Når vætten går i krig: Bornholm og invasionen

Nisser, vætter og trolde er fredelige væsener. Kun når fædrelandet trues samler også ellekongen sine usynlige tropper og kommer danskekongen til hjælp i nattens mørke. De underjordiske på Bornholm er fredelige men stiller alligevel op når fjenden kommer. Lige som bonden selv må man forsvare den jord man er født på, og de folk man holder af – uanset om man er mennesker eller vætter. At kæmpe for det vi mener er rigtigt ligger i menneskets natur, og dermed også i de underjordiskes.

Det er de underjordiskes fortjeneste at vi ikke taler svensk i dag (bortset fra os, som altså gør det fordi vi voksede op med svensk fjernsyn i 80’erne eller bor i det stort set sammensmeltede Øresundsområde, men det har de underjordiske vist ikke nogen løsning på). Lige så meget vætten driller bonden til daglig – når fædrelandet trues er der ingen mere rød-hvid end bjergmanden.

Gamle Anne Kruse havde engang mødt ellekongen i Ulslev skov. Han var grøn med en rød hue, havde et smukt ansigt, men bagpå var han hul som et dejtrug. Et møde med overnaturlige væsner måtte sikkert betyde noget afgørende. Det gjaldt på landjorden som på søen. En norskfødt orlogsgast, Trosner, skrev i sin dagbog i oktober 1710, at en havfrue lod sig se ved Bornholm med et barn på armen, “og hun talte intet, men barnet talte til dem (dvs. mandskabet) om senere orlog og bad, at de skulle ikke frygte svensken, og at vor flåde ingen skade skulle få til søs, og at vi skulle vinde svensken over på det sidste og beholde viktorien (dvs. sejren).””

Svensken kommer!

Når de underjordiske går i krig gør de det i ly af mørket. Det er sjældent at menneskene ser dem ride ud i samlet trop – i stedet melder man om skygger i natten, ting der bevæger sig lige udenfor ens synsfelt, og uheld med heste og udstyr der ikke lige sådan lader sig forklare. Men bjergfolket ville ikke være som de er hvis de ikke nu og da brød deres egne regler. Og derfor har vi f.eks. historierne fra Bornholm, hvor de underjordiske vandt krigen mod svensken stort set på egen hånd – i alt fald hvis vi spørger sagnet.

Danmarks uafvendelige krige mod Sverige har affødt mange historier. Sagnene fra Bornholm daterer sig til den svenske deltagelse mod Danmark i Napolenskrigene, 1808-1809 og 1813-1814, men nogle af dem kan have rødder endnu længere tilbage. Dengang hed det sig at de gode bornholmere flere gange så små krigsfolk med røde hætter patruljere øens strande om natten, og det holdt jo så svensken fra at kunne gå i land. Man så også en høj stå på tre støtter med en stor vagtild tændt nedenunder, som de små fyre hoppede og dansede rundt om. Vi tænder blus for at holde onde magter på afstand, så hvorfor skulle højfolket ikke gøre det samme?

Engelskmanden kommer!

Svensken er ikke den eneste trussel fra havet i Danmarks historie, og på Bornholm er de underjordiske også særdeles dansksindede. Da den engelske flåde sejlede ind for at gøre landgang på Bornholm i 1808 fortæller en historie at der gik bare en enkelt mand strandvagt på stranden ved Povlsker for at holde udkig efter fjendtlige skibe. Han opdagede englænderne da de begyndte at bombardere kysten (det har måske også været lidt svært at overse…) og pludselig hørte han mange små stemmer råbe: “Skudt, skudt!” kaldte de.

Manden forstod hvad de underjordiske forsøgte at fortælle ham, og vendte sig om for at skyde på de fjendtlige skibe med sin bøsse. Skuddet gjorde naturligvis ingen skade på den fjendtlige flåde – men de underjordiske kunne ikke åbne ild på fjenden før en kristen mand havde løsnet det første skud. Da først karlen havde affyret sin bøsse besvarede vætterne ilden så de engelske søfolk fik skudt huerne af og skyndte sig at sejle væk!

Engelske soldater fra Napoleonskrigene (genopførelse).
Husk at lade bøsserne med arvet sølv, ellers nytter heste og sabler ikke meget mod de underjordiske.

Historien stammer fra at den engelske flåde sejlede mod fæstningen Christiansø, øst for Bornholm. Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor englænderne angreb netop der, men vi ved at bombardementet pludselig holdt op. Fæstningen led ikke anden skade end at der blev skudt en flig af flaget. Det er ikke svært at forestille sig hvordan en mand eller kone med sans for en god historie har skyndt sig at give æren til de små folk!

Vi har den samme historie om Hasle, også på Bornholm. Her kunne vætterne heller ikke besvare ilden før en kristen mand havde skudt først. De bornholmske forsvarere kunne ikke selv se de underjordiske som kæmpede sammen med dem – men englænderne kunne se tusinder af bittesmå soldater og kavalerister på kysten. Derfor stak den engelske flåde af, for sådan en overmagt kunne de ikke stå sig mod!

Man forstår godt at englænderne blev lidt blege ved synet, for når bjergfolket på Bornholm rider i krig er det på heste, som kun har tre ben hver.

Det var små nette folk og heste, sagde han, og al ting var pudset og glimrede som det bare sølv, om det så var hesteskoene, var de lige så blanke.”

At stå sig mod en vætte

Skulle man en dag få lyst til at melde sig til en fjendtlig flåde og dermed risikere at komme i krig mod Danmarks vætter er der nogle gode råd at få med på vejen. Det er nemlig ikke uhørt at mennesker slår højfolk ihjel – og at den slags drab får konsekvenser. Som vore fjerne forfædre tror de underjordiske på blodhævn. De holder sig til idéen om et øje for et øje og en tand for en tand, et liv for et liv. Slår du en af bjergfolket ihjel kommer din slægt til at bære sorg.

I en historie fra Viuf kørte en karl korn til mølle da han så en bjergmand gå på vejen. Vætten tog benene på nakken og flygtede ind i sin høj. Karlen, som ærligt talt var noget af et dumt svin, samlede et par sten op og kastede dem ind i det hul, vætten var forsvundet ind gennem. Så stak bjergmanden hovedet ud igen og sagde til karlen at lille Kee var død – stenene havde nemlig ramt et af bjergmandens børn og slået det ihjel. Karlen kørte nu hjem og fortalte historien derhjemme om aftenen – ja, man får næsten fornemmelsen af at han har pralet lidt af sådan at have taget livet af en vætteunge. Næste morgen lå han død, for om natten kom bjergmanden ind på gården og skar hans strube over i sengen.

Det bedste råd om at gå i krig med de underjordiske er simpelthen at lade være. Men har man bestemt sig til at gøre det alligevel skal man vide at vætterne ikke er glade for skydevåben. På Bornholm har de underjordiske åbenbart regimenter med kanoner og bøsser, men i resten af landet foretrækker de underjordiske at holde sig fra den slags moderne opfindelser.

Lader man sit gevær med en sølvknap eller med kugler støbt af arvet sølv, har man sit på det tørre. Den slags ammunition kan intet troldtøj klare sig overfor (og der er sikkert heller ikke ret mange andre der ville bryde sig om at få en kugle i rumpen, uanset om den var støbt af bly eller sølv). Hvis den engelske flåde havde støbt sine kugler af arvet sølv havde Bornholm set anderledes ud i dag.

Kilder og citater


“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

“Dagligliv i Danmark: Syttende og Attende Århundrede 1620-1720”, Redaktion Axel Steensberg. Fotografisk genoptryk 1969 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, intet ISBN-nr.
Fotos: bigandtall via Pixabay.

Naboerne: Mere om at bo dør om dør med de underjordiske

Selv i gamle dage var der ikke langt mellem naboerne i lille Danmark. Der kunne være en god ridetur mellem udflyttergården og den landsby den var grundlagt fra, og boede man ude i skov eller mose var der endnu længere. Men naboerne var aldrig langt borte – og ofte var de hverken døbte, konfirmerede eller for den sags skyld menneskelige.

Loddenhøj ved Pjedsted. Her bor naboerne på den anden side af vejen ind på gårdspladsen.

Vætter, trolde, ellefolk, og hvad de underjordiske nu ellers er blevet kaldt gennem tiderne har alle det til fælles at de i virkeligheden repræsenterer naturens kræfter. Lunefulde men gavmilde, ødelæggende men også skabende og frugtbare. Når bønder fortæller historier fra midten af 1800-tallet er det som om vi hører fjerne stemmer fra langt før der var noget der hed kristendom, eller for den sags skyld aser og vaner. Vi er tilbage i en urtid hvor naturens luner er altafgørende for menneskets overlevelse.

Derfor fortalte vores forfædre historier om naboerne. Altså ikke dem på gården ved siden af, men ham ude i bækken, i højen, eller i de gamle træer. Naboerne, uanset om de kaldtes vætter, nisser, eller trolde, havde meget til fælles med bonden selv. De levede på samme måde, bare ude i skoven eller neden under de store sten. Derfor lå det heller ikke bonden eller gårdkonen fjernt at handle med naboerne. De var jo lige som dig og mig. Næsten da.

For husfredens skyld

Der fortælles ogsaa, at Troldkonen, som boede i Bavnen, sendte Hør til en Bondekone i Dalby, for at hun skulde spinde det til Garn, men hun fik Besked om ikke at bløde Garnet med Spyt, for Troldkonen kunde ikke benytte, hvad der kom fra en kristen Mund, men saa blev Bondekonen ked af at spinde for hende, og hun blødte derfor Garnet med Spyt, og saa blev Troldkonen vred og sendte ikke mere ned og faa spundet hos hende.”

Nu og da kommer mand og kone op at toppes, eller børn og forældre bliver uenige. Sådan var det også dengang, og så måtte nogen jo flytte væk for husfredens skyld. Når bondens søn kunne finde på at smække med døren og forlade gården i raseri, så kunne vættens søn naturligvis finde på det samme.

Derfor har vi historien om gårdens mand eller karl som kom kørende hen ad landevejen da han hørte nogen råbe til ham. Stemmen bad ham hilse sin kat derhjemme og sige til den at Kurre Murre er død. Da manden kom hjem og fortalte hvad han havde hørt sprang husets kat op fra sin vante plads ved ovnen og sagde, “Er Kurre Murre død? Så må jeg afsted!” Så strøg den ud af døren og blev aldrig set igen. Det var en af de lokale trolde eller vætter som var flyttet over til naboen – altså mennesket – for husfredens skyld.

Guld og hestelort

De underjordiske var som regel ikke dårlige naboer, men man skulle ikke stole længere på en trold end man kunne kaste ham (og da den slags folk tit er lavet af sten er det ikke nødvendigvis ret langt). Vi har for eksempel en historie om en kone der mødte en fed tudse på vejen og sådan lidt for sjov lovede den at hun nok skulle give en hånd med når den skulle nedkomme. Et par dage senere stillede den lokale trold og insisterede på at konen skulle gå med ham for at agere jordemoder.

Heldigvis gik fødslen som den skulle. Troldekonen fik sin unge i sin seng i højen (og altså ikke ude i sivene som rigtige tudser ellers foretrækker) og trolden ville gerne betale barselskonen. Troldekonen trak konen i ærmet og hviskede hvad hun skulle bede om som tak for hjælpen. Det skifter fra historie til historie om bondens kone fik lov til at bære gamle blade, fejemøg eller hestepærer med sig hjem i sit forklæde. Dagen derpå var skidtet blevet til guldstykker, dalere, eller skillinger. Trolden havde ellers tænkt sig at hun skulle have noget værdiløst, men hans kone ville ikke have at jordemoderen blev snydt.

Når naboskabet gik skidt

Nogle gange var trolden, bjergmanden eller vætten ikke så god en nabo som man kunne ønske sig. De underjordiske kunne ikke lide når nogen sagde nej til dem. I en historie spurgte en bjergmand til prisen på bondens røde ko. Bonden var ikke interesseret i at sælge, ikke om det så var for en hel skæppe penge. Bjergmanden tog koen alligevel, men han lagde i det mindste den pågældende skæppe penge. Så måtte bonden jo leve med det.

Andre gange var det menneskene der ikke opførte sig ordentligt. En hyrdedreng lod en trolds sorte ko gå på græs sammen med sin husbonds kvæg. Det fik han sin betaling for; ude ved højen stod der hver dag en tallerken med en pandekage og en toskilling, og det var en god løn. Drenge bliver imidlertid til karle, og en dag kom der ny hyrdedreng på gården. Han fik aftalen forklaret af den foregående hyrde, men den brød han sig ikke om. Da han næste morgen havde spist pandekagen og taget mønten knappede han bukserne op og sked på tallerkenen som tak. Fra den dag af var der ikke flere pandekager eller skillinger til hyrden. Men den sorte ko dukkede stadig op hver morgen, så den måtte han passe gratis fremover.

Nogle gange var det tæt på at gå helt galt mellem hyrder og naboerne. I en anden historie drev gårdens lillepige køerne hjem om aftenen da hun hørte en stemme råbe at den hvide ko der, det var deres. Hun så sig omkring, og oppe på højen sad der en pige hun ikke kendte. Pigen forsvandt ned i højen og derefter dukkede der ‘en sort én’ op lige bag lillepigen selv og forsøgte at hale af med hende også. Heldigvis var der høstfolk tæt på som løb over og greb ind, så lillepigen ikke blev bortført af højfolket. Men det hed sig at hun var ‘fjogetosset’ resten af livet, fordi hun havde været for tæt på de underjordiske.

Lyden af naboernes pengekister

Der ligger en dal mellem Vole og Linå marker, som kaldes Tordendalen. Her kan man om natten høre en stærk buldren i bakkerne, og nogle siger, at det er stenene i dem, der falder sammen, men andre siger, at det er troldene, der slår deres pengekister i låse.”

De underjordiske manglede aldrig penge, og snu mennesker kunne se deres snit til at få del i deres rigdom. Men først måtte man finde ud af om der var noget at komme efter i den lokale høj. Brændte der lys om natten over højen, eller kunne man høre hvordan de underjordiske slog deres kister i låse derinde, så var der bid.

Eller, måske var der ikke. Mange historier fortæller om gravhøje der viste sig ikke at indeholde det store. Gamle knogler, ting af bronze uden nogen større værdi, måske lidt farvede perler og nogle gamle lersager. Moderne arkæologer får måske lyst til at græde, men den slags oldsager imponerede ikke bønderne i gamle dage. En sådan historie slutter med ordene, “Folk kastede efter dem (gravede efter skattene) og fandt nogle stuer som kartoffelkuler, med potter i.” Man kan næsten høre skuffelsen; ønsker man sig guld og grønne skove er potteskår fra bronzealderen ikke særlig tilfredsstillende.

I sådan en historie sad en hyrdedreng oppe på sådan en gammel høj og stak i jorden med en kæp. Pludselig tog troldene fat i kæppen nedefra og hev den fra ham, ned i jorden. Et halvt hundrede år senere lod jordens ejer højen udgrave, og man fandt et stenkammer inden i. Drengen, som nu var en gammel mand, fandt sin kæp derinde!

Enkelte historier handler om sære fund, som nu dengang man gravede en høj ud fordi man mente at kunne høre en kirkeklokke bimle indeni. Historien melder at man skam fandt klokken – samt et bord med dækketøj og flere kurve fulde af råddent flæsk. Så kan man godt sidde her, to hundrede år senere, og spekulere på hvad det egentlig var der blev fundet inden i den gravhøj. Formodentlig har der været tale om tyvegods som andre har gemt af vejen i en jættestue eller delvis åben høj hvor ingen alligevel kom forbi til daglig.

I en kort historie spurgte en lille pige sin far hvad al den klirren og raslen i bakken betød, og fik det svar at det var bjergfolkene der spiste deres aftensmad.

Gravhøje knager nogle gange når vejret skifter, men det skyldes hverken nedgravede kister eller bjergmandens smed. Jorden kan sætte sig under temperaturforandringer, især hvis højen allerede er delvis sammenstyrtet. Er der stadig træbjælker derinde – som for eksempel egetræskisten man fandt Egtvedpigen i – kan man også høre sådan knagen og bragen.

Høghøj ved Pjedsted. Her bor naboerne bogstaveligt talt lige bag gården.

Smedjen i højen

En anden forklaring på larmen går ud på at den i virkeligheden var de underjordiskes smedje. Hyrder som færdedes i nærheden hørte lyden af smeden der arbejdede med sin hammer derinde. Og at have en smed som nabo, det var ikke nogen dårlig ting.

En historie fra Fjallerslev fortælles om en høj hvor der netop boede sådan en dværg eller vættesmed. En mand var ude at fiske ål da hans ålejern gik i stykker. Han gik så op og lagde det ved højen og sagde højt at han gerne ville have gjort ålejernet i stand. Næste morgen lå det hvor han havde lagt det, men repareret og slebet skarpt. Manden havde ikke lyst til at skylde naboen noget så han spurgte ud i luften hvad løn smeden skulle have for sin hjælp. Svaret faldt prompte: “Første fent!” Smeden skulle have den første dags fangst. Den fik han også, og så måtte manden endda bede andre om hjælp til at få båret alle den første dags ål op til højen.

Kilder og citater

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Fotos:  ©2019 Birgitte Heuschkel. 

Du kan også læse den første artikel om naboerne her: Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk.

Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk

Gode naboer: Pas på dem, det kan betale sig!

Vætter og bjergfolk bor rundt om os, i træer og høje, i åer og søer, eller endda under os i jorden. De kan være gode naboer at have, og handle med dem kan man også. Vætterne er ærekære og holder ord – når de altså ikke snyder så vandet driver. På den måde er de ikke anderledes end menneskene – nogle er til at stole på, og andre er det ikke.

Gode naboer hjælper hinanden

“Her ligger I og snuer, og der er ild i eders stuer!”

Vi har mange historier om bjergfolk og vætter der advarer deres menneskelige naboer om brand og anden ulykke. Lidt penge kan det også blive til i hårde tider: Et gammelt mundheld siger at det er godt at leve ved bjerget for så kan man få penge af sine trolde.

Det er ikke altid store, dramatiske ting vætterne hjælper med. Nogle gange er det helt nede på jorden og hverdagsagtigt, som nu historien om hyrdepigen som var ved at sy en særk og ikke kunne huske hvordan ærmet skulle vendes. Nede fra under jorden hører hun så nogen råbe, “Ærmet ret og bullen vrang, så får særken sin rette gang!” Eller en historie fra Gudhjem om en kone som altid slog dej op om aftenen, så havde hendes gode vætte-naboer nemlig altid bagt brødet og ladet det stå i ovnen næste morgen.

En hverdagsbekymring i gammel tid var sygdom, og det vidste de underjordiske naturligvis også hvordan de skulle hjælpe med. I en historie fik en mand det råd af sine lokale dværge at han skulle spise små ål, stegt i deres eget fedt, for at få det bedre. Han fulgte rådet og kom sig, men historien fortalte desværre ikke hvad man skal sige til lægen for at få en recept på en ålemiddag.

Der ligger alligevel så meget andet i vore moser; jernalderofre, cykelvrag, plastic ...
De gode naboer holder måske til i den lokale mose …

Gode naboer handler med hinanden

Vætter og underjordiske påtager sig gerne arbejde som almindelige mennesker ikke kan klare. Mange gange vil de endda gøre arbejdet gratis, når bare mennesket kan gætte troldens navn. Men kan han det ikke skal mennesket i stedet høre troldene til, eller ædes med hud og hår. I eventyrets verden overhører det stakkels menneske så de underjordiske tale eller synge om den gode handel; han finder ud af troldens navn og bliver således frelst. Hos Brødrene Grimm hedder trolden Rumpelstilzchen, som på engelsk er blevet til Rumpelstiltskin. Herhjemme hedder han som regel Finn – et gammelt navn som menes engang at have betydet trolddomskyndig.

Som regel gik handel med de underjordiske mere fredeligt for sig. Nogle gange blev der endda lavet en formel aftale – som for eksempel bondens hyrdedreng som fik mad og en skilling for at se efter bjergmandens kvæg også.

De fleste historier fortælles imidlertid om situationer hvor mennesket ikke ved at der er gjort en god handel før langt senere. I sådan en historie mødte en mand en vætte der sad oppe på sin høj og snittede træskeer. Sådan nogle har man jo altid brug for, så manden ville gerne købe et par stykker og det fik han lov til. Et par dage senere manglede der skeer til grøden og manden stak hånden i lommen – men da viste det sig at de nye skeer var lavet af det reneste sølv.

Gode naboer låner hos hinanden

“Hun kom en dag op til degnekonen og fortalte, at bjærgfolkene der inde i bakken havde været inde hos hende og hentet et skilderi, hun tænkte vel, det skulde være til at pynte op med til et gilde hos dem. Hun havde ledt efter det og kunde ikke finde det. Anden dagen stod skilderiet ved enden af dragkisten, så var de komne med det igjen.”

De underjordiske kommer ofte til at glemme at spørge før de låner af deres naboer. Men det er ikke nødvendigvis tyveri. Mange gange skal man bare holde mund og lade som om man ikke har opdaget at noget er væk. Så lægger den taknemlige bjergmand nemlig noget bedre i stedet for det, som er borte. Sådan går det med en kam der blev borte – da den endelig dukkede op på sin plads igen var den blevet til guld. Men som regel bliver tingene blot afleveret et par dage senere uden den store ståhej. Det er godt at holde sig på god fod med de underjordiske, så det skal man ikke sige noget til. De skal nok erstatte tingene, hvis de går i stykker.

Nogle gange kræves der mere end menneskene har det godt med. En historie fortæller om en kone som sad alene og kartede uld en aften da en bjergkone dukkede op og tilbød at hjælpe. Konen turde ikke sige nej, og snart dukkede der en bjergkone mere op, og så endnu en. Ulden var hurtigt kartet og spundet, men nu ville vætterne ikke gå igen – de ville skam have mad og drikke som betaling, og gjorde ingen mine til at forlade gården igen. Konen fik så det råd af sin nabo at hun skulle løbe ind og råbe at højen brændte og børnene var faldet i ilden. Det gjorde hun, og så rendte bjergkonerne hjem med det samme for at redde deres unger.

Gode naboer kan blive til dårlige naboer

Det er ikke altid at det hele går retfærdigt til. Nogle gange er det vætterne der bliver snydt. På en gård skulle man male malt til at brygge øl. Husfruen sendte husets piger i seng – hun skulle nok selv sørge for at malten blev klar. Pigerne blev nysgerrige, for det var hårdt arbejde og de ville se hvordan fruen selv kunne klare alt det. Ude i bryggerset fandt de to bittesmå dværge med røde huer som maler malt mens husfruen stod med en pisk og holdt dem i gang.

Det er en usædvanlig historie, for her blev bjergfolkene groft udnyttet og ydmyget, men de hævnede sig ikke.

I en anden historie lånte en bonde en tønde sædekorn af sin lokale vætte, og lovede at betale den tilbage når høsten var i hus. Det gjorde bonden også, men vætten var ikke tilfreds. Bonden og hans høstkarle havde nemlig stået i kornet med træsko på mens de tærskede. Sådan gjorde bjergfolkene ikke – de gik i bare fødder på marken og samlede kornene op mellem stråene et ad gangen når de faldt af, og det var meget finere. Der vankede ingen kære mor – bonden blev nødt til at smide skoene og tærske hele tønden om igen før vætten var tilfreds.

Eller måske holder dine vætter til i krat og grøftekanter?

Løn for udført arbejde

“Lav mig en rage, så skal du få en kage.”

De underjordiske lader gerne menneskene arbejde for sig mod betaling. I mange historier finder en pige eller karl et stykke tøj eller værktøj der skal sys eller repareres. Det gør man så, og tingen bliver lagt tilbage hvor den blev fundet. Næste morgen ligger der en belønning som tak for hjælpen. Det kan være rede penge, eller bare noget godt at spise, men skuffende er det sjældent.

Mange gange er der to karle i historien, som får hver sin kage eller sigtebrød som belønning. Den ene karl tør ikke spise vætternes mad og bliver derefter syg. Den anden er modigere og spiser sin kage eller brød – han får godt helbred og ti mands styrke. Han blev ekstra belønnet fordi han turde stole på at vætterne nok skulle holde deres del af aftalen.

I en historie fra Bornholm dækkes der op med ikke mindre end to tinskåle med sød vælling og to tallerkener – den ene med flæsk, den anden med æggekage. Og så er der endda sat sølvske, kniv og gaffel ud også. Man spiser fint hos de underjordiske der.

Mange koner spandt hør eller uld for bjergfolkene. Det var der ikke noget underligt ved, bortset fra at når man arbejdede for den slags folk måtte man ikke væde tråden med spyt. Så kunne bjergmandens kone nemlig ikke bruge garnet. Men følte konen sig nu utryg ved sådan at arbejde for de underjordiske, så spyttede hun netop på tråden, for så fik hun ikke flere bestillinger fra vætterne.

Tak for lån

Man skal passe på sine naboer, uanset om de er mennesker eller noget andet. Kommer bjergmanden, trolden eller vætten og beder pænt om at låne noget skal man ikke sige nej. Vi har et utal af historier om vætter der låner brød eller korn. Som regel betaler de tilbage så snart nabogården har høstet. På nabogården slår man nemlig ikke kors i kornet når det er kommet i lade, og så kan bjergfolkene let ‘låne’ af det. Så mere ærlige er de altså heller ikke.

Mange gange betales der tilbage med renter. Lånes der brød til et bryllup kommer der dobbelt så mange brød tilbage – og nogle gange viser de sig at være fyldt med sølvpenge. Andre gange får man ‘bare’ et løfte om fremgang og rigdom i slægten. Sådan forklares velstanden på mange store slægtsgårde – en forfader gjorde en bjergmand en tjeneste.

Gode naboer stoler på hinanden

Plovdrengen lo og sagde, at han ikke vilde have noget af det troldpaks brød eller vin. Men inden han kom til enden af ageren, havde han brudt sit ben.”

Vætter og bjergfolk er ærekære, og de bliver vrede hvis man ikke værdsætter deres gaver. Har man handlet med dem eller hjulpet dem og fået en belønning skal man ikke takke nej eller smide belønningen væk. Det kommer man til at fortryde. Man skal heller ikke tage den med hjem for at vise dem frem, eller gøre nar hvis belønningen ser sølle ud. Gør man nogle af disse ting bliver man syg, eller falder endda død om på stedet.

Når bjergkonen satte kage ud på et sølvfad skulle man ikke være grådig og tage både kage og fad med sig. Det kunne godt være at man kunne sælge sådan et fad, men man fik forbandelsen med sig at man skulle dø fattig. Men det er vel også kun rimeligt nok – vi andre tager jo heller ikke bestikket med os hjem når vi spiser ude.

Fik man et stykke brød skulle man ikke give det til hesten i stedet for at spise det selv. Dyret kunne dø af sådan et måltid. Men som regel straffede vætterne ikke hesten for bondens dumhed – så hesten blev stærk og fed, og så kunne bonden jo stå der og føle sig dum fordi han ikke selv sørgede for at få det gode helbred som brødet gav.

Man skulle dog ikke se for grundigt på hvad det nu var, man fik at spise. Det så måske ud som brød eller pandekage og smagte lige sådan, men skar man det i stykker kunne det være fyldt med hestehår, halm og skidt. Så var man nemlig igen for mistroisk, og det blev bjergmanden fornærmet nok over til at ødelægge maden.

Vi har tidligere set på historier om bjergfolk og vætter!

Kilder og citater:

“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.

Fotos: Andreas Dress, Camilla Bundgaard og Diana Vartanova Rasmussen via Unsplash.