Naboerne: Mere om at bo dør om dør med de underjordiske

Selv i gamle dage var der ikke langt mellem naboerne i lille Danmark. Der kunne være en god ridetur mellem udflyttergården og den landsby den var grundlagt fra, og boede man ude i skov eller mose var der endnu længere. Men naboerne var aldrig langt borte – og ofte var de hverken døbte, konfirmerede eller for den sags skyld menneskelige.

Loddenhøj ved Pjedsted. Her bor naboerne på den anden side af vejen ind på gårdspladsen.

Vætter, trolde, ellefolk, og hvad de underjordiske nu ellers er blevet kaldt gennem tiderne har alle det til fælles at de i virkeligheden repræsenterer naturens kræfter. Lunefulde men gavmilde, ødelæggende men også skabende og frugtbare. Når bønder fortæller historier fra midten af 1800-tallet er det som om vi hører fjerne stemmer fra langt før der var noget der hed kristendom, eller for den sags skyld aser og vaner. Vi er tilbage i en urtid hvor naturens luner er altafgørende for menneskets overlevelse.

Derfor fortalte vores forfædre historier om naboerne. Altså ikke dem på gården ved siden af, men ham ude i bækken, i højen, eller i de gamle træer. Naboerne, uanset om de kaldtes vætter, nisser, eller trolde, havde meget til fælles med bonden selv. De levede på samme måde, bare ude i skoven eller neden under de store sten. Derfor lå det heller ikke bonden eller gårdkonen fjernt at handle med naboerne. De var jo lige som dig og mig. Næsten da.

For husfredens skyld

Der fortælles ogsaa, at Troldkonen, som boede i Bavnen, sendte Hør til en Bondekone i Dalby, for at hun skulde spinde det til Garn, men hun fik Besked om ikke at bløde Garnet med Spyt, for Troldkonen kunde ikke benytte, hvad der kom fra en kristen Mund, men saa blev Bondekonen ked af at spinde for hende, og hun blødte derfor Garnet med Spyt, og saa blev Troldkonen vred og sendte ikke mere ned og faa spundet hos hende.”

Nu og da kommer mand og kone op at toppes, eller børn og forældre bliver uenige. Sådan var det også dengang, og så måtte nogen jo flytte væk for husfredens skyld. Når bondens søn kunne finde på at smække med døren og forlade gården i raseri, så kunne vættens søn naturligvis finde på det samme.

Derfor har vi historien om gårdens mand eller karl som kom kørende hen ad landevejen da han hørte nogen råbe til ham. Stemmen bad ham hilse sin kat derhjemme og sige til den at Kurre Murre er død. Da manden kom hjem og fortalte hvad han havde hørt sprang husets kat op fra sin vante plads ved ovnen og sagde, “Er Kurre Murre død? Så må jeg afsted!” Så strøg den ud af døren og blev aldrig set igen. Det var en af de lokale trolde eller vætter som var flyttet over til naboen – altså mennesket – for husfredens skyld.

Guld og hestelort

De underjordiske var som regel ikke dårlige naboer, men man skulle ikke stole længere på en trold end man kunne kaste ham (og da den slags folk tit er lavet af sten er det ikke nødvendigvis ret langt). Vi har for eksempel en historie om en kone der mødte en fed tudse på vejen og sådan lidt for sjov lovede den at hun nok skulle give en hånd med når den skulle nedkomme. Et par dage senere stillede den lokale trold og insisterede på at konen skulle gå med ham for at agere jordemoder.

Heldigvis gik fødslen som den skulle. Troldekonen fik sin unge i sin seng i højen (og altså ikke ude i sivene som rigtige tudser ellers foretrækker) og trolden ville gerne betale barselskonen. Troldekonen trak konen i ærmet og hviskede hvad hun skulle bede om som tak for hjælpen. Det skifter fra historie til historie om bondens kone fik lov til at bære gamle blade, fejemøg eller hestepærer med sig hjem i sit forklæde. Dagen derpå var skidtet blevet til guldstykker, dalere, eller skillinger. Trolden havde ellers tænkt sig at hun skulle have noget værdiløst, men hans kone ville ikke have at jordemoderen blev snydt.

Når naboskabet gik skidt

Nogle gange var trolden, bjergmanden eller vætten ikke så god en nabo som man kunne ønske sig. De underjordiske kunne ikke lide når nogen sagde nej til dem. I en historie spurgte en bjergmand til prisen på bondens røde ko. Bonden var ikke interesseret i at sælge, ikke om det så var for en hel skæppe penge. Bjergmanden tog koen alligevel, men han lagde i det mindste den pågældende skæppe penge. Så måtte bonden jo leve med det.

Andre gange var det menneskene der ikke opførte sig ordentligt. En hyrdedreng lod en trolds sorte ko gå på græs sammen med sin husbonds kvæg. Det fik han sin betaling for; ude ved højen stod der hver dag en tallerken med en pandekage og en toskilling, og det var en god løn. Drenge bliver imidlertid til karle, og en dag kom der ny hyrdedreng på gården. Han fik aftalen forklaret af den foregående hyrde, men den brød han sig ikke om. Da han næste morgen havde spist pandekagen og taget mønten knappede han bukserne op og sked på tallerkenen som tak. Fra den dag af var der ikke flere pandekager eller skillinger til hyrden. Men den sorte ko dukkede stadig op hver morgen, så den måtte han passe gratis fremover.

Nogle gange var det tæt på at gå helt galt mellem hyrder og naboerne. I en anden historie drev gårdens lillepige køerne hjem om aftenen da hun hørte en stemme råbe at den hvide ko der, det var deres. Hun så sig omkring, og oppe på højen sad der en pige hun ikke kendte. Pigen forsvandt ned i højen og derefter dukkede der ‘en sort én’ op lige bag lillepigen selv og forsøgte at hale af med hende også. Heldigvis var der høstfolk tæt på som løb over og greb ind, så lillepigen ikke blev bortført af højfolket. Men det hed sig at hun var ‘fjogetosset’ resten af livet, fordi hun havde været for tæt på de underjordiske.

Lyden af naboernes pengekister

Der ligger en dal mellem Vole og Linå marker, som kaldes Tordendalen. Her kan man om natten høre en stærk buldren i bakkerne, og nogle siger, at det er stenene i dem, der falder sammen, men andre siger, at det er troldene, der slår deres pengekister i låse.”

De underjordiske manglede aldrig penge, og snu mennesker kunne se deres snit til at få del i deres rigdom. Men først måtte man finde ud af om der var noget at komme efter i den lokale høj. Brændte der lys om natten over højen, eller kunne man høre hvordan de underjordiske slog deres kister i låse derinde, så var der bid.

Eller, måske var der ikke. Mange historier fortæller om gravhøje der viste sig ikke at indeholde det store. Gamle knogler, ting af bronze uden nogen større værdi, måske lidt farvede perler og nogle gamle lersager. Moderne arkæologer får måske lyst til at græde, men den slags oldsager imponerede ikke bønderne i gamle dage. En sådan historie slutter med ordene, “Folk kastede efter dem (gravede efter skattene) og fandt nogle stuer som kartoffelkuler, med potter i.” Man kan næsten høre skuffelsen; ønsker man sig guld og grønne skove er potteskår fra bronzealderen ikke særlig tilfredsstillende.

I sådan en historie sad en hyrdedreng oppe på sådan en gammel høj og stak i jorden med en kæp. Pludselig tog troldene fat i kæppen nedefra og hev den fra ham, ned i jorden. Et halvt hundrede år senere lod jordens ejer højen udgrave, og man fandt et stenkammer inden i. Drengen, som nu var en gammel mand, fandt sin kæp derinde!

Enkelte historier handler om sære fund, som nu dengang man gravede en høj ud fordi man mente at kunne høre en kirkeklokke bimle indeni. Historien melder at man skam fandt klokken – samt et bord med dækketøj og flere kurve fulde af råddent flæsk. Så kan man godt sidde her, to hundrede år senere, og spekulere på hvad det egentlig var der blev fundet inden i den gravhøj. Formodentlig har der været tale om tyvegods som andre har gemt af vejen i en jættestue eller delvis åben høj hvor ingen alligevel kom forbi til daglig.

I en kort historie spurgte en lille pige sin far hvad al den klirren og raslen i bakken betød, og fik det svar at det var bjergfolkene der spiste deres aftensmad.

Gravhøje knager nogle gange når vejret skifter, men det skyldes hverken nedgravede kister eller bjergmandens smed. Jorden kan sætte sig under temperaturforandringer, især hvis højen allerede er delvis sammenstyrtet. Er der stadig træbjælker derinde – som for eksempel egetræskisten man fandt Egtvedpigen i – kan man også høre sådan knagen og bragen.

Høghøj ved Pjedsted. Her bor naboerne bogstaveligt talt lige bag gården.

Smedjen i højen

En anden forklaring på larmen går ud på at den i virkeligheden var de underjordiskes smedje. Hyrder som færdedes i nærheden hørte lyden af smeden der arbejdede med sin hammer derinde. Og at have en smed som nabo, det var ikke nogen dårlig ting.

En historie fra Fjallerslev fortælles om en høj hvor der netop boede sådan en dværg eller vættesmed. En mand var ude at fiske ål da hans ålejern gik i stykker. Han gik så op og lagde det ved højen og sagde højt at han gerne ville have gjort ålejernet i stand. Næste morgen lå det hvor han havde lagt det, men repareret og slebet skarpt. Manden havde ikke lyst til at skylde naboen noget så han spurgte ud i luften hvad løn smeden skulle have for sin hjælp. Svaret faldt prompte: “Første fent!” Smeden skulle have den første dags fangst. Den fik han også, og så måtte manden endda bede andre om hjælp til at få båret alle den første dags ål op til højen.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Fotos:  ©2019 Birgitte Heuschkel. 

Du kan også læse den første artikel om naboerne her: Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk.

Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk

Gode naboer: Pas på dem, det kan betale sig!

Vætter og bjergfolk bor rundt om os, i træer og høje, i åer og søer, eller endda under os i jorden. De kan være gode naboer at have, og handle med dem kan man også. Vætterne er ærekære og holder ord – når de altså ikke snyder så vandet driver. På den måde er de ikke anderledes end menneskene – nogle er til at stole på, og andre er det ikke.

Gode naboer hjælper hinanden

“Her ligger I og snuer, og der er ild i eders stuer!”

Vi har mange historier om bjergfolk og vætter der advarer deres menneskelige naboer om brand og anden ulykke. Lidt penge kan det også blive til i hårde tider: Et gammelt mundheld siger at det er godt at leve ved bjerget for så kan man få penge af sine trolde.

Det er ikke altid store, dramatiske ting vætterne hjælper med. Nogle gange er det helt nede på jorden og hverdagsagtigt, som nu historien om hyrdepigen som var ved at sy en særk og ikke kunne huske hvordan ærmet skulle vendes. Nede fra under jorden hører hun så nogen råbe, “Ærmet ret og bullen vrang, så får særken sin rette gang!” Eller en historie fra Gudhjem om en kone som altid slog dej op om aftenen, så havde hendes gode vætte-naboer nemlig altid bagt brødet og ladet det stå i ovnen næste morgen.

En hverdagsbekymring i gammel tid var sygdom, og det vidste de underjordiske naturligvis også hvordan de skulle hjælpe med. I en historie fik en mand det råd af sine lokale dværge at han skulle spise små ål, stegt i deres eget fedt, for at få det bedre. Han fulgte rådet og kom sig, men historien fortalte desværre ikke hvad man skal sige til lægen for at få en recept på en ålemiddag.

Der ligger alligevel så meget andet i vore moser; jernalderofre, cykelvrag, plastic ...
De gode naboer holder måske til i den lokale mose …

Gode naboer handler med hinanden

Vætter og underjordiske påtager sig gerne arbejde som almindelige mennesker ikke kan klare. Mange gange vil de endda gøre arbejdet gratis, når bare mennesket kan gætte troldens navn. Men kan han det ikke skal mennesket i stedet høre troldene til, eller ædes med hud og hår. I eventyrets verden overhører det stakkels menneske så de underjordiske tale eller synge om den gode handel; han finder ud af troldens navn og bliver således frelst. Hos Brødrene Grimm hedder trolden Rumpelstilzchen, som på engelsk er blevet til Rumpelstiltskin. Herhjemme hedder han som regel Finn – et gammelt navn som menes engang at have betydet trolddomskyndig.

Som regel gik handel med de underjordiske mere fredeligt for sig. Nogle gange blev der endda lavet en formel aftale – som for eksempel bondens hyrdedreng som fik mad og en skilling for at se efter bjergmandens kvæg også.

De fleste historier fortælles imidlertid om situationer hvor mennesket ikke ved at der er gjort en god handel før langt senere. I sådan en historie mødte en mand en vætte der sad oppe på sin høj og snittede træskeer. Sådan nogle har man jo altid brug for, så manden ville gerne købe et par stykker og det fik han lov til. Et par dage senere manglede der skeer til grøden og manden stak hånden i lommen – men da viste det sig at de nye skeer var lavet af det reneste sølv.

Gode naboer låner hos hinanden

“Hun kom en dag op til degnekonen og fortalte, at bjærgfolkene der inde i bakken havde været inde hos hende og hentet et skilderi, hun tænkte vel, det skulde være til at pynte op med til et gilde hos dem. Hun havde ledt efter det og kunde ikke finde det. Anden dagen stod skilderiet ved enden af dragkisten, så var de komne med det igjen.”

De underjordiske kommer ofte til at glemme at spørge før de låner af deres naboer. Men det er ikke nødvendigvis tyveri. Mange gange skal man bare holde mund og lade som om man ikke har opdaget at noget er væk. Så lægger den taknemlige bjergmand nemlig noget bedre i stedet for det, som er borte. Sådan går det med en kam der blev borte – da den endelig dukkede op på sin plads igen var den blevet til guld. Men som regel bliver tingene blot afleveret et par dage senere uden den store ståhej. Det er godt at holde sig på god fod med de underjordiske, så det skal man ikke sige noget til. De skal nok erstatte tingene, hvis de går i stykker.

Nogle gange kræves der mere end menneskene har det godt med. En historie fortæller om en kone som sad alene og kartede uld en aften da en bjergkone dukkede op og tilbød at hjælpe. Konen turde ikke sige nej, og snart dukkede der en bjergkone mere op, og så endnu en. Ulden var hurtigt kartet og spundet, men nu ville vætterne ikke gå igen – de ville skam have mad og drikke som betaling, og gjorde ingen mine til at forlade gården igen. Konen fik så det råd af sin nabo at hun skulle løbe ind og råbe at højen brændte og børnene var faldet i ilden. Det gjorde hun, og så rendte bjergkonerne hjem med det samme for at redde deres unger.

Gode naboer kan blive til dårlige naboer

Det er ikke altid at det hele går retfærdigt til. Nogle gange er det vætterne der bliver snydt. På en gård skulle man male malt til at brygge øl. Husfruen sendte husets piger i seng – hun skulle nok selv sørge for at malten blev klar. Pigerne blev nysgerrige, for det var hårdt arbejde og de ville se hvordan fruen selv kunne klare alt det. Ude i bryggerset fandt de to bittesmå dværge med røde huer som maler malt mens husfruen stod med en pisk og holdt dem i gang.

Det er en usædvanlig historie, for her blev bjergfolkene groft udnyttet og ydmyget, men de hævnede sig ikke.

I en anden historie lånte en bonde en tønde sædekorn af sin lokale vætte, og lovede at betale den tilbage når høsten var i hus. Det gjorde bonden også, men vætten var ikke tilfreds. Bonden og hans høstkarle havde nemlig stået i kornet med træsko på mens de tærskede. Sådan gjorde bjergfolkene ikke – de gik i bare fødder på marken og samlede kornene op mellem stråene et ad gangen når de faldt af, og det var meget finere. Der vankede ingen kære mor – bonden blev nødt til at smide skoene og tærske hele tønden om igen før vætten var tilfreds.

Eller måske holder dine vætter til i krat og grøftekanter?

Løn for udført arbejde

“Lav mig en rage, så skal du få en kage.”

De underjordiske lader gerne menneskene arbejde for sig mod betaling. I mange historier finder en pige eller karl et stykke tøj eller værktøj der skal sys eller repareres. Det gør man så, og tingen bliver lagt tilbage hvor den blev fundet. Næste morgen ligger der en belønning som tak for hjælpen. Det kan være rede penge, eller bare noget godt at spise, men skuffende er det sjældent.

Mange gange er der to karle i historien, som får hver sin kage eller sigtebrød som belønning. Den ene karl tør ikke spise vætternes mad og bliver derefter syg. Den anden er modigere og spiser sin kage eller brød – han får godt helbred og ti mands styrke. Han blev ekstra belønnet fordi han turde stole på at vætterne nok skulle holde deres del af aftalen.

I en historie fra Bornholm dækkes der op med ikke mindre end to tinskåle med sød vælling og to tallerkener – den ene med flæsk, den anden med æggekage. Og så er der endda sat sølvske, kniv og gaffel ud også. Man spiser fint hos de underjordiske der.

Mange koner spandt hør eller uld for bjergfolkene. Det var der ikke noget underligt ved, bortset fra at når man arbejdede for den slags folk måtte man ikke væde tråden med spyt. Så kunne bjergmandens kone nemlig ikke bruge garnet. Men følte konen sig nu utryg ved sådan at arbejde for de underjordiske, så spyttede hun netop på tråden, for så fik hun ikke flere bestillinger fra vætterne.

Tak for lån

Man skal passe på sine naboer, uanset om de er mennesker eller noget andet. Kommer bjergmanden, trolden eller vætten og beder pænt om at låne noget skal man ikke sige nej. Vi har et utal af historier om vætter der låner brød eller korn. Som regel betaler de tilbage så snart nabogården har høstet. På nabogården slår man nemlig ikke kors i kornet når det er kommet i lade, og så kan bjergfolkene let ‘låne’ af det. Så mere ærlige er de altså heller ikke.

Mange gange betales der tilbage med renter. Lånes der brød til et bryllup kommer der dobbelt så mange brød tilbage – og nogle gange viser de sig at være fyldt med sølvpenge. Andre gange får man ‘bare’ et løfte om fremgang og rigdom i slægten. Sådan forklares velstanden på mange store slægtsgårde – en forfader gjorde en bjergmand en tjeneste.

Gode naboer stoler på hinanden

Plovdrengen lo og sagde, at han ikke vilde have noget af det troldpaks brød eller vin. Men inden han kom til enden af ageren, havde han brudt sit ben.”

Vætter og bjergfolk er ærekære, og de bliver vrede hvis man ikke værdsætter deres gaver. Har man handlet med dem eller hjulpet dem og fået en belønning skal man ikke takke nej eller smide belønningen væk. Det kommer man til at fortryde. Man skal heller ikke tage den med hjem for at vise dem frem, eller gøre nar hvis belønningen ser sølle ud. Gør man nogle af disse ting bliver man syg, eller falder endda død om på stedet.

Når bjergkonen satte kage ud på et sølvfad skulle man ikke være grådig og tage både kage og fad med sig. Det kunne godt være at man kunne sælge sådan et fad, men man fik forbandelsen med sig at man skulle dø fattig. Men det er vel også kun rimeligt nok – vi andre tager jo heller ikke bestikket med os hjem når vi spiser ude.

Fik man et stykke brød skulle man ikke give det til hesten i stedet for at spise det selv. Dyret kunne dø af sådan et måltid. Men som regel straffede vætterne ikke hesten for bondens dumhed – så hesten blev stærk og fed, og så kunne bonden jo stå der og føle sig dum fordi han ikke selv sørgede for at få det gode helbred som brødet gav.

Man skulle dog ikke se for grundigt på hvad det nu var, man fik at spise. Det så måske ud som brød eller pandekage og smagte lige sådan, men skar man det i stykker kunne det være fyldt med hestehår, halm og skidt. Så var man nemlig igen for mistroisk, og det blev bjergmanden fornærmet nok over til at ødelægge maden.

Vi har tidligere set på historier om bjergfolk og vætter!

Kilder og citater:

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Andreas Dress, Camilla Bundgaard og Diana Vartanova Rasmussen via Unsplash.

Fra husgud til julefigur: Hvem er nissen?

Hvem er nissen?

Vi kender alle nissen som sidder på loftet med sin julegrød. Han er en lille, gammel fyr med gråt skæg og rød hue, og hvis han ikke får sin smørklat i grøden bliver der ballade. Men før nissen blev symbol på jul i supermarkedet var han den af gårdens vætter som blandede sig allermest i menneskenes dagligliv.

Vætter og gårdboer

Nissens historie fortaber sig i oldtiden. Han er en vætte, en naturånd som er flyttet indenfor hos menneskene. Måske er han inspireret af de romerske husguder som kaldtes lares, som vore fjerne forfædre hørte om fra rejsende handelsmænd helt tilbage til bronzealderen. Lares spillede nemlig samme rolle i oldtidens Rom som nissen gjorde her i landet for så sent som bare hundrede år siden.

Man skal holde sig gode venner med sin husgud. At sætte grød op på loftet til nissen er den sidste rest af en urgammel tradition. Man ofrer til nissen eller husguden for at han til gengæld passer på hjemmet og arbejder for at der kommer velstand til gården.

Det kan være svært at skelne mellem nisse, vætte eller gårdbo. Det er samme væsen der er tale om: Bittesmå menneskelignende naturånder som holder til tæt på menneskene. Når vætten flytter ind, typisk på høloftet eller i stalden, skifter han navn til nisse eller gårdbo. Så kan man kende ham fra alle de andre vætter som bor tæt på menneskene, men ikke har indgået en samarbejdsaftale med dem.

Nissens signalement

I vores moderne opfattelse er nissen en lille mand med stribede strømper i træskoene, knæbukser og rød hue. I Povl Abrahamsens bog, “Jul i gamle dage”, har forfatteren fået en nisse beskrevet af en gammel bondekone fra Bornholm, som hævdede selv at have set den. Hun blev interviewet i 1960, og beskrev nissen som en væver lille størrelse med gråt skæg og vadmelsklæder, og en rød hue på hovedet. Han smuttede rundt når gårdens beboere var hjemmefra og forsvandt igen når de kom hjem.

Beskrivelsen er næsten identisk med de første tegninger af nisser herhjemme, som stammer fra omkring år 1840. De første nissepostkort, julekortenes forløbere, stammer fra omkring år 1870. De viser nissen på samme måde.

Når nissen er sådan klædt på er det fordi han går i gammeldags bondeklæder. Sådan forestillede man sig gamle dages husmænd og bønder. I år 1840 huskede man på ‘gamle dage’ som den sidste halvdel af 1700-tallet. Da man begyndte at tegne og trykke billeder af nisser kom han til at se ud som man huskede bønderne fra dengang bedstefar var knægt.

Lille, men stærk som bare pokker

Nissen er ikke særlig stor. De fleste historier beskriver ham som værende på størrelse med en seks-syvårs dreng. Nogle gange er han ikke større end en grydeslev. Men umenneskelig stærk, det er han altid.

I en historie fra Dragstrup hugger gårdnissen tit hø fra herregården Søborgs lade. En aften han sådan er ude og stjæle hø har han fået snuppet lidt for meget, så han er nødt til at sætte sig et øjeblik for at få pusten. Der kommer så en bonde forbi på landevejen, og nissen skynder sig at samle sit hø til sig. Han glemmer imidlertid en tot.

Bonden siger så, “Du har vist glemt noget.” Nissen ser totten og svarer, “Den visk kan du have!” Så forsvinder han ellers med hø og det hele, for egentlig har han nok ikke lyst til at sådan at blive taget i at stjæle. Imidlertid er den ‘tot’ som nissen glemte så stor at bonden næste dag må stille med heste og vogn for at få den hjem. Der viser sig at være ikke mindre end syv fulde læs hø!

Nissen som hjælper

Ligesom de andre underjordiske der bor tæt på menneskene er nissen ofte en venlig lille sjæl. Han vil have det han har krav på, men så skal han også nok gøre gengæld. Han har en udpræget retfærdighedssans som den lille husgud han jo er.

Et sagn fra Kalundborgegnen fortæller om en nisse der gerne arbejdede som smed. Folk så ham aldrig, men når noget skulle smedes eller repareres skulle man bare lægge det på en stor sten udenfor gårdporten. Var det noget gammelt der var itu lagde man stumperne. Var det noget nyt der skulle laves lagde man et færdigt eksemplar ved siden af så nissen havde noget at bruge som skabelon. Nissen tog sig betalt for sit arbejde, men kun det halve af hvad landsbysmeden skulle have. Kom man til at lægge for mange penge lå byttepengene altid på stenen næste morgen, sammen med det færdige redskab.

Den samme nisse bankedepå gårdens vinduer en morgen og råbte at folkene skulle stå op, for ellers ville den røde hane gale. Brand var noget man tog særdeles alvorligt så alle skyndte sig ud for at se hvad der var galt. Det viste sig så at noget halm på møddingen var brudt i brand. Der blev slukket inden ilden bredte sig, og det viste sig bagefter at gårdens pige var kommet til at smide varm aske ud.

Den nisse var en god nabo. Ikke bare arbejdede han til halv pris, han holdt også brandvagt om natten.

I en historie fra Livø går en lille pige vild og kommer til en grøft hun ikke kan springe over. En lille bitte mand med rød hue dukker op ingensteder fra, og bærer hende sikkert over. Det var gårdens nisse – og det vidste man med sikkerhed, for der boede kun to familier på Livø dengang, og den anden familie havde ikke nogen nisse.

Nissen elsker heste

Nissen passer godt på gårdens dyr. Et utal af sagn fortæller om vintre hvor man ikke har kunnet grave sig over til stalden for sne. Men da det endelig lykkes viser det sig at nissen har passet heste og køer mens menneskene ikke kunne gøre det selv.

Hestene er imidlertid nissens yndlige. Han pusler om dem og passer på dem, og rider på dem. Når nissen rider gør han noget ved det; står hesten svedig i stalden om morgenen er det fordi nissen har redet den hele natten. Har den lange knuder i man eller hale er det fordi nissen har flettet den for at bruge den som stigbøjle.

Nogle nisser foretrækker røde heste mens andre hellere vil ride de grå. Men åbenbart er der også nisser der helst vil ride på de brogede tinkere, som billedet nedenfor viser.

Mareknuder er i virkeligheden de underjordiskes stigbøjler.

Man skal ikke blive uvenner med nissen

De fleste har vist læst i skolen om nissen der flytter med, og om nissen der kaster den sure bonde op på brønden eller hustaget om natten. Den slags sagn har vi rigtigt mange af. Nissen vil gerne arbejde og han vil såmænd også gerne både stjæle og slås for sin herre. Men får han ikke det han mener at han har krav på i løn kan han blive rigtig ubehagelig. Nissen har en udpræget retfærdighedssans og man skal ikke forsøge at snyde ham.

Når nissen bliver vred er det ikke altid menneskene der må stå for skud. I et kendt sagn har gårdens pige gemt smørklatten i grøden på bunden af skålen for at drille. Nissen bliver så vred at han går over i stalden og slår bondens bedste røde ko ihjel på stedet. Da han så spiser færdig finder han smørret alligevel. Så skammer han sig, og da han ikke kan mane koen tilbage til livet render han land og rige rundt for at finde en ny ko som er både rød og god inden daggry.

Netop fordi nisser gerne stjæler når de synes at det er nødvendigt bliver de tit uvenner med hinanden. Derfor kommer nisserne nu og da op at slås. Nogle gange tager de mennesker med sig som vidner. Derfor ved vi at nisserne gerne forvandler sig til store dyr eller flammende vognhjul når de sådan ryger i totterne på hinanden.

Kilder

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922).Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Illustration: Birgitte Heuschkel.
Foto af mareknude gengivet med tilladelse fra facebook-gruppe om hestevelfærd.