Den djævelske alrune; sex, medicin og penge!

Ikke ret mange planter har så meget folketro som alrunen, mandragoraen, galgedukken – kært barn har mange navne. Planten vokser ikke naturligt på vore breddegrader. Det har ikke forhindret den i at påtage sig en stor rolle i vor overtro og myter. Mandragora officinalis er af natskyggefamilien, hjemmehørende i det østlige middelhavsområde. Natskygger finder vi over hele verden. Bulmeurt, galnebær, tobak, kartofler og tomater er de mest kendte.

Alrunen og dens aktive giftstoffer

Lige som mange andre natskygger indeholder alrunen store mængder af giftstofferne atropin og skopolamin. Atropinforgiftning medfører en ophidselse og forvirring som ofte ledsages af hallucinationer hvor ofret ikke kan skelne mellem drøm og virkelighed. Der optræder kramper og raserianfald som så glider over i slaphed og stærkt erotiske drømme. Ved skopolaminforgiftning udebliver den første fase som hovedregel. Ofret oplever en halvvågen tilstand af hallucinationer og falske sanseindtryk. Begge forgiftninger kan have dødelig udgang.

På grund af den sløvende effekt har mange natskygger været brugt medicinsk mod kramper og som bedøvelse. Lægen Hippokrates (ca. 400 år før Kristus) udskrev afkog af alrune til folk, der gik i selvmordstanker. Det gjorde han sandsynligvis på grund af den beroligende effekt som fulgtes med hallucinationer der kunne bruges i terapeutisk øjemed (i samme ånd som forsøgene med bevidsthedsudvidende stoffer i psykiatrien i 1960’erne).

Alligevel er alrune ikke et almindeligt rusmiddel i dag, og har nok aldrig været det. For det første kan man dø af skidtet. For det andet hedder det sig at tømmermændene er hundreder af gange værre end dem man får af alkohol.

Alrunen og de klassiske myter

I oldtidens Grækenland rådgav præstinderne ved guden Apollos tempel i Delfi både menigmand og konger. Det gjorde de ved hjælp af spådomme og forudsigelser som ofte var meget kryptiske og sjældent gav mening før det var for sent. Templet var bygget hen over en klippespalte hvorfra giftig røg steg op. Når præstinden – oraklet – satte sig på en trefod hen over kløften blev hun besat af guden, som så talte gennem hende. Det er en fremherskende teori at den giftige røg til dels opstod ved at man smed frø af alrune og bulmeurt på et bål nede i kløften. Når røgen blev indåndet indtraf der en slags drømmetilstand med åbne øjne, og det var der, profetierne opstod.

De gamle ægyptere anså også alrunen for at have magiske kræfter. Tut-Ank-Amon havde alrunefrugter indflettet i de halssmykker han havde med sig i graven, og planten optræder ofte i ægyptisk kunst. Jøderne kendte den også; i 1. Mosebog bruger Lea kærlighedsæbler til at overliste Jakob. Disse ‘kærlighedsæbler’ var alrunens frugter.

Alrunen og heksene

Europas hekse fløj til Hekkenfeldt eller Bloksbjerg (eller hvor man nu lokalt mente at den slags folk mødtes) på deres kosteskafter for at holde satanmesser med druk og seksuelle udskejelser. De gav sig selv evnen til at flyve ved at smøre sig ind i flyvesalve – et magisk urteafkog. Salven indeholdt store mængder af alrune og andre natskygger, og dermed af de bedøvende og hallucinationsfremkaldende stoffer. Heksen faldt hurtigt i søvn og havde særdeles livagtige, seksuelt betonede drømme. Drømme, som i alt fald nogle hekse selv troede på var den skinbarlige virkelighed.

Den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) nedskrev sådan en opskrift på flyvesalve: Kødet af et nyfødt barn tilsat valmue, natskygge og andre ingredienser. Den skulle gnides ind i huden med ordene ‘Obenauz und nirgend an’ (ovenud og ikke andre steder hen). Så fløj heksen med det samme op gennem skorstenen og afsted til det natlige møde med Djævelen.

Flyveture og seksuelle eskapader var ikke det eneste, heksene brugte alrunen til. En alrune, som blev fodret med menneskeblod og skåret ud i form som en lille menneskefigur blev levende og kunne tale. Sådan en lille hjælper (reelt set, en dæmon som tog ophold i figuren) kunne forudsige fremtiden, åbne låste døre og finde skjulte skatte. Overtroen om dragedukker og spiritusser stammer også herfra.

Overtroen om alrunen havde så meget hold i befolkningen at man i perioder dømte folk som hekse når bare man fandt en alrune blandt deres ejendele, uanset hvad de selv påstod den skulle bruges til.

Træsnit af alrune.

Alrunens kræfter i folketro og myte

I de græske sagn er det saft af alrunerod som troldkvinden Kirke bruger til at forvandle Odysseus’ mænd til svin med. De græske Hekate-præstinder brugte alrune, belladonna og bulmeurt (alle natskygger) til at fremkalde sindsforvirring, som sovemiddel, og til at tage livet af folk. Saft af natskyggerne, alrunen i særdeleshed, brugtes af statsmænd, fyrster, paver og andet godtfolk til at aflive hinanden for et godt ord op gennem historien.

I folketroen vidste man at alrunen kunne trække penge til. Hvis man lagde en mønt ved siden af sådan én om aftenen lå der to ens pengestykker næste morgen. Andre mente at alrunen trak mønter til sig gennem skorstenen. Det hed sig i Østrig at folk som har held i spil måtte have en alrune i ærmet.

Alrunens magiske evne indenfor det seksuelle er naturligvis heller ikke blevet glemt i folkemunde. De gamle ægyptere kaldte planten for markens fallos, mens den på arabisk var kendt som djævelens testikler. I Europa kaldtes den undertiden kærlighedsæble – på baggrund af den bibelske fortælling om Jakobs to hustruer som begge bliver gravide ved alrunens hjælp.

Derudover bruges alrunerod i folketroen til at rette knoglebrud (som bedøvelse under indgrebet), som middel mod tandpine og gigtsmerter, mod depression og kramper, og endda som rygestop. Der gives altid den samme advarsel: For store doser medfører vanvid, eller endda døden.

At passe sin alrune – og betale prisen

En alrune er enten mandlig eller kvindelig, og den skal have tøj på der passer til dens køn. Den skal holdes ren, og den skal betales ordentligt for sit arbejde. Alruner kan godt lide at bære smykker af sølv, guld og ædle stene. Mad skal den også have. Nogle alruner vil have sødmælk, andre vælling, men de fleste vil have menneskespyt eller menneskeblod.

Men ikke nok med at man skal dele byttet med sin alrune. Hvis man stadig er dens ejermand når døden indtræffer tager den ens sjæl med sig til Helvede. Man kan ikke slippe af med en alrune. Lige meget om man smider den væk, brænder den eller endda kaster den i havet, så vender den altid tilbage. Den eneste måde, man kan slippe ud af forbandelsen på, er at sælge den billigere end man har købt den.

At høste en alrune i folketroen

Alrunen gror vildt i de østlige middelhavsegne. Man møder den også andre steder i Europa, især der hvor der i sin tid har været klosterhaver og urtegårde. I folketroen hedder det sig imidlertid at den kun kan gro på en galgebakke eller under et træ hvor syndere og tyve er blevet hængt. Man troede at i det øjeblik den hængte døde havde han sædafgang. Den sæd, der ramte jorden, spirede og blev til en alrune. Allerbedst var det hvis manden havde været uskyldigt dømt, for så frydede Helvede sig rigtigt og gjorde alrunen ekstra magtfuld.

I en hekseproces fra Tyskland i 1650 fortalte den anklagede dog at man kunne få sådan en rod til at gro simpelthen ved at gå ud i skoven, tage tøjet af, og lade sæden gå i en lille skål, som man så gravede ned i jorden. Det var så den kedelige løsning.

En alrune skal høstes på en torsdag nat og man skal bruge en sølv- eller guldmønt til at grave den op med. Man graver ikke selve planten op – nej, man graver en rende rundt om den, sådan at den ville kunne trækkes op ved et lille ryk. Ligesom ved skattegravning er det vigtigt at man har fastet hele dagen, og ikke sagt et ord. Derefter binder man en snor fast til alrunen og i den anden ende binder man en sort hund uden et eneste hvidt hår på kroppen.

Derefter gælder det om at holde sig for ørerne, eller ligefrem stoppe dem til med voks. Når man er kommet lidt væk kalder man på hunden. Når den rejser sig for at adlyde strammes snoren og alrunen bliver trukket op af jorden. Når det sker udstøder planten et frygteligt skrig, og den som hører det må falde død om med det samme. Derfor bruger man hunden – så er det den, og ikke mennesket, der kommer til at betale Helvedes pris.

Denne overtro går helt tilbage til den jødiske historieskriver Josephus (år 37-ca. 100 efter Kristus): “Planten frembringer en vidunderlig rod. At trække den op af jorden er meget svært, man må først hælde urin eller blodflod (menstruationsblod) fra en kvinde hen over planten, og alligevel må man ikke trække den op ved hånden, for så er man døden vis. Man skal tage en sort hund og binde den til planten, så den trækker den op, og det bliver dens død i stedet.”

Men lykkedes det, så var der til gengæld heller ingen grænser for hvor megen jordisk lykke alrunen bragte sin ejer. Held i spil, held i kærlighed, frugtbarhed hos kvinder og fornyet elskovskraft hos mænd, ja, stort set alt hvad man kunne forestille sig.

Snyd, bedrag og falske alruner

På trods af alle vore historier og sagn om dragedukker og andre pengemagere blev ægte alruner aldrig et almindeligt syn i Nordeuropa. De fleste var i virkeligheden bare tilskårne mælkebøtte- eller sellerirødder. Man skar lidt i sådan en rod så det så ud som om den havde arme, ben og kønsdele, og plantede den så igen. Når den et par uger senere blev høstet for anden gang havde den det rette udseende til at narre en godtroende og overtroisk køber.

Skulle det være rigtigt overbevisende skar man toppen af mælkebøtteroden og borede et par små huller, som man så fyldte hirsefrø eller lignende i. Så lagde man roden lunt og varmt. Når frøene så spirede kom det til at se ud som om alrunen endda havde hår ligesom et menneske. Når sådan en falsk rod blev tørret inden den gik i forrådnelse kunne den overbevise de fleste. Således er der i Wiener Hofbibliotek bevaret to falske alruner i fine fløjlsklæder; de tilhørte den tyske kejser Rudolf II (1552-1612).

Læs mere her om dragedukker (som mange gange var alruner) der trækker penge til huse.

Citater og kilder

“Dictionary of Superstitions”, David Pickering. Cassel, 1995. This edition 1998 by Brockhampton Press, ISBN 1-86019-8406.
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
“Lægeplanter og trolddomsurter”, Harald Nielsen. Politikens Forlag, 1969. Intet ISBN-nr.

Fotos: Erik Ilerena via Pixabay.

Dragedukker og spiritusser: Penge fra Helvede!

Vil du have hurtige penge? Så er det hverken flyvende fabeldyr eller alkohol vi snakker om. Dragedukker og spiritusser er amuletter som ved djævelens hjælp drager og lokker penge og velstand til sin herre.

En dragedukke er en lille, livløs figur som ligger i sit skrin og stilfærdigt lokker penge til sig. Spiritussen er en levende lille dæmon eller tjenende ånd som lokker penge og rigdom hjem til sin herre. Hen ad vejen forsvandt forskellen på de to betydninger. Men det gjorde ikke noget, for uanset om dragedukken eller spiritussen er en lille figur eller et levende lille væsen, så har den samme arbejde: Den skal trække penge til og få dem til at yngle.

Dragedukker drager penge til huse

Alruneroden, den magiske mandragora, er en af de mest kendte tjenende ånder og pengemagere vi har i folkloren. Dragedukken arbejder på samme måde – og mange gange er den lille figur netop skåret ud af alrunerod (eller måske sellerirod, hvem kan alligevel se forskel i farten?). Alruner er kendte for at kunne trække penge til sig gennem skorstenen eller ind gennem lugerne i loftet. Det kan dragedukker også. Nogle dragedukker har så meget magt at de får pengene til at trille lige lukt ud af den blå luft!

Det er hårdt arbejde sådan at lave penge, og derfor skal dragedukker fodres. Den er ikke dyr at have på kost; dragedukker æder gerne kattelort eller hestepærer, så man kan ikke påstå at de er kræsne.

Til gengæld bliver din nabo næppe begejstret hvis du har sådan en amulet liggende i natbordet. Det er nemlig hans penge dragedukken hugger. Nogle dragedukker har så meget magt at de kan stjæle pengene lige med det samme møntmesteren er færdig med at præge dem. Men det kan dragedukken kun gøre inden pengene første gang bliver talt, for når penge bliver talt mister djævelen magten over dem.

Spiritus er afledt fra latin, og betyder ånd. Der er ingen snaps involveret.

Hvor kan jeg få fat i en dragedukke eller spiritus?

Har du bestemt dig til at anskaffe sådan en hjælpsom lille tjener fra underverdenen? Uanset om du vil have en dukke skåret ud af alrunerod (eller noget sælgeren påstår er alrunerod), eller en levende lille fyr med horn, hale og vinger, så er der masser af måder at gå i gang på.

I Tyskland hed det sig at når en kulsort høne havde parret sig med en lige så kulsort hane ville den lægge et æg. Det skulle man så snuppe fra reden, binde det op under sin armhule, og udruge det der. Når ægget revnede skulle man være hurtig – man skulle nå at fange det lille væsen der kom ud af skallen. Det var nemlig en lille nyfødt dragedukke, som man så skulle lægge ned i sin pung. Kom den først ind i tegnebogen blev den der, og så trak den penge til sig.

I Himmerland herhjemme mente man at når en hane opnåede den ærværdige alder af syv år lagde den et æg. Det skulle man tage og udruge det i varm hestegødning. Sådan et æg kom der en sær fugl – en spiritus – ud af, og blev den sat i bur trak den en skilling til sig hver eneste dag. Sådan en hane-hestepære-fugl må være i familie med den mytiske basilisk som også udruges af et haneæg. Men ser du en basilisk i øjnene bliver du forvandlet til sten, og så grov mod sin ejer er spiritussen heldigvis ikke.

Dragedukker og spiritusser i det fri

Har du ikke lyst til at have æg i armhulen eller rode rundt i hestepærer? Bare rolig. Du kan også finde en ravnerede. Sådan én ligger der nemlig også tit en spiritus i – ikke at nogen kan forklare hvad ravnene skal bruge penge til. Sådan en ravne-spiritus ligner en sær urt eller en fed tudse. Tager man den med sig hjem skaber den sig om til en tudse, hvis den ikke allerede har gjort det.

Du kan også holde øje med køernes livvidde hen på foråret. Får en ko tvillinge-tyrekalve skal man holde øje med efterbyrden. Der springer nemlig en lille fyr ud når den rammer jorden. Den ligner en tudse eller et firben, men den er også en spiritus.

Møder du en lille drage ved en korsvej ved midnatstid (og hvem har ikke prøvet det?) skal du tage den med hjem og fodre den med hirsevælling. Så bliver den til en dragedukke som skider en daler i timen.

Herhjemme optræder dragedukker og spiritusser ikke kun som tudser – nogle gange tager de form af slanger. På Fyn mente man at sorte slanger af den type gave fire skilling om dagen og en hel rigsdaler på søn- og helligdage. En anden art havde hvid krop og rødt hoved og lagde ikke penge. I stedet for sugede den sig fast bag ejerens øre og hviskede gode råd til ham eller hende om forretninger som ville få pengene til at yngle.

Fra Randersegnen har vi til sidst en lille historie om en bondekone som havde fået fat på en høne som ikke lagde æg men fireskillinger. Desværre ved ingen hvor man får fat i sådan én.

Hvordan passer jeg min dragedukke eller spiritus?

Når først det lykkes én at indfange sådan en lille hjælpedæmon gælder det om at den ikke slipper væk. Læg den i en glasskål foret med vat og sæt et låg henover, for den får hurtigt hjemve efter underverdenen og stikker gerne af. Fodr den med sødmælk og hvedebrød, så forstår den hurtigt at den har fået et godt hjem. Så går den i gang med at ruge penge ud, eller skide dem, eller hvad den nu gør. Er man først kommet så langt er spiritussen eller dragedukken ikke til at slippe af med igen; smider man den væk, eller flytter endda væk fra den, så følger den selv trofast efter sin ejer.

En tysk kone ejede sådan en spiritus, eller som hun kaldte den, en pengeskider. Den havde form af en tudse og hver dag skulle hun bade den i god rødvin. Når tudsen havde badet satte den glasset for munden og drak ud – og så satte den sig ned og sked en skinnende blank sølvdaler.

En anden heks havde en mere doven spiritus. Hun måtte klemme den grundigt på maven med ildtangen før der kom dalere ud, og det hed sig at den skreg forfærdeligt imens.

Heldigvis har Helvede også spiritusser for folk der ikke bryder sig om skidne penge. Den slags hjælpeånder gylper pengene op fra maven i stedet. Hver morgen ligger der en sølvmønt i gabet, og når en ny mønt skal op sidder spiritussen og nikker med hovedet for at hjælpe det på vej.

Spiritus eller dragedukke?

Som nævnt ovenfor bruges begge ord om begge slags hjælpeånder. Skal man kende forskel kan man huske på at spiritusser som regel (men ikke altid) ligner tudser eller fugle. Dragedukker kan derimod have alle mulige udseender, for de er jo skåret af en rod eller plante, eller endda lavet af voks eller ler. En ridefoged i Ry havde en dragedukke der lignede en nøgen rotteunge, og en mand i Ringe havde én der så ud som en stor skarnbasse. Den sidste gav mange penge fra sig, men dens ejer skrantede – den levede nemlig af hans blod.

Dragedukkens farve viser dens sind

En sønderjysk herregårdsfrue havde en dragedukke som var låst inde i et skab. En af herregårdens piger blev nysgerrig og så efter, og kunne fortælle at dragedukken lignede et lille menneske klædt i silke, med bittesmå smykker af sølv og guld. Den hvæsede ad hende og blev knaldrød i huden, og så sladrede den oven i købet om hende til sin frue. Det har nok været en ægte lille djævel, og ikke en forklædt roe.

Heldigvis kan man ofte se på en dragedukke hvordan dens sindelag er. De fleste er fredelige nok, men enkelte prygler deres ejere til gengæld for pengene. De kan også finde på at stikke af hvis de ikke får nok at spise, eller man forlanger for meget af dem. Så det er vigtigt at vide om det er et galsindet eksemplar, man har fået fat i.

Blå dragedukker er ondsindede, men også dem der giver flest penge – helt op til fem daler om dagen. Halvt blå er halvt så skrappe, men kan også kun overkomme de halve penge. Røde dragedukker giver kun en enkelt daler ad gangen og er temmelig fredsommelig (når de altså ikke hvæser, som i historien ovenfor). De gule siges at være helt hyggelige, men giver ikke meget – og de sorte er så dovne at de ikke er besværet værd.

Dragedukken og den døende

Det siger sig selv at det ikke er ufarligt at eje en dragedukke eller spiritus. Dens magiske kræfter stammer ikke fra Vorherre. Fanden giver ikke noget væk for sit gode hjertes skyld; man skal nok komme til at betale til sidst.

Om alruner hedder det sig at de kun kan sælges billigere end man har købt dem, og kan man ikke sælge dem, mister man sin sjæl. Helt så slemme er dragedukker ikke. Her er det kun hver tiende ejer der ryger til Helvede efter døden. Så kan man jo håbe på at man er en af de ni andre som går fri.

Har man dragedukken eller spiritussen i huset når man skal dø bryder den ud fra det sted, hvor den er gemt væk. Så sætter den sig på den døendes bryst og kradser ham i ansigtet. Sådan en stakkel kan ikke få fred til at dø med mindre han bliver lagt ud på møddingen, eller man lægger hestemøg ind under hovedpuden. Sådan føjer dragedukken spot til skade, det hævngerrige bæst.

Når først ejeren endelig er død falder dragedukken igen til ro. Den skal med i kisten, med mindre den yngste søn har lyst til at arve den. Ingen andre børn og arvinger kan overtage sådan én – og yngste søn skal betale sin afdøde far i brød og brændevin, som også skal med i kisten. Så kan den afdøde nemlig bestikke sig til lidt bedre behandling fra smådjævlene i Helvede.

Kilder

“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.

Fotos: Public domain.