Meh!

“Meh” er et godt, engelsk udtryk for lige præcis den følelse, jeg sidder med her i eftermiddag. Nu havde jeg ellers endelig fået gjort kål nok på min sociale angst til at melde mig til et skrivekursus for forfattere og fundet pengene til at betale for det, og så bliver det gudhjælpemig aflyst fordi der er for få tilmeldinger.

Nogle gange kan man godt føle sig meget alene i den store verden, når man ikke bor i Århus eller København.

Nå, men op på hesten igen. Man er jo nødt til at se på de små sejre i hverdagen — i det mindste fandt jeg modet til at melde mig til. Det er en hel lille sejr i sig selv. Udover angst er det altså heller ikke så enkelt at arrangere transport fra Pjedsted til Middelfart og den anden vej en gang om ugen. Jeg har ikke kørekort og jeg er for dårligt gående til at tage offentlig transport med en kilometers gåtur i hver ende.

Meh.

Jeg tør godt klappe mig selv lidt på skulderen for rent faktisk at tage initiativet. Det er let at brokke sig over, at der ikke sker en fis i skrivesammenhænge i mit lokalområde. I det mindste har jeg da reageret, når der så endelig skete noget.

At der så ikke er nok interesse … ja, det beviser vel egentlig bare hvad jeg længe har tænkt, nemlig at der ikke er ret mange skribenter og forfatterspirer i dette lokalområde.

Sådan er livets små stød. Men jeg vil i alt fald være stolt af mig selv for at have taget imod tilbuddet, da det kom — også selv om det så ikke blev til noget. For det er altid bedre at prøve og så blive lidt skuffet, end bare at sætte sig ned og have ondt af sig selv.

Meh.

Ubehag, angst eller panik?

Ubehag, angst eller panik?

Indlægget er opdateret 16. juli 2019.

Noget af det sværeste at beskrive er angst. Her mener jeg ikke det lille gys, når man ser en edderkop på badeværelsesgulvet, eller gispet når man taber en kaffekop og så opdager at den heldigvis hverken var fuld eller gik i stykker. Jeg mener panisk angst af den slags hvor man reduceres til et skrigende, sparkende bundt arme og ben, et dyr, der kæmper for sit liv. Der er ingen rationel tankevirksomhed, intet forsøg på at løse problemet. Det eneste, man kan, er at komme væk, væk, væk, nu.

Hvis man fortæller en historie hvor fortællerpersonen oplever at være handlingslammet af angst er det nogle gange svært at kommunikere det til læseren. Man ertilbøjelig til at forsøge at forklare og rationalisere, for ikke at tabe læseren på gulvet. Man forklarer hvorfor at det er rimeligt at personen er bange. Man retfærdiggør angsten. Men angst er ikke nødvendigvis rationel og forklarbar.

Angst er ikke ubehag, ubehag er ikke angst

En person i en historie er bange for tandlæger. Hun ser på redskaberne på bordet, mærker duften af rengøringsmidler og medicin allerede ude i venteværelset, og tænker på, at nu bliver hun bange. Hun husker på den gang da tandlægen tog lidt hårdt fat, og sveder. Men endnu er hun ikke i panik – hun er bare ubehageligt tilmode ved tanken om det, der kommer. Hvis det så ikke kommer, så har jeg ikke skrevet en historie om panik, kun om ubehag (og det er selvfølgelig i orden hvis det er det, jeg vil).

Jeg bruger tandlægeskræk som eksempel fordi jeg selv lider af det – i sådan en grad at jeg er nødt til at få behandlinger lavet på dentalkirurgisk på hospitalet, hvor de kan give mig beroligende medicin i imponerende mængder for at jeg overhovedet er til at få over i stolen. Med sløvende og beroligende medicin oplever jeg ubehag. Jeg vil gerne have det her overstået, tak. Jeg glæder mig absolut ikke til næste gang. Uden medicinen – no deal. I får mig ikke engang ind af døren. Jeg lyver gladelig om at jeg har glemt datoen. Jeg bliver simpelthen væk. Jeg skar engang en tandbyld op hjemme i stuen med en køkkenkniv, uden nogen form for bedøvelse. Hellere det end at ende i en tandlægestol. Spoiler: Det lykkedes mig ikke at redde tanden.

Fight or flight

Ubehageligt til mode, angstens sved, rysten på hænderne – det er kun begyndelsen. Total, handlingslammet panik handler om et voksent menneske, der skal fysisk tvinges ned i stolen, som skal holdes fast med magt. Et voksent menneske, der skriger uden ord. Der opfører sig som et lille barn, som slår ud og sparker i forsøget på at komme væk. Som uden tøven vil forsøge at rive boret til sig og angribe tandlægen med det, i rent selvforsvar.

Lyder det voldsomt? Det er voldsomt. Panisk angst opstår, når der ikke længere er nogen regler eller konventioner. Når man ikke længere kan tale eller tænke sig ud af en problemstilling. Når man er reduceret til hvad dyrepsykologien kalder fight or flight – kæmp eller flygt.

Personer i en roman kan sagtens gennemgå angst og ubehag uden at nå helt derud. Men hvis du fortæller, at deres angst ingen grænser kender, at de er i panik – så bør du gøre din læser den tjeneste at tage skridtet fuldt ud. Kryds grænsen mellem “det her er er altså lidt ufedt” og “jeg må væk, ellers dør jeg.” Husk på, at angst ikke er rationel. Nogle mennesker ved dybt inde, at hvis de rører ved en edderkop, så dør de. Også selv om det er en fuldstændig harmløs lille husedderkop, som ikke kan udgøre en fare for nogen, der vejer mere end 50 gram (og det er nok de fleste af os).

Vis hvad personen er lavet af

Nogle gange er det netop i sådan en situation at en god historie skiller bukkene fra fårene: To personer kan stå i den samme rædselssituation – men hvem af dem krøller sig sammen på gulvet og skriger, og hvem viser sig at have røv i bukserne til at løse problemet? Hvem af de to er det, som redder dagen? Når man trænger en rotte op i et hjørne slås den for sit liv. Fight or flight. Sætter din hovedperson sig til at dø i katatonisk rædsel, eller griber hun det nærmeste objekt og bruger det som våben i sit modangreb?

Det irriterer mig som læser at støde på hovedpersoner, der skal forestille at være helt almindelige mennesker – men når de pludselig står ansigt til ansigt med Cthulhu eller hvad ved jeg, så har de helt styr på hvad de skal gøre. Måske mumler de lidt om hvor ulækkert eller skræmmende det er, før de lader deres pumpgun.

Hvor mange ganske almindelige forstadsmennesker har kampvåben liggende i dagligstuen? Hvor mange kontorfolk og sosu-assistenter er mentalt klar til at tage kampen op med horder af zombier? Hvor mange af os er helt afklarede med hvad vi skal gøre og hvordan, hvis der pludselig er tre bevæbnede hjemmerøvere og voldtægtsmænd i dagligstuen? Hvor mange helt almindelige mennesker bevarer overblikket og roen, når de sædvanlige regler pludselig ikke mere gælder?

Hvis du fortæller mig en historie om angst og panik og at komme helt derud hvor mænd er mænd, og dem, som ikke er mænd er frokost, så vil jeg se blod, sved, opkast, rysteture, irrationel adfærd, og store, mandige mænd, der græder som små børn. Det kan godt være, at helten netop er helten fordi han eller hun viser sig at kunne håndtere det. Alle de andre, dem som ikke kan, de skal beskrives så man forstår, at nu fornuften er stået af, nu er der kun rotten i hjørnet tilbage.

Fortæl så en god historie om den rotte!