Glædelig jul 2019!

Glædelig jul

Så gik det kærlighedens år, som Trille sang dengang jeg var et lille fnug som troede at hver gang spolebåndoptageren blev tændt betød det at det arme kvindemenneske måtte fiske guitaren frem. Det var dengang hvor offentligheden kunne lade sig forarge over sange om onani, vildænder og kvindekamp, og gud skal vide at jeg føler mig gammel når jeg sådan lige tager mig en tur ned ad nostalgiens baggyder.

Det har nu ikke været noget dårligt år, i alt fald ikke for mig personligt. Det skal ingen hemmelighed være at jeg har været oppe i det røde felt over politik og menneskeheden som sådan nu og da, men rent personligt går det nu meget godt. Bare her, på denne lille blogs hjørne af internettet, er besøgstallet i 2019 gået op med flere tusinde procent. Jeg kigger direkte på dig, Valdemar Atterdag, for det er dig, langt de fleste kommer for at læse om.

Jeg nåede heller ikke at finde en udgiver til mine romaner i 2019. Men det skal indrømmes at jeg heller ikke kiggede særligt hårdt. Det meste af tiden gik med at skrive Den Sorte Skole, og den befinder sig p.t. hos en betalæser med stor fagviden, så ting må jo tage den tid ting skal tage. Det vigtigste for mig er stadig at skrive historien — og al den spændende research man er nødt til at foretage, for at få tingene til at hænge sammen.

2019 blev til gengæld året hvor Twitter fik indflydelse; adskillige af årets indlæg er udarbejdet på baggrund af diskussioner der fik mig til at stoppe op og sige, hold nu op, det er jo det rene vrøvl, altså, drenge, nu skal I bare lige høre…

Og det kom der jo så nogle udmærkede indlæg ud af, så det er sådan set helt fint. Research bliver ikke mindre sjov af at vide at der faktisk sidder nogen derude som gerne vil høre ens mening. Helt fantastisk blev det da jeg rent faktisk blev spurgt om jeg ville skrive om Slavekrigen i Sønderjylland. Kom endelig med flere af den slags henstillinger!

Der er ikke nogen der har beskyldt mig for at være historiker af uddannelse, heller ikke jeg selv. Jeg er bare en hobbynørd som videreformidler fagfolks arbejde og gamle, støvede optegnelser i et mere dagligdags sprog. Men det varmer alligevel mit hjerte at vide at i 2019 har jeg faktisk fået et par kommentarer med på vejen fra folk som underviser i faget. Imposter syndrome er som bekendt en ting nu om dage, og det er nu meget godt for selvtilliden sådan ikke at blive ædt levende af dem som faktisk har universitetsuddannelser i faget.

Hvor 2020 fører os hen er ikke til at gisne om, men mon ikke det bliver spændende? Jeg går i alt fald med nogle tanker om stenalderpigen Lola og vores myter om ellefolk, og nogle teorier om mytedannelse der var oppe at vende i 1960’erne…

Kan I have en god jul, solhverv, eller hvad I nu fejrer derude, folkens. Husk at stille godter ud til husets nisser og vætter.

—Birgitte

Så blev det jul!

Det fede dyr forhindrer mig i at begynde at læse reglerne ...

Min bror og hans kæreste var så venlige at have en ny katteseng med til os! Når det en dag behager Miv at flytte sin fede, sorte bagpart finder vi ud af om brætspillet er lige så godt som anmelderne påstår.

I mellemtiden fla’er vi ud og bliver fede. Vi ses igen i 2019!

Fra husgud til julefigur: Hvem er nissen?

Hvem er nissen?

Vi kender alle nissen som sidder på loftet med sin julegrød. Han er en lille, gammel fyr med gråt skæg og rød hue, og hvis han ikke får sin smørklat i grøden bliver der ballade. Men før nissen blev symbol på jul i supermarkedet var han den af gårdens vætter som blandede sig allermest i menneskenes dagligliv.

Vætter og gårdboer

Nissens historie fortaber sig i oldtiden. Han er en vætte, en naturånd som er flyttet indenfor hos menneskene. Måske er han inspireret af de romerske husguder som kaldtes lares, som vore fjerne forfædre hørte om fra rejsende handelsmænd helt tilbage til bronzealderen. Lares spillede nemlig samme rolle i oldtidens Rom som nissen gjorde her i landet for så sent som bare hundrede år siden.

Man skal holde sig gode venner med sin husgud. At sætte grød op på loftet til nissen er den sidste rest af en urgammel tradition. Man ofrer til nissen eller husguden for at han til gengæld passer på hjemmet og arbejder for at der kommer velstand til gården.

Det kan være svært at skelne mellem nisse, vætte eller gårdbo. Det er samme væsen der er tale om: Bittesmå menneskelignende naturånder som holder til tæt på menneskene. Når vætten flytter ind, typisk på høloftet eller i stalden, skifter han navn til nisse eller gårdbo. Så kan man kende ham fra alle de andre vætter som bor tæt på menneskene, men ikke har indgået en samarbejdsaftale med dem.

Nissens signalement

I vores moderne opfattelse er nissen en lille mand med stribede strømper i træskoene, knæbukser og rød hue. I Povl Abrahamsens bog, “Jul i gamle dage”, har forfatteren fået en nisse beskrevet af en gammel bondekone fra Bornholm, som hævdede selv at have set den. Hun blev interviewet i 1960, og beskrev nissen som en væver lille størrelse med gråt skæg og vadmelsklæder, og en rød hue på hovedet. Han smuttede rundt når gårdens beboere var hjemmefra og forsvandt igen når de kom hjem.

Beskrivelsen er næsten identisk med de første tegninger af nisser herhjemme, som stammer fra omkring år 1840. De første nissepostkort, julekortenes forløbere, stammer fra omkring år 1870. De viser nissen på samme måde.

Når nissen er sådan klædt på er det fordi han går i gammeldags bondeklæder. Sådan forestillede man sig gamle dages husmænd og bønder. I år 1840 huskede man på ‘gamle dage’ som den sidste halvdel af 1700-tallet. Da man begyndte at tegne og trykke billeder af nisser kom han til at se ud som man huskede bønderne fra dengang bedstefar var knægt.

Lille, men stærk som bare pokker

Nissen er ikke særlig stor. De fleste historier beskriver ham som værende på størrelse med en seks-syvårs dreng. Nogle gange er han ikke større end en grydeslev. Men umenneskelig stærk, det er han altid.

I en historie fra Dragstrup hugger gårdnissen tit hø fra herregården Søborgs lade. En aften han sådan er ude og stjæle hø har han fået snuppet lidt for meget, så han er nødt til at sætte sig et øjeblik for at få pusten. Der kommer så en bonde forbi på landevejen, og nissen skynder sig at samle sit hø til sig. Han glemmer imidlertid en tot.

Bonden siger så, “Du har vist glemt noget.” Nissen ser totten og svarer, “Den visk kan du have!” Så forsvinder han ellers med hø og det hele, for egentlig har han nok ikke lyst til at sådan at blive taget i at stjæle. Imidlertid er den ‘tot’ som nissen glemte så stor at bonden næste dag må stille med heste og vogn for at få den hjem. Der viser sig at være ikke mindre end syv fulde læs hø!

Nissen som hjælper

Ligesom de andre underjordiske der bor tæt på menneskene er nissen ofte en venlig lille sjæl. Han vil have det han har krav på, men så skal han også nok gøre gengæld. Han har en udpræget retfærdighedssans som den lille husgud han jo er.

Et sagn fra Kalundborgegnen fortæller om en nisse der gerne arbejdede som smed. Folk så ham aldrig, men når noget skulle smedes eller repareres skulle man bare lægge det på en stor sten udenfor gårdporten. Var det noget gammelt der var itu lagde man stumperne. Var det noget nyt der skulle laves lagde man et færdigt eksemplar ved siden af så nissen havde noget at bruge som skabelon. Nissen tog sig betalt for sit arbejde, men kun det halve af hvad landsbysmeden skulle have. Kom man til at lægge for mange penge lå byttepengene altid på stenen næste morgen, sammen med det færdige redskab.

Den samme nisse bankedepå gårdens vinduer en morgen og råbte at folkene skulle stå op, for ellers ville den røde hane gale. Brand var noget man tog særdeles alvorligt så alle skyndte sig ud for at se hvad der var galt. Det viste sig så at noget halm på møddingen var brudt i brand. Der blev slukket inden ilden bredte sig, og det viste sig bagefter at gårdens pige var kommet til at smide varm aske ud.

Den nisse var en god nabo. Ikke bare arbejdede han til halv pris, han holdt også brandvagt om natten.

I en historie fra Livø går en lille pige vild og kommer til en grøft hun ikke kan springe over. En lille bitte mand med rød hue dukker op ingensteder fra, og bærer hende sikkert over. Det var gårdens nisse – og det vidste man med sikkerhed, for der boede kun to familier på Livø dengang, og den anden familie havde ikke nogen nisse.

Nissen elsker heste

Nissen passer godt på gårdens dyr. Et utal af sagn fortæller om vintre hvor man ikke har kunnet grave sig over til stalden for sne. Men da det endelig lykkes viser det sig at nissen har passet heste og køer mens menneskene ikke kunne gøre det selv.

Hestene er imidlertid nissens yndlige. Han pusler om dem og passer på dem, og rider på dem. Når nissen rider gør han noget ved det; står hesten svedig i stalden om morgenen er det fordi nissen har redet den hele natten. Har den lange knuder i man eller hale er det fordi nissen har flettet den for at bruge den som stigbøjle.

Nogle nisser foretrækker røde heste mens andre hellere vil ride de grå. Men åbenbart er der også nisser der helst vil ride på de brogede tinkere, som billedet nedenfor viser.

Mareknuder er i virkeligheden de underjordiskes stigbøjler.

Man skal ikke blive uvenner med nissen

De fleste har vist læst i skolen om nissen der flytter med, og om nissen der kaster den sure bonde op på brønden eller hustaget om natten. Den slags sagn har vi rigtigt mange af. Nissen vil gerne arbejde og han vil såmænd også gerne både stjæle og slås for sin herre. Men får han ikke det han mener at han har krav på i løn kan han blive rigtig ubehagelig. Nissen har en udpræget retfærdighedssans og man skal ikke forsøge at snyde ham.

Når nissen bliver vred er det ikke altid menneskene der må stå for skud. I et kendt sagn har gårdens pige gemt smørklatten i grøden på bunden af skålen for at drille. Nissen bliver så vred at han går over i stalden og slår bondens bedste røde ko ihjel på stedet. Da han så spiser færdig finder han smørret alligevel. Så skammer han sig, og da han ikke kan mane koen tilbage til livet render han land og rige rundt for at finde en ny ko som er både rød og god inden daggry.

Netop fordi nisser gerne stjæler når de synes at det er nødvendigt bliver de tit uvenner med hinanden. Derfor kommer nisserne nu og da op at slås. Nogle gange tager de mennesker med sig som vidner. Derfor ved vi at nisserne gerne forvandler sig til store dyr eller flammende vognhjul når de sådan ryger i totterne på hinanden.

Kilder

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922).Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.

Illustration: Birgitte Heuschkel.
Foto af mareknude gengivet med tilladelse fra facebook-gruppe om hestevelfærd.