Præstelune

Præsten står for skud.

Landsbypræsten var konge i gamle dages små landbosamfund. Han førte kirkebøgerne og regerede over alt fra barnedåb over bryllup til bisættelse. Med sin gode boglige uddannelse i ryggen vidste han sikkert mere end sit Fadervor, og så var han jo den direkte forbindelse til Himmerig. Man havde respekt for præsten – eller i alt fald for hans embede. Og man betalte til ham. Uanset om det hed tiende, skat eller offer, så har kirken altid været god til at hale penge op af bøndernes lommer.

Men præsten var stadig kun et menneske. Nogle præster var fine på det, andre var nærige. Nogle var dygtige, andre burde aldrig have fået deres præstekjole og pibekrave. Nogle var stramme puritanere, andre gav sig af med at kurere på folk og fæ som sidegesjæft. Vi har et utal af historier om præster; Gode præster, snedige præster, dumme præster, helt aldeles menneskelige præster som man godt må grine lidt ad – eller med, for det er ikke altid præsten der er historiens offer.

Når præsten er menneske som os andre

Mange præstehistorier går ud på at pille præsten ned fra piedestalen og gøre ham hverken bedre eller ringere end os andre. Det gælder f.eks. præsten som havde skældt stuepigen ud; for at hævne sig snuppede hun et ark ud af den prædiken der lå på skrivepulten. Derfor stod præsten på prædikestolen søndagen efter og talte om hvordan Adam vågnede af den dybe søvn og så Eva ligge der ved sin side. “Overvældet af glæde,” sagde præsten, “måtte Adam udbryde … der mangler et blad!”

Ogsåvarderdenom præstens søn som ville vide hvorfor faderen knælede ved alteret før han gik på præstestolen. “Jeg beder Gud om at gøre min prædiken god,” svarede faderen.

Sønnen så underfundigt på ham. “Hvorfor gør han det så ikke?”

Helligånden i kirken

Nogle gange er det menigheden som inspirerer præsten til at gøre lidt ekstra ud af gudstjenesten. Måske er der blevet snorket lidt for højt i kirkestolene. I alt fald havde en præst og en degn aftalt mellem sig hvordan de skulle synliggøre troen for menigheden. Degnen havde en due som han lærte at komme når præsten gjorde tegn til den. Den skulle smutte ud af et hul i kirkeloftet og svæve hen over præsten før den igen fløj tilbage til degnen for at få sin belønning. Det skulle så forestille Helligånden.

Nummeret gik godt i et stykke tid. Præsten råbte højt mens han prædikede og kaldte Helligånden til vidne på sine ord, og duen dukkede op som planlagt. Men så en søndag hvor præsten rigtigt gik til den med store ord og trusler om Helvedes flammer kom duen ikke. Præsten gjorde tegn og påkaldte Helligånden indtil man til sidst kunne høre degnens opgivende stemme oppe fra loftet: “Helligånden kommer ikke i dag, lille far, den grå kat har taget ham!”

Præsten til søs

Er man ude at sejle må man ikke bande når vejret er dårligt, for det lokker uheldskræfterne til. Men for at det skal gælde skal det naturligvis først være rigtigt uvejr – og det er ikke altid at sømænd og landkrabber er enige om hvornår en frisk kuling i virkeligheden er en dødbringende orkan.

Engang var en præst ude at sejle i et vejr som han i alt fald selv syntes var en voldsom storm. Han var godt bleg om næsen og spurgte da en af matroserne om skibet var i overhængende fare. “Nej,” sagde matrosen. “De kan være ganske rolig. Så længe kaptajnen bander endnu er der ingen fare.”

Vejret blev ikke bedre og noget tid senere kom præsten listende tilbage. “Bander kaptajnen endnu?”

“Ja, det gør han!” svarede matrosen sandfærdigt.

“Åh Gud ske lov,” mumlede præsten, som sikkert for første, eneste og sidste gang i sit liv var glad for at høre en synder bruge sådan et sprog.

Mænger man sig i Himmerig?

Nu og da er det præsten der er hurtig på aftrækkeren når nogen i hans menighed får høje tanker om deres eget værd. Helt tilbage fra katolsk tid (eller muligvis indvandret fra katolske lande) har vi en historie om en adelig frue som fik en alvorlig snak med sin skriftefader. Kunne det nu også passe at adelige som hende selv skulle være sammen med rå og simple bønder i Himmerig?

Præsten kunne imidlertid berolige fruen. “Nej,” sagde han. “De adelige får skam en bænk helt for sig selv i Himmerig. Det er bare en skam at den som regel er så støvet.”

Det er langt fra den eneste historie om en præst med en skarp tunge. En gammel traver handler om præsten der finder et dødt svin på vejen udenfor præstegården. Han ringer til politiet hvor vagthavende naturligvis skal gøre sig lidt morsom. “Er det ikke ellers jer præster der skal tage sig af de døde?”

“Jo,” svarer præsten godmodigt. “Men vi underretter jo altid de pårørende først.”

Kloge folk og kloge præster

I gammel tid troede mange fuldt og fast på den helbredende virkning af strygninger. Det var en skøn blanding af massage, signevers og mystik som hver klog mand eller kone udøvede på helt sin egen vis. En sød historie om en klog kone og en syg ko på Helsinge Præstegård handler netop om sådan en kur. Den kloge kone slår koen i hovedet med sin flint og stål og stryger den så ned ad nakken, henad ryggen, mens hun mumler,

Her staar jeg, Karen Aas,
ved Siden af dig, bitte Ko, i din Baas
og stryger dig fra din Nakke til din Maas.
Kan det ikke hjælpe, kan det dog heller ikke skade.

Præsten havde gemt sig i båsen ved siden af for at se, hvad konen ville gøre, og nu fik han nok af den slags overtro. Han sprang frem og sagde,

Her staar jeg, Pastor Æg,
med Ryggen op til min Væg
med Hesselkæp i Hænde
for at varme Karen Aas’s Ende.

Kilder:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Jysk Lune”, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen (1951).
“Den lille overtro”, Iørn Piø. Politikens Forlag A/S (1973). ISBN 87-567-1573-0.

Foto: Servicelinket (Pixabay).

Ting, forfattere siger

Otteogtyve får. Det var vigtigt i øjeblikket.

Indlægget er opdateret 16. september 2018.

Det er lidt finurligt at tænke på, at alle disse udtalelser er faldet, mens jeg arbejdede – hvad enten jeg selv er kommet med dem eller andre har ladet dem falde. Det være sig på Facebook, på Twitter, eller over Skype – forfattere er ikke helt almindelige i hovedet, og det er deres beta-læsere heller ikke. Så værsgo’ – ting, forfattere kan finde på at sige.

»Hvis du har brug for mere nekromanti i din hverdag …«

»Slip det firben og stik hænderne i vejret, varmblod!«

»Tror du, at Sauron læser science fiction?«

»Alle overspringshandlinger duer, når man ikke gider redigere halvtreds sider.«

»Kejserlig kaffe: 1 del whisky, 2 dele sort kaffe og 3 dele blod, sved og tårer fra arbejderklassen.«

»Sidder nu her og spekulerer på, hvordan otteogtyve får i snor ville se ud på en landevej.«

»Manden er lynende intelligent, følelsesmæssigt moden som en fjortenårig, og begavet med en middelalderlig skolegang.«

»En god fortællerperson kan få min dosmerseddel til at lyde sexet.«

»Kæmpestore, skællede røvhuller, der spyr ild. Drager, altså.«

»Kvinde, rist mig en urokse.«

»Lige nu giver bitcoins mere mening end det her kapitel.«

»En elkedel er tydeligvis det allervigtigste redskab på en landgangsmission.«

»Hvis den person skal virke realistisk skal du bare sørge for, at hver gang hun er god til noget, er der fem mænd, der fortæller hende, hvordan de kunne have gjort det bedre.«

»Jeg er ved at udvikle en bekymrende afhængighed af koreanske tang-chips.«

»Det her plot er lige så troværdigt som Ringenes Herre 2: Sauron Skriver Selvangivelse.«

»Nej! Tæppet i torturladen skal være rent! Også selv om blodpletter virker sorte i månelys!«

»Der er ikke noget moralsk dilemma, som en solid gang middelalderlig gudsfrygt ikke kan løse.«

»Jeg kan ikke bruge et helt kapitel på at bekymmmmre os om truslen fra hovedstaden. Hvis det er SÅ farligt, så bomb lortet fra rummet.«

»Sex lyder som en god overspringshandling lige nu.«

»Hall er mentalt set et egern på speed.«

»Hvad fanden har I flyvedyr nu gang i?«

»Neo i The Matrix er Den Udvalgte, menneskehedens lovede frelser. Det er en skam, at der aldrig blev lavet en fortsættelse til den film.« (Der er heller ikke nogen Star Wars prequels).

»Jeg skal bruge en redaktør eller en motorsav. Eller en redaktør med en motorsav.«

»Lige meget hvor længe jeg stirrer på skærmen gør de forbandede personer ingenting før jeg begynder at trykke på tasterne. Medmindre jeg er i bad. Så gør de alt muligt spændende i mit hoved, men efterlader ingen skriftlig dokumentation af deres færden. Men det allerbedste tidspunkt, som mine personer finder på alle mulige eventyr, er når jeg lige er vågnet. Desværre har jeg glemt det hele når jeg når forbi morgenkaffen.«

»At skrive fiktion er lidt som at være besat af dæmoner. Humørsyge, rastløse dæmoner med korttidshukommelse som bananfluer med ADHD og en sær trang til småkager kl. to om natten.«

»Rigtig mange mennesker tror, at hvis de kombinerer kvindehad med overdådige kjoler og smider en lut oven i, så har de skabt et middelalderligt hof.«

Har du et par go’e af dine egne liggende? Del dem endelig i en kommentar. Man bliver aldrig for voksen og ansvarlig til at grine af sig selv.