Fra husgud til julefigur: Hvem er nissen?

Hvem er nissen?

Vi kender alle nissen som sidder på loftet med sin julegrød. Han er en lille, gammel fyr med gråt skæg og rød hue, og hvis han ikke får sin smørklat i grøden bliver der ballade. Men før nissen blev symbol på jul i supermarkedet var han den af gårdens vætter som blandede sig allermest i menneskenes dagligliv.

Vætter og gårdboer

Nissens historie fortaber sig i oldtiden. Han er en vætte, en naturånd som er flyttet indenfor hos menneskene. Måske er han inspireret af de romerske husguder som kaldtes lares, som vore fjerne forfædre hørte om fra rejsende handelsmænd helt tilbage til bronzealderen. Lares spillede nemlig samme rolle i oldtidens Rom som nissen gjorde her i landet for så sent som bare hundrede år siden.

Man skal holde sig gode venner med sin husgud. At sætte grød op på loftet til nissen er den sidste rest af en urgammel tradition. Man ofrer til nissen eller husguden for at han til gengæld passer på hjemmet og arbejder for at der kommer velstand til gården.

Det kan være svært at skelne mellem nisse, vætte eller gårdbo. Det er samme væsen der er tale om: Bittesmå menneskelignende naturånder som holder til tæt på menneskene. Når vætten flytter ind, typisk på høloftet eller i stalden, skifter han navn til nisse eller gårdbo. Så kan man kende ham fra alle de andre vætter som bor tæt på menneskene, men ikke har indgået en samarbejdsaftale med dem.

Nissens signalement

I vores moderne opfattelse er nissen en lille mand med stribede strømper i træskoene, knæbukser og rød hue. I Povl Abrahamsens bog, “Jul i gamle dage”, har forfatteren fået en nisse beskrevet af en gammel bondekone fra Bornholm, som hævdede selv at have set den. Hun blev interviewet i 1960, og beskrev nissen som en væver lille størrelse med gråt skæg og vadmelsklæder, og en rød hue på hovedet. Han smuttede rundt når gårdens beboere var hjemmefra og forsvandt igen når de kom hjem.

Beskrivelsen er næsten identisk med de første tegninger af nisser herhjemme, som stammer fra omkring år 1840. De første nissepostkort, julekortenes forløbere, stammer fra omkring år 1870. De viser nissen på samme måde.

Når nissen er sådan klædt på er det fordi han går i gammeldags bondeklæder. Sådan forestillede man sig gamle dages husmænd og bønder. I år 1840 huskede man på ‘gamle dage’ som den sidste halvdel af 1700-tallet. Da man begyndte at tegne og trykke billeder af nisser kom han til at se ud som man huskede bønderne fra dengang bedstefar var knægt.

Lille, men stærk som bare pokker

Nissen er ikke særlig stor. De fleste historier beskriver ham som værende på størrelse med en seks-syvårs dreng. Nogle gange er han ikke større end en grydeslev. Men umenneskelig stærk, det er han altid.

I en historie fra Dragstrup hugger gårdnissen tit hø fra herregården Søborgs lade. En aften han sådan er ude og stjæle hø har han fået snuppet lidt for meget, så han er nødt til at sætte sig et øjeblik for at få pusten. Der kommer så en bonde forbi på landevejen, og nissen skynder sig at samle sit hø til sig. Han glemmer imidlertid en tot.

Bonden siger så, “Du har vist glemt noget.” Nissen ser totten og svarer, “Den visk kan du have!” Så forsvinder han ellers med hø og det hele, for egentlig har han nok ikke lyst til at sådan at blive taget i at stjæle. Imidlertid er den ‘tot’ som nissen glemte så stor at bonden næste dag må stille med heste og vogn for at få den hjem. Der viser sig at være ikke mindre end syv fulde læs hø!

Nissen som hjælper

Ligesom de andre underjordiske der bor tæt på menneskene er nissen ofte en venlig lille sjæl. Han vil have det han har krav på, men så skal han også nok gøre gengæld. Han har en udpræget retfærdighedssans som den lille husgud han jo er.

Et sagn fra Kalundborgegnen fortæller om en nisse der gerne arbejdede som smed. Folk så ham aldrig, men når noget skulle smedes eller repareres skulle man bare lægge det på en stor sten udenfor gårdporten. Var det noget gammelt der var itu lagde man stumperne. Var det noget nyt der skulle laves lagde man et færdigt eksemplar ved siden af så nissen havde noget at bruge som skabelon. Nissen tog sig betalt for sit arbejde, men kun det halve af hvad landsbysmeden skulle have. Kom man til at lægge for mange penge lå byttepengene altid på stenen næste morgen, sammen med det færdige redskab.

Den samme nisse bankedepå gårdens vinduer en morgen og råbte at folkene skulle stå op, for ellers ville den røde hane gale. Brand var noget man tog særdeles alvorligt så alle skyndte sig ud for at se hvad der var galt. Det viste sig så at noget halm på møddingen var brudt i brand. Der blev slukket inden ilden bredte sig, og det viste sig bagefter at gårdens pige var kommet til at smide varm aske ud.

Den nisse var en god nabo. Ikke bare arbejdede han til halv pris, han holdt også brandvagt om natten.

I en historie fra Livø går en lille pige vild og kommer til en grøft hun ikke kan springe over. En lille bitte mand med rød hue dukker op ingensteder fra, og bærer hende sikkert over. Det var gårdens nisse – og det vidste man med sikkerhed, for der boede kun to familier på Livø dengang, og den anden familie havde ikke nogen nisse.

Nissen elsker heste

Nissen passer godt på gårdens dyr. Et utal af sagn fortæller om vintre hvor man ikke har kunnet grave sig over til stalden for sne. Men da det endelig lykkes viser det sig at nissen har passet heste og køer mens menneskene ikke kunne gøre det selv.

Hestene er imidlertid nissens yndlige. Han pusler om dem og passer på dem, og rider på dem. Når nissen rider gør han noget ved det; står hesten svedig i stalden om morgenen er det fordi nissen har redet den hele natten. Har den lange knuder i man eller hale er det fordi nissen har flettet den for at bruge den som stigbøjle.

Nogle nisser foretrækker røde heste mens andre hellere vil ride de grå. Men åbenbart er der også nisser der helst vil ride på de brogede tinkere, som billedet nedenfor viser.

Mareknuder er i virkeligheden de underjordiskes stigbøjler.

Man skal ikke blive uvenner med nissen

De fleste har vist læst i skolen om nissen der flytter med, og om nissen der kaster den sure bonde op på brønden eller hustaget om natten. Den slags sagn har vi rigtigt mange af. Nissen vil gerne arbejde og han vil såmænd også gerne både stjæle og slås for sin herre. Men får han ikke det han mener at han har krav på i løn kan han blive rigtig ubehagelig. Nissen har en udpræget retfærdighedssans og man skal ikke forsøge at snyde ham.

Når nissen bliver vred er det ikke altid menneskene der må stå for skud. I et kendt sagn har gårdens pige gemt smørklatten i grøden på bunden af skålen for at drille. Nissen bliver så vred at han går over i stalden og slår bondens bedste røde ko ihjel på stedet. Da han så spiser færdig finder han smørret alligevel. Så skammer han sig, og da han ikke kan mane koen tilbage til livet render han land og rige rundt for at finde en ny ko som er både rød og god inden daggry.

Netop fordi nisser gerne stjæler når de synes at det er nødvendigt bliver de tit uvenner med hinanden. Derfor kommer nisserne nu og da op at slås. Nogle gange tager de mennesker med sig som vidner. Derfor ved vi at nisserne gerne forvandler sig til store dyr eller flammende vognhjul når de sådan ryger i totterne på hinanden.

Kilder

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922).Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Illustration: Birgitte Heuschkel.
Foto af mareknude gengivet med tilladelse fra facebook-gruppe om hestevelfærd.

Gud – et navn med magisk magt

Guds navn

Troen på de underjordiske her i Danmark er meget ældre end den kristne tro, som først nåede hertil omkring år 900. Så hvorfor har selve ordet ‘gud’ magt over dem?

Vore ældste skriftlige kilder beretter om vætter, dværge og alfer i vikingernes sagnverden – naturånder og naturkræfter har været tilbedt, frygtet og handlet med, lige så længe som der har været mennesker til at gøre det.

Da kristendommen fik magt i Danmark skar man imidlertid alt det hedenske over én kam. Hvis det ikke hørte til kirken og Bibelen, så hørte det til i Helvede. Nu hed det sig at de underjordiske blev skabt da Vorherre kastede de faldne engle ud af Himmerige. Det var ikke alle sammen, der ramte ned i Helvede, og nogle af dem var slet ikke onde nok til at høre til der. Mange af englene faldt ned på jorden i stedet for; de gik i tusinder af stykker og blev til den vrimmel af underjordiske og overnaturlige væsener, der omgiver os overalt hvor mennesker færdes.

»Bjærgmændene er blevne til på den måde, at da Vorherre nedstyrtede de onde engle fra himlen, så kunde de ikke nå til helvede alle sammen, og nogle bosatte sig da i höjene og bakkerne.«

Sådan forklarer folkesagnet hvor vætter, nisser, ellefolk og alle de andre sære skabninger stammer fra. De er smådjævle alle sammen – væsener, der vendte Gud ryggen, eller i alt fald ikke fik foden med indenfor døren i det kristne. Men selv om de underjordiske kan være både drilske og ondskabsfulde hvis de har lyst til det, så er de ikke gennemført onde nok til at høre til blandt dæmoner og rigtige djævle i selve Helvede.

Selv navnet er for helligt

Lucifer styrtes fra Himmerige.
Lucifer styrtes fra Himmerige. Illustration af Gustave Doré (1832-1883) for John Milton’s »Paradise Lost«.

I kraft af deres infernalske natur og oprindelse kan det ikke komme bag på nogen at de underjordiske har det svært med kirken. De flygter fra lyden af kirkeklokker, og slår man korsets tegn for sig må de som oftest forsvinde. I folketroen er der ikke noget, der er mere magtfuldt end den kristne tro. Fadervor er den mægtigste besværgelse af alle.

Selv ordet »Gud« er for helligt for de underjordiskes ører. De kan ikke lide at høre om den slags og flygter gerne hvis man begynder at tale om Vorherre. I en typisk historie fra Nordjylland gik en mand mellem to høje ved Biersted. Her mødte han en hel skare af småfolk, som spærrede vejen. De fortalte ham at de var på vej til bryllup mellem henholdsvis søn og datter fra to forskellige kæmpehøje på egnen. »Ja, far med Gud,« siger manden for at ønske dem held og lykke – men så forsvinder hele flokken. De underjordiske kan ikke engang tåle at høre navnet.

Dengang disse sagn og historier opstod var kristendommen en fasttømret del af hverdagen. I dag tager vi stilling om vi vil bekende os til en religion, og i så fald hvilken en ud af et større udvalg. For vores forfædre var der ikke noget valg og ikke nogen tvivl; Gud og kirkens magt var lige så virkelig som regnvejr og køer – det var så sikkert som amen i kirken.

Det var Gud alene, der stod mellem mennesket og alle de kræfter, der prøvede at skade det. Djævle, naturkræfter, ånder, dæmoner, hedenske guder, de underjordiske – alle er manifestationer af alt det, mennesket ikke kan styre. Troen på kristendommens magt over alt det onde og ustyrlige var lyset, som man holdt sig til i en verden fuld af mørke og farlige magter. Netop derfor har Vorherre magt over alt det farlige, mørke og kaotiske som truer hverdagens fred.

Men inden vi griner alt for højt ad de vætter og nisser, der må flygte når de hører nogen sige »gud« skal vi huske på, at i nogle kredse har man debatteret Guds sande navn i snart to tusind år. Dæmoner og djævle må flygte fra Jesus’ navn – og stærkt troende religiøse teoretikere diskuterer stadig hvor galt det vil gå, hvis Guds sande navn nogensinde udtales. Ord har magt!

De forbudte ord

Fordi de underjordiske jo i virkeligheden er djævelske af natur kan de naturligvis ikke bruge de kristne ord og besværgelser selv – dem må de flygte fra. Det er oplagt at de ikke kan sige »Gud« eller »Jesus«. De kan heller ikke bruge nogle af alle de mange udtryk vi har, hvor Guds navn indgår. Vætter og ellefolk kommer aldrig til at sige »gudskelov« når noget går godt. De siger heller ikke »bevares!« når det går skidt, for det er en sammentrækning af »Gud bevare os.« Hvis de underjordiske nogensinde får fat i mobiltelefoner og sociale medier kommer de heller aldrig til at skrive den moderne teenagepiges »OMG!«.

Djævle må i kraft af deres natur selvfølgelig heller ikke ønske noget godt for andre. Derfor siger bjergmanden bare »aften« eller »dav« når du møder ham, for han kan ikke ønske dig en god aften eller en god dag selv om han gerne ville.

Omskrivninger og paralleludtryk

»Hillekløer!«

De underjordiske lægger sig ofte udtryk til som efterligner de rigtige men undgår det hellige islæt. En overrasket vætte kan ikke udbryde »Hillemænd!«, som ellers er et godt, gammelt udtryk for forbløffelse. Ordet er imidlertid en sammentrækning af »hellige mænd«, altså helgener og apostle, og den slags kan de underjordiske jo ikke gemme sig bag. I stedet råber vætten overrasket »Hillekløer!«. Velsignede kløer optræder ikke i Bibelen, men det lyder tæt nok på til at kunne give udtryk for den samme følelse.

Tag nu lidt hensyn

Det er ikke altid at man er på dårlig fod med de underjordiske i vores fortælletradition. Det er naturligvis dårlig skik og brug at slynge sin kristentro i hovedet på vætter og nisser som man ellers er gode venner med. Så gælder der særlige husregler for at kristne mennesker og hedenske underjordiske kan bo side om side.

På en gård fik man en ny pige, som gjorde korsets tegn over ildstedet når hun havde tændt op, og det blev man nødt til at forbyde. Det kunne de underjordiske nemlig ikke lide, og der blev en farlig larm og ballade i huset når hun gjorde det. Ellers var de overnaturlige naboer venlige og fredelige nok.

En anden historie fortæller om en bonde som fik besøg af »et bitte korn dværg-kvindemenneske« som bad ham om at gå ud og dække de plovfurer til, som han netop havde pløjet. Hun kunne nemlig ikke gå over dem for at hente vand til sine børn. De underjordiske kan ikke krydse plovfurer, for når man gør det, laver man jo korsets tegn ved at bevæge sig på kryds henover furen.

En tusindårig proces

Mange af de underjordiske, især nisser og bjergfolk, er i virkeligheden ikke meget anderledes end de mennesker, de bor hos eller i nærheden af. Derfor kan de godt blive irriterede når menneskene bliver alt for frygtsomme og påkalder Gud og gode engle over det rene ingenting. Det kan man jo godt forstå – vi andre bryder os heller ikke om at blive anklaget for alt muligt blot fordi ‘man ved jo aldrig med sådan nogle som jer’.

Engang var de underjordiske naturånder, som man handlede med og forsøgte at formilde. I asetroen blev de sorteret og navngivet og gjort til genkendelige ‘stammer’ som vi stadig husker: dværge, ellefolk, alfer og så videre. Med kristendommens komme blev de underjordiske gjort til smådjævle som var underlagt korsets magt.

I bund og grund handler det hele om det samme som for tusinder af år siden: Natur og kaos skal formildes, navngives og undertvinges, så mennesket kan trives. Allerdybest inde, længst nede i vores primitive menneskesjæl, frygter vi stadig rovdyret derude i mørket.

Citater fra:

»Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Amos Bar Zeev (Unsplash),  Public domain.

Gammel tro og gode råd i julen

Gammel tro og gode råd i julen

Juletræer og julenisser og risengrød på loftet – vi kender alle sammen de gængse traditioner. Men traditioner er levende og ændrer sig, så lad os tage et kig på nogle af de ældre sædvaner, som er gået af mode nu om dage. Der må gerne grines, for mange af disse traditioner og overleveringer er ikke ældet med ynde. Andre skaber en stærk kontrast, som viser hvor meget vores samfund har ændret sig i det århundrede, der er gået siden disse råd først blev skrevet ned.

Julen ligger i årets slutning, og mange gamle traditioner handler om at forudsige hvad der vil ske i det næste år.

Er man ikke færdig med husarbejdet inden solen går ned juleaften, så kommer man også til at være bagud med alt i det nye år.

Juleaften skal der sættes to lys på bordet. De må ikke flyttes, og gør nogen det alligevel, så dør han eller hun i det nye år. Der meldes intet om hvornår de så må flyttes, men jeg ville nok tage chancen henad anden juledag.

Hvis du juleaften sætter dig på kirkegårdsmuren med en grøn jordtørv på hovedet vil de, der skal dø i løbet af det kommende år, komme gående i den orden de skal dø. De vil nok være temmelig sure over at blive halet væk fra deres julemiddag.

Andre juletraditioner handler om at beskytte sig imod det onde.

Du må ikke hvæsse din kniv under bordet juleaften, ellers dør du i løbet af året. Det anbefales nu om dage at bruge bestik af rustfrit stål.

Du skal huske at lægge kors eller stål i kornet på loftet og slå kors med kridt over alle døre, så hekse og troldtøj ikke kan blande sig i julefesten eller hugge kornet mens dine karle er fulde.

I juletiden må du ikke nævne rotter og mus, så kommer der mange af dem næste år. Du må heller ikke bore hul i noget, så dør dine gæslinger. Det vides ikke, om forbuddet også gælder for undulater og kanariefugle.

Du må ikke sy i højtiden, ellers får du bulne fingre. Tørrer du tøj i julen dør du inden året er omme. I det hele taget er der et hav af formaninger om ikke at arbejde i helligtiden. Nogle steder er der så meget forbud imod fysisk aktivitet, at du ikke engang må røre om i suppen.

Nogle juletraditioner er mest af alt bare finurlige.

Slægtens døde deltager gerne i julefestlighederne. Derfor skal der være en ekstra kuvert ved bordet og en tændt tælleprås i vinduet så de døde kan finde vej hjem. I Sverige var det praksis at lade hele julebordet stå hele højtiden så de afdøde selv kunne betjene sig; her til lands var det mere almindeligt at lade et brød og snapseflasken stå fremme.

Mange steder var det skik, at karle og piger tilbragte julenatten i halmen, muligvis for at minde om Jesusbarnet i stalden. Flere præster fordømte dog denne skik, idet de unge ikke altid kun brugte tiden til at sove.

Og endelig er der de traditioner, som handler om at forsøge at påvirke tiden, der kommer, på mere eller mindre magisk vis. Nogle af dem giver god mening, som f.eks. at sørge for at køerne ikke taber tænderne som følge af mineralmangel.

Juleaften skal du gnide dine køer med salt, malt og sod for at deres tænder skal forblive sunde og stærke. Giv evt. en salt- eller spegesild med en skefuld tjære. Nu om dage er det okay at fodre dem med et vitamin- og mineraltilskud i kosten. Min hest har i alt fald sine tænder endnu.

Husk at give gårdhunden en godbid fra julebordet, så får du held i det kommende år. Gælder nok ikke hvis du giver den et kalkunlår og den dør som følge af splintrede fugleknogler.

Julemorgen skal du vande din hest før alle andre, så får du den bedste hest i byen. Jeg ville gerne melde tilbage om det virker, men desværre har min stald automatisk vandingsanlæg.

Alle skulle være mætte i julen, så det var skik at gemme høstens sidste neg og sætte det ud til markens fugle i julen; således ville man heller ikke selv komme til at mangle korn i tiden, der kom. Denne skik er sandsynligvis den sidste rest af gammel tids solhvervsofringer.

På samme vis gav man brød, øl og kød til fattiggården og julekurve til daglejerhjem og husmandssteder. Det luner så godt i sjælen at føle sig gavmild, men i sidste instans var her nok også tale om både kristen barmhjertighed og en rest af gammel tro på, at det man gør i højtiden, det gør man hele året – og har man råd til at give, så vil man gerne blive ved med at have det!

Kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.

»Jul i gamle dage«, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.