Den sorte skole: Fanden tager sidste mand!

Den sorte skole lå muligvis i Schwarzwald.

I den sorte skole lærer præster, heksemestre og andre kloge folk deres kunster. De lurer Helvede kunsterne af, men må betale en høj pris for den viden som almindelige dødelige måske slet ikke burde have til at begynde med. Sagnet om den sorte skole optræder ofte i den danske sagnskat – og i resten af Europa er det heller ikke ukendt. Faktisk hedder det sig at det var en dansker, der grundlagde den ærværdige, hemmelige institution!

“Der er fortalt meget om den sorte skole, som præsterne i gamle dage gik i, når de skulde lære at mane gjengangere og alt sådan noget utöj. Men for at lære sådant til nytte måtte der loves Fanden, at han skulde have den sidste, der kom ud af skolen, når de var udlærte …”

Hvor lå den sorte skole?

Folkesagnet placerer den sorte skole gemt af vejen i den virkelige verden. I katolske lande hedder det ofte at skolen ligger i Wittenberg – Martin Luthers fødeby. Man kunne måske forestille sig at nogen har haft et horn eller to i siden på reformatoren! Andre sagn placerer skolen på Bloksbjerg i Tyskland – der hvor vi skandinaver også forestiller os at heksene mødes Sct. Hansnat for at kysse Djævelen i rumpen og sværge ham troskab. Et andet sagn fortæller om swartaskoli at den ligger på et hemmeligt sted under jorden på Island. Og endelig har tysk tradition det med at gemme hvad som helst der lugter af det overnaturlige ad vejen i Schwarzwald’s dybe, mørke skove.

Det eneste alle er enige om er at skolen var hemmelig. Det var den nødt til at være, for de ting man lærer i den sorte skole hørte ikke til i kirken. Det bliver ikke bedre af at de præster der kunne mere end deres fadervor – helbrede, mane, eller læse over de syge – naturligvis havde lært deres kunster i den sorte skole. Man beundrede den slags præster – men man var også bange for dem. Det var aldrig godt at have med Helvedes magter at gøre, heller ikke gennem tredjemand.

Livet i den sorte skole

Sagnene fortæller os ikke meget om livet som student i den sorte skole. Man har ikke forestillet sig at det foregik meget anderledes end livet for studerende på latinskoler og universiteter. Man arbejdede hvis man ikke havde råd til at betale for sig, og almindelige bønders sønner havde kun sjældent mulighed for at studere.

Det var præster og andre lærde mænd, som således beskyldtes for at have gået i den sorte skole. Alle vidste jo at landsbyens kloge mand har lært sine kunster af sin far, for han havde aldrig forladt sognet. Præst og skolelærer, derimod, de havde været udenbys og lært ting som almindelige mennesker ikke forstod. Det kunne ikke altid være gået rigtigt for sig med al den klogskab.

Grundlæggeren af den sorte skole

Sagnet siger ikke meget om hvem der grundlagde den sorte skole, eller hvem der drev den. Når vi endelig får et navn er det Cyprianus – en sagnfigur som måske og måske ikke var dansker. I følge nogle sagn grundlagde Cyprianus sin sorte skole for at hævne sig på Helvede: Han uddannede gode kristne mænd i sortekunst netop så de vidste hvordan de skulle stille sig i vejen for hekse og dæmoner. Det er efter ham at vi kalder bøger med sortekunster, heksekunst og magiske opskrifter for cyprianus (du kan læse mere om cypriani her).

Sagnet er beslægtet med det tyske sagn om Krabat, den fattige dreng der ender som lærling i en sort mølle hvor Døden selv får malet kranier til benmel og en dreng må dø hvert år for at de andre kan leve.

Løfter til Fanden

Uanset om den sorte skole blev drevet af Cyprianus som hævn over Helvede, eller det var Fanden selv der stod for undervisningen, var der en pris at betale for den erhvervede viden. Langt de fleste sagn handler om hvordan man kan kende en præst der har gået i den sorte skole på de løfter han har måttet aflægge – eller om hvordan en særlig klog præst slap fri for at betale prisen.

“De, der er på den sorte skole, må alle aflægge et løfte om et eller andet, som de skal holde i hele livet. Sådan brugte pastor Petersen i Ris bestandig kun én handske, og pastor Mygind i Stepping vilde aldrig have sin varmölspotte toet (vasket).”

Folk som havde gået i den sorte skole var tvunget til at give Fanden et løfte om noget dagligdags som de altså ikke måtte gøre. Det kunne f.eks. være at gå med handsker på begge hænder eller aldrig at binde snøre- eller hosebånd. En præst måtte knappe sin præstekjole hele vejen op og i hver gang han gik gennem kirkens våbenhus; en anden skulle gå to mil om dagen til fods, uanset om vejret var så ringe at han måtte gå dem rundt i dagligstuen. Om en præst i Mørke hed det sig at han kun måtte barbere sig i den ene side af ansigtet, så havde Fanden ingen magt over ham.

En særligt hårdt ramt præst måtte ikke stå op fra sengen før der brændte lys på spisebordet. Da præstegården en dag brændte var han nær død fordi han ikke turde rejse sig fra sengen – hellere brænde til døde end brænde i Helvede til evig tid! Først da hans kone løb ind for at tænde et lys på stuebordet i det brændende hus kunne præsten komme i tøjet og ud af døren i en vis fart.

Det hed sig også i mange historier at Fanden tog præstens skygge. Folk som havde gået i den sorte skole måtte betale Fanden deres skygge for at slippe væk. Derfor var de lette at genkende – man skulle blot se efter om de kastede skygge på jorden.

Fanden tager den sidste!

Der gik altid en vis mængde studerende i den sorte skole på samme tid. Nogle sagn siger tre, andre ti og enkelte tolv ligesom apostlene. Uanset antallet var én ting givet: Den sidste skulle betale med liv og sjæl for hvad de andre havde lært. Derfor handler de fleste sagn om den sorte skole om hvordan man forsøgte at slippe for at betale prisen.

Et sagn fortæller om elleve præster der var udlært sammen. De tog alle elleve hinanden i hånden og dansede i rundkreds indtil de var danset ud af skolens port. Derved blev ingen af dem den sidste, og sådan blev Fanden snydt.

En anden gang dukkede Fanden op for at tage den sidste, netop som han ville begive sig ud af porten og hjem. Præsten bad ham ganske rolig om at vente mens han fik bundet sit strømpebånd. Det sagde Fanden ja til – men derefter smed præsten strømpebåndet fra sig og gik aldrig mere med den slags. Sådan slap han fri. Netop sagnet om strømpebåndet går igen mange gange, og forbindes med flere forskellige kendte personligheder og kloge folk.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind VI) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.11

Foto: Flo222 via Pixabay.

Præstelune

Præsten står for skud.

Landsbypræsten var konge i gamle dages små landbosamfund. Han førte kirkebøgerne og regerede over alt fra barnedåb over bryllup til bisættelse. Med sin gode boglige uddannelse i ryggen vidste han sikkert mere end sit Fadervor, og så var han jo den direkte forbindelse til Himmerig. Man havde respekt for præsten – eller i alt fald for hans embede. Og man betalte til ham. Uanset om det hed tiende, skat eller offer, så har kirken altid været god til at hale penge op af bøndernes lommer.

Men præsten var stadig kun et menneske. Nogle præster var fine på det, andre var nærige. Nogle var dygtige, andre burde aldrig have fået deres præstekjole og pibekrave. Nogle var stramme puritanere, andre gav sig af med at kurere på folk og fæ som sidegesjæft. Vi har et utal af historier om præster; Gode præster, snedige præster, dumme præster, helt aldeles menneskelige præster som man godt må grine lidt ad – eller med, for det er ikke altid præsten der er historiens offer.

Når præsten er menneske som os andre

Mange præstehistorier går ud på at pille præsten ned fra piedestalen og gøre ham hverken bedre eller ringere end os andre. Det gælder f.eks. præsten som havde skældt stuepigen ud; for at hævne sig snuppede hun et ark ud af den prædiken der lå på skrivepulten. Derfor stod præsten på prædikestolen søndagen efter og talte om hvordan Adam vågnede af den dybe søvn og så Eva ligge der ved sin side. “Overvældet af glæde,” sagde præsten, “måtte Adam udbryde … der mangler et blad!”

Ogsåvarderdenom præstens søn som ville vide hvorfor faderen knælede ved alteret før han gik på præstestolen. “Jeg beder Gud om at gøre min prædiken god,” svarede faderen.

Sønnen så underfundigt på ham. “Hvorfor gør han det så ikke?”

Helligånden i kirken

Nogle gange er det menigheden som inspirerer præsten til at gøre lidt ekstra ud af gudstjenesten. Måske er der blevet snorket lidt for højt i kirkestolene. I alt fald havde en præst og en degn aftalt mellem sig hvordan de skulle synliggøre troen for menigheden. Degnen havde en due som han lærte at komme når præsten gjorde tegn til den. Den skulle smutte ud af et hul i kirkeloftet og svæve hen over præsten før den igen fløj tilbage til degnen for at få sin belønning. Det skulle så forestille Helligånden.

Nummeret gik godt i et stykke tid. Præsten råbte højt mens han prædikede og kaldte Helligånden til vidne på sine ord, og duen dukkede op som planlagt. Men så en søndag hvor præsten rigtigt gik til den med store ord og trusler om Helvedes flammer kom duen ikke. Præsten gjorde tegn og påkaldte Helligånden indtil man til sidst kunne høre degnens opgivende stemme oppe fra loftet: “Helligånden kommer ikke i dag, lille far, den grå kat har taget ham!”

Præsten til søs

Er man ude at sejle må man ikke bande når vejret er dårligt, for det lokker uheldskræfterne til. Men for at det skal gælde skal det naturligvis først være rigtigt uvejr – og det er ikke altid at sømænd og landkrabber er enige om hvornår en frisk kuling i virkeligheden er en dødbringende orkan.

Engang var en præst ude at sejle i et vejr som han i alt fald selv syntes var en voldsom storm. Han var godt bleg om næsen og spurgte da en af matroserne om skibet var i overhængende fare. “Nej,” sagde matrosen. “De kan være ganske rolig. Så længe kaptajnen bander endnu er der ingen fare.”

Vejret blev ikke bedre og noget tid senere kom præsten listende tilbage. “Bander kaptajnen endnu?”

“Ja, det gør han!” svarede matrosen sandfærdigt.

“Åh Gud ske lov,” mumlede præsten, som sikkert for første, eneste og sidste gang i sit liv var glad for at høre en synder bruge sådan et sprog.

Mænger man sig i Himmerig?

Nu og da er det præsten der er hurtig på aftrækkeren når nogen i hans menighed får høje tanker om deres eget værd. Helt tilbage fra katolsk tid (eller muligvis indvandret fra katolske lande) har vi en historie om en adelig frue som fik en alvorlig snak med sin skriftefader. Kunne det nu også passe at adelige som hende selv skulle være sammen med rå og simple bønder i Himmerig?

Præsten kunne imidlertid berolige fruen. “Nej,” sagde han. “De adelige får skam en bænk helt for sig selv i Himmerig. Det er bare en skam at den som regel er så støvet.”

Det er langt fra den eneste historie om en præst med en skarp tunge. En gammel traver handler om præsten der finder et dødt svin på vejen udenfor præstegården. Han ringer til politiet hvor vagthavende naturligvis skal gøre sig lidt morsom. “Er det ikke ellers jer præster der skal tage sig af de døde?”

“Jo,” svarer præsten godmodigt. “Men vi underretter jo altid de pårørende først.”

Kloge folk og kloge præster

I gammel tid troede mange fuldt og fast på den helbredende virkning af strygninger. Det var en skøn blanding af massage, signevers og mystik som hver klog mand eller kone udøvede på helt sin egen vis. En sød historie om en klog kone og en syg ko på Helsinge Præstegård handler netop om sådan en kur. Den kloge kone slår koen i hovedet med sin flint og stål og stryger den så ned ad nakken, henad ryggen, mens hun mumler,

Her staar jeg, Karen Aas,
ved Siden af dig, bitte Ko, i din Baas
og stryger dig fra din Nakke til din Maas.
Kan det ikke hjælpe, kan det dog heller ikke skade.

Præsten havde gemt sig i båsen ved siden af for at se, hvad konen ville gøre, og nu fik han nok af den slags overtro. Han sprang frem og sagde,

Her staar jeg, Pastor Æg,
med Ryggen op til min Væg
med Hesselkæp i Hænde
for at varme Karen Aas’s Ende.

Kilder:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Jysk Lune”, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen (1951).
“Den lille overtro”, Iørn Piø. Politikens Forlag A/S (1973). ISBN 87-567-1573-0.

Foto: Servicelinket (Pixabay).