Man spiser da ikke hestekød!

Man spiser da ikke heste!

Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.

Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?

Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.

(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).

Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.

Hestekød i forfædrenes kulthandlinger

Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.

Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.

Hestekød og Hvidekrist

Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.

Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.

En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.

Hestekød, natmanden og rakkeren

Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.

Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.

Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.

Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.

Man spiser da ikke Emilie! Jydsk hest i profil.
Kunne du spise hende her? Emilie ender i alt fald ikke som bøffer, for det forbyder moderne dansk lovgivning.

Hestekød som fattigmandskost

Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.

I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.

Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.

Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.

Men vi spiser da ikke hestekød!

Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –

Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.

I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.

Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.

Fotos

©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.

Himmelbreve: Post fra Gud!

Fotografi efter Anders Uhrskov, »Sagn og Tro«.

Indlægget er opdateret 13. juli 2018.

Troen på de såkaldte himmelbreve var udbredt i 1800-tallet.

Mange soldater bar dem på sig i 1864 i den tro, at dette halvt kristelige, halvt magiske stykke papir skulle beskytte dem mod krigens farer. De breve, som soldaterne bar, skulle gerne være håndskrevne.

»I krigen 1864 var der nogle soldater, der havde sedler med dem, så de kunde ikke skydes. Degnen i Rind skrev sedlerne, og dem, der fik af ham, de blev ikke sködt, a har ikke hørt om det. Der var en mand i Rind, der havde to sönner, og de vilde ingen have, men den ene blev skudt, og den anden såret. Min broder Lavst havde et himmelbrev med sig, og han blev heller ikke såret. Han havde fået det af en anden soldat. Han var endda gruelig udsat, men blev ikke såret alligevel. Han bor nu ude på Viborg-Vestermark.«

I hjemmene havde man derimod trykte himmelbreve hængt op i glas og ramme, og de kunne være særdeles illustrerede, endda i farver. De beskyttede så imod torden og ildebrand, og imod ulykke med kreaturerne. Himmelbrevene var imidlertid ikke kun positive ønsker om lykke og godt helbred. Der var ofte tilføjet trusler, næsten som vi kender dem fra moderne kædebreve (hvis du bryder kæden …), som f.eks. at nogen i huset skulle dø hvis brevet kom ud af huset igen.

Indholdet af disse himmelbreve følger oftest den samme struktur. Først er der en lille historie om hvor brevet kommer fra – nogen har talt med en engel, eller det er mirakuløst kommet til stede på anden vis. I mange tilfælde er brevet pludselig dukket op i kirken, hvor det svæver hen til dem, der vil skrive det af, mens det svæver bort fra alle, der prøver at røre ved det.

Derefter følger så selve brevet, som altså regnes for at være oprindeligt nedskrevet enten af en engel, af Jesus eller af Vorherre selv. Teksten består af endeløse formaninger om at leve bedre, gå oftere i kirke, og adlyde Herrens bud, samt en masse saftige trusler om hvad der sker med dem, som ikke adlyder. Min personlige favorit er den om, at mødre skal æde deres egne børn.

Naturligvis var det ikke alle og enhver, som faldt for disse 1800-tallets Nigeria-breve – men der var alligevel nok til at vi har masser af historier og overleveringer om folk, der betalte trykkere, udgivere og kræmmere for disse magiske amuletter.

En historie fra Helsinge fortæller om en gårdmand, som indbød en købmand til at skyde på hans hest – når bare den havde et himmelbrev bundet om halsen, så bed kugler ikke på den. De indgik et væddemål om sagen men købmanden ville nu alligevel ikke skyde bondens hest. Derfor bandt de brevet om halsen på gårdhunden i stedet for. Bonden skød, og der skete ingenting med hunden. Så insisterede købmanden imidlertid på selv at få lov til at lade geværet og skyde, og det overlevede hunden ikke.

Jeg gengiver et af disse breves tekst ordret nedenfor, hvis nogen skulle være nysgerrige. Det er tung læsning, dårlig oversættelse fra tysk forlæg, og kristen fordømmelse i en sær pærevælling. Stavemåde og tegnsætning er som i originalen – god fornøjelse!

»En Miil fra Sanct Michaels Bjerg, boede en Mand som heder Just; denne Mand haver talet med Guds Engel, hvilken var klar som en Lue, saa at han ikke kunde see paa ham for Klarhed Skyld hvorover Manden faldt ned af Forskrækkelse; Men Engelen sagde til ham: Frygt dig ikke! Dig skal intet skade; Men gaae til Præsten og levere ham dette Brev, og slig til hannem: At Gud ikke kand have Roe for de fortryktes Suk og Raab Skyld, thi de faaer ikke være i Fred paa Jorden, som de skal ligge udi, baade for de svare Synder, som gaaer i Svang, og den store Hofmodighed som Menneskene daglig lever i. Dette samme Brev var skrevet med forgyldte Bogstaver og lyder som efterfølger:

GIV AGT PAA DETTE BREV:

Den som vanhelliger Sabbaten, han er forkastet, som Skriften siger; Thi raader jeg Eder, at I ikke arbeyde om Søndagen, enten paa Eders eget eller andres Arbeide, men at I flittig gaae i Kirke, baade Gamle og Unge, for at høre Guds Ord med Andagt. I haver 6 Dage om Ugen til at giøre Eders Arbeide paa; Sabbaten skal I holde reen og hellig: Den, som ikke det giør, skal blive straffede, baade Gamle og Unge. I skal ikke sminke Eders Ansigt eller kruuse Eders Haar, og dermed bedriv Hoffart, som Herren selv i sit hellige Ord har forbudet. Afbeder hver hos Gud Eders Synder, paa det de maae Eder forlades; Bedriver ikke Ondt i mit Navn, thi jeg haver skabt Eder af Intet, og jeg kan giøre Eder til Intet igien. Ærer Eders Forældre med Ord og Gierning, saa skal I have Lykke og Velsignelse baade her og hisset. I skal ikke slaae ihiel; I skal ikke bedrive Hoer; I skal ikke stiele; I skal ikke sige falsk Vidnesbyrd, men tale Sandhed; I skal ikke begiere eders Næstens Gods, etc. Hver den, som ikke troer Guds Ord, han bliver fordømt; men hvem som troer det, skal have Løn og Velsignelse af Gud. Hvo dette Brev haver i sit Huus, og ikke aabenbarer disse Guds Befalinger, den er ingen ret Christen; men hvo som lever derefter, om de end havde saa mange Synder som Sand i Havet, Løv og Græs paa Jorden, samt Stierne paa Himmelen, skal de alle ved en sand Troe paa Eders Forløser forlades Eder; men den, som ikke troer, skal ikke undgaae Døden. Og dersom I ikke omvender Eder, saa skal I vorde evig fordømt. Gud skal spørge Eder paa den sidste Dag, da kand I ikke svare hannem Eet til Tusinde for Eders mange Synder. Hvo dette brev haver i sit Huus, eller hos sig, og giør derefter, hannem skal da Jorden og Vejret ikke skade, men altid bevares for Ild og Vand, ja ham skal vederfares alt Godt. Holder Guds Bud, som Han haver givet Eder, og aflægger Hoffærdighed, Fraadserie og Drukkenskab, Guds Ords Foragt og Bespottelse. Havde de Gudsfrygtiges Bøn og Raab ikke været, saa havde der ikke kommet Regn paa Jorden i lang Tid; men dersom I ikke omvender Eder, da skal verden snart forgaae. Der skal blive saadan Krig og Blodsudgydelse, at den eene intet kand kiende den anden. Der skal blive saa stor Hunger og Elendighed, at en Moder skal æde sit egen Barn. Ja, der skal blive saadan Sygdom og Pestilentse, at den, som lægger sig frisk og sund of Aftenen, skal om Morgenen være død. Der skal blive saa stor Jammer og Elendighed, at Menneskene skal raabe: Hvor finde vi Trøst, vi Arme og Elendige, som ikke har omvendt os fra vores Synd og Ondskab? Men dersom I omvender Eder, saa skal I fornemme, at et Menneske på Hundrede Aar skal ansees for Tredsindstyve Aar. Eders Næring skal forøges, Sorg og Bedrøvelse skal formindskes, siger Herren Eders Gud. Det Menneske er forbandet, som ikke lever efter dette Brev; Men den, som giør derefter, den skal blomstre af Velsignelse, det er aabenbaret.

Kiøbenhavn Aar 1770, trykt hos I. R. Thiele.«

Og det var endda et af de korte af slagsen.

Citater og kilder:

»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
»Danske Sagn«, Evald Tang Kristensen, bind II, Jacon Zeuners Bogtrykkeri (1893). Fotografisk genoptryk ved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S (1980). ISBN 87-17-02791-8.

Du skal bruge vievand til hvad?

Det skal ingen hemmelighed være at jeg bruger internettet hele tiden når jeg skriver. Der er så meget som er let at slå op nu om dage, og selv om man ender med ikke at bruge det meste, så får man i alt fald masser af gode idéer. Og nogle gange får man simpelthen bare et godt grin.

Der er andre end mig, der har haft brug for at vide, hvordan man laver vievand. Men jeg ville nu godt høre historierne bag de spørgsmål som andre videbegærlige mennesker har stillet:

Du skal bruge vievand til hvad?