Maj varsler

Magnolier er majs blomster

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Maj (vårmåned)

Maj måned er enten navngivet efter den romerske gudinde Maja eller efter det gamle ord ‘at maje’, altså at pynte med nyudsprunget løv. Månedens gamle danske navne er vårmåned og blomstermåned.

Maj skal helst være kølig og regnfuld for majkulde gør laderne fulde. Tør marts, våd april og kold maj fylder kælder, ladegulv og høstænge. Varm maj giver nøgne blade og gøder kirkegården. Majmåneds regn kan betale en guldplov. Regn i maj er lige så godt som en kongekrone. Majs kulde gør laderne fulde. En varm maj gør ikke bonden glad, men regn i maj måned varsler en god høst og en tør juni.

Hvis krager og skader bygger reder højt i træernes kroner bliver sommeren våd. Bygger de lavt bliver sommeren tør. Frøernes aftensang betyder godt vejr næste dag. Når de kvækker er det tid til at så havre, og byg skal sås når slåen springer ud.

Hvis gøgen kukker på bar kvist bliver det sen høst og en koldt maj gør et varmt logulv.

Valborgsaften og -dag (30. april–1. maj)

Hvis det fryser til Valborg får vi frost i endnu fyrre nætter. Regner det bliver resten af året meget tør.

Det er også nu man skal huske på hvornår man hørte den første lærke synge, for som det hed sig: Lige så mange dage lærken har sunget før kyndelmisse (2. februar) lige så mange dage vil den græde (vil det regne) efter Valborgs dag.

Er det tørt den 1. maj varsler det en dårlig sommer. Regner det derimod skal jorden tørste hele sommeren. Så er der vist ikke mange muligheder for at det ikke går galt.

Er det regnvejr på Valborgsmesse kan ingen regn forslå denne sommer.

Korsmesse (3. maj)

Som vejret er denne dag vil det blive resten af sommeren.

Kristi Himmelfart

Kristi himmelfartsdag kommer altid fyrre dage efter påske. Aftenen før Kristi himmelfartsdag var det skik at ‘maje sin rede’, altså at pynte gården op med grønne grene. Udover at se godt ud beskyttede dette mod hekse.

Kristi himmelfartsdag blev anset for den bedste dag at så byg.

Pinse

Pinsen falder altid halvtreds dage efter påske. Om pinsevejret siger man at vestenvind ikke er af det gode for den bringer stærk regn, som varer ved i syv uger. Det må ikke regne i pinsen for efter pinseregn kommer tørke som varer til Sct. Hans (24. juni).

Og endelig er der det kendte vers,

Springer eg før ask går sommeren i vask,
men springer ask før eg, bliver sommeren bleg (solrig).

6. maj

Nogle steder var dette datoen hvor man mente at gøgen vendte tilbage.

Sct. Urban (25. maj)

Sct. Urban er den allersidste chance for at få vårsæden i jorden for som det hedder sig: Den som sår havre på Urbans tid får store bælge og intet i.

Blæst på Sct. Urban varsler megen storm resten af året. Regn denne dag varsler ilde for året men betyder også at vi får en god høst.

Kilder og citater

“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk 

Foto: ©2019 Birgitte Heuschkel.

Marts’ varsler

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Marts med krokus i hækken.

Marts (thordmåned)

Marts har navn efter den romerske krigsgud Mars. Marts var den første måned i det gamle Rom. Det skyldtes at Solen i denne måned gik ind i stjernebilledet Vædderen, som er dyrekredsens første tegn. Herhjemme kaldtes marts for thor- eller thordmåned. Der hersker uenighed om hvorvidt måneden har navn efter den nordiske krigsgud Thor, eller efter det gamle nordiske ord tord, der betyder gødning. Det er nemlig i marts måned at man kører gødning ud på markerne.

Det hedder sig om marts at tør marts, våd april og kold maj giver fyldt lade, kælder og høstenge. Man siger også at selv om marts er aldrig så dårlig så har den dog altid nogle gode dage. Hvis januar og februar var milde bliver marts kold, og er der megen tåge i marts bliver det en regnfuld sommer.

Mild marts varsler slem april og meget tåge og dis i marts varsler en våd og kølig sommer.

Tamperdag (2. marts)

Fra den retning vinden blæser på dette kvartals tamperdag vil den blive ved at blæse et fjerdingår (altså kvartalet ud).

Tamperdag er betegnelsen på fastedagen først i hvert kvartal i den katolske kirke. Som en fodnote skal nævnes at mellem ca. år 1600 og 1797 holdt man ret på tamperdag (2. eller 16. marts, 1. juni, 21. september samt 14. december). Denne ret behandlede udelukkende ægteskabssager.

Fyrretyve riddere (9. marts)

Dagen har navn efter fyrre soldater som nægtede at ofre til de romerske guder og derfor led martyrdøden. Man siger at som vejret er på denne dag vil det blive fyrre dage frem. Det er skidt hvis det blæser denne dag for så blæser kornet af akset inden høst – men hvis solen skinner blot så længe som det tager en fummelfingret kælling at sadle en hest bliver høsten alligevel god.

Sct. Gregorius (12. marts)

Gregorius hø er bedre end fireogtyve læs hø, siger ordsproget. Det siges også at hvis en krage kan skjule sig i den spirende rug på denne dag, så bliver det et godt år for korn.

Sct. Gertrud (17. marts)

Hvis det ikke var storm eller slud i dagene omkring Sct. Gertrud kan man ikke stole på at vinteren er ved at være forbi. Det hedder sig at så længe Gudmund (16. marts) og Gertrud ikke har rystet deres hale skal man ikke af vinteren prale. Vinteren er ikke forbi, så man skal ikke ånde lettet op endnu.

Sct. Benedict (21. marts)

Det hed sig at Sct. Gertrud (17. marts) gerne vil holde fast på vinteren mens Sct. Bendt kæmper for foråret. Derfor gentager man også Gertruds vejrrim i lidt ændret form:

Ingen skal af vinteren prale
før Gertrud og Bendt har rystet deres hale.

Det skal helst være så lunt denne dag at man kan give soen tre rituelle slag på ryggen med en tør bynkestilk og så slippe den til skovs. Man siger også at på denne dag går frosten af jorden og ormene vågner.

Vor Frue dag / Mariæ bebudelse (25. marts)

Frue dags tø giver hundrede læs hø. Men hvis det fryser på Vor Frues nat vil det fryse i de kommende fireogtyve nætter. Der skal være tre æg i vibens rede denne dag, ellers bliver det sent forår.

Det hed sig også at de første svaler vendte tilbage på denne dag. Man troede at svaler og viber gemte sig på bunden af søer og vandløb hele vinteren og altså nu vågnede af deres dvale.

Påske

Ifølge en beslutning fra kirkemødet i Nikæa i år 325 falder påskesøndag altid den første søndag efter første fuldmåne efter 21. marts. Påskedag kan derfor i praksis falde mellem 22. marts og 25. april, men vi tager den med under marts.

Palmesøndag (søndag inden påske)

Når det regner Palmesøndag siges det, at Jesus græder over Jerusalem og høsten bliver ustadig. Men er palmesøndag klar bliver det et frugtbart år.

Skærtorsdag

Skærtorsdag skal hele husstanden spise ‘skærtorsdagssøbe’ eller ‘ni slags kål til påske’. Det er en suppe der skal koges på ni slags grønt, så er man beskyttet mod sygdom i det kommende år. Tanken er ikke helt tosset: Efter vinteren trænges der hårdt til vitaminer, og det er godt at spise de første grønne planter og urter, der spirer netop nu.

Får man spist sine ni slags grønt er man også beskyttet med heksekunster. Heksene flyver nemlig natten til skærtorsdag men de kommer altid hjem inden skærtorsdag aften – for der skal de i kirke. Derfor var mange bange for at besøge kirken denne aften. Ville man imidlertid vide hvem i sognet der var hekse skulle man tage et hønnikeæg – det første æg af en ung høne – i lommen. Så så man nemlig at heksene i virkeligheden bar de særeste former for hovedtøj i kirke denne aften: lerpotter, flødebøtter, vaser og alt muligt andet. Ægget havde den største kraft hvis det blev lagt i lommen på en person, der ikke vidste at det var der.

Skærtorsdag har luften ekstra kraft. Derfor skal man hænge klæder og sengetøj ud at lufte, så forsvinder møl, lopper og lus.

Skærtorsdags regn bærer guld i gren, og skærtorsdags tø giver mange læs hø.

I gammel tid troede man at heksene red til Bloksbjerg aftenen før Skærtorsdag. Derfor lagde man stål overalt til beskyttelse imod deres trolddom. På møddingen lagde man en økse, og over dørene satte man knive. I kornbunkerne på loftet lagde man knive og sakse, nogle steder satte man endda synåle i vingerne på hønsene. Koste og den store rage til bageovnen blev omhyggeligt gemt af vejen, så heksene ikke kunne bruge dem til at ride på. Man så heller ikke nogle skader på gården den nat, for heksene brugte de arme fugle som ridepiske.

Langfredag

Langfredag spiser man den tarveligste mad. Rugmelsgrød var almindeligt i gammel tid – men kom man honning på var man sikret mod mavepine resten af året. Man må ikke sy, strikke eller spinde på langfredag, så får man bulne fingre som straf.

Drypper det fra træerne langfredag morgen kan man roligt give dyrene rigeligt foder. Men er træerne tørre skal man spare på foderet for der er stadig længe til at sommeren kommer. Langfredagsregn spår et koldt forår og en dårlig rughøst.

Langfredags mørke med tåge,
da må vi hjertelig vor Gud anråbe,
men bliver den klar,
da får vi et godt og frugtbart år.

Påskelørdag / Påskeaften

Denne dag kaldtes også skidenlørdag fordi man mange steder spiste ‘skidne æg’, altså hårdkogte æg i sennepssovs. Denne dag løb børnene fra hus til hus og tiggede æg. Æggene blev så dekoreret ved at man kogte dem sammen med løgskaller, i rødbedesaft eller i kaffegrums. Først tegnede man med tælle på skallerne og de tegnede mønstre trådte så frem når æggene havde kogt i farvebadet. Mange steder ‘trantede’ (trillede) børnene de hårdkogte æg ned at en bakke eller et bræt. Kunne man ramme en anden spillers æg med sit eget havde man vundet det.

Man må ikke spise de æg, der går i stykker under trantningen. De er påskeoffer til fuglene. Ellers skal man spise alle de æg man kan få fat på. På de store gårde fik karlene ti æg, pigerne otte, og børnene mindst seks æg. Jo flere jo bedre, for jo raskere bliver man i det kommende år.

Påskemorgen

Påskemorgen står bonden tidligt op for at se solen danse af glæde over Kristi opstandelse. Denne skik – som nu kun er bevaret for pinsemorgen – er en rest af hedensk soltilbedelse.

Regner det påskemorgen, bliver vejret godt det år – men det vil også regne de næste tre søndage. Østenvind påskemorgen giver lidt smør og stumpet hør, men vind i vest giver godt græs. Fryser det påskedag bliver der kun lidt hø og smør det år. Der hvor vinden står påskemorgen vil den stå til pinse.

Har man et æble tilbage fra sidste års høst skal det spises påskemorgen på fastende hjerte, helst mens man stadig ligger i sengen – det er et sikkert middel til at styrke helbredet.

Påskemorgen jager man også skaden fra gården. Fuglen kan nemlig være en forklædt heks.

Påskemorgen skal man trække sine heste gennem en å eller vandløb, ellers bliver de syge.

Kilder og citater fra:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk
Foto: © 2019 Alvin Gellert.

Februars varsler

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Februar (blidemåned)

Februar er opkaldt efter en romersk renselsesfest (februare betyder at rense på latin). Sit gamle danske navn har måneden efter vejret – forstavelsen blid betyder hvid, så blidemåned er snemåned.

Ligesom i januar må man ikke pløje i februar. Det er bedre at gå imod en sulten ulv end at se en mand arbejde i skjorteærmer i februar. Og endelig hedder det sig at hvis februar er mild bliver påsken kold.

Regn i februar varsler frost i marts.

Kyndelmisse (2. februar)

Kyndelmisse er en stor dag for vinterens vejrvarsler. Frem til år 1770 var kyndelmisse officiel hellidag og man samledes til kjørmesgilde. Et rim om kyndelmisse siger,

Kyndelmisse knude (snefog/hårdt vintervejr)
som vil tude
holder derude
med sine stude
og ryster sine klude,
da er den halve vinter ude.

En grøn kyndelmisse giver en kold påske. Skinner solen klart til kyndelmisse kommer der megen sne. Lige så længe lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal græde efter voldermisse (1. maj).

Det er godt hvis det blæser kraftigt på kyndelmisse – helst så voldsomt at ‘atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden’ – for så er vinterens magt brudt og kulden er snart forbi.

Vi har også vores egen version af groundhog-sagnet, som de fleste kender fra filmen med Bill Murray: Hvis solen skinner på kyndelmisse bliver grævlingen bange når den kommer op af sin hule. Så løber den tilbage og bliver dernede i syv uger mere. Men hvis vejret er gråt og trist ser grævlingen ikke sin egen skygge og resten af vinteren bliver mild.

På Fyn spiste man flere steder pandekager bagt af bygmel til kjørmesgildet – ellers ville byggen nemlig ikke gro i den kommende sæson.

Når det fryser fra sønden fryser tappen i tønden.

Blæsemisse (3. februar)

Ved Blæsemisse (Sct. Blasius’ dag) tog husbond en visk halm og lagde den på en snedrive eller på trappen. Blæste den væk ville foderet til dyrene let slå til resten af vinteren. Blev den derimod liggende ville våren komme sent og han skulle strække på foderet for at få det til at slå til.

Det hed sig også at blæsten på denne dag vækkede alle de dyr, der lå i dvale – også viber og svaler. Man troede nemlig at fuglene gemte sig på bunden af søer og vandløb om vinteren.

Sct Dorothea (6. februar)

Denne dag bør vintergæk og dorothealilje springe ud, så kommer foråret snart.

Fastelavn (februar)

Navnet Fastelavn kommer fra det plattyske Fasteabend, der betyder fasteaften, altså aftenen før fasten begynder. I katolsk tid spiste man ikke kød i fyrre hverdage før påskedag. Men inden fasten begyndte skulle der holdes et ordentligt gilde! Oprindeligt var fastelavn en hedensk frugtbarhedsfest og det lykkedes aldrig kirken at afskaffe festlighederne før fasten.

Fastelavnssøndag og -mandag hedder flæskesøndag og flæskemandag. Han som ikke æder godt med flæsk på disse to dage får ondt i ryggen hele året derefter.

Tirsdag efter fastelavn hedder hvide tirsdag efter sin specielle ret: Varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller, såkaldt bollemælk. Den egentlige faste begynder først onsdag – askeonsdag. I katolsk tid skulle man møde op i kirken med et askekors malet i panden. Askekorset blev afskaffet ved Reformationen men navnet askeonsdag hænger ved.

Fastelavnsfestlighederne – udklædning, ringridning, tøndeslagning og mere – er en festlig blanding af gamle hedenske frugtbarhedsritualer, ridderturneringer og andre traditioner, som har mistet deres individuelle betydning gennem tiden. I gamle dage gik karle og læredrenge fra sted til sted og fik æbleskiver, boller og andet godt. Især to af de udklædte skikkelser var meget vigtige: Den ene var Sommeren, i spraglet tøj og pyntet med blomster og bånd. Den anden var Vinteren i skindpels, hue og halm i træskoene. De to kæmpede på skrømt hele dagen for at markere den evige kamp mellem årstiderne.

Ikke ligefrem dyrenes fest

Vi slår stadig katten af tønden og i gamle dage var katten ikke en papfigur. Den skulle være sort og symboliserede de mørke kræfter. Så var den syndebuk og blev jaget ud af landsbyen eller endda slået ihjel når den tumlede ud af tønden. Andre steder måtte en hane holde for; den skulle hænges op i benene og have hovedet trukket af. Fuglen blev hængt så højt oppe at fastelavnsrytterne måtte stå op i stigbøjlerne for at nå den. For at gøre det sværere at trække hovedet af dyret blev det nogle gange først smurt ind i grøn sæbe. Et gammelt rim siger,

De fjender var tvende og kom i nat,
den ene en hane, den anden en kat.
Men hovedet af hanen vi mægtigen drog,
og katten på flugt vi priselig jog.

Skikken med at rise folk op fastelavnssøndag kendes med sikkerhed tilbage til 1700-tallet men er sikkert ældre. Riset brugtes mest på kvinderne for at gøre dem frugtbare. Risene blev pyntet med små figurer af svøbelsesbørn, duer og andre kærligheds- og frugtbarhedssymboler.

Pers dag (22. februar)

Pers dag er også en af de store dage for vejrvarsler. På denne dag kaster Sct. Peter den varme sten i vandet – nu tør det lige så meget nedefra som det måske fryser fra oven. Men hvis Per har skæg – der hænger istapper – varer frosten ved et stykke tid endnu.

Hvis mulden er så optøet på Pers dag at man kan stikke en kæp i jorden bliver det et godt år. Det er godt hvis der denne dag står så meget vand i plovfurerne at en hest kan drikke af det. Og endelig hedder det sig at vejret på Sct. Peter forudsiger hvordan vejret bliver i de næste fyrre dage.

Sct. Mathias / Skuddag (24. februar)

Rent faktisk er det ikke den 29. februar, der er skuddag. Det er i stedet den 24., Sct. Mathias dag, som i skudår flyttes til den 25. Mathias er den apostel som erstattede Judas, så egentlig er det vel meget passende at den ekstra discipel således har fået den ekstra dag som helgendag.

I gammel tid kunne en ung pige kun fri til en karl på skuddag. Sagde den udvalgte nej tak måtte han give hende et par handsker (i nogle traditioner hedder det syv par handsker).

En remse siger at Mathis bryder is, men finder han ikke is, så lægger han is – hvis der ligger is denne dag bliver det snart tøvejr, men omvendt fryser det snart hvis det er tø på Sct. Mathias. En anden regel siger at efter Sct. Mathis går den kloge ræv ikke over is – for nu går det mod tøvejr og isen er ikke længere sikker.

Dugger det før eller på denne dag er det ude med vinterens styrke.

Kilder og citater

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk

Foto: Elbodalen ved Pjedsted, © Birgitte Heuschkel 2018.