Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til den svenske deltagelse mod Danmark i Napolenskrigene, 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.

Gud – et navn med magisk magt

Guds navn

Troen på de underjordiske her i Danmark er meget ældre end den kristne tro, som først nåede hertil omkring år 900. Så hvorfor har selve ordet ‘gud’ magt over dem?

Vore ældste skriftlige kilder beretter om vætter, dværge og alfer i vikingernes sagnverden – naturånder og naturkræfter har været tilbedt, frygtet og handlet med, lige så længe som der har været mennesker til at gøre det.

Da kristendommen fik magt i Danmark skar man imidlertid alt det hedenske over én kam. Hvis det ikke hørte til kirken og Bibelen, så hørte det til i Helvede. Nu hed det sig at de underjordiske blev skabt da Vorherre kastede de faldne engle ud af Himmerige. Det var ikke alle sammen, der ramte ned i Helvede, og nogle af dem var slet ikke onde nok til at høre til der. Mange af englene faldt ned på jorden i stedet for; de gik i tusinder af stykker og blev til den vrimmel af underjordiske og overnaturlige væsener, der omgiver os overalt hvor mennesker færdes.

»Bjærgmændene er blevne til på den måde, at da Vorherre nedstyrtede de onde engle fra himlen, så kunde de ikke nå til helvede alle sammen, og nogle bosatte sig da i höjene og bakkerne.«

Sådan forklarer folkesagnet hvor vætter, nisser, ellefolk og alle de andre sære skabninger stammer fra. De er smådjævle alle sammen – væsener, der vendte Gud ryggen, eller i alt fald ikke fik foden med indenfor døren i det kristne. Men selv om de underjordiske kan være både drilske og ondskabsfulde hvis de har lyst til det, så er de ikke gennemført onde nok til at høre til blandt dæmoner og rigtige djævle i selve Helvede.

Selv navnet er for helligt

Lucifer styrtes fra Himmerige.
Lucifer styrtes fra Himmerige. Illustration af Gustave Doré (1832-1883) for John Milton’s »Paradise Lost«.

I kraft af deres infernalske natur og oprindelse kan det ikke komme bag på nogen at de underjordiske har det svært med kirken. De flygter fra lyden af kirkeklokker, og slår man korsets tegn for sig må de som oftest forsvinde. I folketroen er der ikke noget, der er mere magtfuldt end den kristne tro. Fadervor er den mægtigste besværgelse af alle.

Selv ordet »Gud« er for helligt for de underjordiskes ører. De kan ikke lide at høre om den slags og flygter gerne hvis man begynder at tale om Vorherre. I en typisk historie fra Nordjylland gik en mand mellem to høje ved Biersted. Her mødte han en hel skare af småfolk, som spærrede vejen. De fortalte ham at de var på vej til bryllup mellem henholdsvis søn og datter fra to forskellige kæmpehøje på egnen. »Ja, far med Gud,« siger manden for at ønske dem held og lykke – men så forsvinder hele flokken. De underjordiske kan ikke engang tåle at høre navnet.

Dengang disse sagn og historier opstod var kristendommen en fasttømret del af hverdagen. I dag tager vi stilling om vi vil bekende os til en religion, og i så fald hvilken en ud af et større udvalg. For vores forfædre var der ikke noget valg og ikke nogen tvivl; Gud og kirkens magt var lige så virkelig som regnvejr og køer – det var så sikkert som amen i kirken.

Det var Gud alene, der stod mellem mennesket og alle de kræfter, der prøvede at skade det. Djævle, naturkræfter, ånder, dæmoner, hedenske guder, de underjordiske – alle er manifestationer af alt det, mennesket ikke kan styre. Troen på kristendommens magt over alt det onde og ustyrlige var lyset, som man holdt sig til i en verden fuld af mørke og farlige magter. Netop derfor har Vorherre magt over alt det farlige, mørke og kaotiske som truer hverdagens fred.

Men inden vi griner alt for højt ad de vætter og nisser, der må flygte når de hører nogen sige »gud« skal vi huske på, at i nogle kredse har man debatteret Guds sande navn i snart to tusind år. Dæmoner og djævle må flygte fra Jesus’ navn – og stærkt troende religiøse teoretikere diskuterer stadig hvor galt det vil gå, hvis Guds sande navn nogensinde udtales. Ord har magt!

De forbudte ord

Fordi de underjordiske jo i virkeligheden er djævelske af natur kan de naturligvis ikke bruge de kristne ord og besværgelser selv – dem må de flygte fra. Det er oplagt at de ikke kan sige »Gud« eller »Jesus«. De kan heller ikke bruge nogle af alle de mange udtryk vi har, hvor Guds navn indgår. Vætter og ellefolk kommer aldrig til at sige »gudskelov« når noget går godt. De siger heller ikke »bevares!« når det går skidt, for det er en sammentrækning af »Gud bevare os.« Hvis de underjordiske nogensinde får fat i mobiltelefoner og sociale medier kommer de heller aldrig til at skrive den moderne teenagepiges »OMG!«.

Djævle må i kraft af deres natur selvfølgelig heller ikke ønske noget godt for andre. Derfor siger bjergmanden bare »aften« eller »dav« når du møder ham, for han kan ikke ønske dig en god aften eller en god dag selv om han gerne ville.

Omskrivninger og paralleludtryk

»Hillekløer!«

De underjordiske lægger sig ofte udtryk til som efterligner de rigtige men undgår det hellige islæt. En overrasket vætte kan ikke udbryde »Hillemænd!«, som ellers er et godt, gammelt udtryk for forbløffelse. Ordet er imidlertid en sammentrækning af »hellige mænd«, altså helgener og apostle, og den slags kan de underjordiske jo ikke gemme sig bag. I stedet råber vætten overrasket »Hillekløer!«. Velsignede kløer optræder ikke i Bibelen, men det lyder tæt nok på til at kunne give udtryk for den samme følelse.

Tag nu lidt hensyn

Det er ikke altid at man er på dårlig fod med de underjordiske i vores fortælletradition. Det er naturligvis dårlig skik og brug at slynge sin kristentro i hovedet på vætter og nisser som man ellers er gode venner med. Så gælder der særlige husregler for at kristne mennesker og hedenske underjordiske kan bo side om side.

På en gård fik man en ny pige, som gjorde korsets tegn over ildstedet når hun havde tændt op, og det blev man nødt til at forbyde. Det kunne de underjordiske nemlig ikke lide, og der blev en farlig larm og ballade i huset når hun gjorde det. Ellers var de overnaturlige naboer venlige og fredelige nok.

En anden historie fortæller om en bonde som fik besøg af »et bitte korn dværg-kvindemenneske« som bad ham om at gå ud og dække de plovfurer til, som han netop havde pløjet. Hun kunne nemlig ikke gå over dem for at hente vand til sine børn. De underjordiske kan ikke krydse plovfurer, for når man gør det, laver man jo korsets tegn ved at bevæge sig på kryds henover furen.

En tusindårig proces

Mange af de underjordiske, især nisser og bjergfolk, er i virkeligheden ikke meget anderledes end de mennesker, de bor hos eller i nærheden af. Derfor kan de godt blive irriterede når menneskene bliver alt for frygtsomme og påkalder Gud og gode engle over det rene ingenting. Det kan man jo godt forstå – vi andre bryder os heller ikke om at blive anklaget for alt muligt blot fordi ‘man ved jo aldrig med sådan nogle som jer’.

Engang var de underjordiske naturånder, som man handlede med og forsøgte at formilde. I asetroen blev de sorteret og navngivet og gjort til genkendelige ‘stammer’ som vi stadig husker: dværge, ellefolk, alfer og så videre. Med kristendommens komme blev de underjordiske gjort til smådjævle som var underlagt korsets magt.

I bund og grund handler det hele om det samme som for tusinder af år siden: Natur og kaos skal formildes, navngives og undertvinges, så mennesket kan trives. Allerdybest inde, længst nede i vores primitive menneskesjæl, frygter vi stadig rovdyret derude i mørket.

Citater fra:

»Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Amos Bar Zeev (Unsplash),  Public domain.

Bjergmanden og hans kone

Hvem er bjergmanden, og hvordan kender jeg ham fra ellefolk og vætter? Bjergmanden er den af de mange underjordiske væsener, som ligner mennesket mest. Han har en gård, en kone og en hoben unger, og hans sorger og bekymringer er stort set de samme som vores. 

Bjergmanden bor i gravhøjen, åsen, eller de lokale bakker. Ellefolket holder til i skov, mose og krat, mens nisser og vætter hører til på menneskenes gårde. Betegnelserne bruges i flæng – og bjergmanden kaldes ofte trold i stedet. De overnaturlige væsener og naturånder går på besøg hos hinanden og deles om mange karaktertræk, så derfor kan det være svært at artsbestemme dem.

Hvem er bjergmanden og hans kone?

Hvordan ser bjergmanden ud?

»Allerbedst, som de sad på en af de störste klitter, som der sagdes at være bjærgfolk i, og plukkede bær, kom de til at se op, og de så da på toppen af bjærget to små mennesker i grå klæder med spidse luer på. De så straks, at det var bjærgfolk, og tog forskrækkede flugten hjemad.«

Det meste af tiden ser bjergmanden og hans familie ud lige som alle andre, bortset fra lige en enkelt detalje eller to. Mennesker er de jo ikke. De er mindre og hvis de ikke har rødt hår, så bærer de i alt fald røde huer, såkaldte luer.

Mange historier beskriver dem som små, nøgne mennesker. Fortælleren tror typisk først, at de er børn. Når bjergfolk viser sig som børn er det som regel i en større gruppe.

Andre gange har bjergmandens drenge røde huer på, og så kan det være meget svært at kende dem fra nisser og gårdboer. Hvis deres tøj bliver beskrevet er det enten sært gråt eller meget gammelt. Gulladent, kaldes det i en historie, altså den gule, støvede farve som gammelt linned får med tiden. I ganske enkelte tilfælde er det hvide huer, bjergets drenge har på.

Virker bjergmanden bekendt?
Virker ham her bekendt? Bjergmanden er vores skandinaviske udgave af englændernes gnomes og redcaps, som så igen er blevet til vores moderne havenisser, med røde huer og det hele.

Nogle gange bruges betegnelsen bjergmand om de mandlige væsener og ellekoner og -piger om de kvindelige. I en historie beskrives bjergfolket som et mylder af små, sorte mænd, der skræmmer børnene til at løbe hjem.

Det hele bliver ikke lettere af, at bjergfolk og andre overnaturlige væsener naturligvis kan gøre sig usynlige når de har lyst. De færdes blandt os uden at vi ved det. Så er det kun de synske, der er klar over hvad der foregår. Som nu i en historie om en kone, der er ved at ælte dej og slå brød op. En gammel kone hjælper til, og pludselig siger den gamle, »A skal slå dig over dine fingre, du står og æder af dejen!« Hun var den eneste, der kunne se den usynlige kvinde, der stod og spiste af skålen mens de to mennesker arbejdede.

De samme sorger og bekymringer

Bjergfolket har de samme problemer som de mennesker, de er naboer til. Godt naboskab skal man ikke sige nej tak til, for bjergmanden belønner dem, som hjælper ham, ligesom han straffer dem, som gør ham skade.

En af mine yndlingshistorier handler om dengang en bjergmand så sig gal på sin kone og jog hende hjemmefra. Lusse, som troldkonen hed, gik så ned på gården tæt ved højen og bad om at få lov til at være der om natten. Som gode naboer sagde man selvfølgelig ikke nej. Den lille, trivelige kone sad til bords og spiste til aften sammen med folkene på gården da en anden gæst, som var kommet ridende til, begyndte at drille hende.

Han gjorde nar af Lusse og hånede hende for hvordan manden havde jaget hende ud. Det brød hun sig naturligvis ikke om. Om aftenen red fyren så videre på sin rejse. Efter nogen tid sagde Lusse til folkene på gården at de burde gå ud og hjælpe ham, for han lå ude på vejen og havde brækket benet. Og ganske rigtigt, han var ikke kommet ret langt – og han var nok færdig med at gøre nar af bjergfolk.

Mange gange er bjergmanden simpelthen bare en god nabo. Der er mange eksempler på bjergmænd som får sig en snak med bonden når de mødes tilfældigt på marken, eller når bonden kører forbi bjergmandens høj. Det er fuldstændigt ligesom når andre rejsende mødes og udveksler nyt og sladder. Så råbes der til bonden om han vil give besked til fætteren eller broderen i den næste høj om dit og dat når han nu alligevel skal forbi.

Der er et utal af historier, der fortæller hvordan bjergmanden og hans familie gør nøjagtig de samme ting, som menneskene selv gør på deres gårde. De lægger linned ud til blegning i solen; hør er gråt, og det færdigvævede hørlinned skal solbleges for at få den ønskede hvide farve. De tæller deres penge – og lægger også guldmønterne ud til solblegning. Det sidste er nok ikke noget som bonden har gjort. Bjergfolkenes dyr bliver syge og deres koner kommer i barselsnød og skal have hjælp af konen på gården. Nogle gange bedes der til bryllup i højen, eller til begravelse.

Livet i højen er ikke så forskelligt fra livet på bondegården – bortset fra at bjergmanden kan trylle. Og lige som mange mennesker viger han ikke tilbage for at hævne sig hvis du gør ham vred eller stjæler fra ham.

Bjergmanden vil gerne have besøg

Det er meget svært at holde især bjergfolk og ellefolk fri af hinanden, for de foretager sig de samme ting i sagnene. Ligesom ellefolkene vil bjergfolket nogle gange lokke mennesker til sig, som regel for at bruge dem som arbejdere på deres underjordiske gårde. De stjæler børn og lægger deres egne, såkaldte skiftinge, i stedet for. Andre gange forsøger de at lokke især børn til at følge med dem ind i højen.

»En mand i Gudhjem gik op på Lensbergegården en aften og havde sin lille sön med sig. Da de kom til et hus tæt ved stranden, blev det skinnende lyst, og de så en mængde små underjordiske börn lege på gaden. De nævnte sönnen ved navn og vilde, han skulde komme og lege med dem. Drengen ville også have været af sted, men det lykkedes dog faderen at holde ham tilbage.«

Mange gange leger bjergfolkets børn med menneskenes uden at der er noget ondt med i billedet. I en historie fra Bornholm holder børnene først op med at lege med hinanden da bondekonen begynder at udfritte de små gæster om hvor de kommer fra. Så kommer deres vrede mor nemlig og henter dem.

I en anden historie leger små drenge med røde huer med børnene på gårdene og det er der ikke nogen, der har noget imod. Man skal bare passe på ikke at gøre dem vrede eller fornærme dem, for bjergmandens børn skal man ikke lægge sig ud med.

Det er ikke altid at bjergfolket gerne vil mødes for en sladder. De er ikke bange for at tage særdeles grovkornede metoder i brug for at blive fri for mennesker. Der er flere historier om bjergkvinder, der vender rumpen til og løfter op i skørterne. Så bliver der sådan en stank at fortælleren må flygte. Bjergmandens kone er åbenbart åndeligt beslægtet med stinkdyret.

Jættestuer og dysser

Lundhøj jættestue (8960448400)
Akvarel af Lundhøj Jættestue. Nationalmuseet.
Troen på bjergfolket er en af de myter i folketroen som vi faktisk nogenlunde kan placere og forklare. De er en forklaring på, hvad de gamle høje overalt i landet egentlig er for noget, og hvem der bor i dem.

I en længere historie fortæller en mand hvordan en pige, der vogtede kreaturer, har hørt skrald og larm inde i højen på marken. Det lød som om nogen slog kister i lås derinde, så der måtte jo være en skat begravet! Man gravede så højen ud og fandt ‘en stads stue’ derinde, med gange ud til to sider. Men alting var så småt, så bjergfolkene måtte være meget små af bygning.

Det er selvfølgelig en jættestue, man har fundet – altså en gravplads fra bondestenalderen. Larmen skyldes støj fra jord, der sætter sig i forbindelse med temperaturændringer. Man kan høre den samme larm i gamle huse og bygninger af sten, og med lidt god vilje kan det da godt lyde lidt som nogen, der lukker en kiste. Stadsstuen er selve gravkammeret, og alting er så småt fordi jættestuerne ikke blev bygget til at man skulle kunne gå rundt inde i dem.

Jo længere op i tiden vi kommer, jo mere er menigmand klar over, at højene er oldtidsminder – desværre, for netop jagten på oldtidsskatte var skyld i at rigtig mange gravhøje blev ødelagt især i 1800-tallet. Men inden den slags viden blev hvermandseje – da var gravhøjen bjergmandens gård.

Citater fra:

  • »Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Billeder fra Pixabay og Nationalmuseet.