Varsler om brylluppet

Varsler om bryllyppet

Det er sin kunst at finde det rette menneske at dele sit liv med. Hvem skal man giftes med, hvornår skal man giftes, og hvordan bliver ægteskabet når først brylluppet er forbi og gæsterne er gået hjem?

Det første trin i gifteplanerne er som bekendt at finde sig en passende partner. Folketroen vrimler med varsler og måder at finde sin rette tilkommende på.

Lad pengene tale

Når krybben er tom bides hestene. I et hus uden penge er der altid ufred. Vil man være sikker på at ikke komme til at mangle noget er det en god idé at spørge pengene til råds om sin tilkommende. Man kan for eksempel lægge et par mønter i sine sko og gå rundt på dem hele dagen, og derefter lade dem ligge i skoene om natten. Så er man sikker på at drømme om den man bør gifte sig med. Drømmer man om en ligkiste kan man til gengæld godt opgive drømmen om at blive gift overhovedet.

Nytårsnat eller helligtrekongers nat kan man lægge tre sølvmønter i et vandfad. Glider de sammen på bunden så de rører ved hinanden er man sikker på at blive gift inden året er ude. Man kan også lægge en sølvmønt i vand natten over. Næste morgen skal man tørre den af og tage den med i byen. Den første tigger af modsat køn man møder skal man give mønten imod at tiggeren røber sit fornavn. Så ved man nemlig hvad den kommende ægtefælles navn vil være.

Andre varsler om ægteskab

Banker en pige på hønsehusets dør og en høne så giver lyd af sig bliver pigen ikke gift inden året er omme. Er det derimod hanen der svarer kommer hun til at stå brud.

Kommer man fløde i kaffen før man kommer sukker i bliver man ikke gift. Traditionen siger ikke noget til os der overhovedet ikke kommer sukker i kaffen; det er et temmelig nyt fænomen, sådan at drikke kaffen uden hverken sukker eller fløde, eller i det mindste en snaps i. Starbucks har folketroen slet ikke taget højde for!

Når husets pige strør frisk sand på stuegulvet og ved et uheld kommer til at strø sand på fødderne af en karl bliver han ikke gift i året der kommer.

Man skal være forsigtig når man sidder ved bordet, for hvis man kommer til at sidde med et ben på hver side af bordbenet bliver man ikke gift de første otte år. Og når man så endelig bliver gift trods alt bliver det med en enke eller en enkemand. Det kan jo være godt nok hvis man håber på at gifte sig til penge, men det er nok sjovere at få en partner der er ung og sprælsk som én selv.

Finder man en hel rugkerne i sit rugbrød skal man lægge den op på dørkarmen. Den første fremmede der går ind gennem døren bliver gift med den som har lagt kernen derop. Men varslet gælder nok kun hvis både finderen og den fremmede er ugifte til at begynde med; ellers skal der i alt fald ske et par belejlige dødsfald!

Kommer man til at give hånd over kors bliver en af de fire personer forlovet inden året er omme.

Har man tre lys tændt samtidig i en stue er der er en af de tilstedeværende som er hemmeligt forlovet.

Og endelig siges det at jager man kattene ud af huset får man dårligt vejr på sin bryllupsdag.

Penge og velstand i ægteskabet

Når krybben er tom bides hestene. Penge nok giver husfred, og derfor er der flere metoder til at sikre velstand i ægteskabet. En brud bør lægge en sølvmønt i hver sko ved vielsen. Jo større mønten er, jo rigere bliver den nye husholdning. Andre nøjes med en mønt i højre strømpe. Brudensfamilie kan også stikke hende penge i skoene for at sikre velstand, men hun må ikke opdage det.

Mange munde skal mættes og det koster – men penge er symbol på frugtbarhed. Mange brude sparede op før i tiden så de kunne købe deres brudesko for lutter enører i stedet for større mønter. Det er den samme tanke der gør at vi i dag kaster ris eller småpenge efter et brudepar – så skal de aldrig mangle.

Brudgommen bør have brød, salt og penge i sin jakke under vielsen. Så kommer brudeparret nemlig ikke til at mangle nogen af delene senere i livet.

På vej til kirken

På vej til bryllup er der mange varsler at tage og ting at gøre. Ligger der for eksempel en stor, dyr mønt på vejen og glimter og lokker, skal man lade den ligge. Den slags penge bringer ulykke og et ondt menneske har lagt mønten der for at skade ægteparrets velstandfremover.

Vejret på bryllupsdagen har meget at sige. Heldigvis kan bruden selv få indflydelse på hvordan det skal være. En pige som er ond mod katte får dårligt vejr på sin bryllupsdag, mens piger der er gode ved katte får godt vejr.

Det er ikke kun et spørgsmål om at få smukt solskin til bryllupsfotografiet – falder der regn på brudens hoved på vej til kirke bliver der tårer i ægteskabet. Regner det på bruden på vej hjem fra kirken varsler det imidlertid en stor børneflok og mange penge – så de katte skal omgås med lidt taktik!

Vejen til og fra brylluppet er i det hele taget vigtig. Brudeparret må ikke se sig tilbage for så vil de altid længes efter tiden før de blev gift. De bør kaste penge bagud, for så har onde magter og mennesker for travlt med at samle op til at gøre dem fortræd. I nogle dele af Jylland holdt brudevognen ved korsveje og delte penge og kager ud til de fattige, for sådan at købe sig til lykke i ægteskabet.

Varsler om brylluppet

Bryllupsvarsler

Når en brudgom stiger ud af vognen må han ikke se sig om efter bruden, ellers varsler det ulykke.

Kun brudgommen må tage brudekransen af bruden.

Ved brylluppet må brud og brudgom ikke være sammen mellem kl. ni og ti om morgenen, ellers kommer der ondt imellem dem.

Når nye ægtefolk flytter sammen skal man først flytte katten ind, for den ‘skraber sammen’. Flytter man derimod hønsene ind først, så bliver alt splittet ad.

Den gode ægtemand

En brud kan sikre sig ægtemandens gode opførsel på flere måder. Drikker manden kan han hurtigt få gjort kål på familiens penge. Derfor stjæler den kloge brud en mønt fra ham og bærer det i sin højre strømpe under vielsen. Så får han nemlig ikke held til at holde sine penge for sig selv i ægteskabet, og så er hun sikker på at hun selv og børnene også får noget at spise.

Er bruden nervøs for om manden nu skal vise sig at drikke for meget skal hun flette en toskilling ind i sit hår og lade den sidde indtil både vielse og bryllupsfest er forbi. Ved første lejlighedskal hun snige sig over på et værtshus og betale for et glas brændevin med mønten. Så vil manden nemlig aldrig drikke for mere end to skilling når han kommer ind sådan et sted. I vore dage med betalingskort og mobile pay må man formode at en hundredelap kan gøre samme gavn.

Længere tilbage i tiden var det skik når brudeparret trådte ud af kirken at bruden skulle bede gommen om lidt småpenge. Når han så pligtskyldigt gav hende alt hvad han havde i lommerne kunne hun stole på at han ville blive en god og gavmild ægtemand. Snød han hende derimod og beholdt nogle af pengene til sig selv skulle hun ikke stole på ham i pengesager.

Beskyttelse mod hekseri

Folketroens hekse vil gerne gøre bruden fortræd. For at beskytte sig mod dem bør bruden klemme en sølvmønt fast på indersiden af overarmen mod den nøgne hud. Den skal hun holde fast der under hele vielsen. Lykkes det for hende vil alle onde øjne prelle af, i alt fald indtil hvedebrødsdagene er overstået. Men det er vigtigt ikke at se efter mønten når den endelig tabes, ellers forsvinder dens beskyttelse.

Efter brylluppet

De første ting der bæres ind i parrets nye hjem skal være brød, salt og penge. Så kommer der nemlig ikke til at mangle nogle af delene i husholdningen fremover.

Efter brylluppet skal man omhyggeligt lægge alle de penge til side som man har fået i bryllupsgave. De må ikke blandes med andre penge. Så længe de bliver holdt for sig selv trækker de nemlig flere penge til. Bliver de blandet eller givet ud vandrer velstanden ud af huset sammen med dem.

Kilder

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Gamle danske vejrvarsler”, Ib Askholm, Lademann Forlagsaktieselskab, København (1987). ISBN 87-15-07984-4.

Fotos:  Beatriz Perez Moya og Nick Karvounis via Unsplash.

Oktobers varsler

I oktober går ham her i seng.

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Oktober (sædemåned)

I den romerske kalender var oktober den ottende måned; octo betyder otte på latin. Her i Danmark blev måneden kaldt sædemåned fordi vintersæden skulle sås i denne måned.

Det hed sig at hvis træerne ikke tabte løvet i oktober blev vinteren streng. En hård oktober giver en mild vinter, mens en mild oktober betyder en rå og kold marts.

Om bierne hedder det sig at:

Hvis bierne kitter stade tidlig til,
fårene skal drives ind med vold,
og ræven gør,
bli’r det kold’.

Hvis haren optræder i sommerpels i oktober bliver det ikke vinter foreløbig. Hvis træerne ikke smider bladene i oktober bliver vinteren streng.

Når andetrækket begynder er vinteren i anmarch.

Når gravgåsen går til hav og grævlingen i grav
kommer vinteren ikke i skridt men i trav.

Sct. Gallus (16. oktober)

I gammel tid forbandt man Sct. Hedvig (15. oktober) og Gallus med dette varsel: Er Hedvig våd og Gallus tør, så kan man så rug i både mose og kær. Det hed sig også at hvis det regner på Gallus må man så rug på knolde. Med andre ord, under de rette vejrforhold kan man så rug på selv meget våde enge uden at miste sæden.

Sct. Søren (23. oktober)

Når Sct. Søren kommer til by giver han køer og kalve ly. Med andre ord: Nu skal kreaturerne på stald. Sct. Søren regnedes også for en god dag til at begynde slagtningen på.

Simon og Judas’ dag (28. oktober)

Nu skal det helst begynde at blive koldt, for: Går du nøgen, tro ikkun mig, om Judæ dag, det angrer dig. Man siger også: Er vejret pænt på Judæ dag, sne i jul er en sikker sag.

Kilder og citater

“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk
Fotos
Pindsvin  © 2018 Alvin Gellert.

 

Brand! Ild og brandvarsel i folketroen

Brand!

Brand! Siden vores ældste forfædre klumpede sig sammen rundt om det første bål har ilden været menneskets mægtigste beskytter – og fjende. Aldrig var der noget fik folk ud af sengehalmen som råbet: Brand!

Man tilberedte sin mad over bålet, holdt varmen ved det – og bad til at ilden ikke vendte sig imod menneskene. Ilden skulle passes med omtanke og plejes med forsigtighed. Men selv når man udviste den største forsigtighed og ærbødighed kunne det hurtigt gå galt.

Sådan en råkold vintermorgen i storstaden har mange koner ønsket at de kunne tænde hurtigt op og få varme i køkkenet. Desværre for dem blev tændstikken først opfundet i 1805. Indtil da måtte man klare sig på anden vis.

På landet lod man gerne arnen brænde natten over. Så kunne man næste morgen puste til gårsdagens ild og give den frisk brænde. Men inde i byen skulle brændet købes på marked, betales for i dyre domme og derefter skaffes hjem med vogn og kærre. Derfor kunne det bedre svare sig at lade ilden brænde ud om aftenen og så tænde en ny, frisk ild næste morgen. Det reducerede også brandfaren idet gløderne ikke ulmede den ganske nat med fare for skorstensbrand. En borgerhusholdning i 1500-tallet brugte gerne mellem 25 og 50 læs brænde på et år. Det løb hurtigt op, så det gjorde ikke noget at spare på både penge og brandfare.

Brand!

Når det så gik galt, gik det meget galt. I tiåret 1540-1550 brændte de følgende købstæder helt eller delvis: Århus, Varbjerg, Vejle, Århus (igen), Aahus og Maribo. Aarhus brændte for tredje gang tiåret efter. I 1560-1570, mens Syvårskrigen rasede, brændte stort set alle de byer hvor man kæmpede. Derudover brændte Nykøbing Mors, Viborg, Ørebro og Bogense. I tiåret efter røg Bogense (igen) og Ribe. Mellem 1580-90 brændte Mariager og Marstrand, og inden året 1600 måtte Varde, Vejle (igen), Maribo (igen) og Roskilde også være med i den kedelige statistik.

Oprindelig var det almindelige byggemateriale i købstaden træ. Først i løbet af 1600-tallet afløstes træet som hovedmateriale af bindingsværk. Det stigende behov for træ til brændsel og til skibsbyggeri gjorde træ for dyrt at bruge som eneste byggemateriale. Men først i slutningen af 1800-tallet var der nok teglværker herhjemme til at almindelige borgere og bønder byggede i mursten. I overgangsperioden byggede man f.eks. i mursten ud til gaden og så i almindeligt bindingsværk på de tre andre sider som forbipasserende ikke skulle se. Man skiftede også lerværket i ældre huse ud med mursten hen ad vejen. Især i første halvdel af 1800-tallet var der stor prestige i at eje en gård i brændte sten.

Først fra midten af 1800-tallet begyndte man også at gøre noget ved de såkaldt blinde skorstene. Lige som gamle tiders lyrehuller ledte disse blot røgen op under loftet hvor den så selv måtte finde vej ud. Derved kunne vildfarne gnister let antænde strå eller bjælker. Der er gentagne eksempler på lovgivning imod disse blinde skorstene, men lovene og forordningerne blev sjældent ført ud i livet.

Faren for brand var betydelig.
Bindingsværkshuse i Den Gamle By i Århus. De brede gader er forholdsvist nye i bybilledet. Før 1800-tallet havde byhusene gerne boder eller forhuse, der lå klods op ad hinanden. Gaderne var smallere, og det var ikke altid muligt for en vogn at passere. Brandfaren var betydelig.

At bære ild

Når købstadskonen skulle tænde op om morgenen kunne hun bruge trøske, fyrsvamp, flint og stål – altså et fyrtøj. Men det var besværligt! Kunne man i stedet låne en bid ny ild hos naboen var det lettere – uanset om det så var fordi naboen var hurtigere til at tænde op eller hans ild alligevel ikke var brændt helt ud i løbet af natten. Der var imidlertid strenge regler for hvordan den slags skulle gøres så det ikke gik galt.

Ild skulle bæres mellem to huse i en tillukket beholder der var beregnet til formålet. Det var vigtigt at gnister og gløder ikke måtte kunne springe fra beholderen over i stråtage eller andet brændbart materiale. Men mennesker er jo nu engang mennesker, og love bliver ofte glemt. Det skete alt for tit at en kone fik en træknude med gløder til at bære hjem. Så håbede man på det bedste mens man strøede lidt salt på sin ild og slog kors over den for at få den i sin magt – havde man det, turde ilden nemlig ikke springe bort og antænde omgivelserne.

Folketroen var meget striks på det område: Man måtte aldrig sige til en anden at man gav ham ild eller fik ild af ham – for man kunne hurtigt få alt for meget ild. Man lånte kun ild, man ejede den ikke. Ejede man ilden kunne den vokse og sprede sig. Havde man den kun til låns måtte den derimod begrænse sig så den en dag kunne vende hjem hvor den kom fra.

Varsler om brand

Ildebrand kunne lægge et liv i ruiner. På en eneste dag kunne man miste alt – hus, hjem, familie, dyr, ejendele, alt andet end det tøj man havde på og de træsko man stod i. Forsikring fandtes endnu ikke. I købstæderne havde håndværkernes laug og gilder ofte forordninger og regler om at hjælpe medlemmer i nød. Men det var ikke meget gavn til når hele bydele futtede af og alle havde brug for hjælp. Derfor handler meget af vores folketro om at gætte hvor ilden næste gang bryder ud – og hvordan man kan forhindre den i det.

Man sagde at hvis der sprang gnister fra øksen når man huggede tømmer til et nyt hus, ville det hus komme til at brænde en dag. Og forlod storken og dens unger deres rede i utide var det fordi fuglene fornemmede at gården snart skulle stå i lys lue. Man beskyttede sig mod brand ved at have husløg groende i stråtaget, hestesko på døren, samt storke- og svalereder på bygningerne.

Det sagdes også at når grundstenen til et hus er lagt kan man våge tre nætter ved den. Skal huset brænde vil man se små blå flammer over stenen alle tre nætter. Skulle det ske, kan man vel spørge sig selv om det mon er værd at fortsætte byggeriet når huset alligevel skal ende sådan.

Forbrand

Forbrand oplever man når man ser et hus eller en bygning stå i flammer – for derefter at opdage at det ikke brænder og der ingen skade er sket. Så har man set det, som fremtiden skal bringe for den pågældende bygning. Mange gamle kirker, storgårde og herresæder har historier om forbrand; man ved at de en dag skal brænde, for den ene eller anden person har set dem stå i lys lue skønt der ingenting er sket.

Et læs mennesker fra Tammestrup var til marked i Horsens. Da de kjørte hjem, så de store ildflammer, den ene efter den anden, der kom fra Borupgård, og satte efter Testrup sø. Et par år efter brændte gården.”

Brand!

Gentagne brande

Det ligger i ildens natur at ulme og gløde. Man forestillede sig at en slukket brand blot ventede på at bryde ud igen, både år og dag senere. Derfor tog man varsel om genbrand, og forsøgte at afværge sådan en ulykke. I værste fald var man da i det mindste forberedt på ulykken når branden så endelig kom.

Det hed sig blandt andet at hvis gårdhunden brændte ville gården snart brænde igen.

Mange gårde og herresæder er blevet spået en krank skæbne. Når det hedder sig om en gård på Langeland at den skal brænde to gange og tredje gang forgå ved vand, så er det sådan en spådom der er tale om. Den pågældende gård er allerede brændt to gange så nu venter man kun på at den endeligt skal forgå ved stormflod eller oversvømmelse.

De synske

Folk med evner for den slags kunne se vådesild eller våningsild over et hus eller en gård. Det var en ild der svævede som en flamme eller et lagen af ild i luften, som varsel om hvad der en dag skulle ske.

Men selv når varslet var set kunne den onde skæbne afværges. Man kunne ‘sætte det væk’ ved at gribe under sin højre fod og tage en håndfuld sand og smide over hovedet. Samtidig skulle man sige, “Gud give, at huset nu må stå i lige så mange år, som der var sandkorn.”

Det kunne være lidt suspekt hvis den samme person blev ved at se forbrand og spådommen altid gik i opfyldelse. Hos Evald Tang Kristensen har vi en historie om en kone fra Søndersø som drømte at hun så to gårde brænde. Folk troede ikke rigtigt på hende, men så brændte den ene gård. Så satte man brandvagt ved den anden for en sikkerheds skyld, men den brændte også. Konen holdt selv på at så kunne man jo se at hun havde spået rigtigt. Der blev holdt forhør over hende så det er klart at man har haft mistanke om at noget ikke var som det skulle være med de to gårdbrande.

Andre gange beroligede den synske sin tilhører. En kone så varsel for brand over et hus der var ved at blive bygget. Men så fik hun set nærmere på sagerne og kunne berolige bygherren trods alt. Når man kom vestfra så nemlig det ud som om varslet var for hans hus. Rent faktisk var det malerens hus ved siden af der skulle brænde. Historiefortælleren slutter så af med at, “Det brændte også sidste sommer.”

Og så er der selvfølgelig historien om gårdejeren der var underforsikret. Hans karl blev ved at se forbrand og til sidst fik han da også lagt sine forsikringer om. Natten efter slog lynet ned så hele gården brændte.

Kilder

“Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede”, Troels Frederik Troels-Lund, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (udgivet 1874-1901, illustreret udgave 1914). Intet ISBN-nr.
“Danske Sagn” (Bind II) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.


Fotos:
Indledning: Christopher Burns (Unsplash)
Bindingsværkshuse: Bjonson (Pixabay)
Skovbrand: Matt Howard (Unsplash)