Gud – et navn med magisk magt

Guds navn

Troen på de underjordiske her i Danmark er meget ældre end den kristne tro, som først nåede hertil omkring år 900. Så hvorfor har selve ordet ‘gud’ magt over dem?

Vore ældste skriftlige kilder beretter om vætter, dværge og alfer i vikingernes sagnverden – naturånder og naturkræfter har været tilbedt, frygtet og handlet med, lige så længe som der har været mennesker til at gøre det.

Da kristendommen fik magt i Danmark skar man imidlertid alt det hedenske over én kam. Hvis det ikke hørte til kirken og Bibelen, så hørte det til i Helvede. Nu hed det sig at de underjordiske blev skabt da Vorherre kastede de faldne engle ud af Himmerige. Det var ikke alle sammen, der ramte ned i Helvede, og nogle af dem var slet ikke onde nok til at høre til der. Mange af englene faldt ned på jorden i stedet for; de gik i tusinder af stykker og blev til den vrimmel af underjordiske og overnaturlige væsener, der omgiver os overalt hvor mennesker færdes.

»Bjærgmændene er blevne til på den måde, at da Vorherre nedstyrtede de onde engle fra himlen, så kunde de ikke nå til helvede alle sammen, og nogle bosatte sig da i höjene og bakkerne.«

Sådan forklarer folkesagnet hvor vætter, nisser, ellefolk og alle de andre sære skabninger stammer fra. De er smådjævle alle sammen – væsener, der vendte Gud ryggen, eller i alt fald ikke fik foden med indenfor døren i det kristne. Men selv om de underjordiske kan være både drilske og ondskabsfulde hvis de har lyst til det, så er de ikke gennemført onde nok til at høre til blandt dæmoner og rigtige djævle i selve Helvede.

Selv navnet er for helligt

Lucifer styrtes fra Himmerige.
Lucifer styrtes fra Himmerige. Illustration af Gustave Doré (1832-1883) for John Milton’s »Paradise Lost«.

I kraft af deres infernalske natur og oprindelse kan det ikke komme bag på nogen at de underjordiske har det svært med kirken. De flygter fra lyden af kirkeklokker, og slår man korsets tegn for sig må de som oftest forsvinde. I folketroen er der ikke noget, der er mere magtfuldt end den kristne tro. Fadervor er den mægtigste besværgelse af alle.

Selv ordet »Gud« er for helligt for de underjordiskes ører. De kan ikke lide at høre om den slags og flygter gerne hvis man begynder at tale om Vorherre. I en typisk historie fra Nordjylland gik en mand mellem to høje ved Biersted. Her mødte han en hel skare af småfolk, som spærrede vejen. De fortalte ham at de var på vej til bryllup mellem henholdsvis søn og datter fra to forskellige kæmpehøje på egnen. »Ja, far med Gud,« siger manden for at ønske dem held og lykke – men så forsvinder hele flokken. De underjordiske kan ikke engang tåle at høre navnet.

Dengang disse sagn og historier opstod var kristendommen en fasttømret del af hverdagen. I dag tager vi stilling om vi vil bekende os til en religion, og i så fald hvilken en ud af et større udvalg. For vores forfædre var der ikke noget valg og ikke nogen tvivl; Gud og kirkens magt var lige så virkelig som regnvejr og køer – det var så sikkert som amen i kirken.

Det var Gud alene, der stod mellem mennesket og alle de kræfter, der prøvede at skade det. Djævle, naturkræfter, ånder, dæmoner, hedenske guder, de underjordiske – alle er manifestationer af alt det, mennesket ikke kan styre. Troen på kristendommens magt over alt det onde og ustyrlige var lyset, som man holdt sig til i en verden fuld af mørke og farlige magter. Netop derfor har Vorherre magt over alt det farlige, mørke og kaotiske som truer hverdagens fred.

Men inden vi griner alt for højt ad de vætter og nisser, der må flygte når de hører nogen sige »gud« skal vi huske på, at i nogle kredse har man debatteret Guds sande navn i snart to tusind år. Dæmoner og djævle må flygte fra Jesus’ navn – og stærkt troende religiøse teoretikere diskuterer stadig hvor galt det vil gå, hvis Guds sande navn nogensinde udtales. Ord har magt!

De forbudte ord

Fordi de underjordiske jo i virkeligheden er djævelske af natur kan de naturligvis ikke bruge de kristne ord og besværgelser selv – dem må de flygte fra. Det er oplagt at de ikke kan sige »Gud« eller »Jesus«. De kan heller ikke bruge nogle af alle de mange udtryk vi har, hvor Guds navn indgår. Vætter og ellefolk kommer aldrig til at sige »gudskelov« når noget går godt. De siger heller ikke »bevares!« når det går skidt, for det er en sammentrækning af »Gud bevare os.« Hvis de underjordiske nogensinde får fat i mobiltelefoner og sociale medier kommer de heller aldrig til at skrive den moderne teenagepiges »OMG!«.

Djævle må i kraft af deres natur selvfølgelig heller ikke ønske noget godt for andre. Derfor siger bjergmanden bare »aften« eller »dav« når du møder ham, for han kan ikke ønske dig en god aften eller en god dag selv om han gerne ville.

Omskrivninger og paralleludtryk

»Hillekløer!«

De underjordiske lægger sig ofte udtryk til som efterligner de rigtige men undgår det hellige islæt. En overrasket vætte kan ikke udbryde »Hillemænd!«, som ellers er et godt, gammelt udtryk for forbløffelse. Ordet er imidlertid en sammentrækning af »hellige mænd«, altså helgener og apostle, og den slags kan de underjordiske jo ikke gemme sig bag. I stedet råber vætten overrasket »Hillekløer!«. Velsignede kløer optræder ikke i Bibelen, men det lyder tæt nok på til at kunne give udtryk for den samme følelse.

Tag nu lidt hensyn

Det er ikke altid at man er på dårlig fod med de underjordiske i vores fortælletradition. Det er naturligvis dårlig skik og brug at slynge sin kristentro i hovedet på vætter og nisser som man ellers er gode venner med. Så gælder der særlige husregler for at kristne mennesker og hedenske underjordiske kan bo side om side.

På en gård fik man en ny pige, som gjorde korsets tegn over ildstedet når hun havde tændt op, og det blev man nødt til at forbyde. Det kunne de underjordiske nemlig ikke lide, og der blev en farlig larm og ballade i huset når hun gjorde det. Ellers var de overnaturlige naboer venlige og fredelige nok.

En anden historie fortæller om en bonde som fik besøg af »et bitte korn dværg-kvindemenneske« som bad ham om at gå ud og dække de plovfurer til, som han netop havde pløjet. Hun kunne nemlig ikke gå over dem for at hente vand til sine børn. De underjordiske kan ikke krydse plovfurer, for når man gør det, laver man jo korsets tegn ved at bevæge sig på kryds henover furen.

En tusindårig proces

Mange af de underjordiske, især nisser og bjergfolk, er i virkeligheden ikke meget anderledes end de mennesker, de bor hos eller i nærheden af. Derfor kan de godt blive irriterede når menneskene bliver alt for frygtsomme og påkalder Gud og gode engle over det rene ingenting. Det kan man jo godt forstå – vi andre bryder os heller ikke om at blive anklaget for alt muligt blot fordi ‘man ved jo aldrig med sådan nogle som jer’.

Engang var de underjordiske naturånder, som man handlede med og forsøgte at formilde. I asetroen blev de sorteret og navngivet og gjort til genkendelige ‘stammer’ som vi stadig husker: dværge, ellefolk, alfer og så videre. Med kristendommens komme blev de underjordiske gjort til smådjævle som var underlagt korsets magt.

I bund og grund handler det hele om det samme som for tusinder af år siden: Natur og kaos skal formildes, navngives og undertvinges, så mennesket kan trives. Allerdybest inde, længst nede i vores primitive menneskesjæl, frygter vi stadig rovdyret derude i mørket.

Citater fra:

»Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Amos Bar Zeev (Unsplash),  Public domain.

Himmelbreve: Post fra Gud!

Fotografi efter Anders Uhrskov, »Sagn og Tro«.

Indlægget er opdateret 13. juli 2018.

Troen på de såkaldte himmelbreve var udbredt i 1800-tallet.

Mange soldater bar dem på sig i 1864 i den tro, at dette halvt kristelige, halvt magiske stykke papir skulle beskytte dem mod krigens farer. De breve, som soldaterne bar, skulle gerne være håndskrevne.

»I krigen 1864 var der nogle soldater, der havde sedler med dem, så de kunde ikke skydes. Degnen i Rind skrev sedlerne, og dem, der fik af ham, de blev ikke sködt, a har ikke hørt om det. Der var en mand i Rind, der havde to sönner, og de vilde ingen have, men den ene blev skudt, og den anden såret. Min broder Lavst havde et himmelbrev med sig, og han blev heller ikke såret. Han havde fået det af en anden soldat. Han var endda gruelig udsat, men blev ikke såret alligevel. Han bor nu ude på Viborg-Vestermark.«

I hjemmene havde man derimod trykte himmelbreve hængt op i glas og ramme, og de kunne være særdeles illustrerede, endda i farver. De beskyttede så imod torden og ildebrand, og imod ulykke med kreaturerne. Himmelbrevene var imidlertid ikke kun positive ønsker om lykke og godt helbred. Der var ofte tilføjet trusler, næsten som vi kender dem fra moderne kædebreve (hvis du bryder kæden …), som f.eks. at nogen i huset skulle dø hvis brevet kom ud af huset igen.

Indholdet af disse himmelbreve følger oftest den samme struktur. Først er der en lille historie om hvor brevet kommer fra – nogen har talt med en engel, eller det er mirakuløst kommet til stede på anden vis. I mange tilfælde er brevet pludselig dukket op i kirken, hvor det svæver hen til dem, der vil skrive det af, mens det svæver bort fra alle, der prøver at røre ved det.

Derefter følger så selve brevet, som altså regnes for at være oprindeligt nedskrevet enten af en engel, af Jesus eller af Vorherre selv. Teksten består af endeløse formaninger om at leve bedre, gå oftere i kirke, og adlyde Herrens bud, samt en masse saftige trusler om hvad der sker med dem, som ikke adlyder. Min personlige favorit er den om, at mødre skal æde deres egne børn.

Naturligvis var det ikke alle og enhver, som faldt for disse 1800-tallets Nigeria-breve – men der var alligevel nok til at vi har masser af historier og overleveringer om folk, der betalte trykkere, udgivere og kræmmere for disse magiske amuletter.

En historie fra Helsinge fortæller om en gårdmand, som indbød en købmand til at skyde på hans hest – når bare den havde et himmelbrev bundet om halsen, så bed kugler ikke på den. De indgik et væddemål om sagen men købmanden ville nu alligevel ikke skyde bondens hest. Derfor bandt de brevet om halsen på gårdhunden i stedet for. Bonden skød, og der skete ingenting med hunden. Så insisterede købmanden imidlertid på selv at få lov til at lade geværet og skyde, og det overlevede hunden ikke.

Jeg gengiver et af disse breves tekst ordret nedenfor, hvis nogen skulle være nysgerrige. Det er tung læsning, dårlig oversættelse fra tysk forlæg, og kristen fordømmelse i en sær pærevælling. Stavemåde og tegnsætning er som i originalen – god fornøjelse!

»En Miil fra Sanct Michaels Bjerg, boede en Mand som heder Just; denne Mand haver talet med Guds Engel, hvilken var klar som en Lue, saa at han ikke kunde see paa ham for Klarhed Skyld hvorover Manden faldt ned af Forskrækkelse; Men Engelen sagde til ham: Frygt dig ikke! Dig skal intet skade; Men gaae til Præsten og levere ham dette Brev, og slig til hannem: At Gud ikke kand have Roe for de fortryktes Suk og Raab Skyld, thi de faaer ikke være i Fred paa Jorden, som de skal ligge udi, baade for de svare Synder, som gaaer i Svang, og den store Hofmodighed som Menneskene daglig lever i. Dette samme Brev var skrevet med forgyldte Bogstaver og lyder som efterfølger:

GIV AGT PAA DETTE BREV:

Den som vanhelliger Sabbaten, han er forkastet, som Skriften siger; Thi raader jeg Eder, at I ikke arbeyde om Søndagen, enten paa Eders eget eller andres Arbeide, men at I flittig gaae i Kirke, baade Gamle og Unge, for at høre Guds Ord med Andagt. I haver 6 Dage om Ugen til at giøre Eders Arbeide paa; Sabbaten skal I holde reen og hellig: Den, som ikke det giør, skal blive straffede, baade Gamle og Unge. I skal ikke sminke Eders Ansigt eller kruuse Eders Haar, og dermed bedriv Hoffart, som Herren selv i sit hellige Ord har forbudet. Afbeder hver hos Gud Eders Synder, paa det de maae Eder forlades; Bedriver ikke Ondt i mit Navn, thi jeg haver skabt Eder af Intet, og jeg kan giøre Eder til Intet igien. Ærer Eders Forældre med Ord og Gierning, saa skal I have Lykke og Velsignelse baade her og hisset. I skal ikke slaae ihiel; I skal ikke bedrive Hoer; I skal ikke stiele; I skal ikke sige falsk Vidnesbyrd, men tale Sandhed; I skal ikke begiere eders Næstens Gods, etc. Hver den, som ikke troer Guds Ord, han bliver fordømt; men hvem som troer det, skal have Løn og Velsignelse af Gud. Hvo dette Brev haver i sit Huus, og ikke aabenbarer disse Guds Befalinger, den er ingen ret Christen; men hvo som lever derefter, om de end havde saa mange Synder som Sand i Havet, Løv og Græs paa Jorden, samt Stierne paa Himmelen, skal de alle ved en sand Troe paa Eders Forløser forlades Eder; men den, som ikke troer, skal ikke undgaae Døden. Og dersom I ikke omvender Eder, saa skal I vorde evig fordømt. Gud skal spørge Eder paa den sidste Dag, da kand I ikke svare hannem Eet til Tusinde for Eders mange Synder. Hvo dette brev haver i sit Huus, eller hos sig, og giør derefter, hannem skal da Jorden og Vejret ikke skade, men altid bevares for Ild og Vand, ja ham skal vederfares alt Godt. Holder Guds Bud, som Han haver givet Eder, og aflægger Hoffærdighed, Fraadserie og Drukkenskab, Guds Ords Foragt og Bespottelse. Havde de Gudsfrygtiges Bøn og Raab ikke været, saa havde der ikke kommet Regn paa Jorden i lang Tid; men dersom I ikke omvender Eder, da skal verden snart forgaae. Der skal blive saadan Krig og Blodsudgydelse, at den eene intet kand kiende den anden. Der skal blive saa stor Hunger og Elendighed, at en Moder skal æde sit egen Barn. Ja, der skal blive saadan Sygdom og Pestilentse, at den, som lægger sig frisk og sund of Aftenen, skal om Morgenen være død. Der skal blive saa stor Jammer og Elendighed, at Menneskene skal raabe: Hvor finde vi Trøst, vi Arme og Elendige, som ikke har omvendt os fra vores Synd og Ondskab? Men dersom I omvender Eder, saa skal I fornemme, at et Menneske på Hundrede Aar skal ansees for Tredsindstyve Aar. Eders Næring skal forøges, Sorg og Bedrøvelse skal formindskes, siger Herren Eders Gud. Det Menneske er forbandet, som ikke lever efter dette Brev; Men den, som giør derefter, den skal blomstre af Velsignelse, det er aabenbaret.

Kiøbenhavn Aar 1770, trykt hos I. R. Thiele.«

Og det var endda et af de korte af slagsen.

Citater og kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
»Danske Sagn«, Evald Tang Kristensen, bind II, Jacon Zeuners Bogtrykkeri (1893). Fotografisk genoptryk ved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S (1980). ISBN 87-17-02791-8.