Dragedukker og spiritusser: Penge fra Helvede!

Vil du have hurtige penge? Så er det hverken flyvende fabeldyr eller alkohol vi snakker om. Dragedukker og spiritusser er amuletter som ved djævelens hjælp drager og lokker penge og velstand til sin herre.

En dragedukke er en lille, livløs figur som ligger i sit skrin og stilfærdigt lokker penge til sig. Spiritussen er en levende lille dæmon eller tjenende ånd som lokker penge og rigdom hjem til sin herre. Hen ad vejen forsvandt forskellen på de to betydninger. Men det gjorde ikke noget, for uanset om dragedukken eller spiritussen er en lille figur eller et levende lille væsen, så har den samme arbejde: Den skal trække penge til og få dem til at yngle.

Dragedukker drager penge til huse

Alruneroden, den magiske mandragora, er en af de mest kendte tjenende ånder og pengemagere vi har i folkloren. Dragedukken arbejder på samme måde – og mange gange er den lille figur netop skåret ud af alrunerod (eller måske sellerirod, hvem kan alligevel se forskel i farten?). Alruner er kendte for at kunne trække penge til sig gennem skorstenen eller ind gennem lugerne i loftet. Det kan dragedukker også. Nogle dragedukker har så meget magt at de får pengene til at trille lige lukt ud af den blå luft!

Det er hårdt arbejde sådan at lave penge, og derfor skal dragedukker fodres. Den er ikke dyr at have på kost; dragedukker æder gerne kattelort eller hestepærer, så man kan ikke påstå at de er kræsne.

Til gengæld bliver din nabo næppe begejstret hvis du har sådan en amulet liggende i natbordet. Det er nemlig hans penge dragedukken hugger. Nogle dragedukker har så meget magt at de kan stjæle pengene lige med det samme møntmesteren er færdig med at præge dem. Men det kan dragedukken kun gøre inden pengene første gang bliver talt, for når penge bliver talt mister djævelen magten over dem.

Spiritus er afledt fra latin, og betyder ånd. Der er ingen snaps involveret.

Hvor kan jeg få fat i en dragedukke eller spiritus?

Har du bestemt dig til at anskaffe sådan en hjælpsom lille tjener fra underverdenen? Uanset om du vil have en dukke skåret ud af alrunerod (eller noget sælgeren påstår er alrunerod), eller en levende lille fyr med horn, hale og vinger, så er der masser af måder at gå i gang på.

I Tyskland hed det sig at når en kulsort høne havde parret sig med en lige så kulsort hane ville den lægge et æg. Det skulle man så snuppe fra reden, binde det op under sin armhule, og udruge det der. Når ægget revnede skulle man være hurtig – man skulle nå at fange det lille væsen der kom ud af skallen. Det var nemlig en lille nyfødt dragedukke, som man så skulle lægge ned i sin pung. Kom den først ind i tegnebogen blev den der, og så trak den penge til sig.

I Himmerland herhjemme mente man at når en hane opnåede den ærværdige alder af syv år lagde den et æg. Det skulle man tage og udruge det i varm hestegødning. Sådan et æg kom der en sær fugl – en spiritus – ud af, og blev den sat i bur trak den en skilling til sig hver eneste dag. Sådan en hane-hestepære-fugl må være i familie med den mytiske basilisk som også udruges af et haneæg. Men ser du en basilisk i øjnene bliver du forvandlet til sten, og så grov mod sin ejer er spiritussen heldigvis ikke.

Dragedukker og spiritusser i det fri

Har du ikke lyst til at have æg i armhulen eller rode rundt i hestepærer? Bare rolig. Du kan også finde en ravnerede. Sådan én ligger der nemlig også tit en spiritus i – ikke at nogen kan forklare hvad ravnene skal bruge penge til. Sådan en ravne-spiritus ligner en sær urt eller en fed tudse. Tager man den med sig hjem skaber den sig om til en tudse, hvis den ikke allerede har gjort det.

Du kan også holde øje med køernes livvidde hen på foråret. Får en ko tvillinge-tyrekalve skal man holde øje med efterbyrden. Der springer nemlig en lille fyr ud når den rammer jorden. Den ligner en tudse eller et firben, men den er også en spiritus.

Møder du en lille drage ved en korsvej ved midnatstid (og hvem har ikke prøvet det?) skal du tage den med hjem og fodre den med hirsevælling. Så bliver den til en dragedukke som skider en daler i timen.

Herhjemme optræder dragedukker og spiritusser ikke kun som tudser – nogle gange tager de form af slanger. På Fyn mente man at sorte slanger af den type gave fire skilling om dagen og en hel rigsdaler på søn- og helligdage. En anden art havde hvid krop og rødt hoved og lagde ikke penge. I stedet for sugede den sig fast bag ejerens øre og hviskede gode råd til ham eller hende om forretninger som ville få pengene til at yngle.

Fra Randersegnen har vi til sidst en lille historie om en bondekone som havde fået fat på en høne som ikke lagde æg men fireskillinger. Desværre ved ingen hvor man får fat i sådan én.

Hvordan passer jeg min dragedukke eller spiritus?

Når først det lykkes én at indfange sådan en lille hjælpedæmon gælder det om at den ikke slipper væk. Læg den i en glasskål foret med vat og sæt et låg henover, for den får hurtigt hjemve efter underverdenen og stikker gerne af. Fodr den med sødmælk og hvedebrød, så forstår den hurtigt at den har fået et godt hjem. Så går den i gang med at ruge penge ud, eller skide dem, eller hvad den nu gør. Er man først kommet så langt er spiritussen eller dragedukken ikke til at slippe af med igen; smider man den væk, eller flytter endda væk fra den, så følger den selv trofast efter sin ejer.

En tysk kone ejede sådan en spiritus, eller som hun kaldte den, en pengeskider. Den havde form af en tudse og hver dag skulle hun bade den i god rødvin. Når tudsen havde badet satte den glasset for munden og drak ud – og så satte den sig ned og sked en skinnende blank sølvdaler.

En anden heks havde en mere doven spiritus. Hun måtte klemme den grundigt på maven med ildtangen før der kom dalere ud, og det hed sig at den skreg forfærdeligt imens.

Heldigvis har Helvede også spiritusser for folk der ikke bryder sig om skidne penge. Den slags hjælpeånder gylper pengene op fra maven i stedet. Hver morgen ligger der en sølvmønt i gabet, og når en ny mønt skal op sidder spiritussen og nikker med hovedet for at hjælpe det på vej.

Spiritus eller dragedukke?

Som nævnt ovenfor bruges begge ord om begge slags hjælpeånder. Skal man kende forskel kan man huske på at spiritusser som regel (men ikke altid) ligner tudser eller fugle. Dragedukker kan derimod have alle mulige udseender, for de er jo skåret af en rod eller plante, eller endda lavet af voks eller ler. En ridefoged i Ry havde en dragedukke der lignede en nøgen rotteunge, og en mand i Ringe havde én der så ud som en stor skarnbasse. Den sidste gav mange penge fra sig, men dens ejer skrantede – den levede nemlig af hans blod.

Dragedukkens farve viser dens sind

En sønderjysk herregårdsfrue havde en dragedukke som var låst inde i et skab. En af herregårdens piger blev nysgerrig og så efter, og kunne fortælle at dragedukken lignede et lille menneske klædt i silke, med bittesmå smykker af sølv og guld. Den hvæsede ad hende og blev knaldrød i huden, og så sladrede den oven i købet om hende til sin frue. Det har nok været en ægte lille djævel, og ikke en forklædt roe.

Heldigvis kan man ofte se på en dragedukke hvordan dens sindelag er. De fleste er fredelige nok, men enkelte prygler deres ejere til gengæld for pengene. De kan også finde på at stikke af hvis de ikke får nok at spise, eller man forlanger for meget af dem. Så det er vigtigt at vide om det er et galsindet eksemplar, man har fået fat i.

Blå dragedukker er ondsindede, men også dem der giver flest penge – helt op til fem daler om dagen. Halvt blå er halvt så skrappe, men kan også kun overkomme de halve penge. Røde dragedukker giver kun en enkelt daler ad gangen og er temmelig fredsommelig (når de altså ikke hvæser, som i historien ovenfor). De gule siges at være helt hyggelige, men giver ikke meget – og de sorte er så dovne at de ikke er besværet værd.

Dragedukken og den døende

Det siger sig selv at det ikke er ufarligt at eje en dragedukke eller spiritus. Dens magiske kræfter stammer ikke fra Vorherre. Fanden giver ikke noget væk for sit gode hjertes skyld; man skal nok komme til at betale til sidst.

Om alruner hedder det sig at de kun kan sælges billigere end man har købt dem, og kan man ikke sælge dem, mister man sin sjæl. Helt så slemme er dragedukker ikke. Her er det kun hver tiende ejer der ryger til Helvede efter døden. Så kan man jo håbe på at man er en af de ni andre som går fri.

Har man dragedukken eller spiritussen i huset når man skal dø bryder den ud fra det sted, hvor den er gemt væk. Så sætter den sig på den døendes bryst og kradser ham i ansigtet. Sådan en stakkel kan ikke få fred til at dø med mindre han bliver lagt ud på møddingen, eller man lægger hestemøg ind under hovedpuden. Sådan føjer dragedukken spot til skade, det hævngerrige bæst.

Når først ejeren endelig er død falder dragedukken igen til ro. Den skal med i kisten, med mindre den yngste søn har lyst til at arve den. Ingen andre børn og arvinger kan overtage sådan én – og yngste søn skal betale sin afdøde far i brød og brændevin, som også skal med i kisten. Så kan den afdøde nemlig bestikke sig til lidt bedre behandling fra smådjævlene i Helvede.

Kilder

“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos: Public domain.

Varsler om brylluppet

Varsler om bryllyppet

Det er sin kunst at finde det rette menneske at dele sit liv med. Hvem skal man giftes med, hvornår skal man giftes, og hvordan bliver ægteskabet når først brylluppet er forbi og gæsterne er gået hjem?

Det første trin i gifteplanerne er som bekendt at finde sig en passende partner. Folketroen vrimler med varsler og måder at finde sin rette tilkommende på.

Lad pengene tale

Når krybben er tom bides hestene. I et hus uden penge er der altid ufred. Vil man være sikker på at ikke komme til at mangle noget er det en god idé at spørge pengene til råds om sin tilkommende. Man kan for eksempel lægge et par mønter i sine sko og gå rundt på dem hele dagen, og derefter lade dem ligge i skoene om natten. Så er man sikker på at drømme om den man bør gifte sig med. Drømmer man om en ligkiste kan man til gengæld godt opgive drømmen om at blive gift overhovedet.

Nytårsnat eller helligtrekongers nat kan man lægge tre sølvmønter i et vandfad. Glider de sammen på bunden så de rører ved hinanden er man sikker på at blive gift inden året er ude. Man kan også lægge en sølvmønt i vand natten over. Næste morgen skal man tørre den af og tage den med i byen. Den første tigger af modsat køn man møder skal man give mønten imod at tiggeren røber sit fornavn. Så ved man nemlig hvad den kommende ægtefælles navn vil være.

Andre varsler om ægteskab

Banker en pige på hønsehusets dør og en høne så giver lyd af sig bliver pigen ikke gift inden året er omme. Er det derimod hanen der svarer kommer hun til at stå brud.

Kommer man fløde i kaffen før man kommer sukker i bliver man ikke gift. Traditionen siger ikke noget til os der overhovedet ikke kommer sukker i kaffen; det er et temmelig nyt fænomen, sådan at drikke kaffen uden hverken sukker eller fløde, eller i det mindste en snaps i. Starbucks har folketroen slet ikke taget højde for!

Når husets pige strør frisk sand på stuegulvet og ved et uheld kommer til at strø sand på fødderne af en karl bliver han ikke gift i året der kommer.

Man skal være forsigtig når man sidder ved bordet, for hvis man kommer til at sidde med et ben på hver side af bordbenet bliver man ikke gift de første otte år. Og når man så endelig bliver gift trods alt bliver det med en enke eller en enkemand. Det kan jo være godt nok hvis man håber på at gifte sig til penge, men det er nok sjovere at få en partner der er ung og sprælsk som én selv.

Finder man en hel rugkerne i sit rugbrød skal man lægge den op på dørkarmen. Den første fremmede der går ind gennem døren bliver gift med den som har lagt kernen derop. Men varslet gælder nok kun hvis både finderen og den fremmede er ugifte til at begynde med; ellers skal der i alt fald ske et par belejlige dødsfald!

Kommer man til at give hånd over kors bliver en af de fire personer forlovet inden året er omme.

Har man tre lys tændt samtidig i en stue er der er en af de tilstedeværende som er hemmeligt forlovet.

Og endelig siges det at jager man kattene ud af huset får man dårligt vejr på sin bryllupsdag.

Penge og velstand i ægteskabet

Når krybben er tom bides hestene. Penge nok giver husfred, og derfor er der flere metoder til at sikre velstand i ægteskabet. En brud bør lægge en sølvmønt i hver sko ved vielsen. Jo større mønten er, jo rigere bliver den nye husholdning. Andre nøjes med en mønt i højre strømpe. Brudensfamilie kan også stikke hende penge i skoene for at sikre velstand, men hun må ikke opdage det.

Mange munde skal mættes og det koster – men penge er symbol på frugtbarhed. Mange brude sparede op før i tiden så de kunne købe deres brudesko for lutter enører i stedet for større mønter. Det er den samme tanke der gør at vi i dag kaster ris eller småpenge efter et brudepar – så skal de aldrig mangle.

Brudgommen bør have brød, salt og penge i sin jakke under vielsen. Så kommer brudeparret nemlig ikke til at mangle nogen af delene senere i livet.

På vej til kirken

På vej til bryllup er der mange varsler at tage og ting at gøre. Ligger der for eksempel en stor, dyr mønt på vejen og glimter og lokker, skal man lade den ligge. Den slags penge bringer ulykke og et ondt menneske har lagt mønten der for at skade ægteparrets velstandfremover.

Vejret på bryllupsdagen har meget at sige. Heldigvis kan bruden selv få indflydelse på hvordan det skal være. En pige som er ond mod katte får dårligt vejr på sin bryllupsdag, mens piger der er gode ved katte får godt vejr.

Det er ikke kun et spørgsmål om at få smukt solskin til bryllupsfotografiet – falder der regn på brudens hoved på vej til kirke bliver der tårer i ægteskabet. Regner det på bruden på vej hjem fra kirken varsler det imidlertid en stor børneflok og mange penge – så de katte skal omgås med lidt taktik!

Vejen til og fra brylluppet er i det hele taget vigtig. Brudeparret må ikke se sig tilbage for så vil de altid længes efter tiden før de blev gift. De bør kaste penge bagud, for så har onde magter og mennesker for travlt med at samle op til at gøre dem fortræd. I nogle dele af Jylland holdt brudevognen ved korsveje og delte penge og kager ud til de fattige, for sådan at købe sig til lykke i ægteskabet.

Varsler om brylluppet

Bryllupsvarsler

Når en brudgom stiger ud af vognen må han ikke se sig om efter bruden, ellers varsler det ulykke.

Kun brudgommen må tage brudekransen af bruden.

Ved brylluppet må brud og brudgom ikke være sammen mellem kl. ni og ti om morgenen, ellers kommer der ondt imellem dem.

Når nye ægtefolk flytter sammen skal man først flytte katten ind, for den ‘skraber sammen’. Flytter man derimod hønsene ind først, så bliver alt splittet ad.

Den gode ægtemand

En brud kan sikre sig ægtemandens gode opførsel på flere måder. Drikker manden kan han hurtigt få gjort kål på familiens penge. Derfor stjæler den kloge brud en mønt fra ham og bærer det i sin højre strømpe under vielsen. Så får han nemlig ikke held til at holde sine penge for sig selv i ægteskabet, og så er hun sikker på at hun selv og børnene også får noget at spise.

Er bruden nervøs for om manden nu skal vise sig at drikke for meget skal hun flette en toskilling ind i sit hår og lade den sidde indtil både vielse og bryllupsfest er forbi. Ved første lejlighedskal hun snige sig over på et værtshus og betale for et glas brændevin med mønten. Så vil manden nemlig aldrig drikke for mere end to skilling når han kommer ind sådan et sted. I vore dage med betalingskort og mobile pay må man formode at en hundredelap kan gøre samme gavn.

Længere tilbage i tiden var det skik når brudeparret trådte ud af kirken at bruden skulle bede gommen om lidt småpenge. Når han så pligtskyldigt gav hende alt hvad han havde i lommerne kunne hun stole på at han ville blive en god og gavmild ægtemand. Snød han hende derimod og beholdt nogle af pengene til sig selv skulle hun ikke stole på ham i pengesager.

Beskyttelse mod hekseri

Folketroens hekse vil gerne gøre bruden fortræd. For at beskytte sig mod dem bør bruden klemme en sølvmønt fast på indersiden af overarmen mod den nøgne hud. Den skal hun holde fast der under hele vielsen. Lykkes det for hende vil alle onde øjne prelle af, i alt fald indtil hvedebrødsdagene er overstået. Men det er vigtigt ikke at se efter mønten når den endelig tabes, ellers forsvinder dens beskyttelse.

Efter brylluppet

De første ting der bæres ind i parrets nye hjem skal være brød, salt og penge. Så kommer der nemlig ikke til at mangle nogle af delene i husholdningen fremover.

Efter brylluppet skal man omhyggeligt lægge alle de penge til side som man har fået i bryllupsgave. De må ikke blandes med andre penge. Så længe de bliver holdt for sig selv trækker de nemlig flere penge til. Bliver de blandet eller givet ud vandrer velstanden ud af huset sammen med dem.

Kilder

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Gamle danske vejrvarsler”, Ib Askholm, Lademann Forlagsaktieselskab, København (1987). ISBN 87-15-07984-4.

Fotos:  Beatriz Perez Moya og Nick Karvounis via Unsplash.

Vekseldalere: Penge fra Helvede

Vekseldalere: Penge fra Helvede

Fra hele verden kender vi sagn og historier om penge som kommer tilbage når man har givet dem ud – og bedst er det, hvis de tager nye venner med sig hjem. Den slags venner kan de fleste af os slet ikke få for mange af.

I følge et jødisk eventyr ejede profeten Elias en mønt der altid vendte hjem, lige meget hvor ofte han gav den ud. Som profet havde han ikke meget at bruge penge til, og derfor gav han mønten til en mand, der satte mere pris på den. Man må antage, at den ikke efterfølgende vendte tilbage til profeten.

I en arabisk historie fra det 10. århundrede hører vi om en dirhem som altid vendte tilbage til kongen af Ægypten. Den italienske læge og filosop, Pietro d’Albano, blev brændt på bålet for hekseri, blandt andet fordi han havde ejet sådan nogle mønter. I Valencia i Spanien troede man på trylle-denarer som beskyttede pengene mod at udvandre – og så fremdeles. Historier om penge der trækker andre penge til kendes fra hele verden.

Herhjemme er man fristet til at tro at det måske er Odins magiske ring, Draupnir, der står bag myten om vekseldaleren. Den lagde som bekendt otte nye guldringe hver nat.

Vekseldaleren i Danmark

Sagnet om mønten der yngler eller ikke vil gives bort har vi også herhjemme. Sådanne penge finder man typisk på alfarvej, hvor Fanden har lagt dem ud som lokkemad for svage sjæle. Man ender naturligvis et varmt sted  hvis man bruger den slags metoder til at hugge andre folks surt tjente skillinger. Opdager man så at ligemeget hvor mange gange man betaler med den samme mønt, så ligger den stadig i pungen bagefter – så har man fundet sådan en vekseldaler.

Er man en ærlig sjæl – eller bange for hvor man skal hen når livet en dag er forbi – vil man selvfølgelig gerne af med mønten igen. Så må man gå hen hvor man fandt mønten og kaste den tre gange bag hovedet på sig selv mens man råber, »Det er din, ikke min!«

At bytte en kat for en vekseldaler

Har man nu sat sig for at man gerne vil eje sådan en mønt findes der flere opskrifter på hvordan man får fat i én. Flere af opskrifterne er dyrplageri af værste skuffe og moralen er tydelig. Ærligt tjente penge er de eneste gode penge, og den, der ønsker sig en vekseldaler, er moralsk fortabt.

Kattens død #1

Tag en kat og spræt den op levende, og riv hjertet ud af brystet på den mens det stadig slår. Det tager du så med dig op på kirkegården en torsdag midnat (man må formode at det er holdt op med at slå i mellemtiden), og graver det ned på vestsiden af kirken.

Næste torsdag nat går du derop igen ved samme tid. Du skal ikke tage noget med dig, og der sker heller ikke noget ved besøget. Tredje torsdag nat springer døren til kirken imidlertid op, og der står den Onde selv. Sammen med ham går du op til alteret og lægger en speciedaler under alterdugen. Der skal den blive liggende indtil præsten tre gange har messet over den. En sidste torsdag midnat møder du så op ved kirken igen og henter mønten sammen med Fanden; nu er den blevet til din personlige vekseldaler.

Fandens aftensmad?
Fandens aftensmad?

Kattens død #2

Et andet sagn giver os en anden opskrift. En mand på Langeland vidste at djævelen holder af helt sorte dyr. Han fik fanget en helt sort kat og puttede den i en sæk som han bandt tre komplicerede knuder på. Lidt før tolv nytårsnat listede han op på Humble kirkegård og løb tre gange rundt om kirken med sækken. Tredje gang han kom om hjørnet stod Fanden der selv og spurgte hvad han ville have for sin sæk – og han ville selvfølgelig have en vekseldaler. Det blev der så skrevet under på i mandens egen blod og så byttede de. Manden tog nu benene på nakken, for var han ikke nået at komme væk inden Fanden havde fået løst knuderne op og ædt katten, var han også selv blevet ædt. Helt slap han nu ikke for da han skulle herfra meldte Fanden sig ved dødslejet og krævede hans sjæl som rente for daleren.

I det hele taget har katte ikke meget at være glade for, når det gælder vekseldalere.

Andre måder at få fat i en vekseldaler

Man kan også få fat på en vekseldaler ved at skære hovedet af en hugorm og så bide i mønten – så bliver den til en vekseldaler. De fleste af os er heldigvis mennesker som besidder et minimum af anstændighed – så heldigvis har sagnskatten også et par forslag til de af os, der ikke vil gøre dyr fortræd.

Jerusalems skomager har sådan en mønt på sig. Hvis du gør ham en tjeneste – du kan jo lade ham få lov til at hvile sig i din stue julenat – så kan det være at han forærer dig den. Julenat er nemlig den eneste nat om året hvor han har lov til at hvile sig. Resten af året må han være på farten mod det Jerusalem, som han først skal nå til ved dommedag.

Bor du ved en å eller sø kan du forsøge at lokke nøkken til at give en vekseldaler fra sig. Til gengæld for at give dig mønten betinger åmanden sig at du skal dø druknedøden.

Den sidste rytter i den vilde jægers følge giver en vekseldaler til den, der julenat klokken tolv står ved en korsvej når jagten passerer forbi. Men du kan kun komme i betragtning til sådan en mønt hvis du har fastet hele dagen og har undladt at gå i kirke til julegudstjenesten.

Vekseldalere i det godes tjeneste

Gør du en nisse eller dværg en tjeneste kan du være så heldig at han belønner dig med en vekseldaler. Så er der ingen helvedes magi ved den, så den skal du endelig skynde dig at tage imod. Det er den eneste måde du kan få sådan en mønt på nu om dage, uden at risikere liv og sjæl.

I Venedig uddelte dogen nu og da særlige mønter, der var trykt med markusløvens billede. Disse mønter ynglede selv uden at tage noget fra andre, og bragte kun velsignelse med sig. Jesuitterne havde efter sigende nogle dalere, som dog ikke var helt så ærlige. Mønterne vendte nemlig altid tilbage når de var blevet givet ud, og det var selvfølgelig derfor at den store katolske orden blev så rig som den gjorde.

En mønt fuld af syvtaller kan vise sig at være en vekseldaler, og finder man sådan en har man jo heller ikke solgt sig til de lavere magter. En mønt fra 1777 er helt uovertruffen – især hvis den oven i købet bærer Christian den Syvendes monogram.

At slippe af med en vekseldaler

Skulle det utrolige ske at du en dag mener at nu har du penge nok – eller at du er bange for at Fanden skal stille med en slutregning – kan du godt komme af med vekseldaleren igen. Du skal lægge den i en skål med salt, sætte et tætsiddende låg på, og grave den ned i jorden. Så kan de onde magters magi nemlig ikke trænge gennem saltet.

Skulle mønten alligevel finde tilbage må man kaste den i et vandløb som man står med ryggen til. Man skal kaste mønten over venstre skulder. Endelig kan man lægge den der hvor man fandt den.

Hvis alt andet fejler, så læg den et sted hvor den bliver stjålet. Så kommer den ikke igen, for tyveri er en synd, og mønten følger efter synderen.

Citater og kilder:

  • »De fandens penge«, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
  • Fotos: Akyn Cakiner, Ramdan Authentic (Unsplash).

Læs også:

 

Dansk sølvskilling fra 1677.
Dansk sølvskilling fra 1677.

Mønter som middel mod sygdom

Mønter blev anvendt både indvortes og udvortes i folkemedicinen og overtroen. Sølv beskyttede mod onde magter, portrætter og tekst på mønterne gav dem magt over bestemte sygdomme, og selve Vorherres kraft virkede gennem dem.