Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til den svenske deltagelse mod Danmark i Napolenskrigene, 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.