Ting, forfattere siger

Indlægget er opdateret 16. september 2018.

Det er lidt finurligt at tænke på, at alle disse udtalelser er faldet, mens jeg arbejdede – hvad enten jeg selv er kommet med dem eller andre har ladet dem falde. Det være sig på Facebook, på Twitter, eller over Skype – forfattere er ikke helt almindelige i hovedet, og det er deres beta-læsere heller ikke. Så værsgo’ – ting, forfattere kan finde på at sige.

»Hvis du har brug for mere nekromanti i din hverdag …«

»Slip det firben og stik hænderne i vejret, varmblod!«

»Tror du, at Sauron læser science fiction?«

»Alle overspringshandlinger duer, når man ikke gider redigere halvtreds sider.«

»Kejserlig kaffe: 1 del whisky, 2 dele sort kaffe og 3 dele blod, sved og tårer fra arbejderklassen.«

»Sidder nu her og spekulerer på, hvordan otteogtyve får i snor ville se ud på en landevej.«

»Manden er lynende intelligent, følelsesmæssigt moden som en fjortenårig, og begavet med en middelalderlig skolegang.«

»En god fortællerperson kan få min dosmerseddel til at lyde sexet.«

»Kæmpestore, skællede røvhuller, der spyr ild. Drager, altså.«

»Kvinde, rist mig en urokse.«

»Lige nu giver bitcoins mere mening end det her kapitel.«

»En elkedel er tydeligvis det allervigtigste redskab på en landgangsmission.«

»Hvis den person skal virke realistisk skal du bare sørge for, at hver gang hun er god til noget, er der fem mænd, der fortæller hende, hvordan de kunne have gjort det bedre.«

»Jeg er ved at udvikle en bekymrende afhængighed af koreanske tang-chips.«

»Det her plot er lige så troværdigt som Ringenes Herre 2: Sauron Skriver Selvangivelse.«

»Nej! Tæppet i torturladen skal være rent! Også selv om blodpletter virker sorte i månelys!«

»Der er ikke noget moralsk dilemma, som en solid gang middelalderlig gudsfrygt ikke kan løse.«

»Jeg kan ikke bruge et helt kapitel på at bekymmmmre os om truslen fra hovedstaden. Hvis det er SÅ farligt, så bomb lortet fra rummet.«

»Sex lyder som en god overspringshandling lige nu.«

»Hall er mentalt set et egern på speed.«

»Hvad fanden har I flyvedyr nu gang i?«

»Neo i The Matrix er Den Udvalgte, menneskehedens lovede frelser. Det er en skam, at der aldrig blev lavet en fortsættelse til den film.« (Der er heller ikke nogen Star Wars prequels).

»Jeg skal bruge en redaktør eller en motorsav. Eller en redaktør med en motorsav.«

»Lige meget hvor længe jeg stirrer på skærmen gør de forbandede personer ingenting før jeg begynder at trykke på tasterne. Medmindre jeg er i bad. Så gør de alt muligt spændende i mit hoved, men efterlader ingen skriftlig dokumentation af deres færden. Men det allerbedste tidspunkt, som mine personer finder på alle mulige eventyr, er når jeg lige er vågnet. Desværre har jeg glemt det hele når jeg når forbi morgenkaffen.«

»At skrive fiktion er lidt som at være besat af dæmoner. Humørsyge, rastløse dæmoner med korttidshukommelse som bananfluer med ADHD og en sær trang til småkager kl. to om natten.«

»Rigtig mange mennesker tror, at hvis de kombinerer kvindehad med overdådige kjoler og smider en lut oven i, så har de skabt et middelalderligt hof.«

Har du et par go’e af dine egne liggende? Del dem endelig i en kommentar. Man bliver aldrig for voksen og ansvarlig til at grine af sig selv.