Den om klimaforandringer

Først kom der en uge med hård frost og så en uge med tøvejr. Regnen stod ned i tove dag og nat, og snart svulmede Spang Å op og flød ud over sine bredder nede i ådalen. Galloway-kvæget var taget hjem på stald for vinteren så det gjorde ikke så meget at ænderne fik våde fødder. Det svanepar som holdt til i et lille kildevæld flyttede ud på markerne ved Bredstrup hvor der alligevel overvintrede tyve-tredive andre par. Grågæssene på træk slog sig også ned hos svanerne, for de holdt heller ikke af at sove under vand.

Fredericia Kommune opdæmmede Spang Å hver vinter, sådan at ådalen blev gødet på naturlig vis når vandet stod højt nok til at gøre engene våde. Når foråret så rigtigt kom åbnede man for sluserne igen, Spang Å smuttede lydigt tilbage i sit leje, og kvæget blev sluppet ud på græs i det friske forårsgræs.

Ellekongen Frøj bekymrede sig ikke om den stigende vandstand i ådalen, i alt fald ikke til at begynde med. Forårets tøbrud medførte altid oversvømmelser – det var faktisk hele formålet med at opdæmme åen. Det var måske også lidt optimistisk at kalde februar måned for forår, men tøvejr var det, og vintergækker og erantis var allerede oppe alle vegne.

“Ja, jeg ved nu ikke,” sagde Frøj den Ældre. Den foregående ellekonge havde afstået titlen til sin søn i begyndelsen af 1970’erne da man førte motorvejen ud gennem Elbodalen. I ren fornærmelse havde han sat sig ud på en knold i ådalen, og der sad han stadig. Frøj den Yngre, som nu regerede som ellekonge over Elbodalen, gik tit ud for at få sig en sludder med den gamle. Han vidste mange ting, også selv om han var gammel og forstokket, og aldeles kørt bagud af den teknologiske udvikling.

“Hvad ved du ikke?” spurgte sønnen tålmodigt. Man måtte give sig tid med den gamle. Han havde aldrig travlt.

Den gamle gubbe på knolden i åen slog ud med hånden mod det blanke, blå vand. “Ja, det der. Der stod jo blankt vand her da jeg var knægt. Dengang sejlede de med kogger og skindbåde, helt ind til Taulov. Men det er længe siden.”

“Vandstanden er faldet meget siden middelalderen,” sagde Frøj den Yngre. “Landet rejser sig, det sker alle vegne. Desuden ville dalen ikke blive oversvømmet hvis kommunen ikke lukkede for sluserne om vinteren. Så ville det rende hele ud i Rands Fjord, ligesom i gamle dage.”

“Ja, du snakker som du har forstand til,” gryntede faderen og slog ild med sit gamle fyrtøj – han havde vundet det fra en svensk soldat i 1657 i et spil terninger. Han fik blus på den gamle kridtpibe som engang havde været hvid men nu nærmest var samme farve som god, brun sovs. “De laver om på det. Vejret, altså. De kan ikke lade godt nok være i fred, det har de aldrig kunnet.”

Han mente naturligvis menneskene. Det gjorde Frøj den Ældre altid. Han havde sikkert brokket sig da isen trak sig tilbage og de første mennesker dukkede op i rensdyrenes fodspor, men det havde Frøj den Yngre heldigvis ikke været gammel nok til at høre på dengang.

“De snakker selv om det nu,” sagde ellekongen forsigtigt. “Rigtigt meget, endda.”

“Det hele forandrer sig jo,” sagde hans far uden at høre efter. “Her var lunt og godt dengang tøserne rendte rundt i snoreskørter med bronzespænder på bæltet. Så blev her koldt igen og folk rejste sydpå for at slås med romerne.”

“Jeg kender godt historien,” sagde Frøj.

Den gamle tog sig ikke af afbrydelsen. “Så blev det varmt igen. De sejlede køer til Grønland. Til Grønland, Frøj! Og til Vinland, hvor druerne groede vildt ligesom i Italien!”

“Og du har aldrig været nogen af stederne,” sagde Frøj. Ellekongerne kunne ikke sådan lige forlade deres domæne, i alt fald ikke for en længere tid. Frøj den Ældre havde aldrig været længere væk end Vejle, så vidt hans søn vidste.

“Du snakker,” gentog den gamle. “Her blev skidekoldt igen. I 1660 frøs bælterne til så svenskerne kom rendende hen over isen. De havde ikke brug for at sejle!” Han viftede med den svenske soldats fyrtøj for at understrege sine ord.

“Det er ikke menneskenes skyld at vejret ændrer sig,” sagde Frøj. “Vi har kolde perioder og vi har varme perioder. Sådan har det altid været.”

“Det skal du fandeme ikke minde dem om,” sagde hans far. “Lad dem bare holde fast i at det hele er deres skyld. Så kan det være de holder op med at tro at alting handler om dem. Der er snart ikke vild natur nok tilbage her i landet til at man kan slå en skid uden at få en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.”

Frøj den Yngre lod faderen sidde på sin knold i åen og brokke sig. Sådan var han nu engang bedst tilfreds med tilværelsen, så det var ikke noget nogen skulle lave om på. Men den gamles ord blev i ellekongens tanker. Sommeren 2018 havde været skoldende hed og tør. Med kunstvanding og støtteordninger havde landbruget klaret sig endda. Spang Å var da heller ikke forsvundet, men der havde nu ikke været meget vand tilbage.

Menneskene talte meget om det. Når han læste med på de hede debatter på sociale medier eller så forskerne diskutere i nyhedsprogrammerne var det lige før Frøj overvejede at smide sin mobiltelefon i åen. Tonen var ikke til at holde ud. Tilhængere og modstandere beskyldte hinanden for alt muligt, tonen var som i en børnehave hvor ingen af ungerne har fået frokost og de halve trænger til at få skiftet ble, og på uhyggelig vis endte de fleste debatter med at folk beskyldte hinanden for at være højreekstremister eller venstrefascister.

“Min bror har ret,” sagde Alfhild. Hun var Frøjs tante, og den af ellepigerne i Elbodalen som forstod sig allerbedst på menneskenes natur. De to ellefolk havde ellers ikke været på talefod siden Frøj forpurrede Alfhilds planer om at sælge mosens gamle offergaver som oldsager på eBay, men efter den hede og tørre sommer var Alfhild alligevel kommet luskende tilbage til ådalens imødekommende væde og tåge. “Det vigtige er at de får ryddet op og ikke spolerer den natur der er tilbage. Og det helst inden vandet stiger så meget at det ikke kun er om vinteren at vi står i vand til knæene her i dalen!”

“Desuden kommer din gamle Nimbus aldrig til at køre igen hvis du skal have den gennem alt det vand først,” indskød Bette Mette, som var den yngste og smukkeste af dalens ellepiger. Og nok også den klogeste.

Frøj kradsede sig i sit velplejede fuldskæg (som han overvejede at barbere af, for moden med man-bun og fuldskæg var ved at klinge af, hele hipster-fænomenet var blevet lidt til grin i de sidste par år). “Det er vel så det, det hele handler om på bundlinjen,” måtte han indrømme. “Jeg skal have den motorcykel ud at køre. Ellers ryger foreningstilskuddet, og så er vi tilbage hvor vi stod for et års tid siden.”

“Jeg trækker ikke helhesten til ponyridning på landsbymarked* en gang til,” sagde Bette Mette bestemt. “Du har bare at holde liv i den motorcykelklub så vi bliver ved med at få penge fra kommunen, Frøj.”

Næste morgen stod der et nymalet lille skilt der hvor Ågade i sin kraft af hovedgade (og eneste store gade i Bredstrup-Pjedsted) krydsede Spang Å. “Pas på mig,” stod der på skiltet, og så var der sirligt malet et billede af jordkloden (næsten – Alfhild havde glemt at male Australien med). “Send dit affald til genbrug.”

Dagen efter lå der otte cykelvrag og et mindre bjerg af gamle øldåser og plasticposer arrangeret under skiltet. Både cykler og dåser så ud som om de havde ligget i vandet et godt stykke tid. Påsat var en lille seddel hvor der blot stod, “Tak for lån.”

En lokal villaejer samlede hele bunken op og kørte den ud på det lokale genbrugscenter. Peter Severin Hansen fandt sig ikke i at udsigten fra hans matrikel blev ødelagt af den slags hærværk. Så kunne de møgunger lære selv at samle deres cykler op, hvis de ville beholde dem!

“Vi holder os til ordsproget,” sagde Bette Mette. “Man fejer for sin egen dør først. Vi kan ikke spare på strømmen før vi får lagt el ind i højen, og der er ingen af os der tager på charterferie, så det kan vi heller ikke holde op med.”

“Jeg kan ikke redde hele verden,” måtte Frøj indrømme. “Men vi kan vel gøre vores her i mosen. Og så håbe på at andre følger efter.” Han så ud over dalen hvor vandet nu stod så højt at man ikke længere kunne se hvor Spang Å holdt op og engen begyndte – det hele stod under vand. Det kom vel ikke til at gå værre end at kommunen måtte åbne sluserne hvis regnen blev ved. Men bedre ville det være hvis dommedagsprofetierne om meget, meget mere regn blev gjort til skamme.

“Mange bække små gør en stor å,” sagde Mette.

*Der var ellers årlige landsbymarkeder og byfester både i Smidstrup og i Bredstrup-Pjedsted, og i et halvt dusin andre småbyer rundt omkring mellem Vejle og Fredericia. Men helhesten havde aldrig tilgivet Bette Mette at den sådan var blevet sat til at slæbe snottede børn rundt mens deres curlingforældre brokkede sig over at skulle betale fuld pris for en trækketur på en hest der kun havde tre ben. Den forsøgte stadig at sparke hende når hun kom for tæt på, og hver gang var den ynkeligt ved at vælte. Hun kunne ikke holde ud at se på det.

Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Den om Webergrillen

Den om Webergrillen

Først sneg vintergækkerne sig ubemærket ind på græsplænerne, og et par dage efter fulgte de gule erantis efter. Så kom der påskeliljer i bedene og mælkebøtter i plænerne. Lige pludselig var det maj måned med prydkirsebær og tulipantræer og forsommerblomster, der eksploderede op af jorden. De stille villaveje var pludselig ikke så stille mere, for nu kom have- og grillfolket ud af vinterhi – som muldvarpe, lokket frem i solen ved duften af barbecue-sauce.

Hurtigt var der tyve grader i solen på sådan en majdag og de første rhododendron sprang ud i farver fra sart babypink til bloddryppende mørkerød. »Så er det sommer,« erklærede højkongen Frøj til de andre medlemmer af MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentuasiaster. »Som forening skal vi afholde et antal arrangementer om året for at opretholde vores foreningstilskud. Nu om dage er det skik og brug her til lands at man griller når vejret er godt, så det første arrangement bliver sådan en grillaften.«

»Det er vel ikke nogen særlig kunst at stege et stykke kød over et bål,« sagde Frøj den Ældre. Han holdt stadig til på den knold ude midt i Spang Å, hvor han havde sat sig i vrede da man i starten af 1970’erne førte motorvejen gennem Elbodalen. Som regerende ellekonge i hans sted gik Frøj tit ud for at snakke med faderen om udviklingen – ikke fordi at Frøj den Ældre var med på noderne, tværtimod. Hvis den gamle ellekonge kunne overtales til at prøve noget nyt kunne alle.

»Vi skal have sådan en,« sagde Frøj den Yngre og viste sin far et farvestrålende katalog på tykkelse med en af de telefonbøger, som blev husstandsomdelt den gang telefoner stadig mest blev brugt til at tale i. »Se lige her – grillristen er i porcelænsemaljeret støbejern og den har integreret igrill-teknologi til brug sammen med den gratis Weber igrill-app – og grease management system i åbent standerdesign.«

»Alt det ved jeg overhovedet ikke hvad betyder,« gryntede den gamle.

»Det gør jeg heller ikke,« indrømmede Frøj. »Men det lyder godt!«

Ellekongen bestilte sin nye gasgrill samme dag. Den kostede en mindre formue, men man må jo følge med udviklingen, og desuden var der ingen bedre forslag til hvordan man skulle bruge motorcykelklubbens foreningsmidler. Lille Pæ Vætte havde snakket noget om at indkøbe en motorcykel der rent faktisk kunne køre, men det var der ingen andre, der havde hørt efter. Det var slemt nok at Frøj selv stod og rodede med sin aldersstegne Nimbus – der var ingen andre, der havde lyst til at blive smurt ind i motorolie.

Den nye Weber gasgrill var sort og stålblank og så så moderne og fin ud, at Frøj måtte tage handsker på for ikke at komme til at sætte fingre på det finpudsede metal. Den så ud som om den hørte til på kommandobroen på et moderne krigsskib – ikke at Frøj nogensinde havde været ombord på sådan et, men han havde jo sine tanker om hvordan ting så ud. Da grillen først blev stillet op på en knold ude på engen var det som om hele ådalen ligesom kom ind i det enogtyvende århundrede – i alt fald lige rundt om den nye maskine.

»Det er velsagtens ikke nok bare at have den stående,« sagde vætten Lillekræn. »Den skal vel både fodres og muges under.« Gasgrillen skinnede fint i aftensolen.

»Vi må da indvi den,« tiggede Bette Mette. »Du skal da vise den frem for naboerne, Frøj.« Ellepigerne var altid hurtige med en undskyldning for at holde fest og dans.

Sådan en majaften havde aftenluften stadig lidt bid tilbage når man stod i skyggen, og vinden duftede af æble- og kirsebærblomster. Det var ikke så ringe da den gamle kæmpehøj rejste sig tungt på fire gloende pæle så man kunne se den langvejs fra – hvis man ellers kunne se den slags, for de fleste mennesker så lysene og troede at det bare var biler på den fjerne landevej. Det var lettere at skille sig ud i nattemørket dengang de eneste lys på landevejene sad som kørelanterner på bøndernes hestevogne.

Åmanden dukkede op med søgræs i håret. Han boede ude hvor Spang Å løb ud i Rands Fjord, og han havde en hel kurv friskfangede, fede rudskaller med. »De ser ikke ud af så meget, men de passer lige til en snaps hver,« som han sagde.

Frøj trak mobiltelefonen frem. »Lad os nu se – der er ikke så meget kød på sådan en lille fyr – der er en opskrift med wasabi-olie og sesamfrø her, den passer vist lige til. Mette, du må lige stikke ind og hente noget sød sennep og olivenolie til mig.«

»Er der andet, jeg skal tage med?« spurgte Bette Mette, som ikke havde lyst til at løbe hele vejen ind til Føtex i Fredericia bare for at blive sendt tilbage igen efter noget andet.

»Der står her, at man skal bruge små bambusspyd,« sagde Åmanden som læste med over ellekongens skulder. »Men vi kan vel bruge tagrør i stedet, dem har vi masser af her i mosen.«

»Har vi allerede wasabi-olie?« spurgte Lillekræn imponeret. »Det ved jeg ikke engang hvad er.«

»Åh, det er bare en sovs af japanske radiser, vi moser bare et par almindelige radiser oppe fra Hansens køkkenhave,« sagde Frøj let. Det skulle jo hedde sig at han vidste hvad han lavede, når han nu var trendsetter. Desuden var der sikkert ikke nogen af højfolket, der kunne smage forskel.

»Har du noget cedertræ liggende her et sted, bror?« spurgte Liden Bolette, en af ådalens mange ellepiger.

»Hvis der gror noget af den slags her, er det i en eller andens have,« sagde højkongen. »Hvad skal du bruge det til?«

Bolette viftede med Frøjs telefon, som hun havde neglet mens han diskuterede radiser. »Der er en opskrift her på kæmperejer med persille. Rejer og persille, det har vi da!«

»Hesterejer og kinarejer er forskellige,« påpegede Åmanden, som kendte sine skaldyr.

»Jeg stikker ind på kirkegården og hugger et stykke af en thuja,« sagde Bette Mette opgivende.

»Skriv lige chiliflager på indkøbslisten også,« sagde Bolette.

»Jeg har taget noget at drikke med,« sagde Mosekonen. Hun kom slæbende med en kurv, der næsten var større end hende selv, og Åmandens øjne lyste blåt af glæde da han så, at den var fuld af lerflasker. Der var gode ting og sager i de flasker!

»Vi skal vel ikke kun have fisk,« sagde den lille Agnete som teknisk set ikke var en ellepige, selv om hun holdt til sammen med Frøjs søstre. Hun havde forvildet sig ud i mosen engang i starten af 1800-tallet til et dansegilde og havde aldrig fået taget sig sammen til at gå hjem igen. Hun snuppede telefonen fra Bolette. »Se lige det her, fyldte peberfrugter!«

»Der skal garanteret andet end peberfrugter i,« sagde Bette Mette træt.

»Det begynder at blive lidt kompliceret,« måtte Frøj indrømme.

»Quinoa, salsa, sorte bønner og majs,« sagde Agnete. »Grøntsagsbouillon kan vi vel selv lave. Ja, og så peberfrugter, selvfølgelig. Hvad er quinoa egentlig for noget?«

»En slags græskorn fra Sydamerika,« sagde Frøj og erobrede sin telefon tilbage. Hans blik nåede at strejfe en opskrift på bagte rødbeder med røget gedeostecreme og lakrids før han stak den i lommen.

»Hvis jeg ikke kan få det i Føtex henter jeg det ikke,« sagde Mette bestemt.

»Der er garanteret en facebook-gruppe for folk med Webergrill,« sagde Nille, som var den af ellepigerne, der fulgte mest med i den teknologiske udvikling. »Der er kurser og konkurrencer og alting.«

»Ih, det skal du med til, Frøj,« ivrede Bolette mens Agnete nikkede.

Den fine gasgrill skinnede og strålede. Flammerne fra højens gloende pæle gav genskin i dens blankpudsede ståloverflader så der var helt lyst omkring den. »Det må vi lige se på,« svarede højkongen og tænkte at han muligvis havde påtaget sig for meget. Det skulle være sjovt at være først med det første – men der var tydeligvis mange andre, der var kommet før ham når det handlede om kogekunst i udendørs køkken. Han var ikke skabt til at følge efter flokken ligesom de andre får.

»Kød skal der vel på bordet,« sagde Frøj den Ældste, som i dagens anledning var vågnet op – han havde ellers sovet sødeligt i kæmpehøjen siden larmen med motorvejsbyggeriet var overstået. Den ældgamle mand havde været højkonge før Frøj den Ældre, som havde været højkonge før Frøj, men han var overraskende adræt for sin alder. »Vi kom jo i god form den gang vi rendte rundt på isen efter renerne,« som han plejede at sige.

»Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps,« nynnede Åmanden. For hvert haps forsvandt der en rudskalle fra kurven og en stor slurk af Mosekonens bedste; den drik var lavet på duften af vilde hunderoser og drømmen om forår, så det var noget, der smagte af noget.

»Ja, det kan du li’,« sagde Mosekonen lunt til ham og drak selv med.

»Dig og dine fisk,« sagde Frøj den Ældste og så så over på sin sønnesøn. »Nå, lille Frøj, skal vi så få sat noget ild under noget flæsk?«

»Denne her opskrift ser god ud,« sagde Frøj, som stadig stod med telefonen. »Man tager en tre kilos nakkekam af svin og en masse krydderier – Mette, har vi cayennepeber?«

»Hvis det ikke gror vildt i ådalen har vi det ikke,« sagde Mette, som ikke havde forståelse for broderens forsøg på at lyde som om han naturligvis havde et velassorteret køkken i restaurantklasse ude i kæmpehøjen.

»Jeg er sulten,« sagde Pæ Vætte og holdt sig på sikker afstand af den store gasgrill. Han var heller ikke større end at han vel var bange for at forsvinde ind i den ved et uheld.

»Det tager godt nok noget tid at tilberede pulled pork,« måtte Frøj indrømme da han fik læst nærmere.

»Du gør alting så besværligt med dine nymodens idéer,« gryntede Frøj den Ældste. »I min tid rendte vi en urokse ud i mosedyndet og høvlede et par lunser fra røven.«

»Haps, haps,« sagde Åmanden glad og rakte ud efter den næste flaske.

»Nu må det være godt,« sagde Frøj. »Mette, du har din liste, afsted med dig.« Han trak op i sine grillhandsker og fandt instruktionsbogen frem. Bette Mette rullede med øjnene ad ham og travede så ind mod Fredericia. Det var en spadseretur på en times tid hver vej så det var nærliggende at skabe sig om til en hare, eller et andet dyr, der kunne rende stærkt. Ellepigen gik imidlertid på sine to ben, så fik hun sagt sin mening om tingene på den måde.

»Huskede du at sige at det skal være glutenfri bønner?« spurgte Lillekræn med et djævelsk glimt i øjet.

»Det glemte jeg,« sagde Frøj befippet.

»Der er ikke gluten i bønner,« sagde Bolette og tjattede ud efter den drilske vætte som snuppede en rudskalle og en snaps. Haps.

»Der er sgu gluten i dit bryg, Lillemor,« sagde Åmanden og nappede Mosekonen i låret med en stor, skællet næve.

»Der er sgu alt muligt i mit bryg,« lo hun tilbage og satte sig på hans skød. Han forsvandt næsten under hende, for Elbodalens Mosekone var ikke vant til at gå sulten i seng. Det så ikke ud som om han havde noget mod det, men mose og å var jo også vant til at gå op i en højere enhed.

»Send en flaske rundt mens vi venter,« sagde Frøj træt. Den stålblanke gasgrill så indbydende enkel ud i kataloget, men han var begyndt at mistænke at der skulle en ingeniøreksamen til at betjene den.

»En af dem med klokkelyng til mig,« sagde Frøj den Ældste. »Godt med bier i!«

»Ja, det kan du sagtens sige,« knurrede Mosekonen ovre fra Åmandens skød. »Der bliver færre bier hvert år, det er snart ikke til at lave en ordentlig sommerbryg mere.«

»Jeg vil også have noget at danse på.« Agnete snuppede en flaske fra kurven. Selv med flere hundrede års øvelse kneb det stadig for den lille menneskepige at følge med ellepigerne i dansen. Det blev ligesom lidt lettere når brygget gjorde hende varm inden i og ligeglad med om hendes rumpe så stor ud i tågegevandterne.

»Mette kommer vel snart tilbage,« mumlede Frøj og kastede instruktionsbogen fra sig. Så svært kunne det vel heller ikke være. Der skal brænde ind i den ene ende – nå nej. Gasgrill. Han smed sig i det bløde hav af forårsgræs og mælkebøtter og lukkede øjnene. Der var godt med engblomster og lyden af kattepoter på musejagt i den flaske, han havde fået trukket til sig.

»Sku’ vi ikke gå ned og se om der gror skovjordbær på engen,« hviskede Åmanden højlydt til Mosekonen.

»Du har da også sådan nogle gode idéer,« grinede hun og trillede af hans skød. Sammen forsvandt de ned ad stien ud mod fjorden.

»Nå, de skal ud og knække blomster med nakken,« konstaterede Nille og rakte ned i kurven, som Mosekonen havde ladet stå. »Jamen så gror alting også lidt bedre bagefter.«*

»Så bliver der mere mad til os,« sagde Pæ Vætte og snuppede sig også en flaske. »Jeg gad nu godt vide hvordan hun får så mange flasker bryg ned i én kurv.«

»Det er da lige meget,« grinede Agnete. »Det vigtige er, at kurven står her hvor vi kan få fat i den.«

»Nu skulle Alfhild have været her,« mumlede Bolette søvnigt. »Hun bliver altid så sjov når hun får noget at drikke.«

»Hun er stadig sur over at jeg ikke ville lade hende sætte vores danefæ på ebay,« sagde Frøj uden at åbne øjnene.

»Hold nu op med alt den snadren så en træt mand kan få sig en lur,« gryntede Frøj den Ældste og kastede sin tomme lerflaske fra sig.

Aftenmørket lå hen over ådalen som en beskyttende, men kølig dyne, da Bette Mette vendte tilbage fra sin bytur. Højen stod stadig på sine gloende pæle og holdt luften varm omkring sovende vætter og ellefolk og en enkelt menneskepige – de lå rundt omkring i græsset mellem de tomme lerflasker. Webergrillen skinnede stadig, blank som en nyslået toskilling. Der var stadig ikke tændt op i den.

»Der er nu heller ikke noget galt i at gøre tingene på den gammeldags manér,« sagde Mette og slog sig ned i græsset ved siden af de andre. Der var stadig et par fulde flasker tilbage i Mosekonens kurv og hun forsynede sig. Så pakkede hun sin pose ud – og der var hverken cayennepeber, quinoa, eller tigerrejer i den. Derimod var der fire cheeseburgers og en vanilje-milkshake fra McDonalds på Vejlevej.

»Jeg gider i alt fald ikke slæbe en halv restaurant med til Pjedsted fordi du skal være først med det hele, storebror,« sagde ellepigen med munden fuld. Frøj hørte ikke noget – han havde fået en af de flasker med bier i, så han sov sikkert godt de næste par dage.

Og så blev der stille derude i ådalen, i alt fald indtil de fire gloende pæle endelig brændte over og kæmpehøjen dumpede ned på jorden, hvor den opholdt sig til daglig. Duften af barbecue-sauce spredte sig hurtigt i Bredstrup og Pjedsted i takt med at sommeren skred frem, men Frøjs Webergrill fik lov at stå. I det mindste var den køn at se på, så noget havde ellekongen da fået ud af den investering.

Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.
Mosekonen brygger i Pjedsted. En af dem med svaner i.

*Enhver ellepige med respekt for sig selv ved at når naturvæsenerne bliver kærlige om foråret, så sætter det skub i naturen omkring dem. Menneskene vidste det også engang, men det er længe siden at man holdt op med at sende en karl og en pige i marken på den første forårsdag for at hjælpe lidt til.


Læs resten af MC Elverhøj-novellerne lige her!

Alle opskrifter – undtagen Mosekonens bedste – er fra Webers website. Også rødbederne med gedeost og lakrids.

Den om Danefæ

Så er det tid til historie nummer tre om veteranmotorcykelklubben Elverhøj og ellekongen Frøj, som ihærdigt forsøger at føre højfolkets sagnvæsener ind i det 21. århundrede!

Den om danefæ.

Danefæ, kaldtes det. Danefæ var alle genstande fra fortiden, som man kan finde i jorden, og havde altså ikke noget med idioter eller kreaturer at gøre. Danefæ skulle være forarbejdet af ædelt metal eller være af kulturhistorisk værdi, og de skulle indleveres til Nationalmuseet, som så tog stilling til, hvad der videre skulle ske med dem. Danekræ var stort set det samme, bortset fra, at her skulle der være tale om noget, der engang havde været levende. Ingen af delene var noget, som ellekongen Frøj nogensinde havde forestillet sig, at han skulle bekymre sig om.

Så fandt Alfhild internettet. Først fandt ellepigen ud af at det var sjovt at have en facebook-konto og finde sine gamle mosekammerater fra dengang Rands Fjord stadig havde havforbindelse gennem Vejle Fjord. Så opdagede hun Instagram, og i et par uger var der billeder i kort tågekjole og trutmund overalt. De forskellige datingsider fastholdt ikke hendes interesse længe, for som Alfhild sagde: Når man først har fået tilsendt ét uopfordret billede af en eller andens kæreste legemsdel – og skideballe for ikke at synes at den var noget særligt – så har man set dem alle.

Auktionssiderne, derimod. Det gik op for ellepigen at menneskene gjorde et stort nummer ud af at købe og sælge gamle ting over internettet. Online-handel hed det nu. Dengang det foregik på de store markeder og dyrskuer havde det heddet krejleri, og krejleri, det var noget, Alfhild forstod. Hun manglede bare noget at sælge.

Det tog hende ikke mange dage at finde ud af, at der var en hel del penge i såkaldte replicas – efterligninger af ting som guldhornene, thorshamre i sølv, nye gamle mjødhorn i oksehorn med ravindlægninger, og alt muligt andet, bare det lugtede lidt af vikinger. Det var noget kulturelt – jo mere moderne samfundet blev, jo mere var der nogen, der helst ville vende tilbage til fortiden, og så var der vist også et par populære TV-serier i tiden, der handlede om vikingekonger, blodige slag og rigtige mænd med store skæg og tatoverede hoveder. Snart dukkede Alfhild op hos sin brorsøn, ellekongen, og spurgte: »Hvorfor sælger vi egentlig ikke noget af vores gamle ragelse?«

»Fordi det er mit gamle ragelse,« sagde Frøj.

»Der er penge i dit gamle ragelse,« sagde Alfhild stædigt. »Hvis de vil give en rund tusindlap for en efterligning af en thorshammer i sølv, hvad tror du så ikke at de vil give for the real thing

»Den ægte vare,« sagde Frøj, som ellers var meget glad for at være trendsetter, men det skurrede stadig i hans ører, når folk brugte et engelsk udtryk for noget, som havde et godt, dansk navn.

»Man kan få findeløn for danefæ,« sagde Alfhild og så forhåbningsfuldt på sin nevø.

»Hvad skal jeg med ti procent af værdien, når jeg kan beholde det hele?« spurgte Frøj, og den snusfornuft kunne Alfhilds gode, jyske krejler-instinkt alligevel ikke snakke sig rundt om. Hun surmulede og holdt sig væk fra højen et års tid eller to, og så regnede Frøj ikke med at høre mere om det pjat. År gik hurtigt, når man var lige så udødelig og evig, som mosedis og vinden i ellekrattets løv.

Men nogen måtte Alfhild jo alligevel have snakket med, for i alt fald gik der en mand rundt i mosen med en metalsøger et par uger senere. Frøj holdt irriteret øje med ham. Det var fristende at forsøge sig med lidt behændig vildledning og dårligt vejr til at tage modet fra ham, men ellekongen kendte sine mennesker på gangen: Når sådan en fyr først lugtede penge var det som en trold, der lugtede kristenblod: Den slags folk kunne ikke tænke på andet end at få fingrene i byttet.

Det havde krævet en indsats fra Frøjs side at få indført Elversti på kommunens kort over Elbodalen, sådan at Veteranmotorcykelklubben Elverhøj kunne søge om foreningstilskud. Det ville være let nok at få sådan en amatør-arkæolog og kratlusker til at forsvinde i mosens tåger og stillestående vand, men der var allerede alt for mange af de lokale, aldeles menneskelige beboere i landsbyerne Bredstrup og Pjedsted som havde set fyren, når de gik aftentur med hunden. Der ville blive lavet en eftersøgning i ådalen, der ville blive stillet spørgsmål … Nej, det var nok bedst at ordne denne situation sådan mere mand til mand, tænkte Frøj.

»Finder du noget?« spurgte ellekongen og dukkede op lige bag manden med metalsøgeren, på samme måde som en turist dukker op bag en lystfisker på en havnemole for at spørge om fiskene bider i dag.

Det var lidt som at se sig selv i et spejl. Fyren var vel omkring de femogtyve-tredive år gammel, hans lyse hår var sat op i en såkaldt man-bun, og deres skovmandsskjorter og skinny jeans var nærmest ens. Fyren her havde godt nok et par solide gummi-røjsere på, hvor Frøj foretrak et par lette sneakers – men han var heller ikke nødt til at plaske gennem det kaffe-farvede mosevand for at komme fra den ene side af ådalen til den anden. Det havde sine fordele at være lavet lidt af tåge, lidt af folkesagn, og lidt af mosen selv.

»En rusten cykel og en mængde gamle sodavandskapsler,« svarede amatør-arkæologen og lød som om han faktisk syntes at det var rigtigt hyggeligt sådan at gå rundt i den sumpede mose og rode rundt.

»Meget andet er der vel heller ikke at finde,« sagde Frøj.

»Det skal du nu ikke sige,« sagde amatør-arkæologen med et smil. »Min kæreste er vokset op her på egnen, og hun påstår, at familien har fundet både det ene og det andet herude. Men de går selvfølgelig lidt stille med det, for ellers står Nationalmuseet der med det samme.«

»Gamle flinteting har museerne vel nok af,« sagde Frøj og forsøgte virkelig at lyde som om Elbodalen var det kedeligste sted i verdenshistorien.

»Det har de sikkert,« nikkede fyren. »Jeg fandt engang denne her virkelig flotte Hindsgavl-dolk i rød flint, men de ville ikke have den. Der er så mange af dem, at de ikke gider se flere. Så den ligger hjemme i min vindueskarm nu, sammen med et par vættelys og nogle forstenede søpindsvin. Sådan et sted som her …«

Frøj så sig også om. Der lå en centimeter sne eller deromkring i græsset, der hvor vinterens opdæmning af Spang Å ikke havde oversvømmet det.

»Ja, her kan være hvad som helst,« sagde den unge mand. »Jeg ville så gerne finde sådan noget rigtigt værdifuldt noget. Tænk hvis man kunne finde det enogtyvende århundredes guldhorn! Det ville være noget at imponere svigermekanikken med, eller hvad!«

Alfhild har i det mindste god smag i mænd, tænkte Frøj ved sig selv – men hans skæg var nu bedre end de par dun, hans omvandrende spejlbillede havde på hagen. »Kom med her,« sagde han i det tonefald, som hans søstre brugte, når de ville overbevise et eller andet dødeligt fjols om at det ikke gjorde noget at deres rygge var hule som dejtruge*. Alfhild havde sikkert brugt det samme tonefald, da hun overbeviste fjolset her om, at han skulle gå rundt ude i ådalen midt om vinteren og lede efter ellekongens skat til hende.

De to mænd gik ud af en mudret sti, som helt sikkert aldrig kom med på noget kort. Arkæologen – som viste sig at hedde Patrick – lod sig gladelig føre ud i de dele af mosen, som ingen andre end får ellers kom i til daglig. Han undrede sig noget over den tætte tåge, som ellers ikke rigtigt hørte til på en frostklar vinterdag, men så fik han øje på den lille bunke af gamle metalting i græsset. Han faldt på knæ for at se på dem.

»Vi bliver ikke så længe,« sagde Frøj til spøgelset Dieter, som bevogtede ellekongens skat. »Det er bare sådan et kigge-besøg.«

»Er de her ting ægte?« spurgte Patrick henført og tog sig ikke af, at han fik mudder på knæene. Han holdt en gammel kobber-gryde op. »Den her er fuld af gamle sølvstykker!«

»Den er fra en bonde, der gravede sine penge ned så svenskerne ikke tog dem i 1657. Han kom aldrig tilbage for at hente dem,« svarede Frøj.

Patrick stirrede henført på et langt, snoet stykke bronze. »Er det en ægte lur?«

Ellekongen trak på skulderen. »Det er alt sammen ægte.«

»De ting hører til på et museum,« mumlede den unge mand.

»Og de kan få det hele,« sagde Frøj og lagde armene over kors på brystet. »Du kan også få det hele. Rub og stub. Jeg skal nok sørge for, at det hele bliver leveret lige derhen hvor du vil have det.«

Patrick rev sit blik løs og så op. »Det lyder for godt til at være sandt,« sagde han.

Frøj rystede på hovedet. »Lurer, thorshamre, pengestykker og våbenofringer – der er vist endda en hel båd dernede, du må få hver eneste bid. Men så tager du alt hvad der er – hver eneste rusten cykel, de to stjålne biler, som blev efterladt i mosen, hver eneste bunke affald, som nogen ulovligt har læsset af i ådalen, alle plasticposerne og øldåserne. Ja, du får selv Dieter med, ham gravede Modstandsbevægelsen ned herude i 1944.«

Tyskeren vinkede høfligt.

»Alt eller intet,« sagde Frøj bestemt. »Enten passer jeg på alt jeres gamle ragelse, eller også gør jeg ikke.«

Patrick sad stadig med en sølvmønt i hånden. Han knugede den som om det knuste hans hjerte at give slip på den – og lagde den så tilbage i bunken. Så rejste han sig op og så på ellekongen før han langsomt gik tilbage ad stien mod Spang Å uden at se sig tilbage.

»Ham får du ikke at se igen,« sagde Dieter med sin hule gravrøst og pudsige accent.

»Sikkert ikke,« samtykkede Frøj. »Om en uges tid tror han, at han har drømt det hele. Men hvis han nu rent faktisk husker hvad der skete – så luk ham ind og lad ham få lov at rode med menneskenes offergaver, bare han ikke tager nogen af dem med sig hjem. Det så ud til at gøre stort indtryk på den stakkels fyr.«

»De rustne cykler og plasticposerne er ikke offergaver,« sagde Dieter.

Frøj så stift på ham. »Det, som gives til mosen, det hører mosen til,« sagde ellekongen. »Sådan har det altid været. Sådan bliver det ved at være. Alfhild får ikke så meget som en ølkapsel, men Patrick må gerne komme og pudse de ting, han godt kan lide.«

* * * *

*De fleste mennesker vidste sikkert ikke engang hvordan et dejtrug så ud, eller hvordan det skulle bruges. Margrethe-skåle havde for længst overtaget deres plads i den moderne husholdning – men alligevel vidste ellepigerne godt, at det var bedst ikke at vise deres hule rygge frem i små soltoppe. Der var altid nogen, der blev misundelige over hvor tynde de var.

Efter idé af Kirsten Heuschkel. Pas nu godt på den Hindsgavl-dolk, det kan da være at Nationalmuseet bestemmer sig om en dag!