bunken op og kørte den ud på det lokale genbrugscenter. Peter Severin Hansen fandt sig ikke i at udsigten fra hans matrikel blev ødelagt af den slags hærværk. Så kunne de møgunger lære selv at samle deres cykler op, hvis de ville beholde dem!

“Vi holder os til ordsproget,” sagde Bette Mette. “Man fejer for sin egen dør først. Vi kan ikke spare på strømmen før vi får lagt el ind i højen, og der er ingen af os der tager på charterferie, så det kan vi heller ikke holde op med.”

“Jeg kan ikke redde hele verden,” måtte Frøj indrømme. “Men vi kan vel gøre vores her i mosen. Og så håbe på at andre følger efter.” Han så ud over dalen hvor vandet nu stod så højt at man ikke længere kunne se hvor Spang Å holdt op og engen begyndte – det hele stod under vand. Det kom vel ikke til at gå værre end at kommunen måtte åbne sluserne hvis regnen blev ved. Men bedre ville det være hvis dommedagsprofetierne om meget, meget mere regn blev gjort til skamme.

“Mange bække små gør en stor å,” sagde Mette.

*Der var ellers årlige landsbymarkeder og byfester både i Smidstrup og i Bredstrup-Pjedsted, og i et halvt dusin andre småbyer rundt omkring mellem Vejle og Fredericia. Men helhesten havde aldrig tilgivet Bette Mette at den sådan var blevet sat til at slæbe snottede børn rundt mens deres curlingforældre brokkede sig over at skulle betale fuld pris for en trækketur på en hest der kun havde tre ben. Den forsøgte stadig at sparke hende når hun kom for tæt på, og hver gang var den ynkeligt ved at vælte. Hun kunne ikke holde ud at se på det.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.