Valdemar Atterdag, den vilde jæger

På Sjælland rider Valdemar Atterdag rundt om natten med sit vilde jagtfølge, i stedet for at fare til himmels. Valdemar fortalte nemlig Vorherre, at Han kunne beholde sit Himmerig, når Valdemar bare måtte beholde sit Gurre – og den slags går ikke ustraffet hen i sagnenes verden. Kongen døde den 24. oktober 1375 på Gurre Slot, og der har han spøgt lige siden.

Myten om den vilde jæger og hans følge, der jager henover nattehimmelen, gennem skov og vildnis, over sø og over land kendes mange steder fra. I nordisk mytologi er det dødsguden Odin og hans følge, man hører – andetsteds er det de underjordiske, spøgelsesjægere, og lokale berømtheder, som altså vores egen Valdemar.

Sagnet om den vilde jæger

Det vilde ridt
“Wodans vilde jagt” (1882) af Friedrich Wilhelm Heine.

Jagten opleves om natten, når alt burde være stille. Pludselig er der en voldsom larm af heste og ryttere, af gøende hunde og tudende jagthorn, og alt hvad der ellers hører til når en stormand rider på jagt. Mange gange er der ikke noget at se – andre gange får man hele det uhyggelige syn med, når følget jager forbi!

Nogle gange er den vilde jagt et varsel om krig og ulykke og forestående død. I andre historien jager jægeren overnaturlige væsener – herhjemme er det som regel ellepiger og slatten-langpatter, der må stå for skud. I nogle versioner kan man selv risikere at blive taget med til dødsriget, hvis man kommer til at stå i vejen.

Sagnets oprindelse er sandsynligvis en forklaring på stormvejr og voldsomme naturfænomener.

Derimod handler handler ikke om Asgårdsreien, asegudernes ridt – det er en oversættelsesfejl. Det ord, som er blevet fejloversat, betyder i virkeligheden farlig eller fæl. Wikipedia har et helt afsnit om den sag.

Valdemar Atterdag og Gurre Slot

»Gamle Folk fortæller, at de tit har hørt Lyd om Natten oppe i Luften som af Hunde, der glammede, og Heste, der vrinskede, og Lyd af Jagthorn, og de paastaar, at det er Kong Volmers Aand, der jagtede, og at han engang skal have udtalt, at Vorherre gerne maatte beholde hans Himmerigspart, naar bare han maatte beholde sine Jagter.«

Valdemar Atterdags kongesegl.
Valdemar Atterdags kongesegl gengivet af Karl Georg Jensen (1851-1933).

Gurre Slot, mellem Helsingør og Tikøb, er hjemsted for et hav af vores egne sagn om den vilde jæger. Her handler historien om den danske krigerkonge, Valdemar den Fjerde (1320-1375) – ham, vi kalder Valdemar Atterdag. Når han ikke gav sig af med at slås i Tyskland eller generobre Skåne og Gotland, brugte han en del tid på byggerier. Gurre Slot ombyggede han fra en ældre borg til et moderne slot med ringmur og fire hjørnetårne, og udbygninger på kunstige forhøjninger i det sumpede område, som slottet lå i (den ene af Gurres to søer er siden tørret ud).

Valdemar må have været godt tilfreds med sit byggeri, for han elskede Gurre så højt at han ifølge sagnet kom til at sige de berømte ord til Vorherre. Den slags store ord fik naturligvis konsekvenser, så Valdemar fik aldrig fred i sin grav. Han farer omkring om natten mellem Vordingborg og Gurre, med alle sine mænd, hunde og heste – og de, af vores forfædre, som syntes at Valdemar var et langt og underligt navn, ja, de kaldte ham så Kong Volmer i stedet for.

Sagnene om Valdemar

»Sagnet fortæller, at ved Tokkekøb ligger en Gaard ensomt paa en Mark. Ved Midnatstide springer Portene op, og en Rytter efterfulgt af en Flok Hunde kommer ridende som en Stormvind over Markerne fra Gurre Slot ind igennem Portene. Det er lige meget hvor godt de end stænger disse Porte, for det gentager sig stadig.«

I en historie fra starten af 1800-tallet fortæller en mand om hvordan han som dreng blev sendt ud og hente et par heste i et krat ved Valdemarslund. Det var en mørk efterårsaften med dårligt vejr og med ét hørte han hundeglam, hestetrampen og lyden af jægernes horn.

Larmen tog til og kom nærmere, og drengen syntes at han så en rytter på sort hest flyve over sit hoved, før larmen igen tog af. Da det lykkedes ham at finde hjem fik han at vide, at det var den vilde jagt, han havde set.

Ser man Valdemar selv i spidsen for sit vilde jagtselskab, rider kongen på en kulsort hest, efterfulgt af store sorte hunde med flammende gab. Det er forskelligt fra fortæller til fortæller om han jager alene eller har riddere og jægere med sig.

Der findes et utal af historier om gårde, hvor vognporten ikke må lukkes fordi en spøgelsesjæger skal kunne komme igennem om natten – og bliver den lukket alligevel, så skal spøgelserne nok selv åbne den!

Mange gange er det ryttere, der kommer igennem – men det kan også være Valdemars gloende hunde, store sorte bæster, som man ikke skal stå i vejen for. Nogle gange er det endda hele kareter, for historien om porten, der ikke kan lukkes, er en god gammel traver i sagnverdenen, og det er ikke kun Valdemar, der må fare omkring om natten.

Idéen om Valdemar Atterdag i rollen som den vilde jæger optog guldalderens digtersjæle. Holger Drachmann skrev sit smukke skuespil, »Gurre«, som jeg har citeret ovenfor, og han var ikke alene. H. C. Andersen skrev i en af sine viser,

Ved Gurre Sø holdt Kong Valdemar jagt,
smukt hornet lød gennem skoven,
den stod i sin rigeste sommerpragt,
og stjerner funkler foroven.
Da råbte kongen så lystelig,
hvor de vilde skovduer kurre:
“Lad Gud beholde sit himmerig,
har jeg kun Gurre!”

og B. S. Ingemann skrev også en vise om Valdemar:

I muld for længe siden kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde ham suse vildt forbi.

Flere andre af guldalderforfatterne fattede interesse for Valdemar og Gurre: Oehlenschläger, J. L. Heiberg og J. P. Jacobsen skrev også om manden, der elskede sit slot så meget at han byttede sin salighed væk for at beholde jagtretten der. Det lykkes mange af dem at få flettet Liden Tove ind i historien, men det er faktisk en fejl: Det var Valdemar den Store (1131-1182), Atterdags forfader, der fik flere børn med denne elskerinde.

Valdemar Atterdag på et kalkmaleri fra Sankt Peders Kirke i Næstved.
Valdemar Atterdag på et kalkmaleri fra Sankt Peders Kirke i Næstved.

Ret skal være ret

Valdemar Atterdag opfattes som en af Danmarks helt store konger. Retfærdig, karismatisk og sejrende – nå, ja, han har et lidt mindre pletfrit rygte i de lande, han førte krig imod. I den danske sagnskat er Valdemar imidlertid en retfærdig mand, og gør du ham en tjeneste, så gør han dig én til gengæld. Noget for noget, for ret skal være ret.

På en gård i Horserød gik porten op klokken ét hver nat, og så passerede hele jagttoget tværs henover gårdspladsen. Det skete der sådan set ikke noget ved, men en morgen fandt bonden en handske liggende, som nogen havde tabt. Han lagde den op på portbjælken så dens ejerspøgelse kunne finde den igen. Natten derpå kunne man så høre en stemme, der sagde,

»Du Bondemand, som Handsken gav,
dine Heste ligger i en Tørvegrav.«

Bonden og karlene skyndte sig selvfølgelig i tøjet og ud til tørvegraven, og ganske rigtigt – alle bondens fire heste var faldet i, og var ved at drukne. Sådan blev bonden advaret som tak for hjælpen med den tabte handske.

Citater fra:

  • »På Sjølunds fagre sletter«. Tekst: B. S. Ingemann, 1816.
  • »Hvor Nilen vander ægypterens jord« Tekst: H. C. Andersen, 1842.
  • »Gurre«, Holger Drachmann, Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) (1898). Intet ISBN-nr.
  • »Folkesagn«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
  • »Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.

Billeder fra Pixabay og public domain.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.