For en gangs skyld skal vi ikke tale om folkesagn og væsener fra overtroen. I dag låner jeg min egen scene så jeg kan få luft for noget af det sværeste ved at skrive – uanset om det er romaner, eller blogindlæg som dem, der plejer at være på forsiden her på heuschkel.dk.
Det sværeste ved at skrive er at trække en linje i sandet: Nu er det godt nok. Hertil, og ikke længere. Nu er det på tide at holde op med at tilføje og rette og lave om – nu skal barnet fødes, ud i verden, afsted så andre kan læse med. Nu skal man holde op med at lede efter endnu bedre kilder, bekymre sig om kommaerne nu også står korrekt, om dialogen er naturlig nok uden at virke langtrukken.
Nu skal andre se hvad man har brugt al den tid på.
Der er ikke nogen mere forløsende og befriende følelse end når ordene springer ud af tastaturet, når man blinker med øjnene og opdager at der er forsvundet fire timer og der er fem tusind nye, gode ord i tekstarket. Eller når man går rundt hele dagen og ‘ruger’ på en scene, og lige pludselig, under bruseren eller hen over gryderetten, dukker det ord man har ledt efter op, som en boble i det dybe vand. Når det hele kører. Når man føler sig som en person med et budskab, en som har noget at sige, en som folk vil gide at lytte til. Det er det, som jeg elsker – den oplevelse som hele mit liv har været drivkraften bag mine skriblerier.
Så kommer hverdagen. Nu er romanen, artiklen, eller blogindlægget skrevet færdigt. Man forbereder sig på skuffelsen når forlaget pænt takker nej, når online-magasinet ikke svarer, når ingen læser eller kommenterer på bloggen. Sådan er det jo. Vi er så mange om buddet. Gud og hvermand skriver, men der er slet ikke læsere nok til os alle sammen. Jeg er ikke dårlig – der er bare nogen som er endnu bedre.
Men helt indeni, dernede hvor man i virkeligheden kun er et lille, usikkert barn som har brug for ros – helt dernede ved man jo, at det er fordi man ikke er god nok.
Man ved ikke så meget om emnet som man prøver at bilde andre ind. Det skal nok blive opdaget. Man er bare en plattenslager, en forstadshusmor der pludrer løs om ting hun ikke har forstand på, en gammel kælling som tror at nogen under tredive gider høre på hende.
For gammel. For uvidende. For dumsmart. Irrelevant, kedelig, forældet.
Med et fint ord hedder det ‘imposter syndrome’. Man er bange for at resten af verden skal opdage at man faktisk ikke ved en skid om noget. At man bare lader som om. At nogen burde tage internet og fyldepen fra én, før man virkelig får ødelagt det hele. Den eneste kur hedder selvtillid.
Selvtillid plukker man ikke på træerne – jeg gad ellers godt have sådan et træ i baghaven! Når det hele vælter for mig og jeg er overbevist om at jeg burde brænde alt hvad jeg nogensinde har skrevet – så holder jeg fast i den ene ting, jeg ved passer.
Jeg elsker at skrive.
Det kan ingen tage fra mig. Det kan godt være at ingen gider læse det jeg skriver. At det hele i virkeligheden er noget underlødigt hø. Men jeg elsker at skrive det. Jeg elsker selve processen. Jeg har tillid til at jeg nyder de dage, de timer – og det kan ingen tage fra mig. Uanset om resultatet ender i skrivebordsskuffen eller på boghandlerens hylde, så har jeg nydt de gode timer.
Er det ikke det hele livet drejer sig om – at finde det, der gør én glad, og så gøre det?
Jeg elsker at skrive. Jeg har galopperende imposter syndrome hvad mine egne evner angår, men de gode, stille timer kan ingen tage fra mig. De eksisterer for min skyld. Jeg skaber dem selv. Jeg bliver måske aldrig en stor og anerkendt forfatter, men jeg har allerede fået belønningen for mit arbejde: Mit arbejde er min hobby.
Foto: (c) 2019 Birgitte Heuschkel. Piv synes post-it noter er noget sært noget.