Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe?

Kan din hovedperson erstattes af en sexet lampe? Kan han eller hun bestå Bechdel-testen?

Lige nu arbejder jeg med en science-fantasy roman, som blandt andet handler om kønskamp: nærmere betegnet hvad der gik galt efter at en vanvittig kvinde forsøgte at skabe et diktatur baseret på kønsdominans. Da jeg skrev den oprindelige tekst i starten af 1990’erne havde jeg ikke forestillet mig at den del af historien stadig ville være pinligt relevant tredive år senere. Jeg ville også ønske, at jeg havde hørt om Bechdel-testen.

Min historie er ikke et feministisk manifest, selv om jeg betegner mig selv som feminist. Romanen handler om fascisme. Om hvordan skævvridning af fakta bruges til at gradvist at skabe og normalisere en tankegang, som vi ellers ville anse for at være helt ude i hampen. Men netop fordi at jeg har valgt at min gale fascist har brugt sin kønsidentitet som udgangspunkt for sit vanvid, så har jeg brugt rigtigt meget energi på at tænke over hvordan køn repræsenteres i fiktion. Også ganske moderne fiktion.

Gode intentioner og slidte stereotyper

Jeg skrev den første udgave på et tidspunkt da Star Trek: The Next Generation stadig var den toneangivende science fiction-serie i mainstream medierne. Star Trek forsøgte helt fra starten i slutningen af 1960’erne at beskrive et utopisk samfund hvor ligestilling og ligeværd blev taget for givet. Det lykkedes ikke. På trods af Gene Roddenberry’s gode intentioner er både serien fra 1966 og serien fra 80’erne stadig plaget af slidte stereotyper (og jeg elsker serierne alligevel, blandt andet fordi de faktisk forsøgte!).

Der var stadig længe til at vi fik en kvindelig Star Trek-officer, der havde sin egen vigtige rolle og sin egen autoritet. Det nærmeste var vel Beverly Crusher, den kompetente rappenskralde af en skibslæge. Tasha Yar var så dårligt konstrueret at hun blev skrevet ud allerede i første sæson, og Deanna Troi var ikke en stærk beslutningstager – der er endda et afsnit, der specifikt handler om hendes forsøg på at lære at tage svære beslutninger før hun kan blive bridge officer, altså kommandohavende. Alle The Next Generations faste besætning af aktion-personer og beslutningstagere var stadig mænd.

Dette irriterede mig allerede dengang omkring 1993 eller -94, da jeg begyndte at skrive på denne historie. Jeg beskrev mine personer og de roller, de skulle spille i historien indtil jeg følte, at nu havde jeg et godt greb om deres personligheder. Så tog jeg, som den rollespiller jeg nu engang er, mine mangefarvede plastic-terninger frem. Jeg gjorde det fuldstændigt tilfældigt hvad køn og etnicitet de forskellige personer fik. De eneste, der lå fast fra starten, var to personer, hvor plottet nødvendiggør at den ene er en kvinde og den anden en mand. Alle andre slog jeg en terning om.

Jeg valgte senere at skifte kønnet på en enkelt person; hun var ved at udvikle sig til en kliché – kontormusen, der leger Kirsten Giftekniv og løber med sladder. For at bryde ud af den ramme lavede jeg hende om til en mand. Det er lidt pinligt at indrømme, at det fik mig faktisk til at gøre personen mindre usympatisk. Det er stadig svært at gøre sig helt fri af de fordomme, man selv er vokset op med.

Men er vi kommet meget videre?

Hvorfor betyder alt dette noget tredive år senere, mens jeg sidder og genskriver og færdiggør den gamle historie? Det betyder noget fordi at vi stadig ikke er nået til et punkt, hvor mainstream underholdning ikke  tramper rundt i de samme gamle, fortærskede klichéer. Vi er stadig i en tidsalder hvor hovedpersonens køn kan afgøre, om en film eller bog bliver en succes eller falder fuldstændigt til jorden. Hollywood ved, at de gamle arketyper sælger. Der udvises en utrolig konservatisme og tilbageholdenhed, når det gælder om at tage chancer og prøve nye løsninger.  Pengene skal tjenes hjem!

Vi lever i en tid, hvor kvindelige game designere stadig udstilles på internettet som inkompetente rappenskralder, simpelthen fordi de forsøger at mase sig ind i ’det mandlige rum’. Hvor mænd, der ikke falder ind i det traditionelle kønsrollemønster udsættes for lige så megen chikane og had som kvinder, der ikke vil indordne sig. Der er stadig alt for mange ofre og alt for få rollemodeller for morgendagens børn. Der er stadig lang vej tilbage før vi har lært at se personer som personer først, og køn/race bagefter.

Test din egen tekst: Bechdel og de andre

Uanset hvad ens personlige kæphest som forfatter er, så er der et par tests, som er gode at gøre sig tanker om, mens man skriver. Tag et kig på et par af dem, og tænk efter om din yndlingsfilm eller -roman kan bestå dem.

  • Bechdel-testen: Two eller flere kvinder taler sammen om noget andet end en mand.
  • Mako Mori-testen: Mindst én kvindelig person med sin egen handling, som ikke kun understøtter en mandlig persons historie.
  • Den Sexede Lampe-testen: En kvindelig person, som ikke kan tages ud af historien og erstattes med en sexet lampe, uden at historien tager skade af det.
  • Anti-frys-testen: Ingen kvinder bliver overfaldet, såret eller dræbt i historien kun med det formål at få en anden persons historie til at fremstå stærkere.
  • Styrke er relativt-testen: Komplekse kvindelige personer med god karakterisation, frem for en gruppe af overfladiske stereotyper tilpasset mandlige fantasier.

Der er mange flere tests, men disse fem er et godt sted at starte. Og husk på, at de alle fem også kan bruges med omvendt fortegn (for chick lit kan være lige så diskriminerende) og med andre problemstillinger: Skift ’kvinde’ ud med ’bøsse’ eller ’farvet’, og se hvad der sker.

Kend reglerne så du kan bryde dem

Der er ikke noget galt med at skrive en historie, der ikke kan bestå disse tests. Min science-fantasy roman kommer aldrig til at bestå Bechdel-testen, som er den mest kendte af disse tests, og det er jeg helt okay med. Man foretager valg som forfatter. Men det er vigtigt at foretage disse valg fordi de er de rigtige valg for ens historie, ikke fordi det bare er så meget nemmere at genbruge Hollywoods gamle, udmattede arketyper. Det handler ikke om at skrive politisk korrekt, men om at få sit budskab igennem.

Kan din yndlingsfilm eller -roman bestå disse tests? Kan den, som du er ved at skrive, bestå dem? Og hvis ikke, har du så gjort dig klart hvorfor at din historie bliver bedre af at du vælger at fejle?

Hvorfor er fan fiction ikke rigtigt stuerent?

En af de store genrer i fan fiction er crossovers -- når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.
En af de store genrer i fan fiction er crossovers — når man sætter to vidt forskellige universer sammen i samme historie.

Begrebet fan fiction opstod i slutningen af 1960’erne, med små historier om James T. Kirk og Mr. Spocks eskapader af den art, som den officielle TV-serie i alt fald ikke viste. Derfra har fan fiction udviklet sig til et verdensomspændende fænomen. Næsten lige meget hvilken TV-serie, biograffilm, eller nogenlunde velkendte roman du vælger, så er der nogen, der har skrevet deres egen fortsættelse eller forsøgt at fylde hullerne ud i det eksisterende.

Det er sjovt at tænke på, at de allerførste fan fiction-historier, vi kender til, faktisk var skrevet af mondæne og kendte forfattere omkring 1900-tallet. Da Arthur Conan Doyle tog livet af Sherlock Holmes i 1893 begyndte både kendte og ukendte forfattere at skrive deres egne Holmes-historier. Selv Mark Twain var med på den vogn. Det ansås i samtiden som prestigefyldt at sådan kunne skrive videre på Doyles fortællinger. Doyle endte som bekendt også selv med at genoplive Holmes et par år senere, efter pres fra sine læsere.

Fan fictions dårlige rygte

Fan fiction har et frygteligt rygte i såkaldt pæne cirkler nu om dage. Det bunder til dels i at langt størstedelen – lad os nu være ærlige, nok omkring 75-80% – er af mere eller mindre pornografisk natur. Men det bunder også i idéen om, at hvis du bare låner en anden forfatters personer og koncept til en lille historie af din egen, så er det jo ikke rigtigt at skrive, vel? Man er jo først en rigtig forfatter, når man har fået udgivet en roman på et anerkendt forlag, og det skal vel at mærke ikke være en selvudgivelse.

Det er noget frygteligt snobberi. Ja, rigtig meget fan fiction handler i bund og grund om at person A ender i køjen med person B. Det gør rigtig meget udgivet literatur også. Fan fiction er ofte mere grafisk i sine sex-beskrivelser end noget, der kan sælges i en DSB-kiosk. Men nu om dage er man er aldrig mange klik væk fra PornHub eller RedTube, så genren er ikke mere hardcore eller grafisk end så meget andet, der ligger frit fremme på internettet.

Fan fiction som skriveøvelse

Personligt er jeg ikke meget til erotika, det være sig fan fiction eller officielle udgivelser. Smag og behag er heldigvis forskellige. For mig er charmen ved fan fiction tofold: Jeg kan lide den udfordring, der ligger i at hoppe ud af min egen kasse og prøve at tænke i en anden forfatters. Og jeg kan lide at læse en god fortsættelse når jeg løber tør for officielle bøger i en serie.

Som skriveøvelse er fan fiction fantastisk – og publikum er overraskende kritisk. Der er vist ikke nogen større fornærmelse blandt fan fiction skribenter end at få at vide, at ens personer er OOC – out of character – og altså ikke følger det originale forlæg. Som skribent skal du lave mindst lige så meget research som den originale forfatter. Glemmer du en reference i bog tre, kapitel otte, så skal du nok blive mindet om det! Derudover skal tekst og dialog være i samme literære stil som forlægget, og plottet skal virke som om, at det kunne være en naturlig fortsættelse. Det er meget sværere end det lyder.

Det er måske ikke så underligt at så meget fan fiction er simpel elsker-elsker ikke, når det kommer til stykket. Der er naturligvis mange, der skriver pornografi fordi det er det, de har lyst til. Der er også mange, som øver sig i at skrive, men ikke er parat til at kaste sig ud i at holde styr på research, kompliceret plot, og personuddybning – endnu. De træder deres barnesko i forholdsvis simple, romantiske historier uden den store dybde.

Fan fiction er socialt skriveri

Det er faktisk ret fedt. Udover underholdningsværdien er fan fictions allerstørste styrke at man som regel får en hel del feedback temmelig hurtigt, i alt fald hvis man udgiver sine historier på ffnet eller Ao3,  som er de to største, internationale arkiver. Beder man om det, er der rigtigt mange læsere som meget gerne hjælper med positiv kritik. Der er myriader af små grupper, der skriver i samme univers, og hjælper hinanden med at korrekturlæse, få idéer, og komme igennem svære scener.

Fan fiction er ti tusinde gange mere socialt end at skrive originale værker. Der har man et par betalæsere hvis man er heldig, men så venter man så i månedsvis på den ene tilbagemelding fra det udvalgte forlag. Med fan fiction venter man oftest kun i ganske få timer, før de første kommentarer og udmeldinger begynder at trille ind. Hvis det er feedback og opmærksomhed man ønsker sig er fan fiction langt mere taknemligt.

Jeg vil anbefale fan fiction som underholdning. Du skal være klar til at sortere grundigt, for der er langt mere skidt end kanel. Jeg vil også anbefale genren som værktøj og skriveøvelse. Det er synd at se ned på en udtryksform, der virkelig hjælper folk – både med at blive bedre til at skrive, og til at opbygge et socialt netværk af medskribenter.

Og selv om jeg personligt absolut ikke er nogen fan af hverken Twilight-sagaen eller 50 Shades-serien, er det også værd at huske på, at begge to startede som fan fictions. Flere andre bestseller romaner har den samme baggrund.

Skulle du have lyst til at læse nogle af mine fan fictions er de lige her – men jeg beklager at måtte skuffe nogle: De er overhovedet ikke erotiske.