Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til den svenske deltagelse mod Danmark i Napolenskrigene, 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.

Sibylles spådomme

Sibylles spådomme

Indlægget er opdateret 13. oktober 2018.

Sibylles spådomme dukker tit op, når man sidder med danske folkeminder. Hvem var hun? Og hvorfor gav hun sig af med at spå død og undergang over Danmark? Hvad er det for noget med føl, der vader i blod, krige mod Tyrken, og træer som konger skal tøjre deres heste til?

Her i Norden har vi en lang tradition for spåkvinder, vølver, norner, og andre kloge koner. Men selv om Sibylle mest optræder i 1800-tallets folketro, så er hun meget ældre. Og nogle gange kalder vi hende for Sybille, for fremmedsprog er svært.

Hvem var Sibylle?

Går vi tilbage til oldtidens Grækenland, så er sibylla titlen på en eller flere spåkvinder som fremsagde varsler. De mest kendte af dem var oraklerne i Delfi og Cumae, som optræder ofte i oldtidsmytologien. Sibyllernes forudsigelser blev opbevaret i Jupiters tempel i Rom, indtil de brændte i 83 før vor tidsregning. Man prøvede flere gange at genskabe og genfinde profetierne efter branden, og to af disse samlinger er bevaret for eftertiden: En fra slutningen af 400-tallet, og en fra 600-tallet. Samlingerne indeholder materiale fra hedensk tro, men også meget, der stammer fra jødedommen og kristendommen.

Den kristne fortælletradition overtog idéen om oldgamle spåkvinder, som kendte til fremtidens ulykker, men udtrykte sig kryptisk og uklart – og gerne på vers. Da kristendommen kom til Norden sammen med irske trælle, tyske munke og andet godtfolk i slutningen af forrige årtusind, tog den fortælletraditionen om oraklerne med. Nu blev mange af de gamle, nordiske sagn og historier om vølver og norner også lavet om til historier om Sibylle, den mystiske spåkone.

 

Oraklet i Delfi
Oraklet i Delfi, hvor en af de originale sibyller, eller orakler, kunne spørges om råd.

Hvad går spådommene ud på?

Sibyllen i Søborg har spaaet, at Søborg Sø skulle udtørres, at engang i Tiden skulde Hornbæk blive Købstad og Helsingør et Fiskerleje, og at der paa Søborgkanten skulde fødes et Føl helt hvidt, men med røde sokker, og saa langt det var rødt paa Benene, skulde det vade i Blod. Af disse Spaadomme er den første gaaet i Opfyldelse, Søborg Sø er udtørret, og Føllet er da ogsaa født, saa man kan se, at Sibylle kan ikke lyve, og Resten af hendes Spaadomme gaar saamænd ogsaa i Opfyldelse.

Sibylle har udtalt sig om alt muligt, hvad Danmarks fremtid angår. Hun har også boet flere steder i landet – mange af historierne går igen fra landsdel til landsdel; Nordsjælland, Fyn og grænselandet mod syd får mest af hendes opmærksomhed. Mange af hendes spådomme følger det samme mønster. Mange af dem får en ekstra skrue, så vi kan se at de rigtigt passer – men ulykken blev heldigvis afværget denne gang.

De minder om gyserfilm fra 1970’erne og 80’erne. Vi får serveret en frygtelige historie, som får os til at gyyyyse, og så endelig ånde lettet op til sidst. Det er de samme personer og problemer næsten hver gang. Vi ved udmærket godt at hvis man er med i sådan en slasher movie, og man gerne vil overleve til rulleteksterne, så er der nogle regler, der skal overholdes. Aldrig gå alene, ikke dyrke sex, – og ikke hedde Tina.

Genkendelsens fryd er den halve fornøjelse. Sibylles spådomme er den slags historier, som gammelmor har fortalt den gysende ungdom, mens man sad i spindestuen om aftenen og vinden hylede i tagspærrene. Uh, det er godt at sidde trygt inde i varmen og have sit på det tørre!

Heldigvis er der altid nogen …

Sibylle har spået, at der skal fødes et føl på Hillerødsholm, og det skal være rødt med fire hvide ben. Dette føl skal komme med i krigen og komme til at vade i blod lige så langt op, som benene er hvide, og denne krig skal blive den sidste. Dette føl er født mens der var stutteri, men det blev slået ihjel.

Det er da godt at Frederiksborg-stutteriet i Hillerød blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet. Så blev der heldigvis aldrig mere krig – vent lige et øjeblik… Ja, det var også næsten alt for nemt.

Verden skal forgå, når man kommer til køre uden heste.

Godt nok er Frederiksborgeren en dejlig hesterace, men mon ikke nogen her giver udtryk for lidt bekymring om fremtiden? Sybille-sagnet har sin storhedstid i en tid, hvor de første automobiler dukker op i aviserne. Samfundet ændrer sig – folk flytter til byen for at blive industriarbejdere i stedet for karle og piger i landbruget. Al den nymodens teknik er ikke til at stole på.

Verden skal forgå »mellem attend hundred og en stund«.

Men det ser da ud til at vi har klaret os igennem alligevel, på trods af verdenskrige, industrialisering og internet. Det kan selvfølgelig være fordi at der altid har været en snarrådig person, der har sørget for at afværge ulykken.

Ved Asminderød Kirke voksede i gamle Dage en Pil ud. Dens Rødder gik ind under selve Kirkemuren. Om denne Pil blev der fortalt, at naar den blev stor, skulde Tyrken komme til Danmark, og en af de tyrkiske Soldater skulde binde sin Hest ved den. Paa samme Tid skal der fødes et Føl, hvis Ben skal være røde op til Knæerne, og det skal betyde, at Danskerne skal komme til at vade i Blod til Knæerne.

Pilen voksede ud, og det hjalp ikke, at man huggede den af, thi den voksede stadig ud igen. Til sidst støbte man Cement over Roden, og siden da har Pilen ikke vist sig. Der er ogsaa blevet født et Føl, som svarede til Beskrivelsen, men det blev straks slaaet ned.

Pyh! Så slap vi også med skrækken denne gang!

Den sidste krig

En af de Sibylle-historier, der går igen i mange landsdele, handler om at der skal gro et træ op på et bestemt sted, som den danske konge så skal tøjre sin hest ved i den sidste krig – som går så skidt for Danmark at der kun er drenge og gamle mænd tilbage til at forsvare landet. Sibylle kunne måske nok spå om fremtiden, men hun har aldrig forestillet sig  kvindelige soldater.

Der skal komme til at stå et slag ved Kongeåen og der skal alle tolvårs drenge og alle de tresårige mænd kæmpe. Ude i Darum Enge skal der gro et træ, og når det er vokset op, skal den danske konge komme og binde sin hest ved det.

Der var i det hele taget livligt herhjemme i 1800-tallet. Vi fik tæv efter noder af England, men fjendebilledet er ofte tyskerne. Vi vandt en yderst tvivlsom sejr over Prøjsen i ’49, og fik læsterlige tæv af det Tyske Kejserrige i ’64. Den rigtige fjende, den store fjende i den allersidste krig, det er imidlertid Tyrken. Det Ottomanske Rige opfattedes i samtiden som repræsentant for det ikke-kristne, det gudløse, det fremmede. Muselmænd og muhammedanere, tyrken kan man ikke stole på! For visse politiske grupper har det vist ikke ændret sig siden.

Der skal komme til at stå et slag så blodigt på Fyn, at en hat vil flyde i blod ind ad Odense Port.

Det går drabeligt for sig i den sidste krig, også selv om Sibylle heller ikke har forudset tanks, missiler og kernevåben. I de fleste udgaver vinder drengene og de gamle mænd slaget, men så går verden under. Sådan kan det gå.

Citater og kilder

»Folkesagn«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
»Sagn og Tro«, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Chr. Gorm Tortzen, Bodil Due: Sibylle i Den Store Danske, Gyldendal.
Billeder fra Pixabay.