Al skattegravning skal foregå i komplet stilhed!

Indlægget er opdateret 13. september 2019.

Lige som alle andre eventyr om skattegravning og skjulte skatte har folkesagn et hav af uskrevne regler og love, der skal overholdes, for at det hele skal ende lykkeligt. Nogle gange brydes reglerne for at få en god latter, når den lidt for selvfede hovedperson selv er skyld i sin ulykke.

Folketro handler i meget høj grad om at fortælle en god historie, så naturligvis er det ikke bare uheld at der ikke var nogen skat i den gamle høj. Det er udgraverens egen skyld. Det er hans straf for ikke at overholde reglerne.

I gammel tid vidste man at der var skatte i de mange gravhøje, der lå rundt omkring i landskabet. Vi har stadig tusinder af dem i dag, men for bare et par hundrede år siden var der mange, mange flere. Utallige gravhøje er blevet sløjfet for at give plads til agerdyrkning. Jættestuer er blevet sprængt og hugget i stykker så man kunne få fat i stenene til byggematerialer. Og en masse gravhøje er blevet mere eller mindre bortgravet af ihærdige skattejægere.

Nogle gange har det givet pote. Der er fundet bronze, og mere sjældent, guld i de gamle høje. I langt de fleste tilfælde har man kun fundet ’de gamles bene’, rester af gravsætninger uden genstande, der kunne sælges eller smeltes om.

Naturligvis har folketroen sine forslag til hvorfor man kan grave en hel høj op og kun finde en bunke gamle knogler. Al skattegravning skal foregå i tavshed. Man må ikke le, tale, eller på nogen anden måde reagere på sine omgivelser. Alt efter hvor strengt historien holder på formerne må man ikke spise, drikke, sove, eller bare sukke i flere dage før man begynder at grave. Man skal også være tavs fra man går hjemmefra, indtil man har skatten sikkert hjemme over dørtærsklen.

Klart er det at de underjordiske, vætterne og dværgene i højene, ikke vil af med deres skatte. Derfor lægger de alskens forhindringer i vejen for de modige skattegravere. Nogle gange forsøger vogterne at få skattejægerne til at le ved at skabe sig om til dyr, der ter sig tossede.

I sagnet om Kong Hanes skat er det en rød hane, der slår en fjært så stor at støvet rejser sig. Det får den ene skattejæger til at udbryde, »De’ wa’ hejsen en årnli’ prut a’ sårn’ bett’ kåk!« (Det var godt nok en ordentlig prut fra sådan en lille hane!).

Nogle gange ser man pludselig brand i det fjerne – så smider skattejægerne hakker og spader for at løbe hjem og hjælpe med at slukke ilden. Når de kommer hjem er der selvfølgelig ingen brand og skatten er pist væk. Andre gange dukker vætterne op personligt og overdynger karlene med skældsord og forbandelser, alt sammen for at provokere dem til at tale og dermed bryde reglerne for skattegravning. I dag ville man sikkert blive forsøgt afbrudt af en vred mand fra Teknisk Forvaltning.

Det er nu lidt underfundigt at tænke på hvordan man har moret sig rundt om i bondestuerne med at fortælle om den gang Per og Niels gik på skattejagt og endte med at få en lang næse fordi de ikke kunne holde mund.

Kilder

Kong Hanes Høj: Gorm Benzon: Sagnenes Danmark, bind 4 (1984), ISBN 87-87969-20-30.

Foto: Loddenhøj ved Pjedsted, fotograferet af Birgitte Heuschkel.