Det sværeste er at tro på mig selv

Det sværeste er at tro på mig selv.

For en gangs skyld skal vi ikke tale om folkesagn og væsener fra overtroen. I dag låner jeg min egen scene så jeg kan få luft for noget af det sværeste ved at skrive – uanset om det er romaner, eller blogindlæg som dem, der plejer at være på forsiden her på heuschkel.dk.

Det sværeste ved at skrive er at trække en linje i sandet: Nu er det godt nok. Hertil, og ikke længere. Nu er det på tide at holde op med at tilføje og rette og lave om – nu skal barnet fødes, ud i verden, afsted så andre kan læse med. Nu skal man holde op med at lede efter endnu bedre kilder, bekymre sig om kommaerne nu også står korrekt, om dialogen er naturlig nok uden at virke langtrukken.

Nu skal andre se hvad man har brugt al den tid på.

Der er ikke nogen mere forløsende og befriende følelse end når ordene springer ud af tastaturet, når man blinker med øjnene og opdager at der er forsvundet fire timer og der er fem tusind nye, gode ord i tekstarket. Eller når man går rundt hele dagen og ‘ruger’ på en scene, og lige pludselig, under bruseren eller hen over gryderetten, dukker det ord man har ledt efter op, som en boble i det dybe vand. Når det hele kører. Når man føler sig som en person med et budskab, en som har noget at sige, en som folk vil gide at lytte til. Det er det, som jeg elsker – den oplevelse som hele mit liv har været drivkraften bag mine skriblerier.

Så kommer hverdagen. Nu er romanen, artiklen, eller blogindlægget skrevet færdigt. Man forbereder sig på skuffelsen når forlaget pænt takker nej, når online-magasinet ikke svarer, når ingen læser eller kommenterer på bloggen. Sådan er det jo. Vi er så mange om buddet. Gud og hvermand skriver, men der er slet ikke læsere nok til os alle sammen. Jeg er ikke dårlig – der er bare nogen som er endnu bedre.

Men helt indeni, dernede hvor man i virkeligheden kun er et lille, usikkert barn som har brug for ros – helt dernede ved man jo, at det er fordi man ikke er god nok.

Man ved ikke så meget om emnet som man prøver at bilde andre ind. Det skal nok blive opdaget. Man er bare en plattenslager, en forstadshusmor der pludrer løs om ting hun ikke har forstand på, en gammel kælling som tror at nogen under tredive gider høre på hende.

For gammel. For uvidende. For dumsmart. Irrelevant, kedelig, forældet.

Med et fint ord hedder det ‘imposter syndrome’. Man er bange for at resten af verden skal opdage at man faktisk ikke ved en skid om noget. At man bare lader som om. At nogen burde tage internet og fyldepen fra én, før man virkelig får ødelagt det hele. Den eneste kur hedder selvtillid.

Selvtillid plukker man ikke på træerne – jeg gad ellers godt have sådan et træ i baghaven! Når det hele vælter for mig og jeg er overbevist om at jeg burde brænde alt hvad jeg nogensinde har skrevet – så holder jeg fast i den ene ting, jeg ved passer.

Jeg elsker at skrive.

Det kan ingen tage fra mig. Det kan godt være at ingen gider læse det jeg skriver. At det hele i virkeligheden er noget underlødigt hø. Men jeg elsker at skrive det. Jeg elsker selve processen. Jeg har tillid til at jeg nyder de dage, de timer – og det kan ingen tage fra mig. Uanset om resultatet ender i skrivebordsskuffen eller på boghandlerens hylde, så har jeg nydt de gode timer.

Er det ikke det hele livet drejer sig om – at finde det, der gør én glad, og så gøre det?

Jeg elsker at skrive. Jeg har galopperende imposter syndrome hvad mine egne evner angår, men de gode, stille timer kan ingen tage fra mig. De eksisterer for min skyld. Jeg skaber dem selv. Jeg bliver måske aldrig en stor og anerkendt forfatter, men jeg har allerede fået belønningen for mit arbejde: Mit arbejde er min hobby.

Foto: (c) 2019 Birgitte Heuschkel. Piv synes post-it noter er noget sært noget.

Hvor fanden er min muse blevet af?

Hvor fanden er min muse blevet af?

Kender du de dage, hvor man sætter sig ved sin laptop eller med sin skriveblok, og der sker absolut ingenting? Du stirrer ud i luften, du traver lidt op og ned ad gulvet, du tager opvasken, og der er stadig ikke ét ord på skærmen eller papiret? Til sidst ender du med at gå ud og gøre badeværelset rent i stedet for, for så har du da i det mindste foretaget dig noget konstruktivt i dag. Man begynder sin skrivetime fuld af optimisme og entusiasme, og ender med at sidde og føle sig rent elendigt til mode. Man vil så gerne skrive, men man har ikke noget at sige.

Det kan være svært at finde tid til at skrive, især med arbejde, børn og partner som også skal passes. Pludselig er der simpelthen ikke nok timer i døgnet. Men det er ikke det problem, som opstår, når musen bliver væk. Nej, her har man tiden og pladsen til at skrive. Der kommer bare ikke nogle ord. Der er ikke nogen historie. Du har ikke noget at fortælle.

Jeg ville gerne give en magisk opskrift på, hvordan man bare lige kan finde på en historie eller et plot til en roman eller novelle. Men sandheden er, i alt fald for mig, at det er hårdt arbejde. Jeg har masser af idéer på min notesblok, men de er usammenhængende og rodede. For nu at være helt ærlig, så er de fleste af dem ikke særligt gode. Alt for mange af dem går i sin grundform ud på, at jeg har en spændende og sexet person, som jeg gerne vil se mere på – men ikke nogen handling at putte dem ind i. “Ham her er bare så hot” er ikke en historie.

Sjovt nok bliver folk nogle gange fornærmede når man brokker sig over, at idéerne bare ikke vil komme, eller simpelthen ikke er gode nok. I en tidsalder, hvor det er så svært at finde tid, er det næsten blevet en fornærmelse at indrømme at man har tiden, men ikke rigtigt får noget ud af den.

Som forfatterspirer går vi rundt med den forestilling, at vi alle sammen har en stor historie i hovedet, der bare vil ud. Vi tror, at de store, successrige forfattere bare satte sig op i sengen en morgen som børn og sagde,”Når jeg bliver stor, så skriver jeg denne her ned, og så er den hjemme.” Men sandheden er, at det at skrive noget sammenhængende kræver rigtigt meget arbejde. Først skal du lære dig selv at skrive, og så skal du lære dig selv at have noget at sige.

Det sidste er langt det sværeste, i alt fald for os, der ikke er født med en historie i hovedet. Eller alt for mange historier.

Jeg har altid skrevet, men som mange af mine stakkels ungdomsbekendte kan skrive under på, så har kvaliteten været meget svingende. Først skrev jeg for sjov – så blev det mit arbejde i reklamebranchen. Siden skrev jeg tekster til online-spil. Hen ad vejen lærte jeg at konstruere en historie og skrive om steder, følelser, og personer – i stedet for at fokusere på mit plot og min morale. Jeg lærte at lægge fokus på selve nuet og oplevelsen, i stedet for at tænke tre kapitler fremad.

De af os, som ikke er velsignet med en trofast muse, der bare spytter ord i tastaturet på kommando, bliver nødt til at lære os selv at tilgå skriveriet som et arbejde. Der skal lægges så og så mange timer om ugen i research, så og så mange i at læse andre forfattere og finde ud af, hvorfor deres historier virker, og så og så mange timer skal bruges på simpelthen at skrive dagbog eller små portrætter af din nabo hvis din muse stadig ikke vil samarbejde. Hen ad vejen kommer ordene. Hen ad vejen kommer strukturen.

Fan fiction-forfattere skriver drabbles for at øve sig. Det er små historier uden mening eller plot, bare et sindsbillede eller en stemning, en øvelse i at sætte sig ind i personens tankegang og opfattelse. Kan det bruges til noget? Nej, ikke ud over at fan fiction-læsere ofte finder dem interessante. Nogle dage skriver jeg en beskrivelse af mit fuglefoderbræt eller mine tanker om et tilfældigt emne. Det hele ender i papirkurven – men jeg bliver stadig bedre til at sætte ord sammen, også når jeg faktisk ikke rigtigt har styr på hvor hele turen skal ende henne.

Muser er flygtige væsener, men de kan dresseres – fodr dem godt og arbejd med dem ofte, så begynder de at forstå, hvad det er, du vil have dem til.

Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.
Tegneserien Oglaf tager også problemet op. Men inden du styrter over for at læse hele deres arkiv må jeg nok hellere advare om, at den er særdeles NSFW.

Hvad gør du selv på de dage, hvor inspirationen bare ikke vil komme? Del ud af dine erfaringer i kommentarfeltet hvis du har lyst.