Man spiser da ikke hestekød!

Man spiser da ikke heste!

Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.

Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?

Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.

(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).

Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.

Hestekød i forfædrenes kulthandlinger

Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.

Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.

Hestekød og Hvidekrist

Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.

Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.

En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.

Hestekød, natmanden og rakkeren

Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.

Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.

Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.

Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.

Man spiser da ikke Emilie! Jydsk hest i profil.
Kunne du spise hende her? Emilie ender i alt fald ikke som bøffer, for det forbyder moderne dansk lovgivning.

Hestekød som fattigmandskost

Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.

I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.

Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.

Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.

Men vi spiser da ikke hestekød!

Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –

Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.

I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.

Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.

Fotos

©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.

Varsler om død og begravelse

Varsler om død og begravelse

Hvem dør næste gang, og hvornår? Overtro og varsler om død og ulykke florerer i dansk folklore. Hold godt øje med familien, tjenestefolkene, dyrene og datoen så du ved hvornår du skal regne med at skulle til begravelse næste gang!

Særlige dage

Lyset på julebordet kan give ondt varsel. Hvis det uventet går ud indtræffer der snart et dødsfald. Den person som sidder ud for den løbende tælle – nu om dage snarere voks – er den som skal dø næste gang. Har madmor og husbond hvert sit lys stående foran sig er det den hvis lys først går ud som har færrest dage tilbage at leve i.

Bor du i et hus der er gammelt nok til at have ildsted eller åben kamin kan du klappe asken sammen nytårsaften. Hvis der næste morgen så er et aftryk i asken af en hånd eller en fod, skal nogen i huset dø i det nye år.

Nytårsaften kan du også lægge lige så mange skefulde grød på gulvet som der er beboere i huset, og så kalde hunden ind. Den hvis grød hunden æder først skal dø først. Hvis du nu ikke føler for at koge grød virker metoden sikkert også med almindelig dåsefoder til hunde.

Hvis du lister dig ud mens folkene på gården sidder og spiser nytårsmiddag kan du se ind af vinduerne for at finde ud af om nogen af dem skal dø i det nye år. Skal de det, har de nemlig ikke noget hoved! Du kan også tage et lagen over hovedet og gå tre gange rundt om huset fra vest til øst. Så kan du på samme måde se hvem der skal dø i året der kommer. Du må imidlertid ikke fortælle nogen hvad du har set, for så trækker du sygdom og ulykke til dig selv i stedet for.

Gør hunden mens I sidder ved nytårsmiddagen betyder det at nogen i huset skal dø i året der kommer. Hvis nogen sover nytårsaften mens der stadig er tændt lys dør vedkommende i det kommende år. Det samme gælder hvis nogens linned hænger ude til tørre nytårsnat – så har vedkommende også mindre end et år tilbage at leve i.

Kors ved begravelse

Hverdagsvarsler

Hvis hagen klør, hunden tuder, hønen slæber strå rundt med sig eller du drømmer om blomster betyder det at nogen skal dø. Endnu værre er det hvis man befinder sig sammen med en afdød; åbner øjnene sig eller fortager dødsstivheden sig når liget skal have begravelsestøjet på, betyder det at en af den dødes slægtninge snart skal følge efter.

Sidder der tretten til bords skal en af selskabet dø inden året er omme. Falder et billede ned fra væggen skal et familiemedlem dø. Ligger der halmstrå på dørtærsklen skal nogen dø. Er flaget stadig oppe efter solnedgang vil nogen i byen snart dø. Piber kaffekanden betyder det dødsfald i familien.

Hvis et af alterlysene slukkes under gudstjenesten skal præsten eller degnen dø i løbet af året. Hvis det venstre lys går ud under altergangen skal der dø flest kvinder inden næste altergang. Er det derimod det højre som går ud skal der dø flest mænd.

Ligger to tændstikker over kors skal nogen dø. Hvis en høne galer som en hane skal nogen i huset dø. Kommer der en hund ind i kirken betyder det dødsfald i familien for den person der har taget den med. Vil en hund ikke lade sig jage bort fra en sygeseng skal den syge snart dø.

Flyver en fugl mod vinduet betyder det dødsfald (men det gælder åbenbart ikke for moderne glaspartier; ellers havde vores hus alene snart aflivet det meste af Trekantsområdet).

Hvis en kone ser sin mand komme gående sammen med en anden og hun ikke kan se hvem der er hvem – så skal manden snart dø.

Får barnet tænder i undermunden først, skal det dø under åben himmel.

Drømmer man om hvidt linned eller blomster, eller om at miste en tand, betyder det død. Jo mere tanden smerter i drømmen, jo nærmere i familien vil dødsfaldet være. Det hvide tøj betyder lig og blomsterne betyder begravelse.

Ligskaren

Ligskaren møder vi tit i folkloren. Heste, vogne og mennesker fører den afdødes ligkiste til kirke i samlet flok. Men nogle mange træffer man sådan en ligskare på et tid og sted hvor der ingen burde være, og så er det sikkert et varsel. Man kan være helt sikker på at der er noget overnaturligt med i spillet hvis ligskaren er fuldstændig stille så ikke engang vognhjulene knirker.

Ser man sådan en spøgelsesskare kan det betyde flere ting. Det kan betyde at man selv snart kommer ud at køre – altså som liget – eller at man kommer til at gå med, altså at nogen man kender eller er i familie med snart skal køres som lig.

Heldigvis kan man afværge det onde varsel ved simpelthen ikke at tale om hvad man har set før man har sovet først.

I mange historier er det kun en enkelt rejsende ud af flere der ser varslet. Hans rejsekammerater oplever intet usædvanligt. Heste og hunde kan derimod altid se eller fornemme ligskaren. Det er derfor at man kan opleve at heste nægter at flytte sig af stedet indtil de lige pludselig spadserer afsted uden den fjerneste bekymring. De vil ikke gå videre før det usynlige optog har passeret.

“Det skete saaledes, at da en Mand fra Alsønderup, der havde været i Hillerød for at hente Jordmoderen, kom i Nærheden af Alsønderup, standsede Hestene pludselig. Kusken kunde intet se, men Jordemoderen kunde se, at de holdt lige foran en stor Ligskare, og hun kunde kende flere af dem, der var med, men Kusken kunde stadig ingen se. Ved at jage paa Hestene og dreje til Side kom de da endelig forbi.”

Er du nu ude at køre vogn med en hest som ikke vil gå videre kunne du måske selv få lyst til at se hvad hesten ser. Så skal du gå ud og se gennem hovedtøjet på den fjermer hest – det er den hest der er til højre for dig når du sidder på kuskebukken og ser fremad. Gør du det, ser du det usynlige som hesten også ser.

Callalilje

Begravelsens varsler

Når liget føres til kirken betyder det noget hvem man møder på vejen. Er dette første møde med en fremmed et køretøj eller en rytter vil den næste som dør være en gift person. Er det første møde derimod en fodgænger vil den næste døde være en ugift person.

Ved selve begravelsen er døden til stede i egen høje person og derfor kan der tages mange varsler ved denne lejlighed. Der er en del ting du skal passe på, så du ikke selv bliver den næste der skal i jorden.

Du må aldrig tage et nyt sæt tøj på til en begravelse. Allerhelst må du slet ikke have noget nyt på dig. Ellers bliver du nemlig selv den næste der skal dø. Bliver du pludselig ramt af en solstråle mens du sidder i kirken ved begravelsen har du samme uvelkomne ære. Den som først går hjem efter at kisten er blevet sænket i graven kommer snart igen til en anden begravelse. Andre siger at vedkommende kommer til at fylde den næste kiste.

Begravelser om søndagen er uheldige. Så kommer tre mennesker mere til at dø i løbet af ugen der kommer. Endnu værre er det hvis begravelsen er på årets første dag. Folketroen siger at det man gør nytårsdag kommer man til at gøre resten af året. Derfor er det noget skidt at begrave et familiemedlem nytårsdag. Så kommer man til at begrave mindst én slægtning eller medlem af samme menighed hver måned i året der kommer.

Man må aldrig ændre på datoen for en begravelse. Ellers vil den døde gøre alt for at tage flere med sig.

Vi slutter med et lykkeligt varsel: Hvis det regner når kisten sænkes i jorden betyder det at den dødes sjæl er vel ankommet i Paradis.

Kilder og citater:

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Den lille overtro”, Iørn Piø. Politikens Forlag A/S (1973). ISBN 87-567-1573-0.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår angivet, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.
Fotos:
Overskrift: Abhishek Dhakat (Unsplash)
Kors: Sandy Millar (Unsplash)
Calla-lilje: Ulleo (Pixabay)

Bjergmandens heste

Den grå hest er dødsdømt.

Ligesom bonden på den store gård har bjergmanden hest og vogn. Men der er ikke brønd i højen så han må vande sine heste i bækken ligesom småbønder og husmænd.

»Man har ofte set dværgene på Øland age hø ind i bakkerne på små vogne. Deres heste var kun lidt större end katte.«

Den jydske hest fås kun i sort, brun og rød. Jydske heste har som hovedregel fire ben.
Den jydske hest fås kun i sort, brun og rød. Jydske heste har som hovedregel fire ben.

Bjergfolkenes heste beskrives stort set altid som små, med hestesko af det pure guld. Nogle gange er de små som ponyer, andre gange som hunde, og nogle gange er de ikke større end katte. Nu og da er hestene sorte, andre gange brune eller røde og kun meget sjældent er de grå eller brogede.

Det er fristende at tro, at bjergfolkenes heste er miniature-udgaver af Jyllands egne arbejdsheste, de jydske, som netop ikke forekommer i hvid eller grå. Mange gange er hestene trebenede – og måske en lille smule i familie med Helhesten.

Det er ikke altid at bjergmanden gider at ride sine heste til vandet. En historie fortæller om en aften hvor man var i gang med at skære kød ud efter slagtning til langt ud på aftenen. Ved midnat blev der en frygtelig larm som om huset skulle styrte sammen. For at få ro på sagerne slukkede folkene ilden i bryggerset. Så kunne de se, at en fremmed var i gang med at trække fire kulsorte heste hen til gårdens vandtrug. Larmen opstod ved at han trak hestene gennem bryggerset, og ikke kunne komme forbi den levende ild med dem.

Især vætter har ofte gård og stald lige neden under menneskenes ditto. Vætter og bjergfolk er tæt beslægtede så det er ikke så sært at bjergmanden lige må have firspandet gennem huset. Han har vel bare været på besøg hos sin fætter vætten; så er han jo nødt til at køre op gennem gulvet med heste og vogn.

Og så er der selvfølgelig lige historien om dengang bjergmanden kørte sin kane, trukket af en vædder, lige gennem stegerset (køkkenet). Oppe i kanen sad to bjergkvinder, og foran sad to mænd. Alle fire var meget smukke, men ikke større end en voksen mands finger.

Det er ikke alle de underjordiske, der har egen vogn og dyr til at trække den. I mange historier låner bjergmanden et par stude eller heste – og næste morgen er de godt nok tilbage i stalden, men de er begge døde. Ved siden af dem ligger penge nok til at købe nye dyr for, og ofte lidt til. Det må være hårdt arbejde at trække de underjordiskes vogne!

Bjergfolkenes andre kreaturer

Ko af rød dansk malkekvæg. Ifølge Wikipedia er der kun omkring 150 renracede dyr tilbage af racen idag.
Ko af rød dansk malkekvæg. Ifølge Wikipedia er der kun omkring 150 renracede dyr tilbage af racen idag.

Er man bonde har man kvæg, og det har bjergmanden selvfølgelig også. Vi har et hav af historier om højens kvæg, der græsser sammen med bondens eller forvilder sig ind i hans stald før det forsvinder. Nogle gange betaler bjergmanden simpelthen gårdens dreng for at passe hans kvæg på engen også! Bjergfolkenes kvæg er nogle sære krapyler der kan finde på at forsvinde ud i det blå.

Kvæget har ofte en usædvanlig farve: Hvide, sorte, eller grå. Det er der faktisk en smule landbrugshistorie i. I den første halvdel af 1800-tallet avlede man bevidst på rødt slesvigsk kvæg herhjemme. Samtidig har der altid været sortbroget kvæg i Jylland, en race, der stadig klarer sig udmærket. Bondens køer var røde eller sortbrogede. Det var bjergmandens ikke. Så var det også lettere at se forskel!

Bjergfolkets svin kan være nogle trælse naboer, der omroder marker og ødelægger kornet. Man kunne få den tanke, at de muligvis er mosegrise.

Den grå hest er dødsdømt

Nogle gange er mennesker og bjergfolk uenige om hvem der har retten til et dyr. I en historie mødte et par fiskere bjergmandens kone på vejen og spurgte hvor hun skulle henad. Jo, hun var på vej til nabohøjen for at låne den store gruekedel, for den skulle hun koge Troels’ den grå hest i.

Troels var en mand i landsbyen som syntes at miste en hest hvert år uden at nogen kunne sige hvorfor. Fiskerne skyndte sig nu hen og fik Troels til at skynde sig ud og hente sin grå hest ind fra engen så bjergkonen ikke kunne få fat i den. I en anden udgave af samme historie hedder den ulykkelige hesteejer Lavrs, og selv om han får hentet den grå hjem er den alligevel borte næste morgen.

Andre historier om bjergmand og vætte

… har vi et par stykker af, og der kommer hele tiden flere til.

Citater og Kilder

»Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos

Grå heste med kane: Tomasz Proszek (Pixabay).
Jydsk hest: Louise Jæger.
Ko af rød dansk malkerace: Malene Thyssen.