Varsler om barnets første leveår

Barnets første leveår

Barnets sundhed optog i høj grad vore formødre. Børnedødeligheden var høj, og det var ikke til at sige hvilke børn der kunne leve og hvilke man skulle miste. Man tog varsler og udførte bestemte ritualer og gerninger for at sikre barnets helbred og fremtid.

Første gang barnet skulle bades efter fødslen skulle jordmoderen eller en af barselskvinderne lægge en sølvmønt i badevandet. Så ville den lille nemlig opnå lykke, rigdom, fromhed og sparsommelighed her i livet – og det var trods alt ikke så lidt.

Det nyfødte barn måtte ikke få nyt tøj på for så ville det vokse op og blive slemt til at rive sit tøj i stykker. Det var bedre at bruge noget arvet eller gammelt, så gjorde det ingen forskel. Man måtte heller ikke hænge barnets tøj ude natten over for at tørre, det trak ulykken til.

Nogle dyr var mere heldige end andre. Man skulle sørge for at et nyfødt barn rørte ved en hund inden det kom til at røre ved en kat. Rørte barnet ved katten først fik det dårligt helbred, for katte er jo heksens dyr som man ikke helt kan stole på.

Man skulle også være forsigtig med hvad man foretog sig mens man passede barnet. Man måtte for eksempel ikke sidde og spise hen over et lille barn for så blev det ikke til at mætte. Der røg den chance for at få en hurtig skive rugbrød mens man gav bryst!

Det første kirkebesøg

Når barnet var gammelt nok til at blive døbt var der mange forholdsregler der skulle tages for at afværge ulykke og onde magter. Faderen skulle bære det ud til den ventende vogn og svinge det et par gange hen over hestenes rygge. Så ville barnet nemlig aldrig falde af når det engang blev gammelt nok til at ride.

Det var også vigtigt at der blev stukket en mønt ind i bleen ved det første kirkebesøg. Man sagde at det, der gødes godt, gror godt – og bedre gødning end den i bleen kunne man ikke få. Pengestykket ville få pengene til at yngle så barnet aldrig skulle få pengesorger senere i livet.

Det var også vigtigt at ingen af barnets faddere havde ladet vandet mens han endnu havde faddergaven på sig. Havde han det ville barnet nemlig ikke kunne ligge tørt om natten.

Andre vigtige ritualer

Første gang moderen kom til vandet efter fødslen skulle hun kaste penge i åen eller søen. Sådan købte hun nemlig barnet fri fra nøkken eller åmanden – væsener som begge ellers gerne lokker småbørn til sig for at drukne dem.

Man gav gerne barnet dets egen pulveriserede navlestreng at spise så snart det kunne indtage fast føde. Huskede man dette kunne barnet nemlig ikke få kramper – epileptiske anfald. Man gjorde det samme for at sikre at barnet lå tørt om natten; men da skulle man brænde navlestrengen og give barnet asken i maden.

Mange steder havde man skikke der skulle forudsige hvad levevej barnet skulle vokse op og få. Mange gange fortælles der om disse skikke med et glimt i øjet – som nu for eksempel i denne her fra Böhmen. Dernede rakte man en violin og en mønt hen mod et nyfødt barn for at forudsige dets skæbne. Rakte ungen efter violinen skulle han være spillemand, og rakte han efter mønten skulle han være tyv. Andre karrieremuligheder havde man åbenbart ikke der på egnen!

Beskyttelse mod onde magter

Den usynlige verden omkring menneskene var fuld af ondskabsfulde kræfter der ville skade barnet hvis man ikke tog sine forholdsregler. Man tændte lys om natten i det værelse hvor vuggen stod, så troldtøj ikke kunne snige sig ind for at forbytte barnet. Svøbet blev hæftet sammen med en stoppenål og man lagde stål i vuggen og satte stål i døren. Nogle steder klippede man mærke på barnet (man kunne klippe en lok af håret eller en snip stof af svøbet) for at kunne se med det samme om noget i nattens mulm og mørke havde skiftet det ud og lagt en nisseunge i stedet.

Ejede man en mønt præget med et kors eller med den regerende konges ansigt på kunne den også holde de underjordiske på afstand. Stolede man ikke nok på møntens magt kunne man lægge en opslået salmebog under madrassen – eller en saks der stod åben så dens skær dannede et kors.

Døde børn vil have deres søskende med sig

Faren stammede ikke altid udefra. Nogle gange var det barnet selv der var den farlige. Man skulle være på vagt overfor et barn der døde straks efter fødslen. Det ville være misundelig over ikke selv at få lov at leve. Sådan et barn kunne nedkalde ulykke over slægten sådan at børn der fødtes i samme måned også måtte dø. Sådan en forbandelse kunne vare i flere år efter dødsfaldet.

For at afværge en sådan forbandelse skulle det døde barns fader lægge en sølvmønt yderligt på husets dørtrin. Så skulle han slå en økse hårdt mod mønten så den brækkede i to. Den del, der faldt ud af huset, skulle han lægge på det døde barns grav på kirkegården. Den anden del borede han et lille hul i og trak den på en snor. Den skulle den nærmeste søster eller broder – som ellers var det oplagte offer for et ondsindet barnespøgelse – have om halsen. Sådan en amulet lavet af en halv mønt skulle bæres hele livet. Mistede man den fik det døde barn igen magt til at gøre ondt.

Citater og kilder

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Kloge Folk” bind 1, H. P. Hansen, Rosenkilde og Bagger, 1960. Intet ISBN-nr.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
Illustration af forfatteren.

Varsler om død og begravelse

Varsler om død og begravelse

Hvem dør næste gang, og hvornår? Overtro og varsler om død og ulykke florerer i dansk folklore. Hold godt øje med familien, tjenestefolkene, dyrene og datoen så du ved hvornår du skal regne med at skulle til begravelse næste gang!

Særlige dage

Lyset på julebordet kan give ondt varsel. Hvis det uventet går ud indtræffer der snart et dødsfald. Den person som sidder ud for den løbende tælle – nu om dage snarere voks – er den som skal dø næste gang. Har madmor og husbond hvert sit lys stående foran sig er det den hvis lys først går ud som har færrest dage tilbage at leve i.

Bor du i et hus der er gammelt nok til at have ildsted eller åben kamin kan du klappe asken sammen nytårsaften. Hvis der næste morgen så er et aftryk i asken af en hånd eller en fod, skal nogen i huset dø i det nye år.

Nytårsaften kan du også lægge lige så mange skefulde grød på gulvet som der er beboere i huset, og så kalde hunden ind. Den hvis grød hunden æder først skal dø først. Hvis du nu ikke føler for at koge grød virker metoden sikkert også med almindelig dåsefoder til hunde.

Hvis du lister dig ud mens folkene på gården sidder og spiser nytårsmiddag kan du se ind af vinduerne for at finde ud af om nogen af dem skal dø i det nye år. Skal de det, har de nemlig ikke noget hoved! Du kan også tage et lagen over hovedet og gå tre gange rundt om huset fra vest til øst. Så kan du på samme måde se hvem der skal dø i året der kommer. Du må imidlertid ikke fortælle nogen hvad du har set, for så trækker du sygdom og ulykke til dig selv i stedet for.

Gør hunden mens I sidder ved nytårsmiddagen betyder det at nogen i huset skal dø i året der kommer. Hvis nogen sover nytårsaften mens der stadig er tændt lys dør vedkommende i det kommende år. Det samme gælder hvis nogens linned hænger ude til tørre nytårsnat – så har vedkommende også mindre end et år tilbage at leve i.

Kors ved begravelse

Hverdagsvarsler

Hvis hagen klør, hunden tuder, hønen slæber strå rundt med sig eller du drømmer om blomster betyder det at nogen skal dø. Endnu værre er det hvis man befinder sig sammen med en afdød; åbner øjnene sig eller fortager dødsstivheden sig når liget skal have begravelsestøjet på, betyder det at en af den dødes slægtninge snart skal følge efter.

Sidder der tretten til bords skal en af selskabet dø inden året er omme. Falder et billede ned fra væggen skal et familiemedlem dø. Ligger der halmstrå på dørtærsklen skal nogen dø. Er flaget stadig oppe efter solnedgang vil nogen i byen snart dø. Piber kaffekanden betyder det dødsfald i familien.

Hvis et af alterlysene slukkes under gudstjenesten skal præsten eller degnen dø i løbet af året. Hvis det venstre lys går ud under altergangen skal der dø flest kvinder inden næste altergang. Er det derimod det højre som går ud skal der dø flest mænd.

Ligger to tændstikker over kors skal nogen dø. Hvis en høne galer som en hane skal nogen i huset dø. Kommer der en hund ind i kirken betyder det dødsfald i familien for den person der har taget den med. Vil en hund ikke lade sig jage bort fra en sygeseng skal den syge snart dø.

Flyver en fugl mod vinduet betyder det dødsfald (men det gælder åbenbart ikke for moderne glaspartier; ellers havde vores hus alene snart aflivet det meste af Trekantsområdet).

Hvis en kone ser sin mand komme gående sammen med en anden og hun ikke kan se hvem der er hvem – så skal manden snart dø.

Får barnet tænder i undermunden først, skal det dø under åben himmel.

Drømmer man om hvidt linned eller blomster, eller om at miste en tand, betyder det død. Jo mere tanden smerter i drømmen, jo nærmere i familien vil dødsfaldet være. Det hvide tøj betyder lig og blomsterne betyder begravelse.

Ligskaren

Ligskaren møder vi tit i folkloren. Heste, vogne og mennesker fører den afdødes ligkiste til kirke i samlet flok. Men nogle mange træffer man sådan en ligskare på et tid og sted hvor der ingen burde være, og så er det sikkert et varsel. Man kan være helt sikker på at der er noget overnaturligt med i spillet hvis ligskaren er fuldstændig stille så ikke engang vognhjulene knirker.

Ser man sådan en spøgelsesskare kan det betyde flere ting. Det kan betyde at man selv snart kommer ud at køre – altså som liget – eller at man kommer til at gå med, altså at nogen man kender eller er i familie med snart skal køres som lig.

Heldigvis kan man afværge det onde varsel ved simpelthen ikke at tale om hvad man har set før man har sovet først.

I mange historier er det kun en enkelt rejsende ud af flere der ser varslet. Hans rejsekammerater oplever intet usædvanligt. Heste og hunde kan derimod altid se eller fornemme ligskaren. Det er derfor at man kan opleve at heste nægter at flytte sig af stedet indtil de lige pludselig spadserer afsted uden den fjerneste bekymring. De vil ikke gå videre før det usynlige optog har passeret.

“Det skete saaledes, at da en Mand fra Alsønderup, der havde været i Hillerød for at hente Jordmoderen, kom i Nærheden af Alsønderup, standsede Hestene pludselig. Kusken kunde intet se, men Jordemoderen kunde se, at de holdt lige foran en stor Ligskare, og hun kunde kende flere af dem, der var med, men Kusken kunde stadig ingen se. Ved at jage paa Hestene og dreje til Side kom de da endelig forbi.”

Er du nu ude at køre vogn med en hest som ikke vil gå videre kunne du måske selv få lyst til at se hvad hesten ser. Så skal du gå ud og se gennem hovedtøjet på den fjermer hest – det er den hest der er til højre for dig når du sidder på kuskebukken og ser fremad. Gør du det, ser du det usynlige som hesten også ser.

Callalilje

Begravelsens varsler

Når liget føres til kirken betyder det noget hvem man møder på vejen. Er dette første møde med en fremmed et køretøj eller en rytter vil den næste som dør være en gift person. Er det første møde derimod en fodgænger vil den næste døde være en ugift person.

Ved selve begravelsen er døden til stede i egen høje person og derfor kan der tages mange varsler ved denne lejlighed. Der er en del ting du skal passe på, så du ikke selv bliver den næste der skal i jorden.

Du må aldrig tage et nyt sæt tøj på til en begravelse. Allerhelst må du slet ikke have noget nyt på dig. Ellers bliver du nemlig selv den næste der skal dø. Bliver du pludselig ramt af en solstråle mens du sidder i kirken ved begravelsen har du samme uvelkomne ære. Den som først går hjem efter at kisten er blevet sænket i graven kommer snart igen til en anden begravelse. Andre siger at vedkommende kommer til at fylde den næste kiste.

Begravelser om søndagen er uheldige. Så kommer tre mennesker mere til at dø i løbet af ugen der kommer. Endnu værre er det hvis begravelsen er på årets første dag. Folketroen siger at det man gør nytårsdag kommer man til at gøre resten af året. Derfor er det noget skidt at begrave et familiemedlem nytårsdag. Så kommer man til at begrave mindst én slægtning eller medlem af samme menighed hver måned i året der kommer.

Man må aldrig ændre på datoen for en begravelse. Ellers vil den døde gøre alt for at tage flere med sig.

Vi slutter med et lykkeligt varsel: Hvis det regner når kisten sænkes i jorden betyder det at den dødes sjæl er vel ankommet i Paradis.

Kilder og citater:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Den lille overtro”, Iørn Piø. Politikens Forlag A/S (1973). ISBN 87-567-1573-0.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.
Fotos:
Overskrift: Abhishek Dhakat (Unsplash)
Kors: Sandy Millar (Unsplash)
Calla-lilje: Ulleo (Pixabay)

Den om offentlighedens adgang til naturen

Historie nummer fire i serien om veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!Den om offentlighedens adgang til naturen

Peter Severin Hansen vidste hvad han ville have: Han ville have ro. Peter var den (næsten) lykkelige ejer af en stump jord ned mod Spang Å. Der gik en natursti langs åbredden og Peter måtte finde sig i motionsløbere og hundeluftere fra både Bredstrup og Pjedsted, som kom luntende forbi uden det mindste hensyn til hans husfred. Nu og da kom et par lystfiskere forbi i waders, for Fredericia Sportsfiskerforening havde i årevis taget sig af ørredplejen i Rands Fjord-området, som Spang Å var en del af.

Helt galt blev det imidlertid først da en af naboerne anskaffede sig en motorcykel. En gammel, grøn Nimbus på flade dæk, der så ud som om den havde ligget nede i mosen i årtier, så kun rusten holdt sammen på resten. Så var der et billede af motorcyklen i landsbyernes fælles Facebook-gruppe. Peters kone kunne yderligere oplyse, at der nu var åbnet en veteranmotorcykelklub henne på Elversti 1.

Det betød krig. Allerede samme dag gik Peter ud i garagen og skruede et træskilt sammen af et par brædder. Han malede sirligt »ADGANG FORBUDT« på det, og nedenunder fik han tegnet noget, der med lidt god vilje kunne forestille en motorcykel med et stort kryds henover. Peter satte en stor træbom hen over naturstien og sømmede skiltet fast på den. En fodgænger kunne sagtens hoppe over eller smyge sig udenom, men en motorcykel ville ikke have en chance.

Frøj var alt andet end imponeret, da han så bommen og skiltet. Han forsøgte at ringe på Peter Severin Hansens dør for at løse problemet i mindelighed, sådan en mand til mand snak over hækken, men det blev der ikke noget ud af. Peter var ikke til at hugge eller stikke i. Det skulle være slut med al den renden og kommen og gåen, han ville have fred på sin matrikel.

»Han giver sig ikke, og jeg giver mig ikke,« sagde Frøj og trak sig i det velplejede lyse fuldskæg. »Det er min mose. Jeg kommer og går som jeg vil.«

»Lad nu være med at lægge for meget i det, storebror,« sagde Bette Mette. Ellepigen var den yngste af Frøjs mange søstre, og også den klogeste. »Det er jo bare en vranten gamling. Din Nimbus kan jo ikke starte alligevel.«

»Det skal den nok komme til,« sagde Frøj sammenbidt. »Jeg har faktisk lånt en bog om motorlære på biblioteket i Taulov.«

Mette lo; det lød som en flok af pippende skovspurve. »Så kan du vel vente med at bekymre dig om hvor du må køre til den tid.«

Højkongen rystede på hovedet så den lyse man-bun hoppede. »Det handler om principper,« sagde han og tog sin mobiltelefon frem for at ringe til politiet.

Frøj blev stillet om otte gange inden han endelig fik lov til at tale med en Marianne, som åbenbart havde forstand på lovgivningen omkring færdsel på offentlig mark og sti. Han forklarede tålmodigt problemet og gjorde klart at han ikke ville finde sig i at blive nægtet adgang.

»Det kan jeg ikke gøre ret meget ved,« indrømmede Marianne. »Du har lov at færdes på udyrkede arealer til fods hvis du fører din hund i snor, og kun mellem klokken syv morgen til solnedgang. Han må også lukke området af hvis der afholdes jagt eller foregår intensivt landbrugsarbejde.«

»Det er ikke et udyrket areal,« sagde Frøj. »Det er en vej gennem en mose. En offentlig jordvej.«

»Nå,« sagde Marianne og han kunne høre, hvordan hun læste på en computerskærm mens hun talte. »Jamen, så har du lov at færdes til fods og på cykel. Adgang sker på eget ansvar. Men din nabo må gerne sætte et hegn op og forbyde færdsel hvis den er til gene for privatlivets fred, eller der er behov for særlig beskyttelse af plante- og dyreliv. Så må du gøre officiel indsigelse hos kommunen.«

Frøj lagde røret på. Den undskyldning med beskyttelse af plante- og dyreliv kunne han selv få brug for næste gang nogen ville bygge flere villakvarterer eller motorveje i hans ådal, så det var nok bedst at lade den ligge. Det var skuffende at politiet ikke kunne hjælpe, men det var nu godt nok at have sådan en undskyldning ved hånden til en anden god gang.

»Det blev du ikke meget klogere af,« sagde Bette Mette og hoppede op på bommen hvor hun dansede let frem og tilbage som om den var en cirkus-line.

Frøj så tilbage mod Peter Severin Hansens hus. Der var lys i køkkenvinduet. »Det er alt for længe siden at jeg har talt med familien på Sjølunds fagre sletter,« sagde han så med et listigt smil.

»Ja, dem skal jeg ikke have noget at gøre med,« sagde Mette og blev til tåge og dis, der drev henover de klatter af gammel sne, der endnu ikke var smeltet bort i martssolen.

Højkongen lo. »Han kan jo ikke fange dig alligevel.« Så gik han hjem for at skrive til sin fætter som sad som elverkonge på Stevns. Han og Klintekongen på Møn var de to berømte højkonger i familien, men det havde Frøj nu ikke noget imod. Det var ikke den store sag for Stevnskongen lige at give en besked videre, for modtageren kom forbi hver eneste nat på sit ridt mellem Vordingborg og Tikøb.

Der skete noget med vejret i ådalen i den uge. Det skulle ellers til at være forår, de første erantis og vintergækker stak allerede deres gule og hvide hoveder op alle vegne, men så slog vinden om i øst. Og der blev den, indtil iskold vind fra det fjerne Sibirien fik temperaturerne ned på grader, som ikke engang havde været besøgt i december og januar*. Det meste af ådalen frøs til – selve Spang Å gjorde selvfølgelig ikke, men mosen og engene rundt om var dækket af is. Ude på en mark mellem Bredstrup og Fredericia sad to hundrede svaner på træk og havde forfærdeligt ondt af sig selv.

Peter Severin Hansen kunne ikke undgå at opdage, at det friske vintervejr fik folk ud og gå tur og se sig om i vintersolen. Han sov også dårligt i disse dage, men det var ikke på grund af kulden. Nej, østenvinden fik det til at lyde som om der var en farlig trafik ad naturstien i bunden af hans have – men når han stak hovedet ud af vinduet var der ingenting at se.

Det lød som heste og gøende hunde. Men der var ingen spor i sneen om morgenen.

Natten derpå kunne han tydeligt høre et jagthorn, men der var vel for pokker ikke nogen der gik på bukkejagt til hest, og så oven i købet midt om natten og uden for sæsonen!

Den tredje nat var bommen splintret til pindebrænde. Skiltet var knækket tværs over, som om et tungt dyr med jernskoede hove havde trampet på det.

Der lå ikke nogen rideskole i Bredstrup eller Pjedsted. Der var selvfølgelig et par gårde med hestehold i området, men Peter kunne ikke udpege synderen. Desuden var der noget, der sagde ham, at det ikke var nogen lille piges hyggepony, der var kommet forbi.

Han satte sig foran køkkenvinduet med en kande kaffe for at vente. Støvlerne havde han på og vinterfrakken lå lige ved hånden. Nu skulle han nok finde ud af hvad der foregik! Konen rystede på hovedet ad ham og gik i seng mens hun mumlede noget om gamle mænd, der så spøgelser.

Natten faldt på og det blæste op så det susede i trækronerne og peb i skorstenen. Sneen dansede og føg omkring og det var svært at se ret meget inde fra huset. Lyden af hundegøen fik ham til at spidse ører – det var ikke bare nogens glade labrador, der var stukket af ud på nattetur, nej, der var mange af dem, og de lød store og vrede.

Peter Severin Hansen trak frakken på og gik ud på terrassen. Det var der, han så dem.

Store, sorte hunde med flammende gab kom strygende lige igennem hans have, henad naturstien, uden at sætte et eneste spor i sneen under sig. Han gned sig i øjnene og vendte sig så hurtigt om ved lyden af tordnende hestehove – eller var det larmen i trækronerne? Han så op – lige op i de blankskoede hove på den store, sorte hest, der galopperede forbi højt oppe over hans hoved.

Lyden af et jagthorn skar gennem natten og snefaldet. Sorte ryttere på sorte heste fulgte efter den første, hen over ham og hen over tagryggen på huset, og bag dem kom endnu flere store, sorte hunde. Og stadig var der ikke et eneste spor at se.

Peter Severin Hansen satte sig på rumpen i sneen (så var der da i det mindste ét aftryk dagen derpå) og besvimede.

Frøj holdt sin hest an et par meter over jorden og så sig tilbage over skulderen før han igen lod den løbe. Den forreste rytter vinkede ham frem til sig. »Ham var der ikke meget ved,« sagde han og lo. »Bedre mænd end han har stillet sig på min vej og dog har de måttet flytte sig!«

Højkongen grinede bredt. »Jeg tror han er færdig med at spærre offentlig sti fra nu af, Deres Majestæt.«

Jægeren lo og klappede Frøj på skulderen med en næve klædt i en middelalderlig stridshandske. »Du siger bare til en anden gang, Frøj. Nok elsker jeg min jagt på Gurre, men det er nu en god spøg sådan at ride en anden tur nu og da. Hils dine søstre!« Han lod hornet lyde igen, og både rytter- og hundespøgelser fulgte efter ham da han lod hesten springe an, lige op i nattehimmelen. Frøj slap sin egen hest løs så den kunne rende med sine medspøgelser.

Næste morgen gik Peter Severin Hansen ud og pillede resterne af bommen ned og smed dem i brændekassen sammen med det ødelagte skilt. Han sagde aldrig et ord mere om den sag, hverken til konen eller til nogen anden. Til gengæld blev hans kælder oversvømmet da al sneen og isen smeltede af ådalen i løbet af den næste uge.

Frøj, derimod, måtte bruge den næste måned på at gøre Bette Mette og hendes søstre gode igen. Valdemar, den danske konge, der spøgte på Sjælland, kunne hun ikke lide – for det Valdemar allerhelst ville jage var ellepiger og slatten-langpatter. Og som Mette sagde, hendes patter havde den størrelse der så godt ud i en soltop, men at hun var ellepige, det kunne hun ikke sno sig ud af.

*December og januar ikke havde forsøgt særligt hårdt på at sætte kulderekord i vinteren 17/18. Det havde faktisk været så varmt, at der var en forvirret andefamilie, der havde ællinger den 3. februar.

Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.
Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.

Illustration og foto © 2018 Birgitte Heuschkel.

Du kan finde resten af serien om MC Elverhøj her. Vil du vide mere om spøgelseskongen Valdemar Atterdag kan du finde et indlæg om sagnet lige her.