Naboerne: Mere om at bo dør om dør med de underjordiske

Selv i gamle dage var der ikke langt mellem naboerne i lille Danmark. Der kunne være en god ridetur mellem udflyttergården og den landsby den var grundlagt fra, og boede man ude i skov eller mose var der endnu længere. Men naboerne var aldrig langt borte – og ofte var de hverken døbte, konfirmerede eller for den sags skyld menneskelige.

Loddenhøj ved Pjedsted. Her bor naboerne på den anden side af vejen ind på gårdspladsen.

Vætter, trolde, ellefolk, og hvad de underjordiske nu ellers er blevet kaldt gennem tiderne har alle det til fælles at de i virkeligheden repræsenterer naturens kræfter. Lunefulde men gavmilde, ødelæggende men også skabende og frugtbare. Når bønder fortæller historier fra midten af 1800-tallet er det som om vi hører fjerne stemmer fra langt før der var noget der hed kristendom, eller for den sags skyld aser og vaner. Vi er tilbage i en urtid hvor naturens luner er altafgørende for menneskets overlevelse.

Derfor fortalte vores forfædre historier om naboerne. Altså ikke dem på gården ved siden af, men ham ude i bækken, i højen, eller i de gamle træer. Naboerne, uanset om de kaldtes vætter, nisser, eller trolde, havde meget til fælles med bonden selv. De levede på samme måde, bare ude i skoven eller neden under de store sten. Derfor lå det heller ikke bonden eller gårdkonen fjernt at handle med naboerne. De var jo lige som dig og mig. Næsten da.

For husfredens skyld

Der fortælles ogsaa, at Troldkonen, som boede i Bavnen, sendte Hør til en Bondekone i Dalby, for at hun skulde spinde det til Garn, men hun fik Besked om ikke at bløde Garnet med Spyt, for Troldkonen kunde ikke benytte, hvad der kom fra en kristen Mund, men saa blev Bondekonen ked af at spinde for hende, og hun blødte derfor Garnet med Spyt, og saa blev Troldkonen vred og sendte ikke mere ned og faa spundet hos hende.”

Nu og da kommer mand og kone op at toppes, eller børn og forældre bliver uenige. Sådan var det også dengang, og så måtte nogen jo flytte væk for husfredens skyld. Når bondens søn kunne finde på at smække med døren og forlade gården i raseri, så kunne vættens søn naturligvis finde på det samme.

Derfor har vi historien om gårdens mand eller karl som kom kørende hen ad landevejen da han hørte nogen råbe til ham. Stemmen bad ham hilse sin kat derhjemme og sige til den at Kurre Murre er død. Da manden kom hjem og fortalte hvad han havde hørt sprang husets kat op fra sin vante plads ved ovnen og sagde, “Er Kurre Murre død? Så må jeg afsted!” Så strøg den ud af døren og blev aldrig set igen. Det var en af de lokale trolde eller vætter som var flyttet over til naboen – altså mennesket – for husfredens skyld.

Guld og hestelort

De underjordiske var som regel ikke dårlige naboer, men man skulle ikke stole længere på en trold end man kunne kaste ham (og da den slags folk tit er lavet af sten er det ikke nødvendigvis ret langt). Vi har for eksempel en historie om en kone der mødte en fed tudse på vejen og sådan lidt for sjov lovede den at hun nok skulle give en hånd med når den skulle nedkomme. Et par dage senere stillede den lokale trold og insisterede på at konen skulle gå med ham for at agere jordemoder.

Heldigvis gik fødslen som den skulle. Troldekonen fik sin unge i sin seng i højen (og altså ikke ude i sivene som rigtige tudser ellers foretrækker) og trolden ville gerne betale barselskonen. Troldekonen trak konen i ærmet og hviskede hvad hun skulle bede om som tak for hjælpen. Det skifter fra historie til historie om bondens kone fik lov til at bære gamle blade, fejemøg eller hestepærer med sig hjem i sit forklæde. Dagen derpå var skidtet blevet til guldstykker, dalere, eller skillinger. Trolden havde ellers tænkt sig at hun skulle have noget værdiløst, men hans kone ville ikke have at jordemoderen blev snydt.

Når naboskabet gik skidt

Nogle gange var trolden, bjergmanden eller vætten ikke så god en nabo som man kunne ønske sig. De underjordiske kunne ikke lide når nogen sagde nej til dem. I en historie spurgte en bjergmand til prisen på bondens røde ko. Bonden var ikke interesseret i at sælge, ikke om det så var for en hel skæppe penge. Bjergmanden tog koen alligevel, men han lagde i det mindste den pågældende skæppe penge. Så måtte bonden jo leve med det.

Andre gange var det menneskene der ikke opførte sig ordentligt. En hyrdedreng lod en trolds sorte ko gå på græs sammen med sin husbonds kvæg. Det fik han sin betaling for; ude ved højen stod der hver dag en tallerken med en pandekage og en toskilling, og det var en god løn. Drenge bliver imidlertid til karle, og en dag kom der ny hyrdedreng på gården. Han fik aftalen forklaret af den foregående hyrde, men den brød han sig ikke om. Da han næste morgen havde spist pandekagen og taget mønten knappede han bukserne op og sked på tallerkenen som tak. Fra den dag af var der ikke flere pandekager eller skillinger til hyrden. Men den sorte ko dukkede stadig op hver morgen, så den måtte han passe gratis fremover.

Nogle gange var det tæt på at gå helt galt mellem hyrder og naboerne. I en anden historie drev gårdens lillepige køerne hjem om aftenen da hun hørte en stemme råbe at den hvide ko der, det var deres. Hun så sig omkring, og oppe på højen sad der en pige hun ikke kendte. Pigen forsvandt ned i højen og derefter dukkede der ‘en sort én’ op lige bag lillepigen selv og forsøgte at hale af med hende også. Heldigvis var der høstfolk tæt på som løb over og greb ind, så lillepigen ikke blev bortført af højfolket. Men det hed sig at hun var ‘fjogetosset’ resten af livet, fordi hun havde været for tæt på de underjordiske.

Lyden af naboernes pengekister

Der ligger en dal mellem Vole og Linå marker, som kaldes Tordendalen. Her kan man om natten høre en stærk buldren i bakkerne, og nogle siger, at det er stenene i dem, der falder sammen, men andre siger, at det er troldene, der slår deres pengekister i låse.”

De underjordiske manglede aldrig penge, og snu mennesker kunne se deres snit til at få del i deres rigdom. Men først måtte man finde ud af om der var noget at komme efter i den lokale høj. Brændte der lys om natten over højen, eller kunne man høre hvordan de underjordiske slog deres kister i låse derinde, så var der bid.

Eller, måske var der ikke. Mange historier fortæller om gravhøje der viste sig ikke at indeholde det store. Gamle knogler, ting af bronze uden nogen større værdi, måske lidt farvede perler og nogle gamle lersager. Moderne arkæologer får måske lyst til at græde, men den slags oldsager imponerede ikke bønderne i gamle dage. En sådan historie slutter med ordene, “Folk kastede efter dem (gravede efter skattene) og fandt nogle stuer som kartoffelkuler, med potter i.” Man kan næsten høre skuffelsen; ønsker man sig guld og grønne skove er potteskår fra bronzealderen ikke særlig tilfredsstillende.

I sådan en historie sad en hyrdedreng oppe på sådan en gammel høj og stak i jorden med en kæp. Pludselig tog troldene fat i kæppen nedefra og hev den fra ham, ned i jorden. Et halvt hundrede år senere lod jordens ejer højen udgrave, og man fandt et stenkammer inden i. Drengen, som nu var en gammel mand, fandt sin kæp derinde!

Enkelte historier handler om sære fund, som nu dengang man gravede en høj ud fordi man mente at kunne høre en kirkeklokke bimle indeni. Historien melder at man skam fandt klokken – samt et bord med dækketøj og flere kurve fulde af råddent flæsk. Så kan man godt sidde her, to hundrede år senere, og spekulere på hvad det egentlig var der blev fundet inden i den gravhøj. Formodentlig har der været tale om tyvegods som andre har gemt af vejen i en jættestue eller delvis åben høj hvor ingen alligevel kom forbi til daglig.

I en kort historie spurgte en lille pige sin far hvad al den klirren og raslen i bakken betød, og fik det svar at det var bjergfolkene der spiste deres aftensmad.

Gravhøje knager nogle gange når vejret skifter, men det skyldes hverken nedgravede kister eller bjergmandens smed. Jorden kan sætte sig under temperaturforandringer, især hvis højen allerede er delvis sammenstyrtet. Er der stadig træbjælker derinde – som for eksempel egetræskisten man fandt Egtvedpigen i – kan man også høre sådan knagen og bragen.

Høghøj ved Pjedsted. Her bor naboerne bogstaveligt talt lige bag gården.

Smedjen i højen

En anden forklaring på larmen går ud på at den i virkeligheden var de underjordiskes smedje. Hyrder som færdedes i nærheden hørte lyden af smeden der arbejdede med sin hammer derinde. Og at have en smed som nabo, det var ikke nogen dårlig ting.

En historie fra Fjallerslev fortælles om en høj hvor der netop boede sådan en dværg eller vættesmed. En mand var ude at fiske ål da hans ålejern gik i stykker. Han gik så op og lagde det ved højen og sagde højt at han gerne ville have gjort ålejernet i stand. Næste morgen lå det hvor han havde lagt det, men repareret og slebet skarpt. Manden havde ikke lyst til at skylde naboen noget så han spurgte ud i luften hvad løn smeden skulle have for sin hjælp. Svaret faldt prompte: “Første fent!” Smeden skulle have den første dags fangst. Den fik han også, og så måtte manden endda bede andre om hjælp til at få båret alle den første dags ål op til højen.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Fotos:  ©2019 Birgitte Heuschkel. 

Du kan også læse den første artikel om naboerne her: Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk.

Den om klimaforandringer

Først kom der en uge med hård frost og så en uge med tøvejr. Regnen stod ned i tove dag og nat, og snart svulmede Spang Å op og flød ud over sine bredder nede i ådalen. Galloway-kvæget var taget hjem på stald for vinteren så det gjorde ikke så meget at ænderne fik våde fødder. Det svanepar som holdt til i et lille kildevæld flyttede ud på markerne ved Bredstrup hvor der alligevel overvintrede tyve-tredive andre par. Grågæssene på træk slog sig også ned hos svanerne, for de holdt heller ikke af at sove under vand.

Fredericia Kommune opdæmmede Spang Å hver vinter, sådan at ådalen blev gødet på naturlig vis når vandet stod højt nok til at gøre engene våde. Når foråret så rigtigt kom åbnede man for sluserne igen, Spang Å smuttede lydigt tilbage i sit leje, og kvæget blev sluppet ud på græs i det friske forårsgræs.

Ellekongen Frøj bekymrede sig ikke om den stigende vandstand i ådalen, i alt fald ikke til at begynde med. Forårets tøbrud medførte altid oversvømmelser – det var faktisk hele formålet med at opdæmme åen. Det var måske også lidt optimistisk at kalde februar måned for forår, men tøvejr var det, og vintergækker og erantis var allerede oppe alle vegne.

“Ja, jeg ved nu ikke,” sagde Frøj den Ældre. Den foregående ellekonge havde afstået titlen til sin søn i begyndelsen af 1970’erne da man førte motorvejen ud gennem Elbodalen. I ren fornærmelse havde han sat sig ud på en knold i ådalen, og der sad han stadig. Frøj den Yngre, som nu regerede som ellekonge over Elbodalen, gik tit ud for at få sig en sludder med den gamle. Han vidste mange ting, også selv om han var gammel og forstokket, og aldeles kørt bagud af den teknologiske udvikling.

“Hvad ved du ikke?” spurgte sønnen tålmodigt. Man måtte give sig tid med den gamle. Han havde aldrig travlt.

Den gamle gubbe på knolden i åen slog ud med hånden mod det blanke, blå vand. “Ja, det der. Der stod jo blankt vand her da jeg var knægt. Dengang sejlede de med kogger og skindbåde, helt ind til Taulov. Men det er længe siden.”

“Vandstanden er faldet meget siden middelalderen,” sagde Frøj den Yngre. “Landet rejser sig, det sker alle vegne. Desuden ville dalen ikke blive oversvømmet hvis kommunen ikke lukkede for sluserne om vinteren. Så ville det rende hele ud i Rands Fjord, ligesom i gamle dage.”

“Ja, du snakker som du har forstand til,” gryntede faderen og slog ild med sit gamle fyrtøj – han havde vundet det fra en svensk soldat i 1657 i et spil terninger. Han fik blus på den gamle kridtpibe som engang havde været hvid men nu nærmest var samme farve som god, brun sovs. “De laver om på det. Vejret, altså. De kan ikke lade godt nok være i fred, det har de aldrig kunnet.”

Han mente naturligvis menneskene. Det gjorde Frøj den Ældre altid. Han havde sikkert brokket sig da isen trak sig tilbage og de første mennesker dukkede op i rensdyrenes fodspor, men det havde Frøj den Yngre heldigvis ikke været gammel nok til at høre på dengang.

“De snakker selv om det nu,” sagde ellekongen forsigtigt. “Rigtigt meget, endda.”

“Det hele forandrer sig jo,” sagde hans far uden at høre efter. “Her var lunt og godt dengang tøserne rendte rundt i snoreskørter med bronzespænder på bæltet. Så blev her koldt igen og folk rejste sydpå for at slås med romerne.”

“Jeg kender godt historien,” sagde Frøj.

Den gamle tog sig ikke af afbrydelsen. “Så blev det varmt igen. De sejlede køer til Grønland. Til Grønland, Frøj! Og til Vinland, hvor druerne groede vildt ligesom i Italien!”

“Og du har aldrig været nogen af stederne,” sagde Frøj. Ellekongerne kunne ikke sådan lige forlade deres domæne, i alt fald ikke for en længere tid. Frøj den Ældre havde aldrig været længere væk end Vejle, så vidt hans søn vidste.

“Du snakker,” gentog den gamle. “Her blev skidekoldt igen. I 1660 frøs bælterne til så svenskerne kom rendende hen over isen. De havde ikke brug for at sejle!” Han viftede med den svenske soldats fyrtøj for at understrege sine ord.

“Det er ikke menneskenes skyld at vejret ændrer sig,” sagde Frøj. “Vi har kolde perioder og vi har varme perioder. Sådan har det altid været.”

“Det skal du fandeme ikke minde dem om,” sagde hans far. “Lad dem bare holde fast i at det hele er deres skyld. Så kan det være de holder op med at tro at alting handler om dem. Der er snart ikke vild natur nok tilbage her i landet til at man kan slå en skid uden at få en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.”

Frøj den Yngre lod faderen sidde på sin knold i åen og brokke sig. Sådan var han nu engang bedst tilfreds med tilværelsen, så det var ikke noget nogen skulle lave om på. Men den gamles ord blev i ellekongens tanker. Sommeren 2018 havde været skoldende hed og tør. Med kunstvanding og støtteordninger havde landbruget klaret sig endda. Spang Å var da heller ikke forsvundet, men der havde nu ikke været meget vand tilbage.

Menneskene talte meget om det. Når han læste med på de hede debatter på sociale medier eller så forskerne diskutere i nyhedsprogrammerne var det lige før Frøj overvejede at smide sin mobiltelefon i åen. Tonen var ikke til at holde ud. Tilhængere og modstandere beskyldte hinanden for alt muligt, tonen var som i en børnehave hvor ingen af ungerne har fået frokost og de halve trænger til at få skiftet ble, og på uhyggelig vis endte de fleste debatter med at folk beskyldte hinanden for at være højreekstremister eller venstrefascister.

“Min bror har ret,” sagde Alfhild. Hun var Frøjs tante, og den af ellepigerne i Elbodalen som forstod sig allerbedst på menneskenes natur. De to ellefolk havde ellers ikke været på talefod siden Frøj forpurrede Alfhilds planer om at sælge mosens gamle offergaver som oldsager på eBay, men efter den hede og tørre sommer var Alfhild alligevel kommet luskende tilbage til ådalens imødekommende væde og tåge. “Det vigtige er at de får ryddet op og ikke spolerer den natur der er tilbage. Og det helst inden vandet stiger så meget at det ikke kun er om vinteren at vi står i vand til knæene her i dalen!”

“Desuden kommer din gamle Nimbus aldrig til at køre igen hvis du skal have den gennem alt det vand først,” indskød Bette Mette, som var den yngste og smukkeste af dalens ellepiger. Og nok også den klogeste.

Frøj kradsede sig i sit velplejede fuldskæg (som han overvejede at barbere af, for moden med man-bun og fuldskæg var ved at klinge af, hele hipster-fænomenet var blevet lidt til grin i de sidste par år). “Det er vel så det, det hele handler om på bundlinjen,” måtte han indrømme. “Jeg skal have den motorcykel ud at køre. Ellers ryger foreningstilskuddet, og så er vi tilbage hvor vi stod for et års tid siden.”

“Jeg trækker ikke helhesten til ponyridning på landsbymarked* en gang til,” sagde Bette Mette bestemt. “Du har bare at holde liv i den motorcykelklub så vi bliver ved med at få penge fra kommunen, Frøj.”

Næste morgen stod der et nymalet lille skilt der hvor Ågade i sin kraft af hovedgade (og eneste store gade i Bredstrup-Pjedsted) krydsede Spang Å. “Pas på mig,” stod der på skiltet, og så var der sirligt malet et billede af jordkloden (næsten – Alfhild havde glemt at male Australien med). “Send dit affald til genbrug.”

Dagen efter lå der otte cykelvrag og et mindre bjerg af gamle øldåser og plasticposer arrangeret under skiltet. Både cykler og dåser så ud som om de havde ligget i vandet et godt stykke tid. Påsat var en lille seddel hvor der blot stod, “Tak for lån.”

En lokal villaejer samlede hele bunken op og kørte den ud på det lokale genbrugscenter. Peter Severin Hansen fandt sig ikke i at udsigten fra hans matrikel blev ødelagt af den slags hærværk. Så kunne de møgunger lære selv at samle deres cykler op, hvis de ville beholde dem!

“Vi holder os til ordsproget,” sagde Bette Mette. “Man fejer for sin egen dør først. Vi kan ikke spare på strømmen før vi får lagt el ind i højen, og der er ingen af os der tager på charterferie, så det kan vi heller ikke holde op med.”

“Jeg kan ikke redde hele verden,” måtte Frøj indrømme. “Men vi kan vel gøre vores her i mosen. Og så håbe på at andre følger efter.” Han så ud over dalen hvor vandet nu stod så højt at man ikke længere kunne se hvor Spang Å holdt op og engen begyndte – det hele stod under vand. Det kom vel ikke til at gå værre end at kommunen måtte åbne sluserne hvis regnen blev ved. Men bedre ville det være hvis dommedagsprofetierne om meget, meget mere regn blev gjort til skamme.

“Mange bække små gør en stor å,” sagde Mette.

*Der var ellers årlige landsbymarkeder og byfester både i Smidstrup og i Bredstrup-Pjedsted, og i et halvt dusin andre småbyer rundt omkring mellem Vejle og Fredericia. Men helhesten havde aldrig tilgivet Bette Mette at den sådan var blevet sat til at slæbe snottede børn rundt mens deres curlingforældre brokkede sig over at skulle betale fuld pris for en trækketur på en hest der kun havde tre ben. Den forsøgte stadig at sparke hende når hun kom for tæt på, og hver gang var den ynkeligt ved at vælte. Hun kunne ikke holde ud at se på det.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Den om offentlighedens adgang til naturen

Historie nummer fire i serien om veteranmotorcykelklubben MC Elverhøj!Den om offentlighedens adgang til naturen

Peter Severin Hansen vidste hvad han ville have: Han ville have ro. Peter var den (næsten) lykkelige ejer af en stump jord ned mod Spang Å. Der gik en natursti langs åbredden og Peter måtte finde sig i motionsløbere og hundeluftere fra både Bredstrup og Pjedsted, som kom luntende forbi uden det mindste hensyn til hans husfred. Nu og da kom et par lystfiskere forbi i waders, for Fredericia Sportsfiskerforening havde i årevis taget sig af ørredplejen i Rands Fjord-området, som Spang Å var en del af.

Helt galt blev det imidlertid først da en af naboerne anskaffede sig en motorcykel. En gammel, grøn Nimbus på flade dæk, der så ud som om den havde ligget nede i mosen i årtier, så kun rusten holdt sammen på resten. Så var der et billede af motorcyklen i landsbyernes fælles Facebook-gruppe. Peters kone kunne yderligere oplyse, at der nu var åbnet en veteranmotorcykelklub henne på Elversti 1.

Det betød krig. Allerede samme dag gik Peter ud i garagen og skruede et træskilt sammen af et par brædder. Han malede sirligt »ADGANG FORBUDT« på det, og nedenunder fik han tegnet noget, der med lidt god vilje kunne forestille en motorcykel med et stort kryds henover. Peter satte en stor træbom hen over naturstien og sømmede skiltet fast på den. En fodgænger kunne sagtens hoppe over eller smyge sig udenom, men en motorcykel ville ikke have en chance.

Frøj var alt andet end imponeret, da han så bommen og skiltet. Han forsøgte at ringe på Peter Severin Hansens dør for at løse problemet i mindelighed, sådan en mand til mand snak over hækken, men det blev der ikke noget ud af. Peter var ikke til at hugge eller stikke i. Det skulle være slut med al den renden og kommen og gåen, han ville have fred på sin matrikel.

»Han giver sig ikke, og jeg giver mig ikke,« sagde Frøj og trak sig i det velplejede lyse fuldskæg. »Det er min mose. Jeg kommer og går som jeg vil.«

»Lad nu være med at lægge for meget i det, storebror,« sagde Bette Mette. Ellepigen var den yngste af Frøjs mange søstre, og også den klogeste. »Det er jo bare en vranten gamling. Din Nimbus kan jo ikke starte alligevel.«

»Det skal den nok komme til,« sagde Frøj sammenbidt. »Jeg har faktisk lånt en bog om motorlære på biblioteket i Taulov.«

Mette lo; det lød som en flok af pippende skovspurve. »Så kan du vel vente med at bekymre dig om hvor du må køre til den tid.«

Højkongen rystede på hovedet så den lyse man-bun hoppede. »Det handler om principper,« sagde han og tog sin mobiltelefon frem for at ringe til politiet.

Frøj blev stillet om otte gange inden han endelig fik lov til at tale med en Marianne, som åbenbart havde forstand på lovgivningen omkring færdsel på offentlig mark og sti. Han forklarede tålmodigt problemet og gjorde klart at han ikke ville finde sig i at blive nægtet adgang.

»Det kan jeg ikke gøre ret meget ved,« indrømmede Marianne. »Du har lov at færdes på udyrkede arealer til fods hvis du fører din hund i snor, og kun mellem klokken syv morgen til solnedgang. Han må også lukke området af hvis der afholdes jagt eller foregår intensivt landbrugsarbejde.«

»Det er ikke et udyrket areal,« sagde Frøj. »Det er en vej gennem en mose. En offentlig jordvej.«

»Nå,« sagde Marianne og han kunne høre, hvordan hun læste på en computerskærm mens hun talte. »Jamen, så har du lov at færdes til fods og på cykel. Adgang sker på eget ansvar. Men din nabo må gerne sætte et hegn op og forbyde færdsel hvis den er til gene for privatlivets fred, eller der er behov for særlig beskyttelse af plante- og dyreliv. Så må du gøre officiel indsigelse hos kommunen.«

Frøj lagde røret på. Den undskyldning med beskyttelse af plante- og dyreliv kunne han selv få brug for næste gang nogen ville bygge flere villakvarterer eller motorveje i hans ådal, så det var nok bedst at lade den ligge. Det var skuffende at politiet ikke kunne hjælpe, men det var nu godt nok at have sådan en undskyldning ved hånden til en anden god gang.

»Det blev du ikke meget klogere af,« sagde Bette Mette og hoppede op på bommen hvor hun dansede let frem og tilbage som om den var en cirkus-line.

Frøj så tilbage mod Peter Severin Hansens hus. Der var lys i køkkenvinduet. »Det er alt for længe siden at jeg har talt med familien på Sjølunds fagre sletter,« sagde han så med et listigt smil.

»Ja, dem skal jeg ikke have noget at gøre med,« sagde Mette og blev til tåge og dis, der drev henover de klatter af gammel sne, der endnu ikke var smeltet bort i martssolen.

Højkongen lo. »Han kan jo ikke fange dig alligevel.« Så gik han hjem for at skrive til sin fætter som sad som elverkonge på Stevns. Han og Klintekongen på Møn var de to berømte højkonger i familien, men det havde Frøj nu ikke noget imod. Det var ikke den store sag for Stevnskongen lige at give en besked videre, for modtageren kom forbi hver eneste nat på sit ridt mellem Vordingborg og Tikøb.

Der skete noget med vejret i ådalen i den uge. Det skulle ellers til at være forår, de første erantis og vintergækker stak allerede deres gule og hvide hoveder op alle vegne, men så slog vinden om i øst. Og der blev den, indtil iskold vind fra det fjerne Sibirien fik temperaturerne ned på grader, som ikke engang havde været besøgt i december og januar*. Det meste af ådalen frøs til – selve Spang Å gjorde selvfølgelig ikke, men mosen og engene rundt om var dækket af is. Ude på en mark mellem Bredstrup og Fredericia sad to hundrede svaner på træk og havde forfærdeligt ondt af sig selv.

Peter Severin Hansen kunne ikke undgå at opdage, at det friske vintervejr fik folk ud og gå tur og se sig om i vintersolen. Han sov også dårligt i disse dage, men det var ikke på grund af kulden. Nej, østenvinden fik det til at lyde som om der var en farlig trafik ad naturstien i bunden af hans have – men når han stak hovedet ud af vinduet var der ingenting at se.

Det lød som heste og gøende hunde. Men der var ingen spor i sneen om morgenen.

Natten derpå kunne han tydeligt høre et jagthorn, men der var vel for pokker ikke nogen der gik på bukkejagt til hest, og så oven i købet midt om natten og uden for sæsonen!

Den tredje nat var bommen splintret til pindebrænde. Skiltet var knækket tværs over, som om et tungt dyr med jernskoede hove havde trampet på det.

Der lå ikke nogen rideskole i Bredstrup eller Pjedsted. Der var selvfølgelig et par gårde med hestehold i området, men Peter kunne ikke udpege synderen. Desuden var der noget, der sagde ham, at det ikke var nogen lille piges hyggepony, der var kommet forbi.

Han satte sig foran køkkenvinduet med en kande kaffe for at vente. Støvlerne havde han på og vinterfrakken lå lige ved hånden. Nu skulle han nok finde ud af hvad der foregik! Konen rystede på hovedet ad ham og gik i seng mens hun mumlede noget om gamle mænd, der så spøgelser.

Natten faldt på og det blæste op så det susede i trækronerne og peb i skorstenen. Sneen dansede og føg omkring og det var svært at se ret meget inde fra huset. Lyden af hundegøen fik ham til at spidse ører – det var ikke bare nogens glade labrador, der var stukket af ud på nattetur, nej, der var mange af dem, og de lød store og vrede.

Peter Severin Hansen trak frakken på og gik ud på terrassen. Det var der, han så dem.

Store, sorte hunde med flammende gab kom strygende lige igennem hans have, henad naturstien, uden at sætte et eneste spor i sneen under sig. Han gned sig i øjnene og vendte sig så hurtigt om ved lyden af tordnende hestehove – eller var det larmen i trækronerne? Han så op – lige op i de blankskoede hove på den store, sorte hest, der galopperede forbi højt oppe over hans hoved.

Lyden af et jagthorn skar gennem natten og snefaldet. Sorte ryttere på sorte heste fulgte efter den første, hen over ham og hen over tagryggen på huset, og bag dem kom endnu flere store, sorte hunde. Og stadig var der ikke et eneste spor at se.

Peter Severin Hansen satte sig på rumpen i sneen (så var der da i det mindste ét aftryk dagen derpå) og besvimede.

Frøj holdt sin hest an et par meter over jorden og så sig tilbage over skulderen før han igen lod den løbe. Den forreste rytter vinkede ham frem til sig. »Ham var der ikke meget ved,« sagde han og lo. »Bedre mænd end han har stillet sig på min vej og dog har de måttet flytte sig!«

Højkongen grinede bredt. »Jeg tror han er færdig med at spærre offentlig sti fra nu af, Deres Majestæt.«

Jægeren lo og klappede Frøj på skulderen med en næve klædt i en middelalderlig stridshandske. »Du siger bare til en anden gang, Frøj. Nok elsker jeg min jagt på Gurre, men det er nu en god spøg sådan at ride en anden tur nu og da. Hils dine søstre!« Han lod hornet lyde igen, og både rytter- og hundespøgelser fulgte efter ham da han lod hesten springe an, lige op i nattehimmelen. Frøj slap sin egen hest løs så den kunne rende med sine medspøgelser.

Næste morgen gik Peter Severin Hansen ud og pillede resterne af bommen ned og smed dem i brændekassen sammen med det ødelagte skilt. Han sagde aldrig et ord mere om den sag, hverken til konen eller til nogen anden. Til gengæld blev hans kælder oversvømmet da al sneen og isen smeltede af ådalen i løbet af den næste uge.

Frøj, derimod, måtte bruge den næste måned på at gøre Bette Mette og hendes søstre gode igen. Valdemar, den danske konge, der spøgte på Sjælland, kunne hun ikke lide – for det Valdemar allerhelst ville jage var ellepiger og slatten-langpatter. Og som Mette sagde, hendes patter havde den størrelse der så godt ud i en soltop, men at hun var ellepige, det kunne hun ikke sno sig ud af.

*December og januar ikke havde forsøgt særligt hårdt på at sætte kulderekord i vinteren 17/18. Det havde faktisk været så varmt, at der var en forvirret andefamilie, der havde ællinger den 3. februar.

Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.
Spang Å fyldte faktisk ådalen ret pænt ud mens sneen smeltede.

Illustration og foto © 2018 Birgitte Heuschkel.

Du kan finde resten af serien om MC Elverhøj her. Vil du vide mere om spøgelseskongen Valdemar Atterdag kan du finde et indlæg om sagnet lige her.